|
Indholdsfortegnelse:
Forside Tæller: |
Prolog Tale af øverstbefalende i hæren, general Óscar Izurieta Ferrer, ved begravelsesceremonien for Augusto Pinochets på militærskolen Escuela Militar del Libertador Bernardo O'Higgins i Santiago den. 12. december 2006.
(TV-transmissionen af talen kan ses nederst på siden.)
Som repræsentant for Den Chilenske Hær og i udførelsen af den militære tradition er det mit tunge ansvar som øverstbefalende at forestå afskeden med de jordiske rester af capitán general Augusto Pinochet Ugarte, i sin funktion af øverstbefalende for hæren fra 23. August 1973 til 10. Marts 1998. Vi udtrykker den inderligste medfølelse for det uerstattelige tab som hans ærede enke, fru Lucía Hiriart de Pinochet, hans børn, børnebørn og oldebørn, alle medlemmerne af hans talrige familie – som han alle elskede – har lidt. Vi deler deres sorg og går med i ligfølget. Vi beder Gud lindre deres smerte og give dem styrke til at gå dette igennem med troen på det evige liv, og med håbet om, at hans død kan bidrage til at mildne de følelser omkring hans person og hans værk, der er i det chilenske samfund. Lad os overlade til historien at udføre en objektiv og retfærdig undersøgelse med hensyn til hans politiske, økonomiske og sociale virke. Vi oplever nu afslutningen på et liv i den offentlige tjeneste for en mand, der på et tidspunkt måtte overskride grænsen for sin profession for at påtage sig ledelsen af landet. Derfor kan hans militære karriere, specielt den som general, ikke afgrænses fra den politiske dimension af hans handlinger, for den var selve baggrunden for både soldaten og statschefen. General Augusto Pinochet blev 3. Marts 1933 indskrevet på militærskolen, og var en af de soldater, der i 1936 udvnæntes til infanteriet. Hans år som premierløjtnant gik med undervisning, øvelser og afholdelse af kurser for officerer. Han udførte tjeneste på infanteriskolen og ved regimenterne »Chacabuco« i Concepción og »Maipo« i Valparaíso; sidstnævnte gav ham mulighed for at mødes med sine gamle venner og lærere fra skolen Sagrados Corazones de Los Padres Franceses, med hvilke han vedblivende holdt kontakt i gensidig respekt og hengivenhed. Den 29. Januar 1943, medens han var befalingsmand på militærskolen, indgik han ægteskab med frøken Lucía Hiriart Rodríguez. Dette ægteskab affødte fem børn; Lucía, Augusto, Verónica, Marco Antonio og Jacqueline. Hans familieliv blev præget af ansvaret for og arbejdet med det militære liv og hjemmets tilpasning til det specielle liv med skiftende tjenestesteder og konstante professionelle udfordringer. I 1946, som kaptajn, blev han udsendt til infanteriregiment Nr. 5, »Carampangue«, med garnison i Iquique. På dette tjenestested fik han grundigt kendskab til den historiske og militære tradition i denne region. Her fødtes også hans interesse for studiet af kampagnerne i Salpeterkrigen, et arbejde som han senere offentliggjorde resultatet af, og som i øvrigt fortsatte hele hans liv. I 1949 blev han indskrevet på Academia De Guerra, og blev udnævnt stabsofficer i 1951. Han udførte senere tjeneste på militærskolen, og senere i Infanteriregiment Nr. 4, »Rancagua«, i Arica, hvor han forfremmedes til major. Tidligt viste general Pinochet akademisk stræben mod kendskab til militær geografi og geopolitik. Som underviser på hærens og flyvevåbenets militærakademier bidrog han til de senere afdelinger inden for disse områder. Det var resultaterne af denne ihærdighed, der blev til tekster, der i denne periode blev til forskellige bøger, der brugtes på de forskellige institutter i det militære fag. I 1956 blev han, sammen med andre udmærkede officerer, udnævnt til at udføre tjeneste som underviser på militærakademiet i Ecuador, en tjeneste, der strakte sig til 1959, og hvorunder han deltog i reorganiseringen af dette institut for højere studier. Denne etape af hans professionelle og private liv, langt væk fra fædrelandet, mindedes han i sine erindringer med en særlig nostalgi, idet han skrev: »Ecuador betød for mig personligt, ved siden af fødslen af to af mine børn, en periode med intense studier og hårdt arbejde i næsten fire år, en tid, der tillod mig indgående at komme til at kende indbyggerne i dette kære broderland.