Indholdsfortegnelse:

Forside

Prolog

Pinochet-slægten

Barndommen

...

Ecuador, 1956-59

...

Attentatet, 1987

...

London, 1998-2000

...

...

Taler m.m.

Kompendium

CIA-dokumenter

Om biografier

Anmeldelser

Kolofon



Tæller:



Diverse tekster

Materialesamling, kompendium af originaldokumenter:



      Milton Friedman unraveled, The Individualist, 1971

Nedenstående artikel, Milton Friedman unraveled, som der her bringes uddrag fra, blev første gang bragt i tidsskriftet The Individualist i 1971, og igen i Journal of Libertarian Studies i 2002.

Teksten bringes her for at sætte de økonomiske reformer, der gennemførtes under Pinochet, og deres konsekvenser, i relief, idet det bemærkes, at denne artikel er skrevet flere år FØR den såkaldte monetarisme trådte sine barnesko i Chile og siden hen er blevet det enerådende doktrin inden for monetær politik i hele verden, og stærkt toneangivende inden for økonomisk politik i det hele taget.

Murray N. Rothbard (1926-1995) fra USA var libertariansk økonom, filosof m.m. i en anarko-kapitalistisk tradition under den såkaldte »østrigske skole« i økonomi. Når der i teksten refereres til »østrigsk«, »østrigere« o.s.v., menes der økonomer af denne skole uanset nationalitet.




En udredning af Milton Friedman
Af Murray N. Rothbard

Sig ordet »frimarkedsøkonomi« til lægfolk, og hvis de overhovedet har hørt det før, vil de højst sandsynligt forbinde det med navnet Milton Friedman. I adskillige år har professor Friedman vundet hæder i pressen og blandt økonomer, og en skole af friedmanitter og monetarister er vokset frem angivelig for at udfordre den keynesianske ortodoksi.

I stedet for den almindelige reaktion af ærefrygt og ærbødighed over for »en af vore egne som er blevet en succes« burde libertarianere i stedet møde alt dette med mistænksomhed: »Hvis han er så hengiven en libertarianer, hvordan kan det så være, han er etablissementets darling?« Som rådgiver for Richard Nixon og en ven og kollega med de fleste af regeringens økonomer har Friedman rent faktisk sat sit mærke på den nuværende politik og gjort gengæld som en uofficiel forsvarer af Nixon-politik.

Faktisk er det her, som i andre af den slags sager, på sin plads for libertarianere med mistænksomhed, for professor Friedmans helt særlige version af »frimarkedsøkonomi« er ikke beregnet til at sparke i løgsovsen hos dem, der sidder på magten. Milton Friedman er etablissementets hoflibertarianer, og det er på høje tid, at libertarianere vågner op og ser dette faktum i øjnene.

Chicago-skolen
Friedmanismen kan kun forstås fuldt ud, hvis man ser den på dens historiske baggrund og dens rødder, og de rødder er den såkaldte Chicago-skole i økonomi fra 1920’erne og 1930’erne. Friedman, professor ved University of Chicago, er nu den ubestridelige leder af den moderne, eller andengenerations-, Chicago-skole, som har tilhængere i hele faget med større centre i Chicago, UCLA og University of Virginia.

Medlemmerne af den oprindelige, eller førstegenerations-, Chicago-skole blev betragtet som venstreorienterede i sin tid, som de da også ud fra ethvert ægte frimarkedskriterium var. Og mens Friedman har modificeret nogle af deres tilgange, forbliver han en Chicago-mand fra 30’erne. De oprindelige Chicago-folks politiske program bliver bedst afsløret i en grundlæggers fortræffelige arbejde, Henry C. Simons’s A Positive Program for Laissez Faire. Simons’s politiske program var kun laissez faire i en ufrivilligt komisk forstand.

Den bestod af tre hovedpunkter:

1. en drastisk politik til hindring af monopoler inden for erhverv og fagforeninger, så alt splittes op til små enheder i håndværkerstørrelse for at ende med en »perfekt« konkurrence, og hvad Simons opfattede som »det frie marked«;

2. et vidtløftigt program af egalitarisme, med indkomstfordeling via indkomstskat; og

3. en proto-keynesiansk politik for at stabilisere prisniveauet gennem ekspansionistisk finans- og pengepolitiske programmer under en recession.

Ekstrem monopolbrydning, egalitarisme og keynesianisme: Chicago-skolen indeholdt i sig selv meget af New Deal-programmet, og følgelig havde den status som venstreorienteret inden for økonomifaget i de tidlige 1930’ere. Og skønt Friedman har modificeret og opblødet Simons’s hårdnakkede standpunkter, er han stadig i bund og grund Simons’s efterfølger. Han fremstår blot som frimarkedsmand, fordi resten af faget i mellemtiden er rykker til venstre og i retning af staten.

Og på nogle måder har Friedman tilføjet uheldige statsorienterede elementer, der ikke engang fandtes i den tidlige Chicago-skole.

[…]

Penge og konjunkturcyklussen

Det tredje større New Deal-program var proto-keynesiansk: planlægningen af »makro-sfæren« af regeringen for at udglatte konjunkturcyklussen. I denne tilgang til hele feltet med penge og konjunkturcyklussen – et område, som Friedman ulykkeligvis har koncentreret det meste af sine kræfter – vender Friedman ikke bare tilbage til Chicago-folkene, men – som dem – til Yale-økonomen Irving Fisher, som var etablissementets økonom fra omkring århundredeskiftet til udgangen af 1920’erne. Friedman har ligefrem prist Fisher som »den største økonom i det tyvende århundrede«, og når man læser Friedmans skrifter, får man ofte det indtryk, at man læser Fisher igen, blot forklædt med en del mere matematik og statistisk ævl. Økonomer og presse har, for eksempel, hyldet Friedmans nylige »opdagelse«, at renter synes at stige som priser stiger, og således tilføjer en inflationsbonus for at holde den »reelle« rente fast; dette ignoreres det faktum, at Fisher allerede pointerede dette ved århundredets begyndelse.

Men hovedproblemet med Friedmans Fisher’ske tilgang er den samme ortodokse adskillelse af mikro- og makrosfærerne der lavede ravage med hans syn på skat. For Fisher troede, at der på den ene side findes en verden med individuelle priser fastsat af udbud og efterspørgsel, men at der på den anden side er et aggregeret »prisniveau«, der bestemmes af pengemængden og dens omløbshastighed, og at disse to verdener aldrig kommer i berøring med hinanden. Den aggregerede – makro- – sfære formodes at være et passende objekt for regeringsplanlægning og -manipulation, uden tilsyneladende at øve indflydelse på eller forstyrre mikro-sfæren med dens individuelle priser.

Fisher om penge

Helt i tråd med dette synspunkt, skrev Irving Fisher en berømt artikel I 1923, »Konjunkturcyklussen i store træk ’dollarens dans’« – for nylig citeret i prisende vendinger af Friedman – som afstak kursen for Chicago-skolens »rent monetære« teori om konjunkturcyklussen. Ud fra denne forsimplede betragtning er konjunkturcyklussen anset som blot en »dans«, med andre ord en i bund og grund tilfældige og kausalt uforbundne serier af op- og nedgange i »prisniveauet«. Konjunkturcyklussen er, kort sagt, tilfældige og unødvendige variationer i det aggregerede prisniveau. Følgelig, da det frie marked giver anledning til denne tilfældige »dans«, er kuren mod konjunkturcyklussen af regeringen tager midler i brug for at stabilisere prisniveauet for at holde det konstant. Dette blev Chicago-skolens mål i 1930’erne, og er stadig Milton Friedmans mål.

Hvorfor er et stabilt prisniveau anset som et etisk spørgsmål, der skal opnås selv med regeringstvang? Friedmanitterne opfatter simpelthen dette mål som selvindlysende uden at have deciderede argumenter. Men Fishers oprindelige arbejde var en fuldstændig misforståelse af penges natur og af navnene på de forskellige valutaenheder. I virkeligheden, hvilket de fleste af det attende århundredes økonomer forstod, var disse navne (dollar, pound, franc etc.) ikke nogen virkelighed i sig selv, men simpelthen navne for enheder af visse mængde af guld eller sølv. Det var disse varer, der kom fra det frie marked, der var rigtige penge; navnene og papirpengene og bankpengene var blot krav på betaling i guld eller sølv. Men Irving Fisher nægtede at anerkende penges sande natur, den virkelige funktion af guldfoden eller navnet på en valuta som en vægtenhed guld. I stedet antog han disse navne for papirpengesubstitutter udstedte af diverse regeringer som absolutter, som værende penge. Disse »penges« funktion var at være »måleenheder« for værdi. Derfor fandt Fisher det nødvendigt at holde købekraften for en valuta, eller prisniveauet, konstant.

Dette Don Quixote’ske mål om et stabilt prisniveau står i modsætning til det nittende århundredes økonomiske blik, og i modsætning til den senere Østrigske Skole. De priste resultatet af det uforstyrrede marked, af laissez faire-kapitalisme, som nemlig medførre støt faldende priser. For uden regeringers indblanding, vil produktiviteten og udbuddet af varer altid stige, hvilket medfører faldende priser. Derfor faldt i den første halvdel af det nittende århundrede – »den industrielle revolution« – priserne støt, hvilket hævede reallønningerne uden af lønningerne i monetær forstand blev hævet. Vi kan se dette stadige fald i priser medføre det gode, som højere levefod til alle forbrugere er, i sådanne eksempler som TV-apparater, der faldt fra 2000 $, da de først kom på markedet, til nu omkring 100 $ for et meget bedre apparat. Og dette endda i en periode med galopperende inflation.

Det var Irving Fisher, hans doktriner og hans indflydelse, som for en stor del var skyld i Federal Reserve Systems fatale, inflationære politikker op gennem 1920’erne, og derfor skyld i det efterfølgende holocaust i 1929. Eet af de store mål for Benjamin Strong, formand for Federal Reserve Bank i New York og reel diktator i Federal Reserve i 1920’erne, var under Fisher-doktrinens indflydelse at holde prisniveauet konstant. Og siden engrospriser enten var konstante eller faktisk faldt gennem 1920’erne, nægtede Fisher, Strong og resten af det økonomiske etablissement at anerkende, at et inflationsproblem overhovedet eksisterede. Som resultat nægtede Strong, Fisher og Federal Reserve at lytte til advarslerne fra sådanne kætterske økonomer som Ludwig von Mises og H. Parker Willis gennem 1920’erne, at den usunde kreditinflation førte mod et uundgåeligt økonomisk kollaps.

Så stivnakkede var disse notabiliteter, at Fisher så sent som i 1930 i sin svanesang som økonomisk profet skrev, at det ikke var nogen depression, og at aktiemarkedskollapset kun var midlertidigt.

Friedman om penge
Og nu, i hans højt priste Monetary History of the United States, demonstrerer Friedman sin Fisher’ske tendens i sin tolkning af amerikansk økonomisk historie. Benjamin Strong, uden tvivl den mest katastrofale indflydelse på økonomien i 1920’erne, bliver feteret af Friedman for lige akkurat sin inflation og prisniveaustabilisering i det årti. Faktisk forklarer Friedman 1929-depressionen ikke med det forudgående inflationsinducerede boom, men med post-Strong Federal Reserves undladelse af at forøge pengemængden nok inden og under depressionen.

Kort fortalt: mens Milton Friedman har udført en god gerning ved at bringe den afgørende betydning af penge og pengemængden på konjunkturcyklussen tilbage i fokus, så må vi fremhæve, at denne »rent monetære« tilgang nærmest er det stik modsatte af den sunde (såvel som egentlige frimarkeds-) østrigske anskuelse. For mens østrigerne fastholder, at Strong’s monetære ekspansion gjorde det senere 1929-krak uundgåeligt, tror Fisher-Friedman, at alt, Federal Reserve behøvede at gøre, var at pumpe flere penge ud for at afværge en recession. At tro der ikke nogen kausal sammenhæng mellem boom og krak, at tro på den forsimplede »dollar-dans-teori«, får Chicago-folkene til simpelthen at ønske, at regeringen koreograferer den dans, specifikt ved at forøge pengemængden for at afværge recessionen.

[...]

Friedmans indflydelse
Og således, som vi undersøger Friedmans legitimitet som leder af frimarkedsøkonomerne, kommer vi til den skræmmende konklusion, at det er svært at betragte ham som frimarkedsøkonom overhovedet.

[...]



      Carlos Altamiranos tale 9/9 1973

Søndag d. 9. September 1973 holdt Carlos Altamirano Orrego (f. 1922), generalsekretær for præsident Salvador Allendes socialistparti, Partido Socialista, en radiotransmitteret tale på sportsarenaen Estadio Chile ved et stort politisk møde. Carlos Altamirano var en af de mest militant venstreorienterede ledere på den politiske scene i Chile i årene under UP-regeringen. Talen, som her gengives i uddrag, var angivelig den direkte årsag til, at admiral Merino besluttede at iværksætte de allerede forberedte kupplaner tirsdagen efter, den 11. September 1973.




Nu har de sat »showet« i gang i Flåden og gennem tortur fået udtalelser, der ikke har nogen juridisk værdi. Jeg giver ikke noget for denne form for justits med overdrivelser, for sandheden, venner, er, at jeg var til et møde med disse flådefolk – med nogle af dem. Jeg sagde ja til et møde, jeg var inviteret til, for at lytte til udtalelser fra underofficerer og nogle soldater i Flåden angående undergravende virksomhed begået af nogle officerer i Flåden. Og jeg vil til enhver tid sige ja til invitationer til at fordømme sådan undergravende virksomhed mod Salvador Allendes legitime, forfatningsmæssige regering.

   [Afbrudt af pibekoncert og råb: MORDERE! MORDERE!]

Jeg læser nu op fra et brev, som de hudflettede og torturerede flådefolk har sendt til mig: »Til præsidenten for republikken og arbejdere i hele landet. Vi, antikup-flådefolkene, siger til myndighederne og vore nærmeste, at hverken trusler eller tortur kan forhindre os i at fortælle sandheden til vor klasse, arbejderklassen, og til vores soldaterkammerater.«

Vi gennemlever en hård og bitter tid i Chiles revolutionære proces lige nu, for i går tabte vi et slag i den store krig til folkets frigørelse og uafhængighed. Vi har fået overdraget TV-stationen Canal 9, og arbejderne blev ofre for en brutal provokation fra elementer i flyvevåbnet. Og landarbejderen Juan Segundo Guyanas død på sygehuset i Carahue efter tortur og pisk; han var en af de tilbageholdte i det »show« på »Guerilla-skolen« ifølge nogle officerer fra Cautín-provinsen.

Disse hændelser bør ikke gøre de revolutionære mistrøstige, men derimod give os mere energi end nogensinde før til at fortsætte denne store kamp, dette store slag.

Det er blevet sagt at vi lever i et stille Vietnam. Men det er allerede ophørt med at være stille, dette Vietnam. Hver time eksploderer en terroristbombe inden for landets grænser. Efter min vurdering ønsker oppositionen hverken en fredelig eller en demokratisk udgang. Det må de, der taler om dialog, forstå.

Overfor dette koordinerede og udefra støttede angreb, tænker nogle, at svaret må være dialog. Der har været nok forsonende dialog, nu er det tid til at kæmpe.

Hver strejkende vognmand modtager 7.000 Escudos om dagen, som på det sorte marked – som CIA styrer – svarer til to eller tre dollars. Det vil sige, at for at købe 10.000 vognmænd har man brugt 1,2 millioner dollars på 40 dage, en billig krig for nordamerikanerne.

Og nu har man fundet en ny måde at provokere folket på: Husundersøgelserne udført af De Væbnede Styrker. Det er for at skabe et had mellem De Væbnede Styrker og arbejderne, og højrefløjen har held til at opnå dette, og vi ser, hvordan de militære ledere tjener som instrumenter for de reaktionære og for oligarkiet til undertrykkelse af folket.

Folkene i Hæren, Flåden, flyvevåbnet og Carabinero-korpset er arbejdernes klassefæller og kan ikke skyde mod dem. Slet ikke dem som er blevet torturerede og straffede i forsvar for regeringen.

Og dymanitsprængningerne fra højrefløjen, de ødelægger industrierne. Det er en provokation mod arbejderne.

I takt med terrorisme og sabotage, fabrikerede anklager og vilde beskyldninger har de opsætsige også fundet klangbund hos nogle få elementer i De Væbnede Styrker.

Partido Socialista har sagt, at vi ikke kan gå i dialog med terrorister, med de ansvarlige for sådanne uhyrligheder. Højrefløjen kan kun knuses med folkets, klassernes, befalingsmændenes, officerernes og regeringens uovervindelige magt. Vi har tilkendegjort, at vi ikke accepterer mishandlinger uanset hvor de kommer fra, væbnet magt eller ej. Vi underlægger os ikke en illegitim magt. Chile vil blive et nyt, heroisk Vietnam, hvis de reaktionære forsøger at styre landet.

Det reaktionære kup forpurres ved at slå kontra med samme mønt. Man modsvarer ikke kup med forsonende dialog, men med folkets magt, med dets industrimilitser, med dets landarbejderråd, med dets organisation. Og borgerkrigen går man ind i ved at skabe en sand folkelig magt. De reaktionære ønsker at ødelægge denne folkelige magt.

Vi beder i denne hårde, bitre tid om solidaritet fra folkene, fra de revolutionære i hele verden. Alle disse må vide, at bag denne sammensværgelse står USA, der lurer på borgerkrigen, på kontrarevolutionen, der hærger Brasilien og Bolivia. Omstyrtelsen af regeringen ville betyde en vældig omskiftelse på den latinamerikanske politiske scene. Og de ved det.

I denne stund er det mere nødvendigt end nogensinde med enighed om at forsvare Unidad Popular’s program, der jo klart siger, at transformationerne kun er mulige, hvis folket tager magten. Det første kapitel i programmet hedder »Folkelig magt«. Det er ikke bare en overskrift. Vi kræver loyalitet over for regeringen, som skal udføre programmet. Under disse omstændigheder vil Partido Socialista skænke hele sin kampkraft til regeringen. Vi er sikre på, at kammerat Allende, som er et symbol i hele verden, aldrig vil svigte sine ord. Vi har på disse tre år rejst en kampkraft, som ingen eller intet vil være i stand til at stoppe.



      Admiral José Toribio Merinos brev 9/9 1973

9/Sept/73
Gustavo og Augusto:

På mit æresord er D-dag den 11te og T-tid 0600.

Hvis I ikke kan udføre denne fase med alle de styrker, I har kommandoen over i Santiago, så forklar det på bagsiden.

Admiral Huidobro har autorisation til at overbringe og diskutere ethvert emne med Jer.

Hilsener med håb om forståelse
Merino



Bagsiden af brevet:

Gustavo: Dette er den sidste mulighed, J.T.

Augusto: Hvis vi ikke fra første sekund slår til med fuld kraft i Santiago, så overlever vi ikke, Pepe.

Bekræfter.

{Gustavo Leigh}        {Pinochet}



      Carlos Prats's brev til Pinochet 15/9 1973

Carlos Prats González
General i Hæren (Forhenv.)

Santiago, d. 15. September 1973


Til
Hr. General i Hæren
Don Augusto Pinochet U.

Augusto:
Fremtiden vil vise, hvem der tog fejl. Hvis det, De nu har gjort, vitterlig bringer landet generel velstand og folket vitterlig føler, at det bringer en social retfærdighed, da vil jeg være glad for at have taget fejl – jeg, der så ivrigt søgte en politisk løsning for at undgå et kup.

Jeg tillader mig at bede Dem om, at sagen om Fernando Flores tages til genovervejelse. Jeg har syntes godt om ham, og ment, hans meninger var af yderste fornuft og meget velovervejede trods hans unge alder, men han kom i modsætning til andre, på grund af sine gavmilde råd til præsidenten.

Jeg takker for de muligheder, De gav mig, som gør det muligt for mig at forlade landet. For mig er det meget sørgeligt og smerteligt at flytte væk fra mine nærmeste, væk til ensomheden; men jeg tror, jeg under de nuværende omstændigheder ikke har andre muligheder.

