Indholdsfortegnelse:

Forside

Prolog

Pinochet-slægten

Barndommen

...

Ecuador, 1956-59

...

Attentatet, 1987

...

London, 1998-2000

...

...

Taler m.m.

Kompendium

CIA-dokumenter

Om biografier

Anmeldelser

Kolofon



Tæller:



Anmeldelser


  • Bog: La Familia – Historia Privada De Los Pinochet

  • Film: Memoria Desierta, DILUVIO, 2007

  • Film: Pinochet's Last Stand, HBO, 2006

  • Film: The Dark Side of the White Lady, ONF/NFB, 2006



  •       Historia Privada De Los Pinochet

        Titel: La Familia – Historia Privada De Los Pinochet
        Forfattere: Claudia Farfán og Fernando Vega.
        Forlag: Debate
        År: 2009
        Sider: 230
        ISBN: 9789568410278
       



        
    I juni 2009 udkom i Chile en bog om landets tidligere diktator, Augusto Pinochet, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, altså: »Familien – den private historie om Pinochet’erne«, og bogens emne er – som det fremgår af titlen – de indre forhold i familien Pinochet.

    Den er skrevet af de to chilenske journalister, Claudia Farfán og Fernando Vega, og de har gjort det på en måde, der slår een ved i en meget nøgtern og faktuel tone at fremstå som et eksemplarisk stykke undersøgende journalistik, som der tydeligvis ligger en enorm mængde research bag.

    Pinochet var en mand, der i ekstrem grad ikke gav indblik i sit indre, og det skildrer bogen godt. Også af de deklassificerede CIA-dokumenter fra bl.a. begyndelsen af 1970’erne fremgår, at hverken CIA’s informanter eller nogen som helst andre overhovedet anede, hvad denne højtstående general, og lige inden kuppet hærchef, følte, mente eller stod for politisk, eller hvordan han stillede sig til Allendes Folkefronts-regering og til det uafvendeligt kommende kup.

    Meget apropos går rygtet, at han var en glimrende pokerspiller.

    Pinochet giftede sig i 1943 – som sin far opad – med Lucía Hiriart, der var datter af en tidligere minister. Lucy, som han kaldte hende, var præcis som hans moder en stærk og fast karakter med sociale ambitioner, og i den nyligt udkomne bog tales ligefrem om et ødipuskompleks.

    I 1956 blev han og en række andre officerer udpeget til i en årrække at udføre tjeneste på Academia de Guerra i Ecuador, landets officersskole.

    Ecuador havde ikke haft den samme preussiske skoling af sin hær, som Chile. Derfor blev Pinochet og andre udsendt for at give Ecuadors officersskole et pift af denne militære professionalisme.

    På officersskoles hjemmeside fremhæves Pinochet således den dag i dag med taknemmelighed for sit »værdifulde bidrag« til skolen fra 1956-1959.

    Men krigskunst var ikke det eneste, Pinochet brillerede med i Ecuador, og om det handler bogens første kapitel. Fra senere CIA-dokumenter og andre steder fra har man kunnet læse om ham som en rigtig selskabsløve, altid med overstrømmende komplimenter til selskabets kvinder. Den par-og-fyrre-årige fader til tre rapporteres i bogen at have virket som en sand magnet på overklassens kvinder i hovedstaden Quito.

    Flere affærer blev det til. Med en meget smuk pianistinde i midten af 30’erne, fraskilt mor til to drenge, med kastanjebrunt hår og grønne øjne og af arabisk afstamning indledte han en så heftig affære, at han nær havde sat alt på spil ved det.

    Hendes navn var Piedad Noé. Affæren har været kendt i visse kredse lige siden dengang som en såkaldt »offentlig hemmelighed«, og blev omtalt i sydamerikansk presse for et par år siden, men beskrives nu i detaljer i den nye bog.

    Det kom så vidt, at Pinochets hustru efter 1½ års ophold i Ecuador forlod sin mand og rejste hjem til Chile for der at bo hos sine forældre, i øvrigt med parrets fjerde barn, Marco Antonio, i maven. Pinochets mor, Avelina, stod sin søn bi hele forløbet igennem som en nær fortrolig.

    Pinochet gennemførte sin mission i Ecuador, og vendte i sidste ende tilbage til sin Lucy i Chile, hvilket sikrede, at majoren kunne fortsætte sin vej op igennem de militære grader – det var kutyme, at officerer, der lod sig skille, ikke avancerede yderligere i graderne.

    Bogens tredje kapitel handler om señora Lucía Hiriart, Pinochets kone. For hende var kuppet i 1973 og opstigningen til førstedame en appelsin i turbanen. Hun satte sig straks hårdt på at være toneangivende blandt fruerne i de højtstående militære kredse. Et af afsnittene om hende i bogen hedder Guardiana de la moral, »Moralens vogterinde«.

