|
Indholdsfortegnelse:
Forside Tæller: |
Pinochet-slægten
(en officiel touristvideo fra Maule kan ses nederst på siden.)
Pinochet er et fransk navn, og t’et skal som sådan egentlig udtales. Nærmere betegnet stammer navnet fra Bretagne, og etymologisk set kommer det måske fra ordet »pin«, altså fyrretræ, eller måske fra ordet »pignocher«, der betyder at smånippe til noget mad med tænderne.[1] Ved opslag i telefonbøger vil man se, at bærere af navnet den dag i dag tydeligvis er koncentrerede i netop Bretagne. Den første Pinochet i Chile i det mindste i nærværende sammenhæng var Guillaume Pinochet (1696-1742), som var fra Saint-Malo i netop Bretagne, og som emigrerede til Chile. Han giftede sig der med kreoleren Úrsula de la Vega (1704-1786) i 1718 i byen Penco, der ligger få kilometer nord for, hvad i dag er Chiles næststørste by, Concepción, der nu er hovedstad i Chiles 8. Region, Biobío. I øvrigt blev Concepción oprindelig grundlagt af den spanske conquistador Pedro de Valdivia (ca. 1500-1553) dér, hvor i dag Penco ligger. For Guillaume Pinochet sikrede ægteskabet med kreoleren ham retten til ophold i Chile, da der ellers var noget skiftende betingelser for ikke-spanske og især franske – mistænkte for calvinisme, som de naturligt måtte være – indvandrere til kolonierne i forbindelse med Den Spanske Arvefølgekrig 1701-1714, Bourbon’ernes bestigelse af den spanske trone o.a.[2] 100 år efter Pinochet’ernes ægteskab, i 1818, udråbte i øvrigt Bernardo O’Higgins (1778-1842) republikken Chile i netop Concepción, som på det tidspunkt mere eller mindre var den sydlige grænse for, hvor det spanske imperium reelt strakte sig til i Chile; sydfor regerede de trodsige araukanske indianere. Chile havde i øvrigt aldrig status af selvstændig koloni, men var underlagt Perú nordfor. Úrsula de la Vega kom fra Chanco cirka 30 km syd for Constitución, i dag beliggende i 7. Region, Maule. Hun havde arvet en ejendom dér, Conulemu, på 1000 cuadras, ca. 3000 tønder land, med kvæg, får, muldyr og heste, hvor de slog sig ned og fik en børneflok på ti. Han havde desuden visse erhvervsaktiviteter i det franske miljø i Concepción. De næste seks generationer, der på sværdsiden fører op til den her biograferede Pinochet, var alle født og levede i Maule-området omkring byerne Chanco og Cauquenes. I første led var det en Guillermo Anselmo Pinochet, der overtog ejendommen Conulemu. Han giftede sig i 1761 med Teresa Bravo, der døde under koppeepidemien i 1765-66. Børnenes bedstemoder, Doña Úrsula, der var blevet enke i 1742, og som angivelig var en stærk skikkelse, hjalp til på Conulemu med at opdrage de tre børn. Guillermo Anselmo omkom i en rideulykke. Et af hans tre børn, Alejandro Pinochet Bravo (1764-1830), var den mest fremtrædende i denne slægtslinie, og han lagde yderligere gods til Conulemu, og der blev fortsat holdt kvæg og får m.m., samt dyrket hvede og vin; sidstnævnte jo en afgrøde og en produktion, der et par hundrede år senere skulle vist sig at blive en betydelig eksportvare for Chile. Han døde som en af Cauquenes-områdets rigeste mænd. Han var desuden oberst i Chanco-regimentet, bl.a. under La Reconquista, 1814-17, hvorunder Det Spanske Imperium forgæves forsøgte generobring af bl.a. Chile, hvilket altså mislykkedes – Republikken Chile blev udråbt 1. januar 1818, og har opretholdt suverænitet siden, skønt der dog så sent som i 1866 var et spansk bombardement af Valparaíso. Generationerne herfra og op til capitán general Pinochet var mindre fremtrædende, eller slet ikke fremtrædende overhovedet. En søn af Alejandro Pinochet Bravo, José María Pinochet y Urrutia-Avellaneda, giftede sig med María Josefa Prudencia Letelier Verdugo, og hun var i øvrigt også oldebarn af Guillaume Pinochet og ligeledes fra Chango. En søn af dette ægteskab var Manuel Tomás Pinochet Letelier, der giftede sig med en kvinde med næsten samme navn som hans moder, nemlig María Josefa Letelier Muñoz, også fra Chanco og de var oldefar og -mor til denne biografis hovedperson. En søn af dette ægteskab var Manuel Tomás Pinochet Letelier som var gift med María Rita Vera Muñoz, og de var bedsteforældre på fædrene side til den senere capitán general Pinochet. Deres yngste barn af fem blev født i Chanco 16. april 1891 og hed Augusto Pinochet Vera (1891-1944), idet det altså iagttages, at den spanske navnetradition er sådan, at et barn får både faders og moders efternavne fra fædrene side, så at f.eks. denne Augusto fik »Pinochet« fra sin fader og »Vera« fra sin moder (der havde Vera fra sin fader), således altså Augusto Pinochet Vera, i daglig