Farvel, Carlos Prats González




      Juntaens proklamation 24/9 1973

Juntaen proklamerede i avisen Chile følgende fjorten punkter:




1. Allendes regering har mistet sin legitimitet ved at nægte befolkningen visse rettigheder: Ytringsfrihed, uddannelse, forsamlingsfrihed, retten til at strejke og indgive klage, ejendomsretten og i det hele taget retten til at leve på en tryg og værdig måde.

2. Selvsamme regering brød den nationale samling ved kunstigt at fremelske en gold — og ofte blodig — klassekamp, hvorved det værdifulde bidrag hver enkels chilener kan gøre til landets fremme gik tabt, og hvorved chilenere førtes til indbyrdes kamp, bror-mod-bror, i forfølgelsen af idéer, som er fremmede for vor natur, og som har vist sig falske og i øvrigt har fejlet før.

3. Selvsamme regering har vist sig ude af stand til at opretholde chilenernes sameksistens ved hverken at adlyde eller håndhæve loven, hvorved lovens suværænitet er blevet brudt flere gange.

4. Yderligere har regeringen overtrådt forfatningen ved flere lejligheder ved brug af tvivlsomme og forudindtagede fortolkninger af den med slette hensigter, såvel som andre brud på den, som af forskellige grunde er sket ustraffet.

5. Regeringen gjorde brug af påskud, hvad den selv kaldte ”lovlige smuthuller”; andre love blev ikke håndhævet, andre blev overtrådt, og det hele skabte situationer, der var ilegitime fra starten af.

6. Den gensidige respekt mellem grenene af statsapparatet er blevet brudt igen og igen ved anullering af beslutninger taget af kongressen, domstolene og statsrevisionen, med uacceptable undskyldninger eller ingen forklaring overhovedet.

7. Den udøvende magt overskred sine beføjelser på en en bevidst og åbenlys måde i forsøget på at have den politiske og økonomiske magt alene, til skade for vitale nationale aktiviteter, så det bragte folkets rettigheder og friheder i fare.

8. Republikkens præsident har vist landet, at hans personlige autoritet er underordnet kommitéers beslutninger samt ledelserne af de politiske partier, som støttede ham, således at han mistede den autoritet, som forfatningen tildelte ham, og dermed gik også regeringens præsidentielle karakter tabt.

9. Landbrugets, handelslivets og industriens økonomi i landet er lammet eller i recession, og inflation er steget i stadig stigende tempo. Regeringen udviser ikke den fjerneste opmærksomhed angående disse problemer, men overlader folket til deres egen skæbne, og indtager selv rollen som tilskuer.

10. Landet er plaget af anarki, undertrykkelse af frihed, moralsk og økonomisk forfald samt en uansvarlig og inkompetent regering, som har forværret den chilenske situation, og har forhindret landet i at indtage dets rette plads blandt de førende nationer på kontinentet.

11. Alle de ovennævnte kendsgerninger er grund nok til at konkludere, at landets indre og ydre sikkerhed er bragt i fare, at vi svækker vort selvstændige lands overlevelsesevne, og at støtte til regeringen er upassende for republikken og dens suveræne folk.

12. Disse kendsgerninger, set fra et synspunkt med de klassiske doktriner for øje, som har karakteriseret vore historiske begreber, er nok til at retfærdiggøre vor indgriben for at fjerne vor ilegitime og umoraksle regering — som ikke repræsenterer flertallet af befolkningen — for således at undgå større skader end det nuværende magtvacuum evt. vil kunne anrette, siden der ikke finder andre effektive måder at opnå samme resultat på. Det er vort målsætning at genetablere den økonomiske og sociale normalitet i landet, at genoprette den fred, sikkerhed og ro, som ikke er tilstede i øjeblikket.

13. Af alle de grunde, som kort er angivet her, har de væbnede styrker påtaget sig den pligt, landet har pålagt dem til at vælte den regering, som — selv om den til at begynde med var legitim — er sunket ned i dyb ilegitimitet. De væbnede styrker vil kun blive siddende på magten så længe som omstændighederne byder det, under hensyntagen til, hvilke følelser det store flertal af befolkningen har, hvilket retfærdiggør de væbnede styrkers handlinger over for Gud og historien, og derfor også alle resolutioner, normer, orderer givet og udført til udførelsen af en sådan dybt patriotisk handling, som de væbnede styrker er rede til at udføre for det fælles bedste.

14. Derfor gør legitimiteten af disse normer og regulativer dem bindende for alle borgere, og de må efterfølges af hele landet, især myndighederne.



      »Generalen forklarer« 29/10 1973

Øverstkommanderende i Chiles luftvåben, Gustavo Leigh, blev interviewet af det nordamerikanske Time Magazine i oktober 1973:




Generalen forklarer


TIME MAGAZINE, 29. oktober 1973


Mere end fem uger er gået siden den marxistiske præsident Salvador Allende Gossens regering blev væltet af Chiles militære junta. Blodsudgydelserne fortsætter dog. I sidste uge blev yderligere 21 chilenere dræbt, 15 af henrettelsespelotoner og 6 i kamp med soldater.

Tre jurister, medlemmer af FN-kommissionen for Flygtninge, stoppede i New York på vej til Geneve i sidste uge med en beretning om omfattende drab i Chile. »Hver dag, indtil aftenen for kommissionens afrejse«, berettes i en fælles erklæring, »blev lig trukket op af Mapocho-floden [som løber gennem Santiago] eller bragt ind i stort antal til lighuset, eller blev efterladt for at opløses på de steder, hvor de var blevet henrettet, som for at forstærke terrorvirkningen.« Gruppen berettede ikke noget om antallet af mennesker dræbt siden kuppet 11. september; et skøn baseret på officielle tal angiver tallet til at være 588, men observatører anslår det til at være meget højere, sandsynligvis højere end 1000. Angående økonomisk politik vil juntaen i gang med at genoprette det private erhvervsliv. Juntaleder general Augusto Pinochet bekendtgjorde, at mere end 300 udenlandske og chilenske virksomheder, der var blevet eksproprieret af Allende-regimet uden kompensation, sandsynligvis ville blive givet tilbage til deres ejere. Virksomhederne indbefatter omkring 40 US-firmaer – men ikke de tre store amerikanske kobberfirmaer Kennecott, Anaconda og Cerro Corps. De samlede aktiver for kobberfirmaerne er mere end 500 millioner dollars, og Pinochet sagde, at hans egen regering var klar til at forhandle kompensation med dem.

Mordkomplot. For at forsvare juntaens hårde linie, lovede luftvåbensgeneral Gustavo Leigh Guzmán et længere interview med TIME’s Benjamin Gate og Rudolph Rauch i sit hjem i en forstad til Santiago. Leigh, 53 år, som er den mest velartikulerede af juntaens fire medlemmer, viste Gate og Rauch en sovjetisk automatisk riffel, som, siger han, var en del af et venstreorienteret våbenlager. Våbnene blev smuglet ind i Chile, sandsynligvis til brug i »Plan Zeta«, et formodet komplot om at dræbe militære topledere og højreorienterede. Militæret fik ikke kendskab til Plan Zeta’s detaljer, sagde Leigh, indtil efter kuppet, da dokumentet blev fundet i et pengeskab i præsidentpaladset. Ikke desto mindre havde militær efterretning hørt nys om planens overordnede indhold ved at overvåge telefonopkald til paladset. »Vi begyndte at tænke«, erindrer Leigh, »at hvad betyder Zeta? Vi tænkte, at det ville være farligt for landets sikkerhed. Men vi var bekymrede over en masse andre mere vigtige ting. Allende snød os og snød de chilenske folk. Landet var lammet – industri, transport, alt.«

Anstødet til handling kom, sagde Leigh, 9. september, da socialistpartiets generalsekretær, Carlos Altamirano, i en radiotale indrømmede, at han havde tilskyndet flådefolk til at nægte at efterkomme militære ordrer. Leigh sagde, at han med det samme kontaktede general Augusto Pinochet Ugarte, stabschef i hæren, nu juntaleder, og fortalte ham: »Jeg kan ikke tage mere. Landet er på katastrofekurs. Det eneste, jeg beder dig om, er, at du ikke skyder på mine tropper, mine fly og mine baser.« Pinochets svar var en overraskelse. Han sagde: »Gustavo, du kommer ikke til at gøre det her alene, jeg er med dig, flåden også.«

Beslutningen om at lave et kup var ikke nem, påstod Leigh, eftersom militæret i store træk havde blandet sig uden om politik i 41 år. »Jeg kan godt sige dig, vi svedte meget«, sagde han. »Det var lige som en fødsel.« Det overraskede selv militæret, hvor hurtigt Allendes regering blev knust. »Vi troede ikke, vi ville have kontrol med landet så tidligt«, indrømmede Leigh. »Vi var ikke forberedte. Nu er vi virkelig i nød. Vi har intet landbrug. Vi bruger 600 millioner dollars på mad alene. Vi har en gæld på 4 milliarder dollars.

Intet kompromis. Chile har en af verdens højeste inflationer, mere end 300 % i 1973. For at bringe økonomien under kontrol har juntaen devalueret den vildt faldende escudo med mere end halvdelen, og beordret kæmpe prisstigninger på sådanne fornødenheder som sukker (400 %) og stegeolie (500 %), som ellers har været solgt langt under markedspriser med tilskud. Den har suspenderet den 300 %-stigning i mindstelønninger, som blev godkendt af Allende, men iværksat et system af bonusser og tillæg, som har øget minimumsindkomsten til 42 dollars om måneden.

»Vi lover ingen nemme løsninger«, sagde Leigh. »Vi siger ikke, at nu er mareridtet forbi. Vi er nødt til at arbejde hårdt. Vi vil gøre, hvad politikerne i landet de sidste 50 år ikke har gjort. Vi vil genopbygge landet med vore egne ressourcer, vores egen indsats. Vi er ikke gået på kompromis med nogen. Vi har frie hænder til at handle. Vi er ikke politikere, og vi prøver ikke på at være det.«

Leigh forsvarede udnævnelsen af militære delegerede til at styre Chiles universiteter med, at skolerne var blevet »politiske fabrikker. De beskæftigede sig ikke en døjt med studier. Hvis de prøver at blande sig i politik eller involvere sig med politikere, så lukker vi dem. De vil forblive lukkede indtil de beslutter sig for at studere.«

Leigh nægtede stejlt, at juntaen var gået på en terrorkampagne. »Vi har ikke henrettet nogen som helst, der bare var politiker. Vi har henrettet folk, som havde planlagt mord eller som skød mod soldaterne efter kuppet. Der har ikke været henrettelser af nogle af dem, der blev arresteret eller tilbageholdt at nogen anden grund end væbnet modstand.« Angående de tusindvis at politiske fanger sagde Leigh, at »lige nu ønsker vi bare at holde dem bort fra resten af befolkningen. Senere vil de komme for en militær ret, og den vil beslutte, hvad der skal ske med dem. Jeg ved ikke, hvilke anklager der kan gøres mod disse mennesker. Mange af dem, tror jeg, må løslades.«

Leigh, som den andre medlemmer af juntaen, insisterer på, at militærets plan for Chile i bund og grund er demokratisk. »Vi er ikke fascister«, sagde han oprevet. »Vi er ikke nazister.« En kommission er allerede nedsat for at skrive en ny forfatning, sagde han. »Vi vil bare have en forfatning for chilenere. Vi vil skabe en forfatning, der giver os et værn mod marxisters kontrol.« Adspurgt hvornår Chile ville vende tilbage til repræsentativt demokrati, svarede Leigh: »Jeg tror, et årti er for lang tid. Men jeg er ikke sikker på, vi vil kunne gøre det på fem år. Vi ønsker ikke at regere dette land for evigt. Men vi føler, at når vi nu betaler med denne mængde blodsudgydelse, så vil vi efterlade et land til vore efterkommere og til alle chilenere, som er frit og demokratisk og som har deltagelse af hele folket.«



      Eksempel på torturforløb

Teksten er fra bogen Om tortur af Gorm Wagner og Ole Vedel Rasmussen, 1983. Som indledning står, at det er »en beskrivelser af hvad en 28-åig gift kvinde i Chile blev udsat for, efter at det nuværende militærstyre havde overtaget magten ved et kup. På arrestationstidspunktet var hun gravid i tredie måned.«




Hun blev torteret med elektrisk tortur på ryggen, i skeden, i endetarmen, på fingrene og på tungen. Hun blev i nøgen tilstand gennemtævet med gummiknipler og fik geværkolbestød i nakken. Var udsat for skin-henrettelse, idet man lod som om man ville henrette hende, men skød ved siden af. Hun var udsat for seksuelle overgreb, blev opfordret til samtale med løfter om frigivelse, blev tvunget til at klæde sig af og kærtegnet på brysterne og truet med at hun ville få »besøg« af forhørslederen. Hun blev ført til en faderlig og venlig officer, der fortalte hende, at han ville hjælpe hende, han vidste at hun var gravid, og hvis hun ville svare på spørgsmålene, ville alt gå godt. Hun fik tilbudt noget beroligende medicin, men ville ikke tage det, og blev tvunget til det af forhørslederen.

Han fortalte hende herefter, at han ville hypnotisere hende til at fortælle sandheden. Hun blev meget sløv af medicinen, faldt i søvn og da hun vågnede op følte hun sig meget tung i alle lemmer. Forhørslederen gav hende herefter en injektion i albuen i en åre, det sved. Så gled hun ind i endnu større tåge. Hun sovet ukendt antal timer og da hun vågnede, blev hun ført til et nyt forhørslokale, hvor hun blev klædt fuldstændig af, hun blev lagt på gulvet og fik spredt benene, og truet med at mus og edderkopper ville blive ført op i skeden på hende. Hun følte noget spidst der blev ført op i skeden.

Herefter blev noget spidst ført op i endetarmsåbningen og hun havde en følelse af, at der var noget der bed hende. Hun besvimede og husker ikke mere.

Da hun vågnede op i et snavset værelse, havde hun kun et tyndt tæppe over sig og hun opdagede at hun lå i en blodpøl. Blodet kom fra skeden. Hun bad om at blive undersøgt af en læge; en mandlig medfange, der var læge, ankom, tog hendes puls og forklarede hende, at hun var ved at abortere og forklarede hende, at det var nødvendigt at hun kom på hospitalet. Dette blev nægtet, hun besvimede og vågnede først næste dag. Hun blødte fra skeden i tre dage.

Efter nogle dage blev hun ført til et nyt forhør, hvor man forsøgte at få to medfanger til at have samleje med hende, begge to på en gang. Da de nægtede, blev alle tre tævet med knipler. Hun blev herefter ført bort og ind i et andet rum, hvor hun blev voldtaget talrige gange af flere forskellige officerer. Senere blev hun tvunget til at spise ekskrementer mens hun blev slået og sparket. Hun fik atter elektrisk tortur, hvor der bl.a. blev ført et instrument op i endetarmen og sat strøm til. Hun havde efterhånden et meget stærkt ønske om at dø, men hun havde ingen muligheder for at tage livet af sig. Hun blev senere overført til et fængsel, hvor hun aborterede, og blev indlagt på et hospital. Senere opnåede hun visum til Danmark. Ved ankomsten blev hun undersøgt af den danske lægegruppe og man fandt hende stærkt præget af følgerne i torturen. Der var betændelse i de indre kønsorganer og hun led af stærke menstruationssmerter, i modsætning til tidligere. Hun led af nervøse hjerteanfald, sure opstød og halsbrande samt smerter i toppen af maven. Endvidere periodevise diarréer, hovedpine og søvnbesvær, følelsen af at være psykisk nedbrudt og modvilje mod samleje med sin mand.

Der udvikledes betydelige ægteskabelige problemer efter eksileringen, og ægtemanden ønskede separation da han ikke kunne udholde alle hendes klager og nervøse optræden. Det endte med skilsmisse.



      Chilenernes »ti bud«, Løbeseddel, august 1980

I August 1980 udsendte ærkebispestolen i Santiago med Raoul Silva Henriques i spidsen »ti bud« til chilenerne angående hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af, at man oplevede nogle af de mange forsvindinger og tilfældige anholdelser m.v.

Denne tekst blev trykt i dagbladet Information d. 13.-14. september 1980 i en artikel af Jens Lohmann.

Gengivelsen af disse ti bud i dansk oversættelse lød som følger:




    Første bud: »Bevar roen. Uanset om De er vidne eller bliver direkte berørt af en situation som dem, der har fundet sted i den senere tid: bevar roen.«
    Andet bud: »Husk det størst mulige antal detaljer. Uanset om de er vidne eller offer, bemærk og registrer det størst mulige antal detaljer, såsom: det nøjagtige sted for begivenheden, særlige træk ved deltagerne, hvilke køretøjer de anvender, det nøjagtige klokkeslet for begivenheden, mulige vidners identitet og karakteristika, antal berørte, anholdte eller bortførte, antal bortførere og navne og øgenavne De hører, hvilken retning de tager efter begivenheden. Prøv at skrive ned, stol ikke på Deres hukommelse. Anmeld ethvert køretøj uden nummerplader, også selv om der ikke finder noget usædvanligt sted.«
    Tredje Bud: »Giv Dem til kende. Hvis De bliver udsat for overgreb, giv Dem højlydt til kende, råb, giv oplysninger om Deres familie eller arbejdsplads, og bed eventuelle vidner om at give Deres familie besked, eller om at anmelde det hændte til politiet, medierne, kirken eller en dommer.«
    Fjerde bud: »Kræv en forklaring og identifikation. Husk altid, at sikkerhedstjenesterne ifølge loven skal overholde visse regler. Kræv en forklaring og fuld identifikation af de personer, der vil sætte Dem fast, bed om at se en arrestordre eller ransagningskendelse, som skal være underskrevet ef rette myndighed. Hvis De bor alene og man kommer for at gennemføre en ransagning hos Dem om natten, sørg først for at naboerne bliver klar over, hvad der sker, kræv en klar og fuldstændig identifikation, og hvis den ikke bliver givet, lad da være med at åbne deren. Vent til den bliver sprængt. Således vil der være bevis for at De er blevet ført bort mod Deres vilje.«
    Femte bud: »Grib ind. Hvis De overværer et overgreb, grib ind med ro men også med energi. De, bør også opmuntre andre vidner til at gribe ind.«
    Sjette bud: »Hvis De kommer fri, så fortæl alt. Hvis De bliver ulovligt anholdt eller bortført, sørg da for at beregne afstand til og beliggenhed af det sted, hvortil De bliver ført, bemærk stedets karakteristika og sørg for at huske dem. Hvis De kommer fri, fortæl alt, præcist og i detaljer, for en dommer. Hvis De kommer for en dommer, tøv ikke med at fortælle om mishandling og tortur, og kræv at blive undersøgt af en læge, samt at sagen bliver undersøgt.«
    Syvende bud: »Hold ikke Deres viden for Dem selv. Hvis De bliver vidne til begivenheder af denne art, så sørg for at iagttage og registrere grundigt og ansvarligt, og sørg for at det straks bliver kendt.«
    Ottende bud: »Vær ikke bange. Hvis De bliver tilsagt som vidne i en retssag, hvor man efterforsker begivenheder af denne art, så tøv ikke og vær ikke bange. Fremsæt Deres vidneudsagn i overensstemmelse med kendsgerningerne, kræv den beskyttelse og de garantier, De har brug for, og lad Dem råde at en advokat, hvis De ønsker det.«
    Niende bud: »Kræv at medierne informerer korrekt. Hvis De tager kontakt med medierne, så kræv at journalisterne identificerer sig, informer dem objektivt om det hændte, og. kræv samtidig, at medierne informerer korrekt.«
    Tiende bud: »Diskuter det med andre. Hvis De har været offer for eller overværet en begivenhed af denne art, eller hvis De er optaget af problemet, diskuter det med Deres omgangskreds og naboer, med og i den faglige, uddannelsesmæssige eller anden organisation de tilhører. Analyser virkeligheden sammen med andre, Foreslå løsninger og gennemfør dem solidarisk sammen med andre.«

Løbesedlen med de ti bud sluttede med opfordringen: »Vær solidarisk i et problem, som er alle chileneres!«



      Interview med Hayek, del I, 12/4 1981

Den østrigskfødte økonom og filosof Friedrich von Hayek's bøger og tanker havde stor indflydelse på de politiske og økonomiske reformer, der blev gennemført under Pinochets styre. Hayek blev interviewet af den regeringsvenlige, chilenske avis El Mercurio i 1981. Den første del af interviewet blev bragt i avisen d. 12. april 1981, og gengives her på dansk efter en engelsk oversættelse på det belgiske Institut Hayek:




Friedrich von Hayek: Leder og mester af liberalismen


El Mercurio, 12. april 1981, Santiago


Den eneste indrømmelse, han har gjort til sine 82 år, som han vil fejre 8. maj næste år, er langt om længe at opgive sin pibe. Nu sniffer han fra tid til anden blot en snus god engelsk tobak, som han tager fra en gammel sølvæske, som han har i lommen i sin vest.