    Hun blev af staben med tvetydige følelser kaldt la tía, »tanten«, og fik en hel etage i regeringsbygningen til bl.a. at styre en velgørende organisation, og prædike, hvad man kunne kalde hendes egen, chilenske version af Kinder, Küche, Kirche, med en overdreven vægt på moderen, ægteskabet og familien som omdrejningspunktet i den pinochetistiske bevægelse.

    Hendes personlige dossier i den forbindelse er imidlertid en blandet buket. Bl.a. bemærker man, at af hendes fem børn har kun eet, den yngste søn, Marco Antonio, kunnet opretholde sit ægteskab. De fire andre har alle været gift og skilt helt op til fire gange hver.

    For børnene – som bogens andet kapitel handler om – var det i det hele taget et forløb med store personlige omkostninger. For det første var det en omstændighed i deres barndom, som det er for alle børn af officerer i den chilenske hær, at familien hyppigt blev rykket om med rod og flyttet rundt i det over 4000 kilometer lange land på forskellige tjenestesteder.

    Den ældste i børneflokken, Lucía, kaldet i bogen »den politiske datter«. Som barn klarede Lucía sig godt i skolen, og det siges i bogen, at hun fra sin mor, som hun aldrig har haft et nært forhold til, har ambition og styrke, og fra sin far vedholdenhed.

    Ved kuppet blev hun radikaliseret i sine politiske synspunkter, og havde forskellige politiske og administrative poster i militærstyret.

    Hendes forsøg på at komme i parlamentet som uafhængig kandidat i 2007 blev forpurret af hendes arrestation i forbindelse med afsløringen af familiens udenlandske bankkonti, men hun blev med 16 % af stemmerne i 2008 valgt ind i byrådet i Vitacura, een af de rigeste velhaverkommuner i Santiago.

    For den næstældste i børneflokken, Augusto Osvaldo, var Quito i Ecuador for ham som 11-årig den fjerde by, han havde boet i, og det gav ham en ensom barndom. Da han samtidig er bogligt svag og ingen stærk personlighed, har hans liv udfoldet sig nærmest tragikomisk med nederlag på nederlag.

    Overtrumfet af sine søskende er han blevet, når familiens sager skulle afgøres, dybt pinlige udtalelser til pressen er han kommet med, han blev udsat for en alvorlig bilulykke i 1972 og blev skudt i benet af sin ekskone i 1992 under et skænderi for bare at nævne nogle episoder fra hans liv.

    Det tredje barn, María Verónica, er en meget lidt udadvendt person, der har holdt en så lav profil, at folk knapt vidste, hvem hun var ved Pinochets begravelse i 2006. Ved kuppet i 1973 boede hun i Panama med sin første mand, der skabte sig en formue, som det siges i bogen bl.a. skete ved nogle af de mest klare eksempler på nepotisme i militærstyrets tid.

    Marco Antonio er det barn, der blev født under forældrenes brud i 1957.

    Hans opvækst var ikke præget af alle de flytninger, som hans tre ældre søskendes var. Han var 16 år gammel ved kuppet i 73, og har senere udtalt, at det føltes, som om hans far blev taget fra ham ved den lejlighed, med det fravær fra familien, det har givet at være statsoverhoved.

    Ved sin fars mellemkomst kom han ind på jurastudiet. Han blev indskrevet under falsk navn, havde livvagter med sig til forelæsninger, eksamensaflæggelserne var slet ikke normale og i det hele taget kan det ses som et billede af, hvad har været en skæbne for alle fem børn, at de sådan set var afskåret fra den virkelige verden og har levet i en slags parallel verden, bl.a. socialt og karrieremæssigt.

    Også retsligt – i juli 1975 var Marco Antonio – skønt for ung til at have kørekort – involveret i en trafikulykke, som hans veninde døde i. Det frygtede sikkerhedspoliti, DINA, var straks på stedet, og fik den unge mand skaffet væk.

    Han gik naturligvis fri for noget retsligt efterspil, og tog nogle måneder senere den oplevelse med, det var, at tage med sin far til Madrid i Spanien til diktatoren Francisco Francos begravelse, med ophold på hotel Ritz o.s.v.

    Senere boede han i USA nogle år, og blev i den periode sin fars fortrolige for så vidt som bankkonti i udlandet angår. Storebroderen boede i USA i samme periode, og forskelsbehandlingen førte til voldsomme spændinger mellem de to brødre.

    Pinochets øjesten var den yngste datter, Jacqueline. Det var ved hendes 14-års fødselsdag, 9. september 1973, at Pinochet skrev under på den håndskrevne lap papir fra flådens admiral José Toribío Merino, der udbad sig de to andre værnschefers bindende tilsagn om at deltage i kuppet to dage efter, om tirsdagen den 11. september.