« Efter denne tjeneste blev han udsendt som rådgiver for generalstaben i hærens 1. Division, hvor han forfremmedes til oberstløjtnant. Måneder senere, i januar 1960, blev han udnævnt til leder af 7. Infanteriregiment, »Esmeralda«, en af de mest hæderkronede enheder i hæren. Han blev på denne post til 1964, hvilket tillod ham at arbejde i tæt kontakt med samfundet i Antofagasta. Han udførte tjenesten til tilfredshed og blev i februar 1964 udnævnt til underdirektør ved Academia de Guerra, hvor han fortsat udviklede sit kald som forelæser i undervisningen af kommende officerer. Med forfremmelsen til oberst blev han udnævnt til stabschef i 2. Division af hæren, i Santiago. Han delte dette hverv med sine akademiske aktiviteter, en opgave han ikke forsømte, trods de pålagte ansvar. I 1969 blev han forfremmet til brigadegeneral og udnævnt til chef for 6. Divison af hæren med tjenestested i Iquique. Som medlem af øverstkommandoen og i sin funktion af general, tilkom det ham at blive øverstbefalende på hærens garnison i Santiago i 1971 og stabschef i hæren, hvorved han ved forskellige lejligheder i 1972 og 1973 fungerede som hærens øverstbefalende. 23. august 1973 blev han udnævnt som hærchef. Vi taler med Augusto Pinochets karriere om et forløb, som, grundet ekseptionelle omstændigheder, strakte sig over mere end tres år i hæren. Hans militære karriere – som for de flestes vedkommende – formede sig i institutionens tradition: konstante studier og den nære kendskab til den chilenske befolkning og dens historie. Uden nogen som helst tvivl var den vanskeligste beslutning i general Pinochets liv som soldat, den — i samråd med Flåden, Luftvåbenet og Carabinero-korpset — at overtage ansvaret for landets ledelse stående over for den dybe institutionelle krise, landet var i. 11. september 1973 – uden af holde op med at være hærchef – blev han udnævnt til præsident for juntaen, og senere til præsident for republikken, hvilket han i overensstemmelse med forfatningen vedblev at være indtil 11. marts 1990, hvor han efterfulgtes af Don Patricio Aylwin Azócar. Det tilkommer mig ikke her at bedømme den militære regering. Ej heller er det min intention at komme med en detaljeret redegørelse for de forhold, den øverstbefalende stod over for, som fik ham til at beslutte at handle, som han gjorde. Jeg mener dog, det er uundgåeligt – for at kaste lys over en meget komplekt epoke med Den Kolde Krig som baggrund – at jeg nævner, at også hæren var offer for de politiske rørelser, der truede dens samling. Dette skete også i de andre værn til nationens forsvar, med de farer det skabte med hensyn til landets overlevelse. Da general Pinochet besluttede sig for at handle 11. september 1973, gjorde han det i overbevisningen om, at der ikke var anden mulighed for at løse krisen. Flere år senere skrev han følgende om dette tidspunkt i sit liv: »Jeg holdt mig til det sidste fra at skride til handling, på trods af de råb fra befolkningen om, at vi skulle intervenere. Jeg satte – ikke af frygt, men af en inderligt håb – min lid til, at denne institutionelle krise kunne klares fredeligt.