Ellers har Friedrich von Hayek beholdt sin årvågenhed, sine eksplosive sætninger, sin kampgejst, sine fremragende evner og sin passion for frihed, der karakteriserede hans bedste år.

Han er utrættelig med at arbejde og rejse. Engang blev han bebrejdet sit intense aktivitetsniveau i en så fremskreden alder, og svarede: »Jeg havde en periode med dårligt helbred, da jeg blev 70. I 5 år var jeg praktisk taget ude af indgreb. Selvfølgelig kunne ingen doktor rigtig sige, hvad jeg led af. Lige indtil en dag, hvor jeg uventet stod op ... glemte, at jeg nu var 75, og begyndte at arbejde så aktivt som nogensinde. Den vittighed, jeg altid fortæller nu, er, at jeg udfordrede alderdommen. Jeg bryder mig ikke om den, så jeg har besluttet mig for at levere den tilbage.«

At definere ham som bare en økonom ville være at indskrænke Hayeks sfære. Han er også filosof, psykolog, doktor i politologi og humanist.

Imidlertid kender verden ham mest for hans økonomiske tanker med et gammeldags liberalt mærke. For at fortsætte en skole, »Mont Pelerin Selskabet«, det talte Montesquieu og De Tocqueville blandt dets mest berømte repræsentanter [sic]. For at gøre sig selv til leder af og mester for økonomerne – han påvirkede hele generationer fra universiteterne i Chicago, New York og Los Angeles, heriblandt Milton Friedman og William Buckley – der i dag trygler om en endnu mindre rolle for staten i økonomien og om en afskaffelse af offentlige velfærdsydelser. Det er for alt dette, at Friedrich von Hayek i 1974 blev tildelt Nobelprisen i økonomi.

Det er inden for disse emner, at han har skrevet ikke mindre end 54 bøger (blandt andet forudsagde han 1930’ernes store krak.)

Af disse grunde opponerede han også mod den »hellige« økonom i sin tid, briten John Maynard Keynes, som – i modsætning til Hayek – forsvarede billige penge og offentlige investeringer i recessionstider for at opnå fuld beskæftigelse. »Den keynesianske kur mod ledighed«, kommenterede Hayek dengang, »er slået fejl. Den kur har ført os mod stigende inflation og på samme tid mod stigende ledighed.«

En bog i særdeleshed, »Vejen til trældom«, udgivet i 1944 og oversat til 12 sprog, gjorde ham upopulær og svækkede hans prestige i mange lande, især i USA.

Ikke desto mindre oplever vi i dag en tilbagevenden til »hayekanisme« at regeringer som de i England og endda i USA.

Det var præcis om Ronald Reagans tiltrædelsestale d. 20. januar at jeg interviewede Friedrich von Hayek i Freiburg, en fredelig bjergby i Vesttyskland tæt på hans østrigske fædreland (han har siden fået britisk statsborgerskab.)

Interviewet fandt sted på tredje sal på Freiburgs Albert Ludwig-universitet, hvor von Hayek har været professor emeritus de sidste 14 år.

Da jeg lagde avisudklippet med Reagans tale på det lille, runde bord, smilede han. Uden forfængelighed. Næsten med resigneret visdom, som han begyndte interviewet.

Til syvende og sidst vil jeg sige, at når man hører Friedrich von Hayek udtalte ordet frihed – frihed i bred forstand og ikke bare økonomisk frihed – så lyder ordet atter tillokkende. Beskyttende. Næsten naturligt.

Reagan sagde: »Lad og begynde en ny ære at national fornyelse!« Hvordan forstår De, at dette vil blive en fornyelse?
Jeg har stor forhåbning til denne nye regering. Og hvis jeg skulle møde Reagan, at hans »nye begyndelse« er på rette spor. Det er i høj grad en »ny begyndelse« efter over 30 år. Lige siden Franklin Roosevelt i 1930’erne har USA været på et forkert spor, i de sidste 50 år.

Selvfølgelig er situationen blevet meget værre de sidste 20 år. Og for første gang føler jeg, at USA i dag er tilbage på rette spor. Reagan forstår, at det bedste er tage det fri marked som sit grundlag for at genskabe landets økonomi. Det er noget, han ved, og han har også valgt virkelig gode rådgivere.

Kender De personlig hans rådgivere?
Mr. Reagan, Mr. Solzhenitsyn og jeg er honorære medlemmer af The Hoover Institution i Stanford, Californien. Reagan, som De ved, var guvernør i Californien, og hans mange rådgivere kom fra The Hoover Institution. Jeg kender ham ikke personligt, men jeg kender hans rådgiveres ideologi, næsten bedre end han gør. Rådgivere er helt fundamentale for en regering. Og disse rådgivere til føre Reagan i den rigtige retning. Den nu præsident vil også betyde en fuldstændig omvæltning i den måde, Nordamerika bliver regeret på. Den betyder en tilbagevenden til den gamle amerikanske tradition med frihed, som Reagan er en god kender af. I de seneste 30 år, hvor USA har syntes at gå i retningen af at blive en velfærdsstat, har Reagan sagt, at landets hovedproblem lige præcis er regering. Denne bevægelse i retningen af velfærdsstat har allerede gjort stod skade på den britiske økonomi, og truede også med at ødelægge den nordamerikanske økonomi. Den første bevægelse i modsat retning – det vil sige mod at begrænse regeringens magt – blev gjort af Mrs. Thatcher. Fulgt i dag af Mr. Reagan.

I hvilke andre lande har De også bemærket denne ændring?
Der er visse intellektuelle bevægelser i den retning i Frankrig, og også blandt den yngre generation i Vesttyskland. I disse fire lande – USA, Frankrig, England og Tyskland – er det en klar tilbagevenden til, hvad vi kalder klassisk liberalisme, som modsætning til den liberalisme, det har rådet i Nordamerika de sidste 20 år, og som alt for ofte har peget i retning af socialisme.

Hvad ville være Deres definition på »klassisk liberalisme«?
Vi synes, at regeringer ikke skal gives bemyndigelse til at handle efter eget skøn. Regeringer bør, selvfølgelig, yde visse ydelser. Men de skulle aldrig have monopol. Den ene ting, som regeringer kan gøre godt, er at lave generelle og universelt gældende love. Men de skulle ikke gives bemyndigelse til at udføre handlinger uden tilladelse. Dette ligger til grund for min filosofi. Jeg er modstander, og jeg insisterer på det, at statslig velfærd. Det synspunkt har selvfølgelig gjort mig notorisk upopulær de sidste 30 år i de økonomiske strømninger, der foreskriver anderledes niveauer af statslig indblanding i økonomien for at afbøde effekterne af valutakurser på priser og af arbejdsløshed. Min teori er på den anden side, at den overdrevne udvidelse af den offentlige sektor, underskudsfinancieret offentligt forbrug og generøs pengeskabelse af centralbanker og hovedårsagerne til de økonomiske problemer i ethvert land. Jeg bruger altid et eksempel: Når en regering skal bestemme, hvor mange svin, der skal opdrættes, hvor mange busser, der skal køre, eller til hvilken pris, sko skal sælges, så er den regering ikke i stand til at gøre tidligere gældende principper gældende. Bemærk faren her: det er hver regerings synspunkt, der vil ende med at bestemme, hvad der er de vigtigste og højst prioriterede emner, der skal ses til. Og det synspunkt vil vilkårligt blive til den almene lov i landet.

I sidste ende er der een sætning af Reagan, der i en nøddeskal rummer Deres principper. »I den nuværende krise er regering ikke løsningen på vore problemer; regering ER problemet.«
Præcis, præcis. Lige nu er vor hovedopgave at mindske regeringens magt. I denne sætning skelner Reagan klart mellem, hvad en regering burde gøre, og hvad den ikke burde gøre. Som jeg allerede har sagt bliver regeringens rolle i Vesttyskland lige nu tøjlet betydeligt. I forrige århundrede blev der sat grænser i England. Senere i USA. Men i dag er alle store lande – og jeg vil fremhæve Tyskland og Schweiz, skønt Schweiz er et særtilfælde – eksempler på, at det sættes grænser. Sagen er, at socialistiske ideer har været meget indflydelsesrige i de engelsktalende lande i de seneste 25 år. Dette imens de tysktalende lande tog en modsat retning i forhold til Hitlers totalitarisme. I tillæg til Tyskland og Schweiz vil jeg også nævne Israel som et land, der er i gang med at begrænse regeringens rolle.

Og Mrs. Thatchers England ...
Godt. Mrs. Thatcher er på vej i den rigtige retning. Men hun står over for et hårdt arbejde mod fagforeningerne. For mig at se er Mrs. Thatcher det eneste håb for England, men jeg er ikke sikker på, hun vil vinde kampen mod fagforeningerne. Hvis hun taber kampen mod fagforeningerne – som politisk set er for stærke – så tror jeg ikke, der er noget håb for England. Alt håb ligger i, om Mrs. Thatcher får succes. Men selvfølgelig kan ingen forudsige det. Hvis et samfund skal forblive et frit samfund, så kan det ikke tillade noget monopol, der anvender fysisk magt til at fastholde sin magt, eller truer med at tage basale ydelser fra samfundet. Alle disse fremgangsmåder hos de engelske fagforeninger er meget farlige. Disse trusler, denne misbrug af styrke, som i visse tilfælde fører til lukning af virksomheder, eller blokadevagter, der forhindrer folk, der ønsker det, i at gå på arbejde, er fremgangsmåder, der aldrig skulle være tilladte i velstående, vestlige lande.

I Deres bog »Vejen til trældom« skrev De, at det er muligt at have økonomisk frihed uden politisk frihed, men at politisk frihed aldrig vil være mulig uden økonomisk frihed. Er det ikke at gøre økonomien til den mest afgørende faktor i landenes liv? Reducerer eller begrænser det ikke alt, der gør os menneskelige, til en økonomisk værdi?
Det er meget enkelt: Et land kan kun have et ordentligt økonomisk liv, hvis systemet tillader dets folk at overleve. Her medregner jeg ikke det stadigt stigende problem med befolkningsvæksten. OK – folk har brug for at overleve. Og jeg er overbevist om, at det kun er i det fri marked med markedsøkonomi, at alle disse mennesker kan opretholde tilværelsen. Det er præcis venstrefløjens politikker at forsøge at hæmme de økonomiske mekanismer, der for mig at se er de eneste, der kan give os alt, vi behøver. I Vesten, i særdeleshed, har adgangen til en vis grad af velfærd været resultatet af en generel stigning i landenes rigdom, ikke af såkaldt »social retfærdighed«. »Social retfærdighed« har snarere forhindret afskaffelsen af fattigdom. Indblandingen i markedsmekanismerne har bare fremprovokeret større uretfærdighed ved at skabe nye former for privilegier for visse grupper. Lad min minde Dem om, at demokrati har brug for stærke regeringer. Uheldigvis tillader demokratier til tider regeringer at have for megen magt. Det er derfor, jeg er meget ihærdig med at skelne mellem »begrænsede demokratier« og »ubegrænsede demokratier«. Og jeg vælger selvfølgelig begrænsede demokratier.

Kan jeg bede Dem give eksempler på begrænsede og ubegrænsede demokratier?
I visse lande, kan såkaldte flertal blive til diskriminerende grupper, der favoriserer visse mennesker i forhold til andre. For mig er de ubegrænsede demokratier. Begrænsede demokratier, på den anden side, burde være i stand til at give sine egne tilhængere samme muligheder som resten.

I et bind af Deres seneste bog, »Law, Legislation and Liberty«, lancerer De titlen »The Mirage of social Justice«. De har allerede tidligere berørt dette tema i et tidligere svar, men kunne jeg bede Dem elaborere på dette spørgsmål?
Næsten altid, når en regering bliver bedt om at intervenere på vegne af en bestemt gruppe, bliver det gjort i den »sociale retfærdigheds« navn. Vær venlig, når De skriver disse to ord, at sætte dem i citationstegn, for for mig står de helt uden mening, de er bare endnu en demagogisk frase. De forskellige autoritære og diktatoriske regeringer nu om dage har aldrig undladt at påkalde denne »sociale retfærdighed.« Sakharov har givet og klart vidnesbyrd, om hvad det sker i Rusland i dag: millioner og atter millioner af mennesker er ofre for en terror, som forsøger at forklæde sig selv under snakken om »social retfærdighed«. Alle bevægelser i retning af socialisme, i retning af central planlægning, medfører tabet af personlig frihed og ender i sidste ende med totalitarisme. Ikke desto mindre er påstanden om »social retfærdighed« det mest udbredte og mest effektfulde argument i politisk diskussion. Lige fra begyndelsen har disse to ord været omdrejningspunkt for alle ønsker om socialisme. Den vigtigste forskel mellem den sociale orden, som den klassiske liberalisme stiler efter, og den type samfund, som folk ønsker at opbygge i de fleste lande, ligger i, at førstnævnte styres af principperne om korrekt individuel opførsel, mens den anden handler om at tilfredsstille diverse krav, »social retfærdighed« kræver af den. Liberalisme kræver den rigtige opførsel af individet. I dag har mange samfund, på den anden side, tildelt en autoritet magten til at diktere folk, hvad de ønsker at gøre. Den fordærvelige idé, at alle offentlige behov skal besørges af offentlige organisationer, og at alle fælles behov skal kontrolleres af regeringen, er fuldstændig i strid med de grundlæggende principper om et frit samfund. Den sande liberalist er fortaler for fremvæksten af frivillige organisationer mellem individet og regeringen. Jeg insisterer på, at afskaffelsen af fattigdom ikke opnås ved »social retfærdighed«. Tværtimod er den een af de største forhindringer for afskaffelsen af fattigdom. Den eneste måde at afskaffe fattigdom på er at øge landets generelle rigdom.

For at vende tilbage til spørgsmålet om USA: Tror De, at Reagan vandt det sidste valg, eller at Carter tabte det?
Ærlig talt ved jeg det ikke. Men det er rigtigt, at jeg ikke er i stand til at tage Mr. Carter alt for alvorligt.

Hvorfor ikke?
Han er for naiv. Han er en mand med gode intentioner, men faktisk forstår han ikke noget om noget som helst. Også jeg er parat til at anerkende, at han i en vis forstand er en idealist. Men en naiv idealist. Og een af disse naive idealer består i at tro, at god vilje er nok, og så ellers ignorere det faktum, at en regering også behøver at forstå, hvad et lands velstand er afhængig af.

Hvorfor tror De så, det amerikanske folk stemte på Carter for fire år siden?
Jeg var selv forvirret over grunden til det. Faktisk er jeg ude af stand til at forklare det. Mit bedste bud er Watergate. Men mere end noget andet fordi de republikanske regeringer blev sat i forbindelse med visse internationale spørgsmål: utilfredshed med Vietnam-krigen, for eksempel. For mig var USA’s store fejl denne: hvis man går i krig, går man ind for at vinde. Men først i Korea, og så i Vietnam, prøvede nordamerikanerne at føre en rent defensiv krig. Og man kan aldrig vinde en rent defensiv krig. For at vinde en krig, må man angribe. Men amerikanerne var aldrig rigtig overbevist, om at de behøvede at føre en offensiv krig. Hvilket er grunden til, at de aldrig rigtig prøvede at besejre fjenden. Det er helt enkelt: Man kan ikke vinde simpelthen ved at forsvar sig selv.

Hvad er Deres syn på Carters standpunkt over for Iran?
Meget svagt. Meget svagt. I betragtning af hans position, ville det have været bedre at afstå fra at bruge militær magt. Men han burde i det mindste een gang have sendt et ultimatum til Iran, der indikerede, at Teheran ville blive bombet, hvis gidslerne ikke blev frigivet. Det var en kæmpe fejl.

Hvem var det, det lykkedes for at få gidslerne befriet, Carter eller Reagan?
Jeg synes, spøgsmålet bliver tillagt for megen betydning. Du skulle have været betragtede som krigsfanger fra begyndelsen af. Hvis 52 soldater bliver fanget, burde man ikke gøre de store indrømmelser. Det kan blive nødvendigt, at 52 soldater dør. Det er meget mere vigtigt, at fastholde visse principper om international lov. Og hvis Iran brød fundamentale principper om international lov, så skal de dømmes ude med det samme. Så for at opsummere det, så mener jeg, det havde været meget bedre at indtage en meget fastere position. Jeg er selvfølgelig sikker på, at en fastere position ikke blev indtaget ud fra frygt for Rusland. Noget, der tit slog bremserne til for Carters regering var frygten for konfrontation med Rusland. Som resultat heraf forstod iranerne til fulde fra begyndelsen af, at de stod over for en svag præsident. Hvilket er grunden til, at de var klar til at løse problemet, for en stærk mand kom til magten. Indlysende nok mener jeg, at Reagan skulle tilskrives hele succesen for at få frigivet gidslerne. Han var den første, der sagde, at de 52 gidsler var krigsfanger. Og intet land ville have gjort indrømmelser som disse for at få frigivet krigsfanger. Iranerne gjorde brug af en meget kriminel type afpresning. Og ingen international lov accepterer afpresning. Jeg har det samme syn på terrorister. Ingen regering burde give sig for terrorister, der kidnapper en vigtig person. Indlysende nok, fra en menneskelig synsvinkel, er det meget trist og kan virke respektløst. Men ingen regering burde afvige fra de almene principper for at gøre indrømmelser til terrorister. Og iranerne er for mig terrorister. Gemene terrorister.

Lad os nu fortsætte vor analyse af Ronald Reagans tiltrædelsestale fra 20. januar. Han sagde: »Vi lider under den længste og een af de længstvarende inflationer i vor nations historie. Det forvrænger vore økonomiske beslutninger, straffer sparsommelighed og ødelægger det for de unge, der kæmper økonomisk, og for de ældre, der har fastlåste indkomster. Det truer med at smadre millioner af menneskers liv.« Er De enig med ham i de skændige konsekvenser af inflation?
Fuldstændig. Jeg er fuldstændig enig. Dette vil helt klart være det første problem, som Reagan skal løse. Og jeg mener, hans muligheder for at gøre det er bedre en Margaret Thatchers i England.

Hvorfor?
Fordi at fagforeningerne i Nordamerika er meget svagere end i England. Og jeg vil tilføje, at i Nordamerika er fagforeningerne ikke socialistiske. De engelske fagforeninger, på den anden side, er socialistiske og støtter et socialistisk parti. Det er grunden til, at de er så stærke. Det er det, der gør problemet så indviklet. Det værste ved inflation er, at det kanaliserer produktive kræfter hen til de sektorer som, i det lange løb, er ude af stand til at overleve. På kort sigt formindsker inflation arbejdsløsheden. Men på langt sigt forøger den arbejdsløsheden forfærdeligt. Tænk lige over det. Fra et politisk synspunkt er inflation meget tillokkende, da det på kort sigt nedbringer arbejdsløsheden. Men, må jeg insisterer på, det er uafvendeligt, at arbejdsløsheden på langt sigt vil stige.

Hvis De skulle nævne een grundlæggende grund – og kun een – til inflation, hvad ville det så være?
Overdrevent offentligt forbrug af staten. Ikke i stand til at få penge nok gennem skatter, betaler en regering dele af sine udgifter ved at skabe penge. Og Reagan har ret, når han siger, at det store skattetryk måske er det sværeste problem at løse. Det er helt sikkert meget indviklet og meget kompliceret skrue ned for den overflod af offentlige afdelinger og servicer. Jeg mener: meget svært som politisk problem.