tale dog bare: Augusto Pinochet. Han giftede sig i havnebyen Valparaíso i 1914 med Avelina Ugarte Martínez (-1986), der var fra Chiles hovedstad, Santiago. De levede i Valparaíso, hvorved altså slægtsliniens tilhør til Maule-området og byerne Chanco og Cauquenes blev brudt. Han var flyttet derfra i forbindelse med faderens død, og tog sin mor med sig. Valparaíso var i århundreder Sydamerikas vestkysts vigtige havneby og dermed port til resten af verden. Skibe på vej mellem Stillehavet og Atlanterhavet lagde til her, fordi den tur nemlig indtil åbningen af Panamakanalen i august 1914 gik syd om Sydamerika, gennem Magellanstrædet eller rundt om Cabo de Hornos, Kap Horn. Hovedstaden Santiago ligger ca. 120 kilometer inde i landet i den store, frodige, nord-syd-gående Valle Central, der ligger mellem Andes-bjergkæden La Cordillera de los Andes på den østlige side, og La Cordillera de la Costa, en mindre bjergkæde ud mod stillehavskysten mod vest. Valparaíso var og er hovedstadens havneby; dog er Valparaíso målt i tonnage, der håndteres om året, pr 2007 kun næststørste havneby efter San Antonio, der ligger mindre end 100 kilometer sydfor. Den betydeligste del af Flåden ligger i havnen i Valparaíso, og Flåden har da også hovedsæde i byen. Valparaíso var dengang, hvad man i dag ville kalde en multikulturel by og det bogstavelig talt. Der var spanske, tyske, britiske, franske, italienske m.v. kredse i byen, ja – ikke bare kredse, men deciderede samfund i byen af de forskellige kulturers indvandrere til Chile, der f.eks. drev hver deres frivillige brandværn,[3] og der blev talt, skrevet og drevet skoler på de respektive sprog. Også nu små hundrede år senere, har Chile – side om side med den udprægede nationalfølelse i befolkningen – i det hele taget et præg af at være indvandrerland. Således berettes i Jan Nørgaard Petersens Indtryk fra Sydamerika fra 2004 om oplevelsen af tyskere i byen Osorno, i den 10. region, Region de Los Lagos, i den sydlige del af Chile, hvor forfatteren boede på Residencial Alemania (»Hotel Tyskland«), videre til byen Puerto Varas, hvor en 43-årig Frau König Mödinger var 4.-generationsindvandrer og som sådan den første generation, der ikke kunne tale tysk, mens dog datteren var ved at lære sproget, da hun ville flytte tilbage til fædrelandet, d.v.s. Tyskland![4] Jan Nørgaard Petersen beretter, at alle af tysk afstamning fremhæver det positive, den tyske indvandring har tilføjet Chile, og medgiver det for så vidt udviklingen af landbruget angår, men mener, at det angående det preussiske islæt i hæren, har været en dårlig indflydelse.[5] Til demonstration af Chiles vitterlige indvandringspræg, kan som et kuriosum refereres til landets fodboldklubber. Blandt de 18 hold i landets øverste division, Primera División, i sæson 2009, findes klubnavne som Audax Italiano, der er grundlagt i 1910 af italienske indvandrere, Everton, der er grundlagt i 1909 af engelske indvandrere, Palestino, der er grundlagt i 1920 af palæstinensiske indvandrere, Rangers, der er grundlagt i 1902 af skotske indvandrere og Unión Española, der er grundlagt af spanske indvandrere i 1897. Til yderligere belysning af landets helt anderledes kulturelle struktur og historiske tilblivelse i forhold til et land som Danmark kan yderligere nævnes de tre hold i divisionen, der har deres ophav i universitetsregi, nemlig klubberne Club Deportivo Universidad de Concepción, Club de Fútbol Profesional de la Universidad de Chile og Club Deportivo Universidad Católica. Disse tre klubber og deres navne kan på tilsvarende vis ses som et vidnesbyrd om, at Chile ikke har det folkelige præg, for ikke at sige »stammepræg«, som Danmark i udpræget grad har. Augusto Pinochet Vera arbejdede til at begynde med som 14-årig i Valparaíso som stik-i-rend-dreng for firmaet Williamson, Balfour & Co, der er et engelsk-skotsk firma, der eksisterer i byen den dag i dag, og som indtil 1953 drev storstilet fårehold på Påskeøen, og i øvrigt holdt øens beboere i ret stram snor. Senere fik en søster en bolig i forbindelse med en stilling som lærer, og Pinochet Vera boede så der sammen med moderen. Han videreuddannede sig om aftenen, og blev toldmedarbejder i et firma. Desuden var han medlem af det franske frivillige brandkorps i byen. Han aftjente sin værnepligt i 2. Infanteriregiment, Maipo, og kunne i overensstemmelse med loven vende tilbage til sin stilling som toldmedarbejder efter endt tjeneste. ******* [1] Vial, Gonzalo, Pinochet: La Biografía, 2002, s. 13-14. Multimedia Denne video lagt ud på Youtube er en officiel touristvideo fra Maule: |