« Andre må være dommere over denne denne etape af hans liv, med alle dens lyse og mørke sider. I den forstand er general Pinochet et vidnesbyrd om en epoke, som nationen nødvendigvis måtte gennemleve, på grund af fejl begåede i den foregående regering, og i hans egen regeringstid. Set fra en strengt militært synspunkt, ønsker jeg også at nævne nogle aspekter af hans regering, som havde indflydelse på de væbnede styrker og i særdelsehed hæren. Hans regering havde en præference for fred i regionen og løsning af længerevarende kontroverser. Håndteringen af de internationale kriser, Chile stod i, i 1974 og 1978 giver os vidnesbyrd om hans forståelse af de katastrofale konsekvenser af en krig udadtil, som forlængede fjendskabet, forhindrede udvikling og samarbejde i Chile stående i en verden, der snart skulle blive globaliseret. Det viser sig også i den vision og ihærdighed, som han, og organisationen under hans kommando, havde, med fremskridtet og udviklingen af med bl.a. det banebrydende arbejde med den gennemgående motorvej, takket være hans udholdenhed og vedholdenhed, som nu gør det muligt at betragte den fysiske sammenslutning af landsdelene. Betydelig var også den nye inddeling af landet i politisk-administrative områder. Dette synliggjorde nødvendigheden af, at hæren bidrog til at overvinde den manglende udvikling på de indre linier, ikke kun ved vejarbejde, men ved den fysiske bemægtigelse af landet og etableringen af militære enheder i randområderne. I de sidste år af sin karriere som øverstbefalende i hæren, lagde han grunden til det videre projekt til den institutionelle modernisering, især med henblik på undervisnings- og instruktionsaspektet og på den endelige inkorporering af kvinden i den militære profession. I overensstemmelse med bestemmelserne fastlagt i forfatningen trådte han tilbage som øverstbefalende i hæren den 10. marts 1998 for at blive senator på livstid. I denne nye etape at hans liv, som tilbagetrådt, blev han konfronteret med en række juridiske krav stammende fra hans gerninger som statsleder, krav som fortsatte til hans dødsdag. Forholdene angående menneskerettigheder er det mest kontroversielle i forbindelse med hans ledelse. Han kondolerede selv disse lidelser år senere. Helt fornylig, i november 2006, påtog han sig det politiske ansvar for alt indtruffet under hans regering. General Pinochet døde uden at have unddraget sig domstolenes tiltag, i overensstemmelse med den retstilstand, der råder i landet. I den forstand, og i overensstemmelse med, hvad han fastholdt under sin tilbageholdelse i Det Forenede Kongedømme, anerkendte han udelukkende de chilenske domstole til at dømme ham. For så vidt som det vedrører hæren, er vor position klar og velkendt med hensyn til respekten for menneskerettighederne, hvilket har været fastslået klart af mine to forgængere. Som øverstbefalende for alle chileneres hær, bekræfter jeg i dag absolut dette standpunkt. Dette har gjort det muligt at komme fremad men hensyn til genforeningen af vort samfund. Ærede fru Lucía, familien Pinochet-Hiriart, tilstedeværende øvrighedspersoner, mine damer og herrer: Vi står ved ved en mands ligkiste, en mand der spillede en af de vægtigste roller i Chiles nyere historie. Hans værk skal virke en rum tid før der kommer en balanceret og og nøgtern vurdering af dets indflydelse med den klarhed som tidens fylde giver historieskrivningen, for at den – uden ydre pres eller forventninger – kan udfylde sin belærende funktion. Så længe dette ikke er sket, opfordrer jeg til, at vi værner om, hvad vi allerede ved, forener os, så vi undgår at gentage de fejl i fortiden, der gjorde så megen skade ved vort samfund. Ved timen for hædersbevisningerne ved hans bisættelse anerkender hæren general Pinochet som en soldat, der elskede sit fædreland højt. Det var denne følelse, der ledte hele hans militære liv. Hans ægte passion afspejledes, da han udtrykte: »Jeg elsker Chile over alt, og selv ikke de mest ulykkelige omstændigheder kan forhindre, at jeg selv på afstand, med hele min sjæls kraft en gang og tusinde gange gentager: Leve Chile« AUGUSTO PINOCHET UGARTE, CAPITÁN GENERAL, EKS-ØVERSTBEFALENDE I HÆREN: HVIL I FRED! Multimedia Dette TV-klip lagt ud på Youtube er fra den direkte transmission af den ovenstående begravelsestale af øverstbefalende i hæren, general Óscar Izurieta Ferrer, ved begravelsesceremonien for Augusto Pinochet på militærskolen Escuela Militar del Libertador Bernardo O'Higgins i Santiago den 12. december 2006. |