Må jeg bede Dem komme med en kommentar til sætningen: »Vi har alle brug for at blive mindet om, at den føderale regering ikke skabte Staterne; Staterne skabte den føderale regering»?
Her vender vi tilbage til føderalismens sande rødder. Det er helt rigtigt set fra et historisk synspunkt, og grundindstillingen er modstand mod overdreven regeringscentralisering. Dette er også min gamle kamp. Den alment gældende lov kræver den højst mulige grad af regering for at blive uddelegeret i de enkelte stater. Den centrale regering skulle kun have magt til at lovgive i ordets sande betydning. Ikke i den forstand, at den kan diktere, hvad folk skal gøre, men for at etablere reglerne for korrekt opførsel. Og også for at forsvare udenrigske relationer. Men næsten alle andre administrative opgaver burde varetages af lokale regeringer, af byråd. Indtil for få år siden var USA et sandt eksempel på føderalisme. Men Reagan har ret, når han siger, der har været for meget centralisering.

Hvis vi går lidt væk fra talen, tror De, at Reagans fortid som skuespiller er noget positivt eller noget negativt for hans opgave som præsident?
For mig er det meget vigtigt og meget positivt. Det kan godt være, De ikke er klar over det, men den nuværende pave Johannes Paul 2. ville også være skuespiller. Og også han, som Reagan, har denne usædvanlige evne til offentlig opmærksomhed. Og jeg mener, den evner er fundamental for en leder.

Kan denne evne til offentlig fremtræden ikke til tider blive synonymt med demagogi?
Hvis en regering skal fungere godt, skal man have nogen ved roret, der har lidt skuespiltalent. Det er klart. I dag anvender nogle dette talent til at opnå agtværdige mål, andre til at opnå uagtværdige mål. I første tilfælde er det en velsignelse; i andet en tragedie.

En anden sætning af Reagan, fangede min opmærksomhed: »Hvis vi søger svaret på, hvorfor i så mange år, vi opnåede så meget, blomstrede som intet andet folk på Jorden, så var det fordi, at her i dette land, slap vi energien og den individuelle virketrang hos folk endnu mere fri end det nogensinde er blevet gjort før.«
Med andre ord havde de et system med frihed og ikke en undertrykkende regering.

Hvorfor er det så svært at opnå den slags regering i Latinamerika?
Forskellen ligger i den anden tradition. USA har sin tradition fra England. I især det 18. og 19. århundrede var det en frihedstradition. På den anden side er traditionen i Sydamerika, for eksempel, i bund og grund med rod i den franske revolution. Denne tradition er ikke i klassiske friheds tradition, men i en tradition af maksimal regeringsmagt. Jeg mener, at Sydamerika har været meget påvirket af de totalitære former for ideologi. Og jeg er ked af at måtte sige, at dette indbefatter en berømt englænder, utilitaristen Jeremy Bentham, som helt klart troede på den bevidste organisering af alt. Dette er indlysende meget langt fra de engelske whiggers tradition. Så svaret er, at USA forblev tro mod den gamle engelske tradition selv da England svigtede den. I Sydamerika, på den anden side, forsøgte folk at imitere den franske demokratiske tradition, den fra den franske revolution, hvilket betød at give maksimal magt til regeringen.

Hvilken mening skulle vi, efter Deres mening, have om diktaturer?
Altså, jeg vil godt sige, at som længerevarende institution, er jeg totalt imod diktaturer. Men et diktatur kan være et nødvendigt system i en overgangsperiode. Til tider er det nødvendigt for et land at have, i en vis tid, een eller anden form for diktatorisk magt. Som De kan forstå, er det muligt for et diktatur at regere på en liberalistisk måde. Og det er også muligt for et demokrati at regere med fuldstændig mangel på liberalisme. Mit personlige indtryk – og det gælder for Sydamerika – er, at i Chile, for eksempel, vil vi blive vidner til en overgang fra en diktatorisk regering til en liberalistisk regering. Og under denne overgang kan det godt blive nødvendigt at opretholde visse diktatoriske beføjelser, ikke som noget permanent, men som en midlertidig tilstand.

Bortset fra Chile, kan De da nævne andre tilfælde af diktatoriske overgangsregeringer?
Altså, i England spillede Cromwell en overgangsrolle mellem absolut kongemagt og den begrænsede magt i konstitutionelle monarkier. I Portugal, lagde Oliveira Salazar også ud på det rigtige spor, men han fejlede. Han prøvede, men det lykkedes ikke for ham. Efter krigen havde Konrad Adenauer og Ludwig Erhardt indledningsvis næsten diktatorisk magt, og brugte den til at etablere en liberal regering på kortest mulig tid. Situationen krævede to meget stærke mænd til at udføre den opgave. Og de to var meget succesfulde med at fuldføre denne etape på vejen til etableringen af en demokratisk regering. Hvis De tillader, vil jeg gerne komme med en kort kommentar angående dette i forbindelse med Argentina.

Hvorfor ikke?
Jeg var meget nedslået lige fra mit første besøg der, kort efter Perons fald. På det tidspunkt talte jeg med mange officerer fra militærskolen. De var meget intelligente personer. Politisk set brillante, jeg vil sige, blandt de mest brillante politikere i deres land. For mig at se var det en skam, at de ikke gjorde bedre brug af denne intelligens. Jeg havde håbet, at de kunne have lagt grunden til en stabil demokratisk regering. Men det gjorde de ikke. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor de fejlede, men mit indtryk er, at de havde den politiske evne og intelligensen til at gøre det.

Hvilket betyder, at De ville forslå stærkere, diktatoriske regeringer under overgangsfaser ...
Når en regering er i opløsning, og der ikke anerkendes regler, så må der skabes regler, som fastsætter, hvad det kan gøres og hvad ikke. Under sådanne omstændigheder er det næsten uundgåeligt at nogen har næsten absolut magt. Absolut magt, der skal bruges til lige præcis at undgå og begrænse nogen absolut magt i fremtiden. Det kan virke som en selvmodsigelse, at det er mig af alle, der siger dette, jeg, der taler om at begrænse regeringers magt over folks liv, og som fastholder, at mange af vore problemer skyldes lige præcis for meget regering. Når jeg imidlertid henviser til denne diktatoriske magt, så taler jeg udelukkende om overgangsperioder. Som et middel til at etablere lydefri stabile demokratier og frihed. Det er den eneste måde, jeg kan retfærdiggøre det, og anbefale det, på.

Hr. Hayek, har De håb? Jeg mener, er De optimistisk med hensyn til fremtiden?
Ja, ja. Jeg vil næsten sige, at hvis politikere ikke ødelægger verden de næste 20 år, så er det meget gode chancer for at opnå det retfærdige og ordentlige samfund, mennesker fortjener. Selvfølgelig ... er jeg ikke særlig optimistisk med hensyn til, om politikere kommer til at ødelægge verden ... men det er et andet emne. Og jeg tror, at folk i dag er bevidste om de idealer, der dominerede Det Tyvende Århundrede, alle var grundlagt på overtro. For eksempel ideen om en planlagt økonomi med retfærdig fordeling. Eller evnen til at befri sig selv var undertrykkelse og moralske konventioner. Eller om at erstatte markedsøkonomien med et rationelt arrangement med en regering med magt til tvang. Disse ideer markerer en epoke med overtro. Og hvad kendetegner en epoke med overtro? Det er en epoke, hvor folk tror, de ved mere, end de tror.

Er De troende? I religiøs forstand, mener jeg.
Jeg er født katolik. Jeg blev døbt. Jeg blev gift i kirken, og de vil sikkert begrave mig som en katolik. Men jeg har aldrig været i stand til at være en rigtig katolik, en troende katolik. Trods dette var jeg for tre uger siden i Rom sammen med tolv andre Nobelpris-vindere, for at rådgive paven om politiske spørgsmål. Jeg fandt ud af, at paven er en ekstraordinært intelligent mand, og fremragende i en konversation. Han gjorde virkelig stort indtryk på mig.

Tror De på Gud?
Jeg har aldrig forstået betydningen af ordet Gud. Jeg tror, det er vigtigt i opretholdelsen af love. Men, jeg fastholder, at da jeg ikke forstår betydningen af ordet Gud, er jeg ikke i stand til at sige, at jeg enten tror eller ikke tror på hans eksistens.

Tager denne tvivl, dette problem, ikke meget af Deres tid?
Hele mit liv! I hele mit liv har jeg stillet de samme spørgsmål uden at finde et svar. Ej heller har nogen kunnet give mig svaret.

Denne skepsis, er det et incitament til at forsætte med at søge? Jeg mener, er folk som Dem, der stiller spørgsmål, tætte på sandheden end andre?
(Smiler.) Det er et godt spørgsmål. Og jeg vil besvare det sådan her: Jeg mener, vi alle har en pligt til at søge sandheden. Men samtidig må vi alle erkende, at ingen af os sidder inde med hele sandheden. Af »hele sandheden«, sagde jeg. Og hvis De vil have mig til at definere Gud som sandheden, så er jeg parat til at bruge ordet Gud. Og jeg vil gå endnu længere. Under forudsætning af, at De ikke påstår at have hele sandheden, så er jeg rede til at arbejde sammen med Dem med at finde Gud gennem sandhed. Det er en fascinerende udfordring.





      Interview med Hayek, del II, 19/4 1981

Den østrigskfødte økonom og filosof Friedrich von Hayek's bøger og tanker havde stor indflydelse på de politiske og økonomiske reformer, der blev gennemført under Pinochets styre. Hayek blev interviewet af den regeringsvenlige, chilenske avis El Mercurio i 1981. Den anden del af interviewet blev bragt i avisen d. 19. april 1981, og gengives her på dansk efter en engelsk oversættelse på det belgiske Institut Hayek:




Friedrich von Hayek: Fra slaveri til frihed


El Mercurio, 19. april 1981, Santiago


82 år gammel viser han ikke nogen tegn på sin alder. Slank og adræt i sine bevægelser skønt tidens fremskriden har tvunget ham til at indstille de fleste fysiske aktiviteter. Den utrættelige bjergbestiger og store vandrer har i dag måttet begrænse sin energi til intellektuelt arbejde. Selv under sit ophold her i Chile, på trods af sine talløse forpligtelser, bruger Friedrich von Hayek den ledige tid til at færdiggøre det sidste kapitel af tredje bind af Law, Legislation and Liberty. Han viser os en fortegnelse af de emner, hans arbejde vil dække. Blandt dem: »Frihedens og ejendomsrettens etik«, »Markedets evolution: Handel og civilisation«, »Forgiftet sprog«, »Arbejdere der udnytter arbejdere«, »Statistik som illusoriske guider«, »Den socialistiske tankegangs reaktionære natur«, »De intellektuelles megalomani«.

Hvad enten man er enig med ham eller ej, gør Hayeks logiske stringens det til en fornøjelse at læse ham. Eufemismer og mytologi har ingen plads i hans skrifter. Der stilles spørgsmålstegn ved alt, og der er ikke noget problem, menneskeheden er stillet over for, der ikke undersøges i forsøget på at finde løsninger. Skønt vinder at Nobelprisen i økonomi i 1974 er han meget mere end slet og ret økonom. Han er filosof i ordets bredeste forstand. Hans værk »Vejen til trældom«, der blev udgivet under Anden Verdenskrig, kan en skønne dag komme til at stå som en milepæl i den politiske filosofis historie, og som det mest solide angreb nogensinde på virkningen af socialismens fremmarch på friheden. Det er i den bog, han ridser farerne ved totalitær infiltration i forklædt fremtoning af de demokratiske institutioner i Vesten op.

Den moderne liberalismes fader, selv om han afviser betegnelsen neoliberal, får sine tanker udbredt med den naturlige langsommelighed, som gælder for tankegods, flere år efter, de blev formulerede. Han var helt isoleret profet i 30’erne og 40’erne, da Keynes regerede over intellektuelle og politiske cirkler i England og USA, men er i dag en respektabel figur med følgere blandt unge europæere og nordamerikanske akademikere. Også blandt regeringer som Reagans og Mrs. Thatchers, der anerkender han som en stor inspirationskilde.

I Chile, i sin funktion som honorær præsident for Centro de Estudios Publicos »Center for offentlige studier«, har han tilladt sig selv at blive interviewet med den ydmyghed, som kun store personligheder har.

Han taler blidt. Hans engelsk er perfekt efter at have levet i årevis i Storbritannien – hvor han fik britisk statsborgerskab – skønt med en kraftig og melodisk østrigsk accent. Ulasteligt klædt med et slips med Adam Smiths kontrafej på, som gives til medlemmerne af Mont Pelerin Selskabet, som han er grundlægger af.

Ved begyndelsen af sin samtale med El Mercurio siger han vittigt: »Sid venligst på min højre side. Jeg er døv på venstre øre, hvilket – som de kan regne ud – giver anledning til mange politiske vittigheder.«

Han accepterede præsidentposten i Centro de Estudios Publicos fordi tilfældet Chile interesserer ham: »Fra det lidt, jeg har set, mener jeg ikke, det er en overdrivelse at tale om et chilensk mirakel. Fremskridtene i senere år har været enorme.

Ja, jeg vil henlede opmærksomheden på vigtigheden at fastholde det samme spor: Det er vigtigt at afskaffe inflation fuldstændig og at undgå priskontrol og fagforeningsprivilegier af nogen art. Jeg er ikke modstander af fagforeninger, men jeg er imod den tanke, at de har krav på privilegier, som andre borger ikke har, fordi de kan ødelægge økonomien.«

Nu om dage har næsten alle politiske bevægelser frihed som varemærke. Det må til dels være på grund af den kendsgerning, at det dækker over forskellige og ligefrem modstridende betydninger, og ikke bare nuanceforskelle, men i selve essensen af begrebet. Hvad forstår De ved frihed?
Jeg taler om individets frihed. Det er et misbrug af begrebet at tro, at det henviser til et flertals frihed i en repræsentativ forsamling. Det er fordi, at hvis denne forsamling har ubegrænset magt, vil det uafvendeligt ende med at begrænse individets frihed. For individet betyder frihed i forvejen at kende reglerne han skal adlyde for ikke at blive udsat for tvang af regeringen. På denne måde er frihed fraværet af tvang. Dette kræver en ramme af kendte regler, der er de samme for alle, og så alle kan udtænke fornuftige planer og efterstræbe sine egne mål. Dette betyder ikke, at regeringen ikke kan have anden magt. Blot at det ikke skal have andre midler til tvang. Jeg mener, at regeringer kan gøre en masse godt ved at stå for den nødvendige infrastruktur, skønt de igen her ikke burde have monopol. Jeg vil sige, at de kun skal gøre, hvad de vitterlig gør bedre end andre.

Er det en negativ definition på frihed?
Ja, det er det. Begrebet frihed er negativt defineret. Når der refereres til frihed i positiv forstand, som tillader visse folk at nyde visse rettigheder til at gøre visse ting, er det ikke i overensstemmelse med idéen om lighed for loven, og alle regeringers pligt til at behandle alle på samme måde.

Nogle fastholder, at det ikke ville være rigtigt at lovgive lige for folk, der kun er lige på overfladen – hvad synes De?
Det er muligt, at visse regeringer i visse lande har behov for at sikre et vist eksistensminimum, som ingen kan komme under. Hvis imidlertid retfærdighed opfattes som de facto-lighed, så er det ikke opnåeligt. Folk er forskellige, og intet ville være mere uretfærdigt end at skabe lige mennesker, der ikke er lige. Det eneste – gentager jeg – der kan være lige, er den behandling alle får fra regeringen.

Så mærkeligt, som det må fremstå, er vi med friheden på tilbagemarch som drivkraft i civilisationen stillede over for spørgsmålet »Hvorfor er frihed nødvendig?« Det, vi almindeligvis hører, er retoriske argumenter, men De synes at have empiriske argumenter for det ...
Meget, faktisk meget empiriske argumenter. Kun det fri marked gør os i stand til at brødføde verdens befolkning. Hvis vi aldrig var begyndt at bruge markedet, kunne vi have fortsat tilværelsen som primitive samlere. Men vi har brugt markedet om er lykkedes med at øge produktiviteten per capita for at holde et antal personer i live, som, uden markedet og uden arbejdsdelingen, som den tillader, ikke ville have været i stand til at overleve. Sandheden er, at medmindre vi ønsker at eliminere eller dræbe den overskydende befolkning, er vi nødt til at fortsætte. Vi har skabt ikke bare en civilisation, men også en befolkning, hvis eksistens er afhængig af opretholdelsen af markedet.

Kan disse mål ikke opnås ved planlægning?
Jeg vil sige, at i dag og med den stigende kompleksitet i det moderne samfund er det mere umuligt end nogensinde. Det ville være meget nemt, hvis en enkelt person eller et enkelt kontor vitterlig kunne have al den information til rådighed, der er nødvendig for at tage beslutninger. Men det er ikke et spørgsmål om at markedet tilpasser sig fakta, der er kendt af alle. Det er et spørgsmål om at det fungerer i en situation, hvor ingen kender alle data i deres helhed. Vi er afhængige af anvendelsen af information, som folk bringer til markedet, der i sig fungerer som en kæmpe computer, og det er markedsresultaterne, de automatiske signaler, markedet sender, der viser, hvad der skal gøres i hvert tilfælde. På denne måde virker markedet som en essentiel guide, der viser individer, hvordan de kan bidrage på den bedst mulige måde til helheden. Andre systemer kræver af os at diktere folk, hvad de kan få, og endnu værre – uden rigtig at vide, hvad de burde gøre.

Og økonomisk frihed er derfor afgørende?
Det er umuligt at adskille økonomisk frihed fra andre friheder. Frihed betyder at være i stand til at eksperimentere, og folk kan kun eksperimentere, hvis de kan anvende alle de midler, de har adgang til.

Den dér skelnen mellem økonomisk frihed og intellektuel frihed eller kulturel frihed at en kunstig een. Der er ikke noget system, som efter at have taget den økonomiske frihed væk, har været i stand til at garantere intellektuel frihed.

Mener De, at når først grundstenene til en fri økonomi er etablerede, så vil politisk frihed komme frem automatisk? Eller kan man tænke sig en situation med en autoritær regering stadig ved magten, som frarøver borgerne mange friheder, mens der stadig er en stor grad af økonomisk frihed?
Det ville være muligt. Det afhænger af, hvad De mener med politisk frihed. Hvis De mener flertallenes frihed, ja, men hvis De ønsker at definere politisk frihed som et fravær af tilfældig magt, så må det gælde over hele linien. Så er det ikke nødvendigt at have specifikke rettigheder. Da er det nok at påpege, at regeringen ikke har magt til at tvinge individer, bortset fra på måder, der er en anvendelse af de samme, ensartede regler over for alle.

Men tror De ikke, at givne love ikke bare må være uniforme, men at de også må være ikke-tvangsforanstaltninger?
Love, der gælder for alle, er ikke tvangsforanstaltninger, fordi de også må gælde for dem, der formulerer dem. Jeg har forståelse for, at begrænsninger kan være nødvendige i overgangsfaser, men som en permanent tilstand ville det aldrig være ønskeligt.

Een af de mest udbredte vildfarelser i moderne politisk teori synes at være i forbindelse med spændingen mellem demokrati og frihed. De har allerede fremført denne tanke, men kunne De forklare mere detaljeret, i hvilken forstand disse to begreber er forskellige og endda gensidigt modstridende?
Frihed kræver et vist niveau af demokrati, men det er ikke muligt under ubegrænset demokrati, det vil sige, med eksistensen af en repræsentativ lovgivende forsamling med altomfattende magt. I givet fald, hvis frihed skal vindes, er det et springende punkt, at individer er i stand til at sætte en stopper for en regering, der bliver afvist af et flertal. Dette er et hovedpunkt. Demokrati har, hvad jeg kaldet en »hygiejnisk« opgave, nemlig at sørge for, at politiske processer udføres på en sund måde. Det er ikke et mål i sig selv. Det er en procedure, der har som mål at sikre frihed. Men det rangerer ikke på højde med frihed. Sidstnævnte kræver demokrati, men jeg ville foretrække at ofre demokrati midlertidigt, jeg gentager: midlertidigt, snarere end at skulle leve uden frihed, selv hvis det kun var i kort tid.

Eksisterer der så noget forhold mellem individuel frihed og demokrati?
Det eneste, frihed kræver, er at individet har mulighed for at gøre noget for at begrænse regeringens magtudøvelse. Jeg mener ikke, at det er en del af frihed at give regeringen anvisninger på, hvad den skal gøre. Men fakta er, at man ikke kan have frihed, hvis man ikke kan udøver retten til at forhindre regeringen i at gøre visse ting.