    Gennem sine tre ægteskaber med i alt ni børn har hun været den, der har fået meste økonomisk hjælp fra sine forældre.

    Pinochet har selv i et interview indrømmet, at de tre ældste af børnene blev meget strengere opdraget end de to yngste, hvilket i sig selv næppe er ualmindeligt.

    For især de tre ældste var det tilmed en yderligere faktor, at have oplevet bruddet mellem forældrene under tiden i Ecuador. Den episode hang altid som en sort sky over familien.

    Som det enkelte barns sociale liv var påvirket af, at faderen var diktator, var også børneflokken som sådan påvirket af det.

    Mens den ene arbejdede i faderens politiske organisation var den anden måske bosat i USA og ernærede sig ved en skræddersyet og fiktiv beskæftigelse som diplomat, o.s.v.

    Når de i større eller mindre grad derfor ikke havde selvstændige, økonomisk uafhængige liv, var resultatet ikke overraskende jalousi og intriger.

    Det forværredes, da Pinochet forlod præsidentmagten i 1990, og eskalerede ved hans tilbageholdelse i London fra 1998 til 2000 på baggrund af en international arrestordre. En splittet børneflok arbejde slet ikke sammen om at håndtere situationen; til tider nærmest imod hinanden.

    Der er i bogen referat fra hans 85-års fødselsdag i familienkredsen et halv år efter sin hjemkomst til Chile, som en efterhånden totalt ydmyget Augusto Osvaldo som den eneste ikke deltog i, og det er en beretning om den totale og uværdig opløsning af familien, med råberi og bebrejdelser mellem søstre og svigerinder og i den dur.

    Mangt og meget er i tidens løb blevet skrevet om Pinochets over 100 hemmelige, udenlandske bankkonti og det tilhørende store skattesvig, og det emne behandles i bogens fjerde kapitel.

    Især har der været skrevet om det svært gennemskuelige spørgsmål, om hvor pengene – i 2005 opgjort til 26 millioner dollars – kom fra. På tale har været narkohandel, våbenhandel, 9 tons guld i depot i den britiske bank HSBC’s filial i Hong Kong og meget andet, som langtfra alt sammen har været faktuelt korrekt.

    Indledningsvis beskrives i bogen meget udførligt, at Pinochet lige fra de første soldaterdage og hele vejen igennem huskes af alle som en reelt meget sparsommelig mand.

    Der er i bogen kun tale om een kilde til de skjulte formuer, nemlig ejendomshandler.

    Een af disse nævnes, nemlig hvor først hæren eksproprierede en ejendom uden for Santiago, for »tilfældigvis« 6 måneder senere at sælge den til Pinochet for en slik.

    I øvrigt er forfatternes klare konklusion, at hele denne affære med hemmelige konti, suspekte ejendomshandler og store skatteunddragelser vitterlig skete for at kunne sikre hans børns fremtid, idet de hele livet igennem med tragisk tydelighed viste ham, at de var ude af stand til at tage vare på sig selv.

    Bagerst i bogen er et appendix med oversigt over Pinochets formue på forskellige tidspunkter i hans liv.

    Det helt store samtaleemne i forbindelse med udgivelsen af bogen er imidlertid rygtet om et sjette barn, en angivelig uægte søn, han skulle have fået med den ecuadorianske pianistinde Piedad Noé i 1959.

    Det cubanske efterretningsvæsen var engang i 80’erne i Quito for at efterforske sagen, for at kunne defamere Pinochet som led i Den Kolde Krig. Intet fandt de dog. Forfatterne til bogen har også måttet ende med at betegne sagen som en ren myte.

    Siden bogen udkom er der sket det i sagen, at en læge i Quito har udtalt, at han har været ven med Pinochets ukendte, nu 50-årige søn i over fyrre år, og at denne søn, »Juan«, er klar til at stå frem og få taget en DNA-test for at fastslå sit fædrene ophav.

    Med til historien hører i øvrigt, at Pinochet og Piedad havde dybt hemmelig, sporadisk brevkontakt helt frem til hendes død i begyndelsen af 90’erne og endda få gange mødtes igen både i Ecuador, og i 1983 i Chile.

    Hvordan privatlivet spiller ind på verdens gang og omvendt, er der masser af eksempler på. Man kan nu lege med tanken om, hvordan Pinochet liv og Chiles historie var forløbet anderledes, hvis i slutningen af 50’erne hans amoriner havde vundet over hans legendariske, enorme selvdisciplin.

    Selve kuppet indtraf voldsomt og blodigt uanset ham og – hvis endnu en myte endelig skal aflives her – også uanset USA’s efterretningstjeneste CIA.

    Forløbet de følgende årtier i Chile var imidlertid i høj grad præget af lige præcis denne mand, hvis familieliv nu er skildret i en glimrende bog.