Ikke desto mindre synes det som om demokrati i Vesten gennemgår en troværdighedskrise. Hvad skyldes det efter Deres vurdering?
Folk gik ud fra, at demokrati ville være kompetent til at lovgive. Det var dengang lovgivning betød etablering af generelle standarter for individuel opførsel. Men i dag hægter vi ordet lov på alt, der udgår fra en autoritet, hvad enten det er lov eller ej. Montesquieu’s gamle forskrift af magtdeling er blevet grumset. Der var engang, når vi talte om lovgivning, hvor det pegede på noget helt andet. I dag er lovgivernes autoritet blevet omnipotent. Vi savner en magtdeling, fordi parlamentet ikke bare har lovgivende magt, men også kan administrere, og har fuld diskretion i forløbet.

Med andre ord: Problemerne ligger ikke i demokratiet selv, men i den særlige form, som det er kommet til at virke i?
Det er min overbevisning. I min næste bog, tredje bind af »Law, Legislation and Liberty«, foreslår jeg en ny organisering af demokratiske regeringer. Dette ville betyde to kamre med forskellige formål. Det første ville være et ægte lovgivende kammer med kompetence begrænset til at skabe generelle regler, og det andet skulle lede regeringen som sådan. Denne regering skulle, selvfølgelig, være begrænset af de generelle regler etablerede af førstekammeret.

Hvordan ville magt fremtræde i disse kamre?
Ved et valgsystem, men forskellige systemer i hvert tilfælde. I kammeret med regeringsopgaver, skulle repræsentationen være baseret på adskilte gruppeinteresser. I det lovgivende kammer, på den anden side, ville behovet mere være for eksperter, kloge og erfarne mænd, som kender deres fagområde. De skulle også vælges, men ikke på partipolitisk baggrund, som det ville være tilfældet i det regeringsledende kammer, og også for længere perioder. De skulle ikke kunne genvælges, for at undgå, at de kunne blive genstand for partipolitisk pres. Det er unødvendig at sige, at regeringskammeret skulle underlægges landets generelle love.

Tror De på naturret og at frihed og ejendomsret, for eksempel, går forud for staten?
Nej, ikke i den traditionelle forstand, men ja i en vis betydning. Jeg mener, at de bedste love er blevet til i en evolutionær proces. De er ikke blevet konstruerede intellektuelt. Som med andre produkter af civilisation, kan man med god ret sige, at der er mere visdom i tradition, end i konstruktioner, der er resultater af bevidste overvejelser. Jeg siger ikke dermed, at alle traditioner er gode. Tradition må også bevise sit værd.

Det kan måles på succesen, som de institutioner har vist, og generelt kan det siger, at traditionen med lov og frihed har vist sig mere succesfulde end andre traditioner.

Hvilket forhold har dette til f.eks. ejendomsretten? Kommer den før staten, eller forudsætter den staten, da den ikke bare er ren besiddelse, som Kant siger?
Staten er nødvendig for at befæste loven, men lov er ikke statens værk. Den er resultatet af en evolution, som vi synes er god, ikke fordi den er dekreteret af staten, men fordi den har skabt en slags generel orden, som aldrig kunne have været bevidst skabt.

De har ved andre lejligheder refereret til det indlysende paradoks, at en diktatorisk regering man være mere liberal end et totalitært demokrati. Imidlertid er det også sikkert, at diktaturer har andre egenskaber, som støder imod frihed, selv når det defineres på den negative måde, som De gør ...
Indlysende nok er der store farer ved diktatur. Men en diktatur kan sætte grænser for sig selv, og et diktatur, der sætter grænser for sig selv, kan være mere liberalt i sine politikker end et demokratisk styre uden grænser. Jeg må indrømme, at det ikke er særlig sandsynligt, at det vil lykkes, selvom det på et vist tidspunkt det kan være det eneste håb, for det afhænger altid et enkelt menneskes gode vilje, og der er meget få enkeltpersoner, man kan stole på. Men hvis det er den eneste mulighed, der findes på et givent tidspunkt, kan det trods alt være den eneste mulighed. Og kun hvis den diktatoriske regering åbent leder i retning af et demokrati med grænser.

De har skrevet, at frihed er kilden til og forudsætningen for forbedringen af moralske værdier ...
Det er kun, når han nyder frihed – og jeg mener, jeg insisterer, individuel frihed – at en person kan opføre sig moralsk. Kun hvis denne person har en af ham selv kendt sfære, inden for hvilken han kan vælge, kan han handle moralsk, kun hvis der er personen, som bestemmer, hvordan han skal handle.

Hvilken rolle spiller moral i politisk filosofi?
Som jeg sagde, tror jeg, at vore moralske overbevisninger ikke er intellektuelle skabninger. Tværtimod er de som andre naturlige organismer blevet udvalgt i en evolutionær proces, som ikke et styret af os. For at forstå, hvorfor visse moralske regler så at sige har vist sig mere succesfulde, må vi forstå, hvad vi mener med »moralsk mere succesfulde«. Jeg er kommet til den konklusion, at i den evolutionære proces har vi været i stand til at vælge de moralske værdier, som har tilladt og at holde flest mulige personer i live.

Moral – og herunder regner jeg ejendom og kontrakter – skal bedømmes over for »beregningen af liv«. Historien har vist, at et system af love har tendens til at holde et større antal personer i live end andre. Skønt det kan chokere nogle, så er det bevist gennem kapitalismens skabelse af proletariatet, en gruppe mennesker, der ikke ellers havde overlevet. De folk, der udgør proletariatet, ville ganske enkelt eksistere andet end gennem kapitalismen.

Mener De at liberalisme er moralsk neutral, eller at de mål, liberalismen efterstræber, indebærer et hierarki af værdier?
Et frit samfund kræver tilstedeværelsen af en vis moral, som i sidste instans, kan koges ned til bevarelsen af liv; ikke bevarelsen af alle liv, for det kunne være nødvendigt at ofre enkelte liv for at kunne redde et større antal andre liv. På denne måde er de eneste moralske regler de, der fører til »beregningen af liv«, det vil sige ejendomsret og kontrakter. Jeg udelader med vilje familie- og seksualmoral, fordi jeg ikke er ekspert på området. På disse områder er det sværere, fordi visse opfindelser, såsom prævention, radikalt har ændret baggrunden for familieliv. Det, der er vigtigt, er, at vi anerkender visse moralske regler. Jeg er overbevist om, at vi ikke vælger vor moral, men at den tradition, vi har arvet med hensyn til ejendomsret og kontrakter er en nødvendig forudsætning for vor nuværende befolknings eksistens. Vi kan prøve at forbedre den, delvist og eksperimenterende.

At sige, at ejendomsret er afhængig af en værdimæssig vurdering, er det samme som at sige, at spørgsmålet om at bevare liv eller ej er et spørgsmål om en værdimæssig vurdering. Fra det øjeblik vi accepterer behovet for at holde alle i live, er der ikke noget valg. De eneste værdimæssige vurderinger er dem, vi gør, der har at gøre med at bedømmelser i forhold til at opretholde liv.

Vil De sige, at den katolske kirke traditionelt har været i modsætning til liberalisme?
Ikke nødvendigvis. Den modsatte sig europæisk rationel liberalisme, ikke den engelske strømning af liberalisme, for under indflydelse af den franske revolution blev denne rationelle liberalisme anti-kirkelig, før kirken blev anti-liberal.

Ikke desto mindre har forholdet ikke altid været harmonisk.
I det nittende århundrede indtog kirken en meget anti-liberal holdning til videnskab. Lige nu er der et stort håb om forsoning mellem videnskaben og kirken. Jeg har været involveret i disse bestræbelser. For vire måneder siden var jeg til et møde i Vatikanet sammen med et dusin andre Nobel-pris-vindere for at diskutere problemerne med forsoning mellem videnskab og kirke. Jeg ved ikke, hvor langt paven er parat til at gå. Jeg må sige, at jeg er uenig med den ekstremt doktrinære holdning til prævention. Men ved denne lejlighed fik vi at vide, at bortset fra prævention – som er uden for diskussion for pavekirken – kunne vi tale frit om alt andet.

Selv hvis kirken ikke har været anti-liberal, har der været gejstlige udfald mod kapitalismen.
Hør her: Jeg kan heller ikke lide ordet kapitalisme, og jeg ville med glæde ændre det. Men jeg mener ikke, at kirken officielt har meldt ud imod markedsøkonomien, og de gamle doktriner med hensyn til rente er fortid. Faktisk støtter førende kirkerepræsentanter, herunder kardinaler og iblandt dem ærkebispen over Tyskland, den sociale markedsøkonomi. Der er ikke nogen officiel modstand fra kirken, den har ganske enkelt opgivet et par restriktioner. Det skal derudover siges, at præsters engagement i socialistiske bevægelser faktisk kun ses i de spansktalende lande.

Mener De ikke, liberalisme genererer materialisme?
Nej. Absolut ikke. Liberalisme stiller de materielle midler til at tilfredsstille vore egne mål inden for rækkevidde.

Tocqueville var måske den førte til at stille spørgsmålet om den permanente spænding mellem frihed og lighed. Hvad mener De er grunden konflikten, der almindeligvis optræder mellem de to?
Den eneste rimelige lighed er lighed for loven. Så snart man beder om mere, kommer man straks i konflikt med frihed. Hvis man ønsker at skabe materiel lighed, så kan det kun ske ved at begrænse friheden.

Men vil De sige, at tanken om lighed har bidraget til at ændre frihed fra at være et privilegium til at være en universel værdi?
Kun for så vidt som det peget på en lighed for loven.

Mener De ikke, det er grundlæggende at garantere lige mulighed?
Også dette er meget svært at opnå. Mulighederne skabt af regeringer skal være lige, men det er ikke muligt at sikre objektiv lighed. Folk er meget forskellige. De har forskellige forældre, forskellige helbredstilstande, forskellige biologisk konstitution.

Men for eksempel inden for området uddannelse, mener De da ikke, det er vigtigt ikke at have markante forskelle i muligheder?
Visse tiltag i den forbindelse er nyttige. Det er ønskeligt, at dygtige personer, som ikke er i stand til at finansiere deres studier, bliver hjulpet, men jeg er ikke sikker på, at vi ikke har ødelagt arbejderfamilier ved at frarøve dem deres mest begavede medlemmer.

Og aspekter som kultur, hvor loven om udbud og efterspørgsel historisk hverken har garanteret diversitet eller kvalitet.
Førhen mente jeg, at regeringer burde gøre noget her, men den japanske oplevelse, hvor alle fritidsaktiviteterne er i private firmaers hænder, har overbevist mig om, at regeringer ikke er den mest passende aktør. Det har de aldrig været. Ikke i Grækenland, ikke under renaissancen, ikke under det musikalske højdepunkt i det 18. århundrede. Det er altid mæcener, der har været de store iværksættere inden for kulturen. Det passer de velstående klasser at beskytte kulturen.

I vore dage har liberalisme traditionelt været en mentalitet mere end en velstruktureret doktrin, et pragmatisk og empirisk fokus, en anvendelse af princippet om ’trial and error’. Der er de folk, der mener, at neo-liberalismen grundlæggende skiller sig ud i den henseende, fordi den tilbyder en meget fast struktur, som kunne klassificeres som en meget kohærent, global ideologi. Hvordan kan dette være kompatibelt med for eksempel den store liberalist Karl Poppers tanke om, at politik, som en videnskabelig hypotese, ikke er andet og mere end et hypotetisk udsagn uden nogen værdi eller universel sandhed?
Popper og jeg er enige om næsten alt. Problemet er, at vi ikke er neoliberalister. De, der definere sig på den måde, er ikke liberalister, de er socialister. Vi er liberalister, der forsøger at forny liberalismen, fordi vi tilhører den gamle tradition, der har brug for forbedring, men som ikke grundlæggende kan ændres. Det modsatte er at gå over i rationalistisk konstruktivisme, over i tanken om, at det er muligt at konstruere en social struktur, der er undfanget i menneskers hoveder og som påduttes efter en plan uden hensyn til evolutionære kulturelle processer.

Mener De ikke, i tilfældet Chile, for eksempel, hvor et forsøg gøres på at gøre en meget ensartet model gældende i hvert aspekt af det nationale liv, at der er visse elementer af, hvad De kalder konstruktivisme?
Jeg kender ikke situationen godt nok til at have en mening om det. Jeg ved, at økonomerne er dygtige.

Men modellen indbefatter mere end bare økonomi ...
Det er muligt at dette skyldes den enorme indflydelse som positivisme og utilitarisme har haft i Latinamerika. Bentham og Comte har været betydende intellektuelle skikkelser, og liberalisme har altid været konstruktivistisk på dette kontinent. Milton Friedman, for eksempel, er en stor økonom, som jeg er enig med næsten alt i, men vi har vore uoverensstemmelser, og ikke bare angående den mekaniske anvendelse af pengemængden. Jeg er også økonom, men jeg vil godt påstå, at jeg er mere end det. Jeg har altid sagt, at en økonom, som ikke er andet og mere end en økonom, ikke kan være en god økonom. Ja, Friedman voksede op i traditionen fra Bureau of Economic Research under Mitchel’s indflydelse. Mitchel fastholder, at siden det er os, der har skabt institutionerne, kan vi ændre dem, som vi vil. Dette er en intellektuel fejltagelse. Det er en fejl. Det er forkert. I den forstand er Milton Friedman mere konstruktivist end jeg er.

Så med andre ord: en model, der indbefatter alle institutioner og som udfolder sig uden at være skabt af spontane kræfter kan, hvor end det efterstræber frihed, ende i konflikt med frihed?
Ja.

Talmon siger, at mennesker befinder sig i fanget i kampen mellem to betydende bestræbelser: ønsker om frelse gennem en overbevisning, der løser alt og omfatter alt, og frihed. Jeg vil tilføje, at det er den samtidige stræben efter begge mål, der uundgåeligt fører til tyranni. Tror De, at en stræben efter frihed, der bliver til et altomfattende credo, kan blive til en form for tyranni?
Ja, selvfølgelig. I sidste ende, når alt er sagt, er det et spørgsmål om ydmyghed. Det dér med at indrømme, hvor lidt vi ved.

Jeg vil gerne bede om Deres kommentar til følgende udtalelse: Hegel, Marx og Freud at ansvarlige for hele det tyvende århundredes moralske og intellektuelle uærlighed.
Det er måske nok en noget overdrevet måde at sige det på. Lad os bare sige, at de er de mest iøjnefaldende repræsentanter for et fejlslagent spor.





      Admiral Merinos testamente, 1996

POLITISK TESTAMENTE


Julio Lavin Ahumada
Notarius Publicus og juridisk arkivar
Valparaíso


ERKLÆRING AF DON SANTIAGO JOSE TORIBIO MERINO CASTRO


I Valparaíso den 2den februar 1996

Min kære MARGARITA, mit livs kærlighed; døtre, børnebørn og svigersønner, tiden er kommen, hvor jeg er blevet firs år; det er derfor betimeligt, at jeg i dette dokument, som jeg kalder et "testamente", videregiver nogle indtrufne begivenheder og afstikker nogle anbefalinger for livet, efter jeg ikke er længere. Fra min tidligste barndom ville jeg være i flåden, da det var min fars beskæftigelse, og jeg opnåede det med stor indsats og under store ofre. Jeg vidste, at dette at være i flåden betød at være indstillet på at lade livet - hvis det var nødvendigt - for fædrelandet, og det har været den vej, jeg har fulgt, siden det guddommelige forsyn gav mig muligheden for at tjene Gud og næsten. Min fader gik på pension som chef for flåden i 1928, og levede af sin beskedne pension på tretusinde og tohundrede pesos, indtil den sjette februar 1941, da han døde. På det tidspunkt var jeg sekundløjtnant på Escampavía Cabrales, på togt ved Puntas Arenas, hvilket er grunden til, at jeg ikke var til stede under hans sidste dage, ej heller ved hans begravelse, da jeg først vendte tilbage til Valparaíso i midten af marts og kunne møde min mor. Det var et trist skue, der mødte mig, for det var ikke kun ensomheden ved, at nogen er gået bort, men også at det havde forårsaget en mangel på midler. Carlos, min broder, var på Universidad Santa María og studerede til stærkstrømsingeniør, mine to søster studerede, og min moders pension var blevet reduceret med tyve procent, HVILKET GJORDE LIVET NÆSTEN UMULIGT. Jeg besluttede derfor at give min moder halvdelen af min løn, så hun kunne være i stand til at finansiere min broders studier, og mine søstre begyndte at give klavertimer for at hjælpe hjemmets økonomi. Verden var i krig fra juli 1939. Frankrig, Tyskland, England, Polen, Sovjetunionen, Japan og Kina, etc. Jeg fortsatte min tjeneste på normal vis, og gav kurser i artilleri fra 1941 og 1942 ombord på CL BLANCO ENCALADA. Jeg fik højeste anciennitet og blev forflyttet til DD SERRANO, som artilleriofficer. Jeg meldte mig frivilligt til at mønstre på en amerikansk krydser, som deltog i Anden Verdenskrig, og gjorde tjeneste der fra juni 1944 til september 1945 ombord på USS RALEIGH, som ekstra officer på skibet. Det var de måneder i min tjeneste, hvor jeg lærte mest, fordi jeg der så, hvad der er virkelig krig og ikke bare øvelse. Alt, hvad jeg der lærte, skrev jeg ned på fire måneder i nogle erindringer, som blev givet til flåden i begyndelsen af 1946. I 1951 blev jeg udnævnt til at tage til De Forenede Stater for at finde O'HIGGINS. Denne udstationering varede hele året. Da jeg vendte tilbage til min moders hus, den sjette oktober, kom jeg til at kende Margarita, forelskede mig i hende og friede til hende, vi blev forlovede den 24. december 1951 og besluttede at gifte os den første marts 1952, og jeg har været fuldstændig lykkelig med hende ved min side i de svære tider, som vi kom til at gennemleve efterfølgende. Jeg gav mine kurser som specialist i generalstabstjeneste, og senere som professor, skrev en manual i logistik og en anden om geopolitik til eleverne på akademiet, og var to år som professor på denne institution for videregående studier. I Chile blev den politiske situation kompliceret af fremkomsten af politiske partier, som var meget fjendtlige, og som på ingen måde bidrog til at løse en situation, der hver dag blev stedse mere uudholdelig på grund af den økonomiske krise, der prægede landet, og på grund at den manglende fantasi hos mændene, der håndterede situationen. Krisen kom ude af kontrol i 1964 med valget af Hr. Frei som præsident for republikken, og med de skrækkelige ændringer i forfatningen som Hr. Aylwin bevirkede, begge kristendemokrater, men i realiteten socialistiske politikere, der ødelagde den forfatningsmæssige stabilitet, dette land havde nydt. Ved afslutningen af Hr. Freis periode, og med det stundende valg i september 1970, der bød på tre kandidater, vidste man, at ingen af dem ville få det nødvendige flertal; men kristendemokraternes had til højrefløjen var så stærkt, at de ikke ville være med til at skaffe flertal mod kandidaterne sammen med resten af kongressen. Det endelig resultat blev, at Allende, venstrefløjens kandidat, var den, der fik støtte i masserne og befolkningen; og med udsigt til muligheden for en blodig konfrontation, besluttede jeg mig for at tale med vores chef for flåden, for at få autorisation til at tale under private former med Hr. Allende. Ideen lykkedes, og jeg mødtes med kandidaten og andre ledere fra venstrefløjen i Concón den tolvte september 1970, vi talte om flere emner bortset fra politik, men kandidaten følte sig bakket op af flåden, og meddelte dette til Frei. Resultatet var, at kongressen udnævnte Allende til præsident for republikken og undgik en mulig borgerkrig. Allendes regering er den største katastrofe, som er overgået Chile siden sin uafhængighed. Det lykkedes den på mindre end tusinde dage at ødelægge alt, som denne nations befolkning havde opbygget siden attende september 1810. Under en middag i la Moneda på invitation af præsidenten, måtte jeg tage min pistol frem og lægge den på bordet inden for rækkevidde, mens jeg spiste. Tilbage i Valparaíso var jeg overbevist om, at dette ikke kunne fortsætte, og at denne regering måtte stoppes. Dette synspunkt styrkedes at det faktum, at jeg VURDEREDE, at årsagen til OPSTANDELSE I FLÅDEN var, at de ansvarlige, [Oscar] Garretón og [Carlos] Altamirano, ikke kunne efterforskes af efterretningstjenesten, selvom der var udstedt en arrestordre på dem, og at de søndag fra klokken ni til elleve var på landsdækkende fjernsyn og opfordrede befolkningen til revolution. Da jeg hørte dette, tog jeg min notesblok og skrev den besked, I kender, til general PINOCHET og til general LEIGH, chefer for HÆREN og for FLYVEVÅBNET, som lød: "D-DAG ER DEN ELVTE OG T-TID ER SEKS ..." Jeg sendte dem beskeden personligt overbragt af admiral Huidobro, marineinfanterist, og begge gav deres bekræftelse, og dette afsluttede den KOMMUNISTISKE REGERING, og ledte til CHILES helbredelse, hvilket kostede sytten års ARBEJDE FOR ALLE CHILENERE MED HJERTET PÅ RETTE STED, SOM IKKE VAR POLITIKERE, MEN STATSMÆND ... SOM GAV ALT FOR CHILE, OG IKKE FOR SELV AT PROFITTERE AF DET.

(Forfatterens underskrift)



      The New Yorker, oktober 1998

Herunder et uddrag af et større interview, Pinochet gav til journalisten Jon Lee Anderson i efteråret 1998, og som blev offentliggjort i The New Yorker netop som Pinochet historisk betydeligt blev tilbageholdt i London efter en spansk anmodning.





Diktatoren


The New Yorker, oktober 1998


»Jeg var kun en diktator-aspirant«, sagde general Pinochet – en kandidat til at være diktator. »Jeg har altid vært en meget arbejdsom mand, ikke en blændende student, men jeg læser en masse, især historie. Og historien lærer een, at det aldrig går diktatorer godt.« Han sagde dette med et ironisk smil. Pinochets berømte, barske ansigtsudtryk er blevet blødere med årene. Han smiler mere end han skuler nu, og de truende, mørke briller, som han plejede at bære, er væk. Han ligner nogens fornemme bedstefar. Hans stemme er vævende og hæs, hans møjsommeligt friserede hår med skilning og veltrimmede overskæg er hvide. Han har en lille topmave, går med høreapparat og slæber usikkert med fødderne. Et diskret jakkesæt og et slips med slipsenål har erstattet hans militæruniform. Nogle ting har dog ikke ændret sig. Pinochets udtryk forbliver uudgrundeligt. Hans lyseblå øjne er små og sidder i et bredt, tyreagtigt ansigt, og hans blik er koldt og ræveagtigt. De mange rynker omkring hans øjne kommer af hans smil, der kommer pludseligt, men forsvinder lige så hurtigt igen. Og hans synspunkter synes ikke at have ændret sig synderligt. »Beklageligvis«, siger han, »er næsten alle i verden i dag marxister – selvom de ikke ved det selv. De har stadig marxistiske ideer.«

[…]

Pinochet forklarede, at han havde undgået den fordiktatorer historiske faldgrube, for di han aldrig havde udøvet absolut magt. I begyndelsen havde han og tre andre generaler – cheferne i de tre andre værn – dannet en junta. »Med tiden«, sagde han, »blev jeg den, der ledte, fordi en organisation ledet af fire ikke virker. Man giver ordrer her, en anden dér – det er ikke godt, det er ikke godt. Der er ikke fremdrift i det! Det er derfor, jeg blev valgt.« Så havde han tackler Chiles forfatning, gelejdet ændringer igennem, der, blandt andet, legitimerede hans de facto styre ved at gøre ham til landets præsident. Den gamle forfatning havde været et onde. »Den bandt folk! Hvordan kan man lade sig selv binde? Man må være i stand til at sætte målstolpen for at kunne handle! Man kan ikke have en bane, hvor man ikke ved, hvor man skyder fra. Så jeg satte målstolperne.«

[…]

Ligesom Franco er Pinochet en ultrakonservativ katolsk nationalist, en officer med en lidet bemærkelsesværdig personlighed, der pludselig trådte frem i lyset. Begge mænd påtvang deres magt med vold, og brugte sikkerhedstjenester til at fastholde den. Og med tiden forvandlede de deres samfund og opbyggede stærke, moderne økonomier. Pinochet ved, at han tit sammenlignes med Franco, og han underspiller analogien. »Der er en passende leder for hvert land«, sagde han påpasseligt. »Franco var nødvendig for Spanien.«

[…]

I 1943 giftede han sig med en anden stærk kvinde, Lucía Hiriart, den nittenårige datter af en forhenværende senator og minister. Da jeg mødte hende i Santiago, Lucía Hiriart de Pinochet, en yndefuld kvinde først i halvfjerdserne, indrømmede hun, at hun som datter af en politiker havde fundet sin mands »underkastelse« inden for militærets hierarki svært at tage, og at hun havde tilskyndet han til at stræbe mod højere poster. »Når han diskuterede sin fremtid«, sagde fru Pinochet, »sagde han, at han godt kunne tænke sig en dag at blive øverstbefalende. Jeg sagde til ham, at han kunne blive forsvarsminister.

[…]

»Min mand har fortalt mig, at i en normal karriere ville han ende som oberst. Alt derover ville være skæbnens gunst og en smule held. Han blev general på grund af politik. De kalder mig messiansk for at sige det, men jeg tror, det var guddommelig bestemt, at han blev præsident.

[…]

Spøjst nok rækker Pinochets popularitet helt til Kina, som han har besøgt to gange. Kina er en stor aftager at Chiles kobber, og Pinochet har plejet sit forhold til Peking. »De er meget glade for mig«, siger han. »Fordi jeg så, at kinesisk kommunisme var patriotisk kommunisme, ikke Maos kommunisme.

[…]

Salvador Allendes datter Isabel (ikke forfatterinden, som er hendes halvkusine), væmmes ved udtrykket »excesser«, som er den eufemisme pinochetistas foretrækker, når de erkender, at mishandlinger foregik i generalens embedstid. »Der var slagterier, der var statsterrorisme!«, siger Allende. »Mange blev myrdet med koldt blod, deres struber skåret over, der blev brændt ihjel. Dette var ikke »excesser«, det var mord, der var planlagte, overlagte og koordinerede af efterretningstjenester og statslige instanser.«

[…]

Over nogle drinks i hendes have, sagde en aristokratisk chilensk kvinde, som har tilbragt meget af sin tid i Europa, og som giver kommandoer til sine schæferhunde på fransk, til mig: »Chilenere er isolerede og sig selv nok, og som tyskere er de ude af stand til at tage initiativ; de har behov for at få at vide, hvad de skal gøre. Det er derfor, Pinochet var så god for dem.« Denne analyse blev gentaget af talrige andre chilenere, jeg mødte, som alle tilskrev Chiles geografiske isolation og dets hybride blanding at importerede nationaliteter nøgleroller i Pinochets popularitet.

[…]

Pinochet fortalte mig, at England er hans yndlingsland – »Det ideelle sted at leve« – på grund af dets civilisationsgrad og mådehold, dets respekt for regler. Som eksempel påpegede han briternes ulastelige færdselskultur, sammenlignet med hans landsmænds ubehøvlede opførsel på vejene. Chilenere vil med stolthed fortælle, at de tit kaldes Sydamerikas englændere.

[…]

Pinochets tilhængere har selvfølgelig endnu værre ting at sige om den regering, han erstattede i 1973. En af de mere udbredte historier – fortalt med udtryk af chok og - som gerne fortælles med chok og væmmelse – er, at Allende var beruset, da han døde i La Moneda, at det ved obduktionen blev påvist, at kroppen var »fuld af alkohol«. En firsårig advokat og tidligere dommer, Alfredo de Valle, fortalte mig, at »Allende var en mand uden moralsk format«. Da jeg spurgte ham, hvad han mente med det, holdt han en pause, og betroede mig, at blandt hans venner var en officer i hæren, som – efter kuppet – ledte en gennemsøgning af Allendes hjem, og blev »fysisk utilpas« af, hvad han så. »Hvad var det?«, spurgte jeg. »Pornografi«, svarede han hviskende med væmmelse. »Bjerge af det – af den værste slags.«

[…]

Økonomisk korruption står ikke højt på listen af ting, Pinochet bliver anklaget for, men et panel i kongressen – fast besluttet på at finde ham kriminelt ansvarlig for bare noget – har krævet redegørelse for hans personlige formue under ed. Skønt hans selvangivelser før 1973 afspejler en typisk beskeden indtjening for chilenske officerer, menes Pinochet nu at eje mindst fem ejendomme i Chile, der er flere millioner værd. Kongresmændene ønsker at vide hvordan, og med hvilke midler, han er kommet i besiddelse af dem.

[…]

Da en skandale brød ud i 1990 på grund af afsløringen af, at Pinochets ældste søn, August, Junior, var blevet betalt næsten tre millioner dollars, efter den havde købt en våbenfabrik, han ejede en lille del af, sendte Pinochet soldater ud i Santiagos gader for at udtrykke sin utilfredshed. Undersøgelsen blev stoppet, men da den blev taget op igen tre år senere, sendte han soldaterne ud igen.

[…]

Nogle få uger efter jeg forlod Santiago, mødte jeg Pinochet i London, hvor han fik foretaget nogle helbredsundersøgelser. Han boede i en af de moderne, femstjernede hoteller på Park Lane, der yndes af velbeslåede europæere, arabere og amerikanere. Lucía Pinochet, som rejste med sin far, havde advaret mig, at han ikke følte sig så godt tilpas, og at han havde skåret ned på sine ærinder i London. Han havde ikke ringet til sine venner; selv teen med Margaret Thatcher var blevet aflyst. Om nogle få dage, sagde hun, skulle han se en læge angående en prolaps. Hun håbede, det kunne opereres, men prognoserne var ikke gode. På grund af hendes fars alder, fortalte Lucía mig, var de bange for at lægge ham i narkose: »Ingen ønsker at tage ansvaret, når patienten er berømt.«

[…]

Lucía fortalte mig, at hendes fars besøg i London meget vel kunne være hans sidste. Hans helbredsproblemer tog på ham. Desuden var tingene ikke, som de plejede, i London. Folk syntes ikke at genkende ham mere. Sælgeren i Burberry’s var en undtagelse. Hun håbede, han efter sin helbredsundersøgelse ville føle sig frisk nok til at tage med hende til Paris for at besøge Napoleons grav.

[…]

Historien, og Pinochets fascination af den, var et betydeligt indslag i vore samtaler. Han udtrykte sin beundring for Napoleon og for romerne, og vi diskuterede også Fidel Castro, som han syntes at respektere for at stå ved sine overbevisninger og for at være en »nationalist«. Når det kom til Mao, syntes han overraskende ukritisk.

[…]

Jeg spurgte Pinochet, hvordan han håbede at blive husket af historien, og han sagde: »Som en mand, der elskede sit fædreland og tjente det hele sit liv. Jeg er firs år gammel, og jeg kender ikke til andet end tjeneste. Jeg håber, at de behandler mit minde retfærdigt. Hver person vil udlægge det, som de hver især vil.



      Sigtelser, London, 1998

I sigtelserne mod Augusto Pinochet hed det bl.a.:




At du på eller omkring den 29. oktober 1976 som tjenestemand, nemlig øverstkommanderende for den chilenske hær, i forening med andre forsætligt påførte José Marcelino Gonzalez Malpu hæftig smerte eller lidelse, ved at påføre hans kønsorganer, skuldre og ankler elektrisk strøm og foregive at skyde hans tilfangetagne, nøgne moder for øjnene af ham, i forsætlig udførelse af tjenestelige pligter.

At du i forening med andre forsætligt påførte hæftig smerte eller lidelse på Pedro Hugo Arellano Carvajal ved at:

(a) binde ham til en metalseng og tvinge hans hænder mod en elektrisk ladet metalplade, så stødet kastede ham tværs gennem rummet;
(b) udsætte ham for elektriske stød med elektriske ledninger sat på hans bryst, hans penis og hans tæer;
(c) binde ham til et træ og piske ham;
(d) sætte ham ombord på en helikopter, skubbe ham ud med reb bundet til hans bukser, og trække ham gennem torne;
(e) binde et reb i ham og sænke ham ned i en brønd, indtil han næsten druknede, trække ham op igen og sænke ham tilbage i brønden da han ikke besvarede spørgsmål;
(f) udsætte ham for 'russisk roulette';
(g) tvinge ham til at tage alt sit tøj af i overværelse af den tilfangetagne Rodriguez-familie, som var blevet arresteret med deres sønner, tvinge ham til at overvære tortur af denne familie, da deres far blev tvunget til at røvpule sin søn, mens denne søn blev tvunget til at røvpule sin yngre broder;
(h) tvinge ham til selv at røvpule en af disse sønner;

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.



At du i forening med andre med forsæt påførte Irma del Carmen Parada Gonzalez hæftig smerte og lidelse ved at:

(a) tage tøjet af hende;
(b) påføre elektrisk strøm til hendes mund, skede og bryster;
(c) udsætte hende for voldtægt af to mænd;
(d) lægge hendes hænder i kemikalier og indføre dem i en maskine, så hun mistede bevidstheden;
(e) tvinge hende til at spise fordærvet mad og de jordiske rester af hende døde medfanger;

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.



At du den 24. juni 1989 som tjenestemand, nemlig øverstkommanderende for den chilenske hær, i forening med andre forsætligt påførte sytten år gamle Marcos Quezada Yanez hæftig smerte og lidelse ved at påføre ham hæftige elektriske stød, hvilket medførte hans senere død,

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.



At du i 1974 som tjenestemand, nemlig øverstkommanderende for den chilenske hær, i forening med andre forsætligt påførte andre hæftig smerte eller lidelse ved at udsætte dem for 'Papi', en mand, der havde synligt åbne syfilissår på sin krop, som voldtog kvindelige fanger, og ved at bruge en hund på dem, der var trænet til seksuel adfærd med mennesker,

    i den hensigtsdrevne udførelse af tjenestelige pligter.



      The Sunday Telegraph, april 1999

Herunder et uddrag af en artikel i The Sunday Telegraph med et interview med Pinochet, som han gav til Christina Lamb i april 1999 under sin husarrest i London.




Pinochet lover at kæmpe til døden mod udlevering

The Sunday Telegraph, 18. april 1999

General Augusto Pinochet har lovet at kæmpe mod udlevingsprocessen, der blev godkenddt af indenrigsminister Jack Straw, og kalder tiltaget »en politisk motiveret forfølgelse.«
I et eksklusivt interview til The Sunday Telegraph sagde den tidligere chilenske diktator: »Jeg vil kæmpe mod denne udlevering med hvert gram af min styrke. Jeg er uskyldig i de anklager, jeg er blevet anklaget for, og i min egenskab af chilensk soldat og tidligere præsident vil jeg kæmpe for at forsvare min og mit lands ære og integritet.«

»Jeg er forberedt på en lang kamp, om den så skulle vare to år. Denne sag er det rene humbug, der er en hån med det britiske retssystem.« Patrick Robertson, hans talsmand i UK, advarede: »General Pinochet vil komme tilbage og jage Jack Straw. Alle ved, at generalen ikke vil blive retsforfulgt i Spanien. Enten dør han her eller bliver frygtelig syg, eller bliver endelig sendt tilbage til Chile, når hans sag viser sig at være det rene bedrag, og enorme skatteyderpenge har været spildt.«

Torsdag aften, efter Straws beslutning om at give den spanske regering lov til at fortsætte udleveringprocessen, var den 83-årige general vært for en middag for nære venner i sit hjem i Surrey, hvor han har været under husarrest siden november. Han hævede et glas chilensk vin og erklærede, at han hellere ville dø under denne kamp i UK end at blive udleveret til Spanien, selv om hans advokater advarer, at appellerne godt kan trække ud til foråret 2001. »Han er enormt trodsig«, sagde een af de, der var tilstede.

[…]

Som svar på en hasteanmodning fra Crown Prosecution Service, faxede Baltazar Garzon detaljer om yderligere 31 sager om påstået tortur. Men generalens advokater indvender, at disse sager er sager om lokalt politis brutalitet mod gemene forbrydere, som ikke havde nogen politisk motivation, og som intet havde med general Pinochet af gøre. »Dette er et eksempel på de gentagne overgreb, min familie og jeg har været udsat for i denne politisk motiverede forfølgelse«, sagde generalen til The Sunday Telegraph.

[…]

Dokumenter, som hans advokater ligger inde med, og som The Sunday Telegraph har set, viser at Baltazar Garzon fik tilsendt en list med 85 sager d. 25. marts, dagen efter de britiske Law Lord’s kendelse, af en ekstrem venstreorienteret organisation, CODEPU, »Corporación de Promoción y Defensa de los Derechos«. Han udvalgte 31 sager fra listen tidlige næste morgen og faxede detaljerne til Crown Prosecution Service. »Hvordan skulle han overhovedet have kunnet efterforske disse sager i løbet af så kort tid?«, spørger Fernando Barros, koordinator af den chilenske forsoningsbevægelse, som lobbyer for general Pinochet. »Dette er et klart misbrug af udleveringsproceduren. Ifølge udleveringstraktaten formodes det, at dommeren har udført en grundig efterforskning, men disse er fabrikerede anklager.«

[…]

Men et medlem af anklagen svarede ved at sige: »Garzon har efterforsket Pinochet i 2 år og har en vidtløftig database, hvilket betyder, at han kun behøver at krydstjekke sagerne. Der er noget, der ligner 500.000 tortursager fra 1973 til 1990, og disse er blot eksempler.« Barros insisterer imidlertid: »Vi siger slet ikke, at der ikke blev begået fejl i Chile før amnesti-loven af 1978, men at tro, at der 10 år senere, mens Pinochet var i gang med at forhandle overdragelsen til et demokratisk system, og han selv havde underskrevet Torturkonventionen, stadig eksisterede en politik af systematisk tortur, er latterligt.«

[…]

De fleste eksperter forventer, at de britiske retsinstanser er utilbøjelige til at vedgå, at den spanske anmodning ikke er velfunderet, da dette ville afstedkomme et kaos angående andre udleveringshøringer og åbne porten for, at hundreder af tidligere sager skulle genåbnes.

[…]

Hvordan videoer og internet hjælper
generalen med at få tiden til at gå

General Augusto Pinochet, som nu har siddet interneret på sjette måned i Surrey, har anvendt sin ledige tid godt med at lære at surfe på internettet, så han nu kan følge begivenheder derhjemme gennem de chilenske aviser.

Antallet af besøgende i huset i Wentworth Estates er faldet dramatisk de seneste uger bortset fra en velannonceret kop te med baronesse Thatcher, og hans familie er taget tilbage til Chile.

I går var han vært for lederen af Chiles væbnede styrker, general Ricardo Izurrieta, som fløj til fra Santiago for at vise sin støtte, og skal mødes med baronesse Thatcher til morgen.

Men generalen tilbringer det meste af dagen inden døre alene med de fem betjente fra Surrey og sin chilenske butler og stuepige som tilbereder ham måltider såsom hans yndlingsgryderetter. Hans tilværelse forløber efter en stram tidsplan efter hvilken han laver 100 mavebøjninger hver morgen og går på politieskorterede gåture i haven efter middagsmaden.

Aftenerne går med at se lejede videoer i selskab med det altid tilstedeværende politi. Hans favoritfilm er katastrofefilm såsom Titanic og Deep Impact, en film, der blev lanceret sidste år med Morgan Freeman i hovedrollen som US-præsident, der beordrer huler bygget til 800.000 udvalgte mennesker for at redde dem fra en komet med kurs mod at kollidere med Jorden.




      New Statesman, juli 1999

Herunder et uddrag af en artikel i New Statesman, et interview med Pinochet, som han gav til Christina Lamb i juli 1999 under sin husarrest i London.




Jeg drak te med Pinochet

New Statesman, 26. juli 1999

Da jeg hyrede efter en taxa for at blive kørt til Wentworth Golf Estate udtrykte taxachaufføren overraskelse over, at jeg ikke havde nogle golfkøller med mig, men han syntes tilfreds min forklaring om, at jeg skulle drikke en kop te med nogen. Jeg fortalte ham, at jeg var journalist fra The Sunday Telegraph, men det var først, da jeg dirigerede ham forbi en blind vej bevogtet af to Scotland Yard-betjente i en hvid skurvogn, at det dæmrede for ham, hvem det var, jeg skulle besøge.