          Film: Memoria Desierta

    Titel: Memoria Desierta
    Instruktør: Niles Atallah
    Selskab: DILUVIO
    År: 2007
    Længde: 30 minutter
    Medvirkende: Rolando Carrasco, Santiago Cavieres, Roberto Saldívar og Pedro Barreda.




        
    Denne 30 minutter lange dokumentarfilm af Niles Atallah skildrer to tidligere koncentrationslejrfanger, Folando Carrasco og Santiago Cavieres's tilbagevenden til en forladt salpetermine i Atacama-ørkenen, der i 1973-1974 blev brugt som fangelejr for tusindvis af Augusto Pinochets militærstyres politiske modstandere.

    Medvirkende i filmen er desuden to mænd, Roberto Saldívar og Pedro Barreda, der så at sige vedligeholder den gamle mine/koncentrationslejr på eget initiativ.

    Filmen er udgivet på DVD, og der er trailer og ekstra materiale m.m. på hjemmesiden http://www.chacabuco.org.





          Film: Pinochets Last Stand

    Titel: Pinochet's Last Stand
    Instruktør: Richard Curson Smith
    Selskab: HBO Films
    År: 2006
    Længde: 77 minutter
    Skuespillere: Derek Jacobi som Augusto Pinochet; Phyllida Law som Lucía Pinochet Hiriart; Peter Capaldi som Andy McEntee; Anna Massey som Margareth Thatcher; Michael Maloney som Jack Straw; Pip Torrens som Michael Caplan




        
    Filmens handling udspiller sig over de godt 500 dage, Pinochet opholdt sig i London fra september 1998 til marts 2000, hvor han nogle uger inde i opholdet blev arresteret for mord, forsvindinger og turtur i sin tid som diktator.

    Filmen skildrer dels det græsrodsarbejde, der blev gjort i organisationen Amnesty International for at få Pinochet dømt, dels de aktioner, som eksilchilenere udførte – protester i gaderne, uden for Pinochets opholdssted, foran retsbygninger o.s.v. Desuden i nogen grad det juridiske spil i forbindelse med sagen samt Pinochets forhold til UK’s tidligere premierminister Margaret Thatcher og sin kone, Lucía.

    I filmen optræder som måske filmens højdepunkter visse arkivklip fra bl.a. det britiske parlament, samt fra Pinochets tilbagevenden til lufthavnen i Santiago.

    I hovedrollen ses englænderen Derek Jacobi (f. 1938), der blev verdenskendt 30 år tidligere for sin hovedrolle i BBC-serien »Jeg, Claudius«. (Jacobi er for øvrigt ridder af Dannebrog).

    Filmen er udgivet på DVD, og kan købes de gængse steder på internettet.





          Film: The Dark Side of the ...

    Titel: The Dark Side of the White Lady (Fransk: Le côté obscur de la Dame Blanche)
    Instruktør: Patricio Henríquez
    Selskab: National Film Board of Canada/Office national du film du Canada
    År: 2006
    Længde: 102 minutter
    Medvirkende: Maria Eliana Comené Hidalgo, Sergio Vuskovic Rojo, Patricia Bennetts, Edward Korry m.fl.




        
    Dokumentarfilmen The Dark Side of the White Lady har omdrejningspunkt omkring den tortur, der blev begået på den chilenske flådes skoleskib La Esmeralda efter militærkuppet i 1973.

    La Esmeralda er en firemasters stål-brigantine (skonnertbrig) på 113 meters længde, og verdens næststørste sejlskib efter det femmastede Royal Clipper, et krydstogtsskib fra år 2000. Det blev bygget i Spanien i 1950'erne, og overdraget til Chile som betaling for gæld efter den spanske borgerkrig. Skibet er hvert år på sejladser til hele verden, og har tilnavnet La Dama Blanca, »Den Hvide Dame«.

    En række torturofre og efterladte til døde på skibet følges i filmen, som de konfronterer skibets besætning og flåden med deres skæbner, ligesom de fortæller deres historier til kameraet, mens skibet ligger i havnene i Valparaíso.

    Ligeledes ser man interview med tidligere og nuværende højtstående officere i den chilenske flåde. Desuden interviewes USA's ambassadør i Chile fra 1967 til 1971, Edward Corry.

    Filmens skaber og instruktør er chileneren Patricio Henríquez, der flyttede fra Chile til Canada efter militærkuppet i 1973. I Canada arbejdede han for TV i Québec. Han har lavet dokumentarfilm fra hele verden. I 1998 lavde han dokumentarfilmen The Last Stand of Salvador Allende om Salvador Allendes sidste timer, og i 1999 filmen Images of a Dictatorship.

    Filmen kan ses på internettet på adressen:
    http://www.nfb.ca/film/dark_side_of_the_white_lady/

    Filmen er desuden udgivet på DVD i 2009.