»Så regner jeg med, at du skal interviewe Milosevic i næste uge«, mumlede han, da vi kom op til den høje jernport til Lindale Close 28, siden november en vis hr. A. Pinochets bopæl.

[…]

Det er ikke hver dag, man drikker formiddagste med en diktator – selv en pensioneret een. At episoden fandt sted i en rosenfyldt Surrey-have på en varm sommerdag ved et bord med udsigt over en plæne, som på midten havde et chilenske flag og en farverig plastikvindmølle, snarere end i et dystert rum med træpaneler, tilføjede det hele en stænk af usandsynlighed. Jeg var endda høj af morfin, efter at have forladt hospitalet bare dagen før efter at have født mit første barn ti uger tidligere, og det bidrog også til det surrealistiske ved det.

[…]

Flere af Pinochets rådgivere var samlede på verandaen; siden hans arrestation sidste oktober havde jeg tit mødt dem på barer i Londons hoteller for at høre de sidste bulletiner fra hans lejr.

[…]

Der blev pludselig stille, som Pinochet dukkede op gennem fløjdøren, og så kom i kor et »Buenos dias, mi general!« Jeg stirrede på den mand, jeg havde læst så meget om, været med i protestaktioner mod på universitetet og skrevet om siden hans arrestation, og som nu tog min hånd, smilede og lykønskede mig med min søns fødsel.

Uden sin uniform og de truende, mørke briller, så han ikke ud, som jeg havde forventet, en diktator skulle. 83 år gammel her i november, og klæde i et marineblåt jakkesæt, taljen højt, en slipsenål i perlemor på silkeslipset. Som han lænede sig usikkert på en stok, med et høreapparat i højre øre og hans tynde, hvide hår omhyggeligt redt, lignede han een eller andens ældre onkel. Det bidrog til dette indtryk, at der stod en klapvogn ved væggen, der tilhørte den yngste af hans 25 børnebørn, tre måneder gamle Augusta Victoria, der lige var fløjet over fra Chile med sin mor. Men det mest uventede var hans stemme. I stedet for den militære råben, jeg havde forventet, var det en lys hvisken.

[…]

»Jeg siger normalt ikke ja til sådanne møder«, indledte Pinochet med et smil, det ikke nåede hans lyseblå øjne, og slet ikke var beroligende. Hans rådgiver havde fortalt os, at den nuværende hærchef havde været i telefonen dagen før og havde forsøgt at stoppe interviewet. Som jeg så ham gestikulere med de leverplettede hænder for at få nogen til at skænke det afkølede vand op, blev jeg fascineret af hans fingre. De var flade og kødfulde som en slagters. Vi kunne – sagde han – spørger ham og hvad som helst.

[…]

Hans arrestation havde været særlig pinefuld, fordi den var sket her i England, hans yndlingsland, hvor han elskede at handle i Burberry og Fortnum & Mason, besøge Madam Tussaud’s og drikke te med sin ven Margaret Thatcher. »Som barn fortalte mine lærere og andre mennesker, der underviste mig, altid, at Chile var en af Storbritanniens bedste venner … Jeg var altid glad, når jeg kom her, fordi jeg følte, at Storbritannien var et sted, hvor folk virkelig respekterede hinanden.«

Han talte så sagte, at vi måtte læne os forover for at fange, hvad han sagde, og hans ord blev tit overdøvede af lyden fra ventilatoren, så han mindede os begge om Marlon Brando i The Godfather. »Storbritannien var berømt for sit retssystem«, hviskede han, før han med nogen ret klagede over det farceagtige juridiske forløb mod ham, der indtil videre er løbet op i millioner af pund i omkostninger, og næppe nogensinde vil få ham stillet for retten. Selv hvis han blev dømt skyldig i Spanien, er han for gammel til at komme i fængsel.

[…]

»Jeg er den eneste politiske fange i Storbritannien«, sagde han, og slog knytnæven i bordet på verandaen. »Banditter, gemene kriminelle og voldsmænd bliver alle benådet og får lov til at tage hjem.«

[…]

Han viftede med forfatningen, og pegede ned i en sektion: »Det er forbudt at udsætte folk for uretmæssig magt.« Jeg tænkte på dette senere, inde i hans kontor, hvor jeg så en hylde med Jean-Claude Van Damme-videoer.

Hvorom alting er, påstår General Manuel Contreras, chef i DINA, det hemmelige politi i Chile, som Pinochet spiste morgenmad med hver morgen, at han ikke foretog sig noget uden Pinochets godkendelse. Blandt nyligt deklassificerede Pentagon-dokumenter er der eet, der konstaterer: »General Contreras står alene til ansvar over for præsident Pinochet og modtager ordrer fra ham.«

Juli-solen blev varmere, og Pinochets chilenske butler kom og serverede stærk kaffe i små porcelænskopper. Da samtalen tydeligvis ikke kom nogen vegne angående tortur, gik den over til spørgsmålet om hans forhold i Wentworth. »Ville De være glad, hvis de var indespærret i de samme 80 kvadratmeter i ti måneder?«, spurgte Pinochet. »Hele tiden se på de samme omgivelser, de samme mennesker?«

En rundvisning i den omtalte 12-værelsers ejendom afslørede, at det er meget mindre luksuriøst end man skulle tro. […] Der er kun en lille plads til Pinochets motionscykel, og han tilbringer det meste af sin tid i et trangt kontor med at læse bøger om sin helt Napoleon og med at surfe på internettet og læse den chilenske presse.

[…]

Siden sidste måned har Pinochet fået lov til at bevæge sig frit i haven, skønt altid overvåget af Scotland Yard-betjente og diverse overvågningskameraer og infrarøde bevægelsescensorer. Hans største fornøjelse er hans børnebørn. »Jeg er for gammel til at løbe rundt og spille bold med dem, men vi har nogle fjernstyrede biler og laver racerløb runde på plænen«, sagde han.

Med dette aparte billede af diktatoren og hans legetøjsbiler sagde vi farvel til den gamle mand og forlod rødstenshuset med roser, der bugnede ud over de hvide skodder, hvor vi havde drukket formiddagste og sludret om tortur.



      Sigtelser, London, september 1999

De nedenstående sigtelser er, hvad endte med at være sigtelserne mod Pinochet fremsat i London den 27. september 1999, da bl.a. ovenstående forhold måtte opgives, da de skete før samtlige involverede landes respektive ratificeringer af udleverings- og torturkonventioner, hvorfor det ældste forhold i den endelige sigtelse er fra 15. december 1988.

Udleveringshøringerne begyndte den 27. september 1999 i Londons Bow Street Magistrates' Court, hvor disse 35 punkter – 1 om planlæging af tortur samt 34 konkrete tilfælde af tortur – fra de sidste 14 måneder af Pinochets tid som præsident indledningsvis blev læst op. Pinochet var begrundet med helbredsforhold ikke selv tilstede ved retsmødet:




1. Mellem 7. december 1988 og 12. marts 1990 blev De med andre enige om, at den følgende fremgangsmåde skulle følges, nemlig: a) en person, som De mente, ville være tilbøjelig til at udgøre en trussel for Deres egen politiske position, veltilpashed og overbevisninger, samt den af andre medlemmer af sammensværgelsen, skulle kidnappes og udsættes for svær smerte og lidelse, der medførte alvorlig fysisk skade. b) nogle af disse ofre skulle dræbes. c) sådan smerte, lidelse, skade og mord skulle påføres af embedsmænd. d) det skulle føre til sådan smerte og lidelse, så det gennem beretninger fra overlevende ville skræmme andre, der ellers ville være tilbøjelige til at kritisere eller modsætte sig Dem. e) skæbnen for de mange hundrede personer, kendte som »los desaparecidos« skulle fortsætte med at være skjult for deres familier, hvilken praksis nødvendigvis indebar udøvelsen af tortur af embedsmænd.

Som øverstkommanderende i den chilenske hær sammen med andre embedsmænd med vilje påførte svær smerte og lidelse:

2. Den 15. december 1988 på Wilson Fernando Valdebenito Juica ved at påføre ham kraftige elektriske stød, hvilket medførte hans død.

3. Den 16. december 1988 på Juan Fuentes Sepulveda ved at påføre og true med elektriske stød.

4. Den 31. december 1988 på Dolores Paz Cautivo Ahumada ved gentagne gange at slå hende og ved at true med at voldtage hendes søster.

5. Den 27. marts 1989 på Pedro Alberto Ciudad Palma ved at slå ham, påføre ham elektriske stød og hænge ham op.

6. Den11. april på Hector Washington Maturanza Urzua ved at slå ham, berøve ham søvn og påføre elektriske stød på ham.

7. Den 18. april 1989 på Pablo Andres Parada Apablaza ved at slå ham, true ham med omgående død og ved at påføre ham elektriske stød.

8. den 18. april 1989 på Claudio Tapia Orellano ved at slå ham og true ham med omgående død.

9. Mellem den 3. maj og den 8. maj på Loncoyan Nery Caceres Pena ved at slå ham, hvilket medførte hans død.

10. Den 18. maj 1989 på Claudio Torrealba Torrcalba ved at slå ham og påføre ham elektriske stød.

11. Den 2. juni 1989 på Hernan Sepulveda Pertner, hvilket førte til hans død.

12. Den 8. juli på Manuel Antonio Arriaga Canales ved at påføre ham elektriske stød og slå ham.

13. På en ukendt dato i juli 1989 ved at torturere Edmundo Meza Schaffer ved at hænge ham op, påføre ham elektriske stød, slå ham, indføre en slange i hans anus og holde ham i tilstande af svær fysisk ubehag.

14. Den 16. juli 1989 på Jorge Alejandro Escobar Diaz ved at slå ham, påføre ham elektriske stød og tvinge ham til at indtage hallucinerende stoffer.

15. Mellem den 15. juli og 1. august 1989 på Marcos Antonio Mardones Villarroel ved at slå ham, påføre ham elektriske stød og brænde ham. 16. Den 19. juli 1989 på Guillanno Saladori Calderon Leiva ved at påføre ham elektriske stød og slå ham.

17. Mellem 20. august og midten af september 1989 på Jessica Antonia Leberona Ninoles ved at berøve hende søvn, komme med trusler mod hendes 9-årige datter, afholde gentagne forhør, mens hun var nøgen, og tilbageholde hende under mørke, isolerede og uhumske forhold.

18. Mellem 20. august og 10. september på Andrea Fabilioa Oyarzun Alvarado ved at hindre hendes vejrtrækning, true med hendes omgående død og holde hende i en tilstand af alvorlig fysisk ubehag.

19. Mellem den 20. august og 10. september 1989 på Hilda Oriana Alvarado Jara ved at holde hende i en tilstand af svær fysisk ubehag.

20. Den 22. august 1989 på Luis Orlando Vargas Miranda ved at slå ham og underkaste ham alvorlig mental smerte eller lidelse, der førte til hans død.

21. Den 28. august 1989 på Julio Enrique Gerdin Salas ved at påføre ham elektriske stød mens man forhørte ham og slog ham.

22. Mellem den 29. august og den 10. september 1989 på Jorge Muzz Fernando ved at binde ham, lukke ham inde I et lille bur, hænge ham op og påføre ham elektriske stød.

23. Den 24. juni 1989 på Marcos Quezada Yanez, 17 år gammel, ved at påføre ham svære elektriske stød, hvilket medførte hans død.

24. Den 1. september 1989 på Avelino Villarroel Munoz ved at slå ham, påføre ham elektriske stød, hindre hans vejrtrækning og få ham til at høre på påførelsen af andres svære smerte og lidelse.

25. Den 24. september 1989 på Victor Alfonso Diaz Gonzalez ved at slå ham og hindre hans vejrtrækning.

26. Mellem den 18. og den 27. oktober 1989 på Leonor Clara Espinoza Parra ved at berøve hende søvn, mad og vand i flere dage, holde hende i en tilstand af svær fysisk ubehag og ved at true hende med, at hun ville blive udsat for elektriske stød.

27. Mellem den 26. oktober og en ukendt dato i november 1989 på Patricia Irrazaval ved at slå hende gentagne gange, berøve hende søvn, mad og vand og holde hende i en tilstand af svær fysisk ubehag.

28. Mellem den 26. oktober og 17. november 1989 på Marcos Ariel Antonioletti Ruiz ved at slå ham, påføre ham elektriske stød, hænge ham op, frarøve ham søvn, holde ham i en tilstand af svær fysisk ubehag, true ham med omgående død og skade hans syn.

29. Mellem den 26. oktober og en ukendt dato i november 1989 på Hector Raul Irrazabal Moya ved at slå ham og hænge ham op gentagne gange.

30. Mellem den 26. oktober og 1. november 1989 på Marcos Paulsen Figueroa ved at slå ham og hænge ham op gentagne gange, true ham med hans omgående død og true ham med, at hans søster ville blive tortureret og seksuelt mishandlet.

31. Mellem den 27. oktober og en ukendt dato i november 1989 på Andrea Paulsen Figuera ved at frarøve hende søvn, mad og vand i flere dage og at true hende med, at hendes 5 år gamle datter ville blive tortureret.

32. Den 10. november 1989 på Claudio Varela Moya ved at slå ham, hænge ham op i en svært ubehagelig stilling og ved at påføre ham elektriske stød.

33. Mellem den 30. november 1989 og 1. januar 1990 på Marcelo Arturo Garay Vergara ved at slå ham, hænge ham op, holde ham i en tilstand af svær fysisk ubehag og ved at true ham med, at han ville blive permanent handikappet.

34. Den 5. december 1989 på Luis Leyton Chamorro ved at påføre ham elektriske stød.

35. Den 21. december 1989 på Marcelo Samuel Gutierrez Hernandez ved at slå ham, hænge ham op i en svært fysisk ubehagelig stilling og ved at true ham med elektriske stød.


      Helbredsrapport om Pinochet. Febr. 2000

Her er gengivet uddrag af det brev samt af de vedhæftede lægelige raporter, som UK's indenrigsministerium sendte til fire ambassader, efter en kendelse den 15. februar 2000 afgjorde, at indenrigsministeriet skulle sende materialet i fortrolighed til dem. Materialet blev imidlertid kort efter offentliggjort i aviser. Indenrigsminister Jack Straw besluttede på baggrund af disse rapporter at løslade Pinochet fra tilbageholdelsen, og dermed ikke udlevere ham til retsforfølgelse i Spanien.

Kilde: The Pinochet Papers, Reed Brody og Michael Ratner, red., 2000.




Britisk helbredsrapport om Augusto Pinochet [uddrag]


15. februar 2000


Til:
Ambassadøren
Den Spanske/Belgiske/Franske/Schweiziske Ambassade
London

Fra:
Indenrigsministeriet
Den juridiske samarbejdsenhed
50 Queen Anne’s Gate
London


Deres Excelence!

SENATOR AUGUSTO PINOCHET


I lyset af dagens kendelse fra Højesteret har indenrigsministeren givet ordre til, at rapporten om helbredsundersøgelsen af senator Pinochet, som sat i værk af udenrigsministeren og udført den 5. januar 2000, samt visse relaterede dokumenter, skulle gøres tilgængelige for Belgien, Frankrig, Spanien og Schweiz. Jeg vedlægger kopier af disse dokumenter i dette brev.

[…]

På grund af dens tekniske natur, har det lægelige hold tilbudt den følgende prolog til doktor Wyke’s rapport:
I betragtning af den lægelig forhistorie, der allerede har været, og som antydede, at senator Pinochet havde lidt af lokal hjerneskade fra slagtilfælder, fandt de medicinske medlemmer af holdet det nødvendigt at få en analytisk bestemmelse af kognitiv funktion.

Skønt neuropsykologiske test er standardiserede, er en vis erfaring nødvendig for at håndtere dem for at sikre validitet og pålidelighed. Derudover anvender neuropsykologen både testreslutatet og observationer af patientens opførsel og registrerede forståelse og samarbejde for at vurdere betydningen af testresultatet. Det er derfor yderst nødvendigt, at testen udføres af en passende kvalificeret og erfaren person.

Neuropsykologiske test er lavet til at undersøge specifikke dele af den kognitiv funktion. Fortolkningen afhænger at mønsteret såvel som niveauet for scoren i de forskellige test. I særdeleshed er visse aspekter af kognitiv funktion mere modstandsdygtig over for hjerneskade end andre. I Weschler Adult Intelligence Scale, for eksempel, viser hukommelsesbaserede test, der indbefatter information og ordforråd, mindre svækkelse med alderen og med hjerneskader, end ikke-hukommelsenbaserede test, såsom hukommelsesspændvidde og blokforsøg. Man vil derfor forvente en ordforrådsscore, der står mål med, hvad der vides om patientens hidtidige beskæftigelse og uddannelse. En score lavere end forventet, bortset fra i en situation med fremskreden hjerneskade eller specifik skade på taleområderne i hjernen, ville gøre muligheden for depression eller svigagtighed aktuel, og begge vil normalt føre til en lavere score i alle test. En anden indikation for svigagtighed ville være uoverensstemmelse i besvarelser karakteriserede ved korrekte svar på svære spørgsmål og ukorrekte svar på nemmere spørgsmål. Dette er af særlig betydning med test i abstrakte sammenhænge såsom Progressive Matrices i hvilke det ikke er intuitivt og umiddelbart indlysende, hvilke opgaver, der er de sværeste. Et yderligere relevant aspekt af mønsteret i svarene er den virkning af svækkelse af hukommelsen og opfattelsesevnen, som gør det svært for patienten at have opgavens natur i hukommelsen samtidig med at patienten prøver at løse den. Dette besvær er åbenlyst i behovet hos patienten for hele tiden at bede om at blive mindet om opgavens natur.

De rå resultater fra neuropsykologiske test skal oversættes til en form for Intelligens Kvotient (IK), der gør dem relative. Dette er indlysende vigtigt for fortolkningen, men kræver normative data passende for patientens alder og – i tilfælde med sproglige test – sprog. Test måtte udvælges, for hvilke der var normative data tilgængelige.
[…]

***


SENATOR AUGUSTO PINOCHET UGARTE


Professor Sir John Grimley Evans, dotor M. J. Denham og professor Andrew Lees udførte en klinisk konsultation med sanator Pinochet på Northwick Park Hospital den 5. januar 2000. Konsultationen foregik på spansk. Også tilstede: Doktor Henry Olivi (observatør), professer D. J. Thomas (observatør), sygeplejerske Shelley Cape, Manuel Cerda (senator Pinochets hjælper).

Tidligere helbredsistorie på baggrund af tilgængelige journaler


1) Astma diagnosticeret i 1980.
2) Type 2 diabetes diagnosticeret i 1990. Behandlet oralt med hypoglykæmiske midler.
3) Diabetisk neuropati, der hovedsagelig berører de nedre lemmer. Ingen retinopati. God diabeteskontrol.
4) Fejl i hjerterytmen identificeret i 1992. En pacemaker blev indsat og aminodarone udskrevet.
5) Aminodarone-induceret Thyreotoxicose. Blokeringsterapi iværksat.
6) Leddegift i venstre knæ.
7) Nodøs struma.
8) Tidligere tilfælde af gigt.
9) Helårssnue.
10) tidligere brokoperation.
11) Døvhed på grund af akkustisk traume.
12) Diskusprolaps i lænden.
13) Forbigående anfald af smerter i iskiasnerven i juni 1997 og september 1998.
14) Symptomer på prostata-relateret natlig vandladning samt Trang-inkontinens. Forværret mellem den 27. juli 1999 og 5. oktober 1999.
15) Symptomer på parkinsons syge.
16) Hukommelsesbesvær.

[…]

Aktuel medicinering


Budenoside, 400 µg, to gange dagligt (astmamedicin)
Metformin, 500 mg, tre gange dagligt (sukkersygemedicin)
Finasteride, 5 mg, dagligt (prostatamedicin)
Nimodipine, 30 mg, to gange dagligt (mod forhøjet blodtryk)
Allopurinol, 150 mg, dagligt (mod urinsyregigt)
Amiodarone, 200 mg, dagligt (hjertemedicin)
Thyroxine, 75 µg, dagligt (hjertemedicin)
Terazosin, 2,5 mg, dagligt (mod forhøjet blodtryk)
Citalopram, 30 mg, dagligt (»lykkepille«)
Colpidogrel, 75 mg, dagligt (blodfortyndende)
Terbutaline, inhalation efter behov (astmamedicin)

[…]

KONKLUSIONER

Generelt

Senator Pinochet har en kompleks helbredsmæssig forhistorie, men de betydeligste helbredsmæssige problemer lige nu er diabetisk neuropati og nylig hjerneskade fra slagtilfælde. Den diabetiske neuropati bidrager til vanskeligheder med at gå og til den observerede tendens til stillingsbetinget for lavt blodtryk. Sukkersygen vil have en tilbøjelighed til at disponere for kredsløbssygdomme, som også en forhistorie med rygning vil.

Hjerneskaderne har vist sig dels som mindre slagtilfælde og apopleksi, men har også forvoldt tiltagende skade uden akutte symptomer. Der er klinisk bevis for udbredt skade på hjernen.

[…]

Egnethed til retssag


Fysisk: Senator Pinochet ville på nuværende tidspunkt være i stand til at deltage i en retssag, men som hjerneskaderne har udviklet sig på trods af optimal behandling (med god kontrol med sukkersygen og blodtrykket og hjertemedicinen), er yderligere svækkelse af den fysiske og mentale tilstand sandsynlig.

Mentalt: Det er vores vurdering, at senator Pinochet ikke på nuværende tidspunkt ville være mentalt i stand til en meningsfuld deltagelse i en retssag. Vi bygger denne vurdering på:

1) hukommelsessvigt angående både nære og fjerne begivenheder
2) begrænset evne til at forstå komplekse sætninger og spørgsmål på grund af hukommelsessvigt; manglende evne til passende behandling af verbal information
3) svigtende evne til at udtrykke sig hørbart, koncist og relavant
4) let trætbarhed

Med disse gener ville han være ude af stand til at følge med i en retssag tilstrækkeligt til at instruere sin advokat.

[…]

Prognose


Stress i situationer, som er sandsynlige vil ske i en retssag, frembringer psykologisk respons, der kan accelerere udviklingen af hjerneskade. Vi fik imidlertid at vide, at senator Pinochet tidligere har vist bemærkelsesværdige personlige evner til at håndtere stress. Vi føler os derfor ikke i stand til at udtrykke nogen brugbar mening om de mulige indvirkninger på hans helbred ved at gå igennem en retssag.

[…]

Adfærd under test


General Pinochet var behagelig og samarbejdsvillig gennem hele testforløbet. Han besvarede alle spørgsmål stillet til ham, og gjorde sig umage med alle test.

Han var i stand til at give oplysninger om Chile tidlige historie. Han var til tider tøvende, når han skulle give nogle datoer, og rettede sig selv, og kom med yderligere information for at forklare sin tøven. Han var også i stand til at give grundlæggende detaljer om sin personlige forhistorie, såsom sit fødested og sin tidlige uddannelse.

[…]

Sammenfatning


General Pinochet viser moderat til alvorlig svækkelse af intellektuel funktion ud over den, der kan tilskrives hans alder. Han har været en person af høj intelligens, men på nuværende tidspunkt har han lav til middel intelligens. Korttidshukommelse, indlæringsevne og forsinket genkaldelse har alle svære mangler. Hans største besvær er med at huske information i længere tid.

Der er ingen tegn på, at general Pinochet forsøger at simulere svækkelse. Efter min mening ville han ikke være i stand til at overskue de juridiske aspekter af en retssag.



      Løsladelse af Pinochet. Marts 2000

Efter 16½ måneders stuearrest i London fra oktober 1998 til marts 2000 og flere retslige afgørelser i perioden meddelte UK's indenrigsminister Jack Straw sin beslutning om at løslade Pinochet begrundet i Pinochets helbredsforhold. Straws erklæring til House of Commons bringes her i uddrag.

Kilde: The Pinochet Papers, Reed Brody og Michael Ratner, red., 2000.




Min rolle under Det Forenede Kongedømmes Udleveringslov af 1989 er en kvasi-juridisk een. Skønt ingen af dem er blevet inkorporeret i vor hjemlige lov, pålægger både den Europæiske Udleverings-konvention og FN’s toturkonvention UK betydelige forpligtelser, men jeg må se bort fra disse forpligtelser inden for de beføjelser og det ansvar, der er lagt på mig af UK-lovgivning.

Alle de beslutninger, jeg har truffet, har alene været mine, og har ikke været beslutninger af Hendes Majestæts regering. Hele forløbet igennem har jeg været klart bevidst om alvoren af de af senator Pinochet angiveligt begåede forbrydelser og om det ønske om retfærdighed fra de, som led under gerninger begåede af det tidligere chilenske regime.

Dette har været en sag uden præcedens. Både jeg og retsinstanserne har været nødt til at navigere i ukendt territorium. To juridiske komiteer fra House of Lords indtog forskellige positioner angående hvilke forbrydelser, der kan medføre udlevering. Helt for nylig kendte dommer, hr Kay, at min afvisning af Belgiens forespørgsel om åbenbaring af den lægelige rapport, var korrekt. Kort efter kom en splittet ret, der anerkendte argumenter fra begge sider, til den modsatte konklusion.

[…]

Jeg meddelte 11. januar de berørte parter, at i lyset af den lægelige vurdering, og under hensyntagen til tilkendegivelser modtagne indtil 18. januar, var jeg til sinds at konkludere, at der ikke var noget formål tjent med at fortsætte behandlingen af den spanske udleveringsanmodning. Den 25. januar blev der indgivet en anmodning fra Belgien og Amnesty International om afsløring af den lægelige rapport.

En kendelse fra 15. februar sagde, at jeg skulle afsløre rapporten for Spanien, Belgien, Frankrig og Schweiz på betingelse af streng fortrolighed. De udbedende stater blev indbudt til at gøre indsigelser mod den lægelige rapport inden tirsdag d. 22. februar 2000.

[…]

Det princip, at en anklaget person skal være mentalt i stand til at følge med i retsproceduren, til at instruere advokater og til at give sammenhængende vidnesbyrd, er fundamentalt for hele forestillingen om en retfærdig rettergang. Retssagen mod en anklaget i den tilstand, senator Pinochet er diagnosticeret med, kunne ikke være retfærdig i noget land, og ville være en overtrædelse af paragraf 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

[…]

Jeg er helt klar over, at de konkrete konsekvenser af at nægte at udlevere senator Pinochet er, at han nok aldrig vil blive stillet for retten nogetsteds. Jeg er meget bevidst om den følelse af uretfærdighed, som vil blive følt at de, der led under overtrædelser af menneskerettigheder i Chile i fortiden, såvel som af deres pårørende. Alle disse overvejelser er meget vedrørende, og jeg havde dem i stor grad med i mine overvejelser, da jeg overvejede bevismaterialet om senator Pinochets helbredstilstand.

De var blandt mine grunde til, at jeg udbad mig, at vidnesbyrdet om senator Pinochets tilstand skulle opfylde den højeste standard for ekspertise, grundighed, objektivitet og logisk overensstemmelse, før jeg var beredt til at handle ud fra den.

I sidste ende var jeg imidlertid drevet til den konklusion, at en retssag med de anklager mod senator Pinochet, hvor ønskelig, den end måtte være, simpelthen ikke længere var mulig.



      Isabel Letellier om Pinochet.

Augusto Pinochet var en mand, der gav et formelt, anonymt og uudgrundeligt indtryk for så vidt som hans person angår. I forhold til at besvare spørgsmålet, om hvem og hvordan han var helt inderst inde, er der meget lidt at støtte sig til. Den her gengivne citat fra bogen Terroruddrivelse synes at være et udmærket bud på Pinochets sjælelige liv specielt i forbindelse med omstændighederne omkring kuppet i 1973 og det efterfølgende meget hårde diktatorregime.

Kilde: Terroruddrivelse, Ariel Dorfman, 2003.




Isabel Morel Letelier har en forklaring på, hvordan Pinochet udviklede sig til den mand, vi lige nu venter på at dømme. Ikke et umenneskeligt uhyre, ikke selve inkarnationen af det onde. Bare en mand.

Hun mødte ham første gang i slutningen af august 1973. Isabels veninde Moy havde allerede fortalt hende om Pinochet og beskrevet ham som en beleven, imødekommende og venlig mand, der altid bad familien Tohás børn om at kalde ham Tata. Ved en reception i anledning af Orlando Leteliers udnævnelse til forsvarsminister i Allende-regeringen var Pinochet kommet hen til Isabel og havde sagt til hende, at han følte sig heldig over at gøre hendes bekendtskab. Og han tilføjede: »Hvor er det også heldigt, at hver eneste ministers kone ser så godt ud.« Han var blevet ved på den måde, havde overgået sig selv med den slags komplimenter. Han havde udspurgt hende om hendes fire sønner, forsikret hende, at hæren var stolt over at Orlando – »vores Orlando«, som Pinochet kaldte ham – nu var blevet minister ... »Fordi han er en af vore egne,« sagde han, med en hentydning til Orlandos fortid som militærkadet og hvor godt han havde klaret sig dengang på militærakademiet.

»Jeg fik indtryk«, fortalte Isabel mig, »af en mand, der ville gøre alt for at behage mig. Og denne version af en både sukkersød og indsmigrende Pinochet bekræftede Orlando for mig, da han meget hurtigt begyndte at beklage sig over, at denne mand var så servil og slesk, at det gjorde ham nervøs. ”Han gør mig urolig” forklarede Orlando. ”Han insisterer på at bære min mappe, og manden er general! Og han prøver at hjælpe mig frakken på. Ved du, hvem han minder mig om? Disse hombrecitos, de der ydmyge små mænd, der før i tiden hjalp til hos de gammeldags barberer. Du ved, når man var blevet klippet, så kom de med en lille børste for at fjerne hårene fra ens jakke, og så rakte de hånden frem, og man blev nødt til at give dem drikkepenge.”«

Tre uger senere mødte Isabel Pinochet igen. Det var et par dage efter kuppet. Allendes ministre var blevet arresteret, og deres koner havde ingen anelse om, hvad der var sket med deres mænd. Derfor gik Isabel og hendes veninde Moy de Tohá hen til Forsvarsministeriet, hvor Pinochet på det tidspunkt havde installeret sig, for at bede om et møde med ham. På vej op ad trappen blev de, angiveligt af sikkerhedsgrunde, gentagne gange kropsvisiteret på en måde, som Isabel beskrev som ekstremt grov, men hun gik ud fra, at det virkelige formål var at ydmyge dem. På vej hen ad korridoren stødte de tilfældigvis på Pinochet omringet af en mængde fotografer. Han omfavner og kysser Moy, som om hun stadigvæk var hans gamle veninde og ikke gift med den mand, han har sat i fængsel. Denne første gang Moy ser Pinochet efter kuppet og mærker hans læber på kinden, kan hun umuligt vide, at hun fem måneder senere atter skal stå over for ham og tigge om sin mands liv. Lige nu er hun lettet over, at Pinochet vil modtage dem. Han giver ordre til en oberst, der står i nærheden, om at han skal arrangere et »møde med de damer.«

De bliver bedt om at komme tilbage et par dage senere, den 23. september - Isabel kan huske datoen, fordi Pablo Neruda blev begravet den dag. De går glip af Chiles største digters vældige begravelse, der endte med at blive den første offentlige udgydelse af sorg og trods imod diktaturet. De sørgendes taktfaste messen og råben blevet varsel om den voksende modstand i de kommende år. I stedet sidder Isabel, Moy og Irma, den tidligere udenrigsminister Clodomiro Almeydas kone, på to sofaer i et stort modtagelsesværelse i Forsvarsministeriet. De venter meget længe.

Isabel fortalte mig: »Så hører jeg døren bag ved mig blive åbnet, og en hel masse usammenhængende råb trænger ud, samtidig med at en nervøs stemme siger: ”Deres mænd har det helt perfekt, de får mad nok, tøj nok, de har det godt.” Jeg vender mig om og ser en utrolig vred Pinochet på vej ind i lokalet. I nøjagtig samme øjeblik skriger han: ”Hvis det havde været omvendt, så ...” Og Pinochet lader sin pegefinger glide hen over halsen, helt grotesk rækker han tunge, mens han laver en grimasse, som om han er blevet kvalt eller har fået halsen skåret over. Og jeg må beherske mig for ikke at komme til at le. Måske skyldes det alle de år, jeg havde tilbragt i udlandet, mens Orlando var i Interamerican Bank og senere ambassadør i Washington, men jeg havde simpelthen fået udviklet min humoristiske sans, og det hele virkede, nå ja, så absurd. Der sad vi tre kvinder, der var blevet tjekket af alle disse sikkerhedsvagter, vores mænd var forsvundet, og det var ham, der var bange, det var ham der var vred. På os. Alteradísimo

Jeg afbrød Isabel. »Det lyder nøjagtigt som det raserianfald han fik, da Moy opsøgte ham fem måneder senere.«

»Det er, som om Pinochet var vred hele tiden efter kuppet«, svarede Isabel. »Fordi så begyndte han at skrige endnu højere om Allende: ”Og den forræder, selvom han er død og borte ...” Og så rejste Irma sig op og sagde: ”Denne sprogbrug er uacceptabel, hr. general”, og hun begyndte at gå ud af lokalet. Og det lod til at dæmpe Pinochet lidt, for han blev roligere. ”Hvad kan jeg gøre for Dem, mine damer?”«

Hver hustru forklarede, hvad det var, der foruroligede hende. Isabel sagde, at hun blev ringet op fra Staterne, fra Holland og andre steder rundt omkring i verden, fordi man gerne ville vide, hvor Orlando var, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde ikke hørt fra sin mand. Det havde ingen af dem.

»Dette kan ikke besvares«, sagde Pinochet. »Der kan ikke svares.« Og han gentog at mændene fik tøj, mad og havde det perfekt. Igen var han meget vred.

»Må vi ikke nok kontakte vores mænd?«
»Umuligt. «
»Men børnene«, sagde Moy, »Carolina og Jose. De vil gerne vide, hvad der sker med deres far. De kender dem jo.«

Pinochet tøvede et sekund, så sagde han: »Okay, de kan skrive et brev til ham.« »Og hvad så med os?«
»Okay, så kan I også, I kan også skrive, nå ja, skrive noget.«

Isabel sagde, at alle tre kvinder følte sig opmuntret af denne udvikling: hvis de kunne skrive breve, betød det, at deres ægtemænd var i live. Men Moy syntes ikke, dette var tilstrækkeligt: »Og hvad så med de andre koner?« spurgte hun, fordi der var så mange andre, der havde brug for at sende en besked til deres kære.

»Okay, så gør det, gør det, gør det. De kan også skrive noget.« Pinochets stemme var fuld af raseri, som om han var blevet tvunget til at efterkomme en eller anden mærkelig militærkodeks om retfærdighed, der går ud på, at hvis en person får tilstået et privilegium, så skal alle andre have den samme chance.

Og det var sidste gang Isabel Morel de Letelier så general Augusto Pinochet Ugarte.

Begge har vi siden været forfulgt af spørgsmålet: Hvordan skal man forstå afgrunden mellem den ene og den anden Pinochet, hvordan var den galante og indladende mand fra for tre uger siden blevet sådan et uhyre?

Jeg spurgte hende.

»Hør her«, sagde hun. »Få dage før kuppet går det op for Pinochet, at alle er med komplottet, og han har ikke lyst til at være med, han har simpelthen ikke lyst til at være med. Men på et eller andet tidspunkt siger han til sig selv: ”Hvis jeg ikke slutter mig til det her, så slår de mig ihjel.” Og det er derfor - fordi han slutter sig til kuppet på et meget sent tidspunkt - at han begynder med dette vulgære sprog, al denne brovten, for at ingen skal anse ham for at være følgagtig. Han bliver nødt til at sætte sig højt til hest over de andre, han bliver nødt til at være vred hele tiden, han må gøre alle bange.«

»Hvorfor?«

»Porque tiene un miedo pánico. Fordi han er skræmt fra vid og sans. Det er sådan man skal forstå Pinochet. Han er en overlever.«

Kan denne fortolkning af Pinochet være sand?

Jeg har i så lang tid forsøgt at finde ud af, hvordan vi skulle uddrive Pinochet, og uden at det er gået op for os, var det måske hele tiden ham, der desperat forsøgte at uddrive os fra sit liv, ligesom Macbeth der forsøger at sove, prøver at slippe af med sine spøgelser.

Kunne dette være hemmeligheden, der løser gåden om Pinochet? Er det virkelig så enkelt? At den eneste måde, hvorpå Pinochet kunne udradere den mand, der bar Orlando Leteliers mappe, var at slå Orlando Letelier ihjel? At den eneste måde, hvorpå han kunne glemme den mand, der havde svoret Carlos Prats venskab og loyalitet, var at give ordre til snigmordet på Carlos Prats? At den eneste måde, hvorpå han kunne fornægte den mand, der havde taget gaver med til José Tohás børn, var at myrde deres far? Ret beset var det menneske, han var mest bange for, ingen anden end ham selv, den mand han engang havde været, manden han effektivt havde kvalt, da han sluttede sig til sammensværgelsen mod Allende?

Qué grandisímo hijo de puta.

Hvilket gigantisk røvhul.

Tænk, at jeg var lige ved at falde i den fælde, hvor jeg fik ondt af ham.



      Begravelsestale, Santiago, 2006

Dette er den tale, Pinochets barnebarn, kaptajn Augusto Pinochet Molina (f. 1973), holdt ved sin farfars begravelse. Talen førte til hans afskedigelse fra hæren.




Jeg vil i dag kort sige nogle ord til afsked med en mand.

At forsøge af opsummere denne mands værk, ville være en alt for ambitiøs opgave at give sig af med, hvorfor jeg blot vil tale om ham i forhold til, det jeg selv observerede ved ham.

Jeg kendte en mand, som var eksemplarisk som soldat, med alt, hvad det indebærer, en patriot, loyal over for sit land og dets historie, beredt til at ofre alt for sit lands bedste, ofre alt det mest kære, fordi det var hans pligt, altid ligevægtig, sjældent ophidset, men i alt meget varm og naturlig, som med et enkelt blik kunne tage bestik af en person, som blev en af de mest prominente ledere på verdensplan i sin tid, en mand som knuste, imdt under den kolde krig, den marxistiske model, der forsøgte at indføre sin totalitære model, ikke ved valgurnerne, [afbrud af klapsalver] men mere præcist med våbenmagt – ja, han var en mand, gjort at et særligt stof, præget af et meget speciel og vanskelig epoke for menneskeheden, med temaer som Den Store Depression og Den Anden Verdenskrig. Således var denne mand en fighter, en visionær og en stor patriot, der vidste at lede sit folk i tider med store farer, undgik altid unødig lidelse, men gik aldrig på kompromis med sit fædrelands grundlæggende værdier.

[klapsalver]

Sidenhen, mens gammel og træt efter at have bragt landet et nyt liv, en lys fremtid, kastede hans fjender sig over ham, og da man skulle mene, at han ville knække, løftede han sine skuldre i trods, og viste, at han stadig havde kraft at stå imod med.

[klapsalver]

Som jeg engang læste, er en mands fjender i løbet af hans liv fire: først frygt, så selvtilfredshed, fulgt af magt og sluttelig alderdommen. Denne mand besejrede dem alle fire: frygten, da han blev officer, hvilket han havde ønsket siden han var ganske ung; selvtilfredsheden, da han bestod optagelsesprøven til Adademia de Guerra; magten, godt så, da det lykkedes ham at overdrage et stabilt og velstillet land. [afbrud af klapsalver] Med en ligevægtig betalingsbalance og med en vækstrate aldrig set før i historien; men kampen var meget hårdere i hans alderdom, den fjende, der var sværest for ham at overvinde, den slog ham fysisk, hindrede hans evne til at bevæge sig, slog ham endnu hårdere psykisk, så han til fordel for sine politiske modstandere stod forsvarsløs, men endnu mere hårdt var det at se sin kone og sin familie anklager af dommere, som mere søgte berømmelse end retfærdighed.

Til den mand siger jeg farvel; farvel min præsident, farvel min general [afbrud af klapsalver], farvel og tak til min farfar!

Chile leve!




Augusto Pinochet Molinas begravelsestale

Dette TV-klip lagt ud på Youtube viser Augusto Pinochet Molinas kontroversielle begravelsestale som transmitteret live på TV: