|
Indholdsfortegnelse:
Forside Tæller: |
Om at skrive biografier I dette kapitel er der nogle teoretiske, historiografiske og erkendelsesmæssige overvejelser i forbindelse med at skrive biografier.Den borgerlige klasse tror umiddelbart, at historien er baseret på personligheder. De reaktionære kræfter stimulerer denne anskuelse og prøver på at slå politisk mønt af den; det er en yndet taktik hos dem at ty til metoder af denne art, men vi har et svar derpå i folkets årvågenhed. Jeg tror, at selv om dette tilsyneladende ville være den letteste kurs for de reaktionære, ville konsekvenserne af en sådan handling i virkeligheden blive endnu værre for dem.Således sagde Chiles marxistisk-populistiske præsident Salvador Allende (1908-1973) i et interview til den franske journalist Regis Debray (f. 1940) i 1971 i spørgsmålet om enkeltpersonens betydning for historiens gang. Denne anskuelse angående historiens gang og enkeltpersonernes betydning var jo helt klart en del af tankegodset – og må man sige, en central del af tankegodset – i marxismen, som Allende havde taget til sig. Og marxismen er jo altså – som det faktisk også klart fremgår af Allendes udtalelse – på samme tid både en fortolkning af, eller en indlæsning i, historien og en politisk filosofi, der er en direkte følge af dette. Medgrundlægger af marxismen Friedrich Engels (1820-1895) skrev i et brev i 1894 om de store mænd i historien: That such and such a man and precisely that man arises at that particular time in that given country is of course pure accident. But cut him out and there will be a demand for a substitute, an this substitute will be found, good or bad, but in the long run he will be found. That Napoleon, just that particular Corsican, should have been the military dictator whom the French Republic, exhausted by its own war, had rendered necessary, was an accident; but that, if a Napoleon had been lacking, another would have filled the place, is proved by the fact that the man has always been found as soon as he became necessary: Cæsar, Augustus, Cromwell, etc. [2]Over for dette synspunkt har man måske meste diametralt Engels’s samtidige, den skotske forfatter, historiker og besynger af helten som helt afgørende faktor i historiens gang, Thomas Carlyle (1795-1881), der er citeret for at have sagt, at The history of the world is but the biography of great men.Det skal forstås som en påstand om det direkte modsatte af Engels’s, altså er personlighederne rent faktisk har en betydning for historiens gang, for ikke at sige: DEN afgørende betydning. Her står man så med to modstridende udsagn angående den enkelte persons betydning for historiens gang. Og det er jo en udbredt kritik af Engels’s og Karl Marx’s (1818-1883) historieteori, dette at individet slet ingen betydning tillægges for historiens gang, men det er måske mere korrekt at sige det således, at individet betød noget i deres historieteori; blot var det uden betydning, hvem dette individ var, der skulle om man så må sige bare være een til at udspille rollen, som var strukturelt defineret. I en direkte replik til Engels’s udsagn ovenfor skrev den østrigske økonom Ludwig von Mises (1881-1973) i sin Theory and History fra 1957: Necessary for whom and for what purpose? [...] If Shakespeare had died in infancy, another man would have written Hamlet and the Sonnets. But, some people ask, how did this surrogate while away his time since Shakespeare's good health relieved him from this chore? [3]Nødvendig for hvem og til hvilket formål? I disse spørgsmål ligger naturligvis yderligere et stik til det aspekt af den marxistiske historieteori og dens determinisme, dens påstand om, at historien – og fremtiden – har et helt bestemt mål og ufravigeligt følger eet og kun eet spor uanset personligheder, begivenheder eller andet. DE MEST INDFLYDELSESRIGE PERSONER I spørgsmålet om enkeltpersoners indflydelse på historiens gang skrev den amerikanske fysiker, astronom og jurist Michael H. Hart (f. 1932) i 1978 (revideret 1992) bogen The 100 – A Ranking of the Most Influential Persons in History, som er et forsøg på at udpege de hundrede mest indflydelsesrige personer i verdenshistorien, samt at rangere dem efter indflydelse. Harts bog bærer tydeligt præg af at være skrevet af en amerikaner, og sikkert for amerikanere. Således indeholder eksempelvis forordet til andenudgaven på typisk amerikansk vis en møjsommelig redegørelse for, at den kendsgerning, at tre personer er gledet ud af førsteudgavens top-100, nemlig bl.a. Niels Bohr (1885-1962), der i 1978-udgaven var placeret som nr. 100, ikke betyder, at forfatteren dermed anser dem for ligefrem betydningsløse personer, »unimportant figures«,[4] Derimod at de tværtimod i hver fald var »talentfulde og betydningsfulde« – amerikanske Hart får dermed skånet sit tyndhudede, nordamerikanske publikum for følelsesmæssigt anstød på samme måde som han andetsteds i bogen udførligt garderer sig for ikke at have andet end en håndfuld kvinder med på listen, ligesom han også garderer sig i forhold til race- og etnicitetsspørgsmål.[5] Med overbevisende argumentation placeres i bogen på en komfortabel førsteplads Muhammed (ca. 570-632). Alene for sin rolle som politisk skikkelse, hærfører og erobrer ville Hart have placeret ham i top-100. For det første fordi der var tale om en bemægtigelse af halvøen Arabien, der er opretholdt til den dag i dag. Som eneste person til reel sammenligning i den forbindelse nævner Hart Djenghis Khan (1162-1227), der stod i spidsen for mongolernes erobringer i Det Trettende Århundrede, men den har imidlertid ikke kunnet opretholdes. Heri ligger een af Harts præmisser eller udgangspunkter, nemlig idet han stort set ikke forholder sig til, om Djenghis Khan var en mere eller mindre blændende hærfører end Muhammed, altså, hvem der var »the greatest«,[6] men hvis erobringer, der havde den største efterfølgende indflydelse. Det er ikke en liste over de mest noble, storslåede, talentfulde, modige, dydige etc., men som sagt – de mest indflydelsesrige. For det andet argumenterer Hart for Muhammeds indflydelse alene som erobrer med, at der her vitterlig var tale om en erobring, der ikke synes at ville have været foregået uden Muhammed. Som modstykke hertil nævner Hart, at sådan noget som europæisk, d.v.s. overvejende spansk, erobring af Latinamerika – herunder Chile – og den senere løsrivelse af kolonierne fra Spanien, helt uden tvivl må anses for at have været indtrufne uanset de fremtrædende enkeltpersoner, nr. 63 på listen, Hernán Cortés (1485-1547) m.fl.[7] Muhammed sikres imidlertid sin førsteplads hos Hart ved desuden egenhændigt at have forfattet og grundlagt en verdensreligion, ved at have undfanget og forfattet de tanker, der i hans levetid og umiddelbart efter blev nedfældet i Koranen, og som bl.a. også indeholder et fuldstændigt lovkompleks, Sharia – alt sammen noget, der næsten 1500 år senere følges mere eller mindre ortodokst af, men i det mindste sætter sit præg på, over en milliard menneskers liv, livsførelse og verdensopfattelse. Hart nævner som et eksempel på Muhammeds store og varige indflydelse oliekrisen 1973-74, de arabiske olieproducerende landes olieembargo og hævelse af oliepriserne som udstikker af Syriens og Ægyptens angrebskrig mod Israel i Jom Kippur-krigen (Oktoberkrigen) i 1973. Dette betød en mangedobling af oliepriserne, sådan noget som bilfrie søndage her i Danmark, et skud for boven for den forestående udbredelse af supersonisk passagerflyvning, der stod lige for at skulle påbegyndes med Concorde-flyene og meget andet. Alt dette må tilskrives Muhammed med hans erobring af Arabien, hans Koran indbefattet dens jødehad, påbudet om udbredelse af muhammedanismen o.s.v. Som et kuriosum kan i øvrigt her nævnes personer på Harts liste, der har haft indflydelse på begivenheder i relation til Chile og dets historie, og dermed altså med relevans for forløbet op til eller omkring Augusto Pinochet. Christoffer Columbus (1451-1506), der i 1492 var den første europæer i Amerika på en niendeplads – koloniseringen af Chile fulgte få årtier efter. Grundlæggere af marxismen, makkerparret Marx/Engels på en fælles 27.-plads skabte det filosofiske og politiske tankegods, der blev en betydelig faktor i forbindelse med de sociale spændinger, der udspillede sig i forbindelse med de økonomiske, samfundsmæssige og befolkningsmæssige ændringer, der skete i Det Tyvende Århundrede i Chile. På en 62.-plads Francisco Pizarro (ca. 1476-1541), der erobrede Perú, d.v.s. de nordlige dele af det nuværende Chile, med angivelig 177 [sic] mænd og 62 [sic] heste. Hart fremfører i forbindelse med Pizarro, at Sydamerika før eller siden uvægerligt ville være blevet koloniseret af europæerne, men at det langt fra var givet, at det skulle lykkes i første forsøg med så få mænd, eller at det skulle få netop det konkrete forløb med de-og-de tidsforhold o.s.v. Dette tilskrives for en stor del enkeltpersonen Francisco Pizarro og hans personlighed, hans evner, hans instinkter o.s.v. med tilføjelsen, at vist er der andre eksempler i historien på, at små styrker har vundet over væsentligt større styrker, men størrelsesforholdene i Pizarros situation var i særklasse. Hart nævner sådan noget som Israels sejr over talstærke arabere i 1967, og Djenghis Khans erobring af Kina, der havde mindst 30 gange så stor en befolkning, mens altså Pizarro stod med 177 mand mod en befolkning på over seks millioner. Hart skriver af betydning bl.a. videre, at var det nu mislykkedes for Pizarro, hvilket ikke er søgt at forestille sig kunne være sket, så havde inkaerne været væsentlig klogere på europæerne og deres våben og taktikker, når næste bølge kom, hvilket uden tvivl ville have givet et i det mindste noget andet forløb.[8] Hart nævner desuden glimrende, at der i flere tilfælde nødvendigvis må have været simpelt held på Pizarros side. Imidlertid må man i de grove træk med rimelighed kunne påstå, at havde man – lad os sige i 1504 efter Columbus’s fire ture til det nye kontinent – haft bare en perifer indsigt i skibsfart dengang, Atlanterhavet, Spaniens og Portugals forskellige muligheder, Sydamerikas kyster, terræn og befolkninger o.s.v., da havde det været muligt at forudsige – i det mindste som sagt i grove træk at forudsige – at europæernes indmarch i Sydamerika ville komme til at foregå, og med nogen variation foregå på cirka denne måde. Dette formuleres her således for at stille en anden betragtning af Hart et andet sted i bogen i relief: I hans behandling af Adolf Hitler (1889-1945) fremfører han, at forløbet omkring Hitler ikke bare tilnærmelsesvis blev forudset af nogen som helst, og – hvis man skal udfolde, hvad må være Harts bagvedliggende pointe – ikke var forudsigeligt overhovedet. For at udbygge Harts synspunkt kan man med andre ord sige, at vist var Tyskland på den ene og anden måde i en miserabel tilstand efter Første Verdenskrig med alt hvad det medførte af sociale spændinger og politisk ustabilitet m.v., og vist havde der været en til tider mere end spændt stemning – i hele Europa – omkring jøderne i århundreder, f.eks. pogromen i Rusland fra 1881 (man behøver i øvrigt bare at se Hollywood-filmen Ivanhoe fra 1952 for at begribe, at der var et »jødespørgsmål« i Europa langt tilbage i historien), men selv om Hitlers Mein Kampf havde været tilgængelig siden midten af 20’erne (i visse engelske oversættelser var de mest anti-jødiske passager dog udeladt for ikke at støde læserne), og selv om man kunne iagttage en Hitler med uindskrænket magt som Führer fra august 1934, så var der ingen – selv ikke en Winston Churchill – der i bare nogenlunde tid forudså, eller kunne forudse, at Tyskland skulle komme til at gå planken ud i en så vanvittig erobringskrig, som det skete, eller at man ville begive sig ind på en industrielt udført Vernichtung af over seks millioner jøder, samt handikappede, zigeunere, bøsser m.v. – et foretagende, der vedblev, selv i krigens sidste faser, hvor ressourcerne til denne udryddelse med fordel kunne have været brugt i den desperate kamp mod allieret overmagt. I andre tilfælde af begivenheder i historien vil man kunne sige, at der har ulmet nogle klassemodsætninger, at der er sket nogle uafvendelige sociale eller økonomiske forskydninger etc., der har gjort, at visse samfundsændringer, sociale konflikter, voldsomme konflikter o.s.v. var forudsigelige eller uundgåelige, men næppe i tilfældet af Det Tredje Riges mest rabiate udskejelser. Disse fremstående elementer i forløbet fra 1933 til 1945 må tilskrives een mand og hans sind og hans tanker, Hitlers. Og der er næppe noget belæg for at antage, at f.eks. Hermann Göring (1893-1946) eller andre i spidsen for Tyskland ville have trukket landet, Europa og verden igennem et bare tilnærmelsesvis lignende forløb. Når Engels i 1894 som ovenfor citeret skrev, at »the man has always been found as soon as he became necessary«, så er det et udsagn, der i forbindelse med Adolf Hitler og det forløb og de begivenheder, der fulgte med ham, mildt sagt er svært at tage for gode varer. For overordnet at nuancere synspunktet, henvises i øvrigt til von Mises, der i sin Theory and History skrev, at det kun var i »simplificerede redegørelser« for historien, beregnet til »langsomtopfattende mennesker«, at historien fremlægges som et produkt af store mænds gerninger, at The older Hohenzollern made Prussia, Bismarck made the Second Reich, William II ruined it, Hitler made and ruined the Third Reich.[9]Senere i kapitlet dog at It is different with the pioneers of new ways of thinking and new modes of art and literature.«[10]Dette sidste aspekt vil blive behandlet senere. Hart er i forbindelse med f.eks. Charles Darwin (1809-1882) fuldstændig opmærksom på, at den såkaldte darwinisme ville have fremkommet i reelt præcis samme form, selv hvis Darwin slet ikke havde levet, men giver ham ikke desto mindre en 16.-plads, i høj grad for sin evne til at lancere, publicere og udbrede den såkaldte darwinismes tanker. Dog altså med det forbehold, at af alle de hundrede på listen, er det mere sandt m.h.t. Darwin end nogen anden – hvis det i nærværende tekst for sammenhængens skyld skal omformuleres til at siges med Engels’s ord – at »another would have filled the place«, hvis Charles Darwin selv slet ikke var blevet født. HISTORIE OG PRAXEOLOGI Ludwig von Mises var primært økonom, og hans teorier – som i modsætning til f.eks. hans elev nobelpristageren fra 1974 F.A. Hayeks (1899-1992) udgør et fuldstændigt og koherent system – vil senere blive brugt til analyse af de forskellige økonomiske politikker og begivenheder, der er væsentlige dele af en Pinochet-biografi, men Mises er her også på litteraturlisten for sin sondring mellem de to grene af videnskab om menneskers aktivitet, a) historie og b) praxeologi (videnskaben om menneskers målbevidste handlen). Under sidstnævnte i sin mest rendyrkede form, økonomi. Angående historie: I Mises’s formulering er historie som fag »a condensed representation of the past i conceptual terms.«[11] Dette på baggrund af indsamling, gennemgang og studie at data vedrørende menneskers aktiviteter. Derudfra kommer så produktet, ikke en genskabelse eller reproduktion, men jfr. ovenstående, en slags ’intellektuelt billede’ af historien, som han formulerer det. Og deri ligger, at historikeren ikke medtager ALT og bare gengiver tingene ’som de skete’. Historikeren udvælger og diskriminerer. I den forstand, skriver Mises, kan historie aldrig være andet end: a distortion of facts; it can never be really scientific, that is neutral with regard to values and intent only upon discovery of truth.[12]Imidlertid hedder det samtidig, at historikeren altid må stræbe mod kognition. Alt det ovenstående om Napoleon, Pizarro, Hitler, Muhammed m.v. er ’historie’, med samtlige de mangler, sådant har i forhold til eksakt videnskab, hvor der ret indiskutabelt kan siges, f.eks. hvor meget en edderkoppetråd kan bære, eller hvilken masse Solen har. Det mentale værktøj til historie er, hvad på tysk hedder »das spezifische Verstehen der Geisteswissenschaften«, eller kort: »Verstehen«[13] Og ’historie’ vil således altid kunne diskuteres – Hvorfor vandt Salvador Allende præsidentvalget i 1970 foran Jorge Alessandri (1896-1986) og Radomiro Tomic (1914-1992)? Ingen vil nogensinde kunne komme med et svar på det, som alle andre vil acceptere som det »rigtige«. Til sådanne spørgsmål vil der kunne tænkes mange vidt forskellige svar, der for så vidt kan være lige rigtige alle sammen. (Og der vil kunne tænkes tusinder af svar, der må dømmes forkerte.) Det er dette forhold, der får den danske historiker Søren Mørch (f. 1933) til i forordet til sin biografi af de 25 statsministre i Danmark i Det Tyvende Århundrede at skrive, at historieskrivning i modsætning til journalistik er en videnskab på grund af den bevidste dyrkelse af afstanden, af den betragtende, kritiske distance. Den skal til, for at resultaterne bedre skal kunne diskuteres. Historie er af den grund en videnskab, hvad journalistik ikke er.[14]Dette vil så være et spørgsmål om definitioner eller smag, og vil blive taget op senere. Angående praxeologi: Som det mentale værktøj inden for historie er »Verstehen«, forståelse, er det mentale værktøj inden for praxeologien »conception«, som vel nærmest i denne forbindelse skal oversættes til »begrebsmæssig kognition«. Praxeologien er uafhængig af erfaring; dens udsagn og sentenser universelle. I forelæsningen Praxeology: The Austrian Method[15] gennemgår den i dag førende discipel af Ludwig von Mises, den tyskfødte økonom Hans-Hermann Hoppe (f. 1949), således karakteren af faget økonomi ved polemisk at fremlægge den positivistiske metode ved anvendelse af Immanuel Kants (1724-1804) begreber og argumentation fra hans Kritik der Reinen Vernunft.[16] I en kort opsummering hedder det, at der ifølge den empiriske positivisme findes der to typer af videnskabelige udsagn, syntetiske udsagn og analytiske udsagn. Af den første type udsagn er eksempelvis udsagnet: »Børn foretrækker McDonalds frem for Burger King.« Det er et udsagn om den virkelige verden, men kan være falsk. Det ville ikke være absurd at sige det modsatte, at børn foretrækker Burger King, men det kan afgøres empirisk. Af den anden type, analytiske udsagn, er f.eks. udsagnet »En ungkarl er en ugift mand«, som ikke egentlig indeholder en påstand om den virkelige verden, men blot er en definition. Videre redegøres for karakteren af forklaringer under positivismen. De har alle samme struktur, er alle over skabelonen »Hvis A, så B«, altså f.eks. at »Hvis man hæver mindstelønningerne og priserne, så gavner man velstanden i samfundet.« Disse forklaringer er hypoteser; de kan enten verificeres eller falsificeres empirisk, dog under den præmis, at en verificering ikke betyder, at forklaringen er sand, men at den ikke er falsificeret. Der opereres med to typer af definitioner. 1) Ostensive, demonstrerende, eksempelvis at pege på et træ, og sige: »Dette er et træ.« 2) Stipulative, fastsættende, f.eks. den ovenfor nævnte, »En ungkarl er en ugift mand.« Hoppe afviser denne positivistiske tankegang og dette begrebsapparat inden for samfundsvidenskaberne ved så at sige at »udsætte positivismen for sig selv«, idet han opstiller udsagnet »Alle udsagn er enten syntetiske eller analytiske udsagn« og tager det under positivistisk behandling. Udsagnet angribes i tre punkter med det resultat, at der alligevel må findes udsagn, der hverken er stipulative eller ostensive, men ikke-hypotetisk siger noget om virkelige, eksisterende fænomener. Og dette er kernen i den praxeologi, Mises lancerede, og som Hoppe i dag er den førende forfægter af. Kerneudsagnet i den forbindelse angår selve titlen på Mises’s magnum opus, Human Action, i Hoppes formulering at: Human action is an actor’s purposeful pursuit of valued ends with scarce means.[17]Og hvortil der siges, at hvis nogen prøver falsificere dette udsagn, så bekræfter de det jo dermed. Andre aksiomer af denne type er: »Den korteste vej mellem to punkter er en lige linie«, »Et objekt kan ikke være to steder på samme tid«, »To objekter kan ikke indtage samme plads samtidig« og »Hvis A er en del af B, og B er en del af C, så må A også være en del af C.«>[18] Hoppe fører sådanne apriori-udsagn videre over til forhold, der vedrører økonomi og samfundsforhold, idet han bl.a. nævner: »Produktion må gå forud for forbrug«, »Noget, der forbruges nu, kan ikke forbruges igen i fremtiden«, »Ting, der ejes af een person alene, kan ikke samtidig ejes af andre personer«, »Ejendom og indehaverbeviser på ejendom er to forskellige ting, og en yderligere udstedelse af sidstnævnte uden en tilsvarende forøgelse af førstnævnte fører ikke til generel velstandsstigning, men redistribution af den eksisterende velstand«, »Hvis prisen på en vare sænkes, vil der sælges lige så meget eller mere af varen end hvad ellers ville være tilfældet«, »Priser sat under markedsligevægtsprisen vil føre til vareknaphed« o.s.v.[19] Disse er, som Hoppe udtrykker det, udsagn, der siger noget om den virkelige verden, men som det vil være absurd at efterprøve empirisk. Til demonstration af anvendelsen af praxeologi kontra ’historie’ inden for økonomi kan fremdrages en artikel om New Deal, kriselovgivningen og -tiltagene i 1930’ernes USA fra Lademanns Multimedia Leksikon 1997: New Deal: Franklin D. Roosevelts reformpolitik, indledt ved hans tiltræden som præsident 1933. [...] Et vigtigt led i New Deal var en lov til genopbygning af industrien, National Industrial Recovery Act, der gav præsidenten vidtgående kontrol med erhvervslivet; loven mødte stærk modstand, og ved højesteretsdom af 1935 blev store dele kendt forfatningsstridige; den havde imidlertid stort set opfyldt sit formål forinden.[20]Til denne artikel, som er et stykke historieskrivning, kan stilles flere spørgsmål, som i princippet er en type spørgsmål, megen historieskrivning må konfronteres med. Hvordan ved man, at eksempelvis denne lov til genopbygning af industrien, NIRA, rent faktisk virkede til opfyldelse af sine mål? Med hvilket bagvedliggende rationale og belæg fremføres implicit desuden, at f.eks. New Deals fastsættelse af mindstepriser og mindstelønninger, destruktion af landbrugsprodukter m.v. reddede USA ud af depressionen, der fulgte oktober 1929 med dens finansielle sammenbrud? USA kom jo ud af depressionen (på et tidspunkt som det kan diskuteres, om var i slutningen af eller lige efter Anden Verdenskrig), men beviser det, at New Deal virkede effektivt – endsige overhovedet – i retning af sit erklærede formål? Og er det for øvrigt overhovedet teoretisk legitimt at komme med et sådant udsagn over skabelonen »post hoc ergo propter hoc« (»efter dette, altså som følge af dette«)? I den historisk-økonomiske fortolkning må man – for at udtale sig om det – med teori, ikke sammenstillinger, forholde sig til, om f.eks. sådan et krisetiltag som fastsættelse af mindstelønninger i en tid for øvrigt med skrumpende pengemængde, der fandtes i både New Deal og vor egen samtidige Kanslergadelovgivning, enten 1/ afhjalp krisen, 2/ forværrede krisen eller 3/ ingen indflydelse havde på krisens forløb. Endnu mere problematisk ved artiklen er jo, at hvis New Deal endelig skulle vurderes historisk, skulle man snarere fremføre, at depressionen i 1930’erne var blandt de dybeste og længstvarende – hvis ikke DEN dybeste og længstvarende – i nyere tid overhovedet med arbejdsløshed på op til 25 % og aldrig under 14 % i løbet af 1930’erne indtil faktisk 1941, d.v.s. i tolv år. En korrekt empirisk vurdering af virkningen af New Deal i Lademann-artiklen ville derfor snarere skulle lyde: » … og ved højesteretsdom af 1935 blev store dele kendt forfatningsstridige; den havde imidlertid stort set haft sin virkning forinden, og landet forblev således i dyb depression frem til Anden Verdenskrig.« Selv hvis man ser bort fra, at altså baggrunden for den empiriske dom over New Deal i det ovenstående er fejlagtig, må en empiristisk eller om man vil positivistisk tilgang til økonomi imidlertid afvises, og man må i stedet ty til apriori eksempelvis at sige, at når man fastsatte høje mindstelønninger i en tid med svindende pengemængde, så indvirkede det alt andet lige i retningen af, at færre lønmodtagere blev beskæftigede, og at færre varer blev produceret. Ud fra sådanne aksiomer fører Hoppe i sin bog fra 2001 Democracy – The God That Failed[21] den praxeologiske metode fra økonomien i striks forstand videre til politik i bredere forstand. Resultaterne her er om man så må sige »mere diskuterbare« end de, som ligger inden for økonomi i snæver forstand, som Mises selv i Human Action kaldte: the hitherto best elaborated part, of a more universal science, praxeology.[22] Med andre ord var han altså klar over, at praxeologi er større end økonomi, men udfoldede aldrig selv praxeologien på andre området i nogen betydelig grad. TOCQUEVILLES DE LA DEMOCRATIE EN AMERIQUE Alexis de Tocquevilles (1805-1859) frappante værk De la Démocratie en Amérique fra 1835 og 1840 var, hvad man kunne kalde en samtidshistorieskrivning, med mange af den politiske historieskrivnings karakteristika og med sammenfald med dennes objekt. Den er ikke bare er et stilstudie i observation og beskrivelse (to discipliner, der i øvrigt vel mere er håndelag end videnskab?), men har også slående redegørelser for, hvordan det observerede hænger sammen. Straks de indledende bemærkninger om Nordamerikas beliggenhed og geografiske forhold o.s.v. er overståede, slås i kapitel III, »État social des Anglo-Américains«[23], »Sociale forhold for Anglo-Amerikanerne«, ned på, hvad Tocqueville ser som den helt store »lighedsgenerator«, nemlig arvelovgivningen, som han næsten virker bestyrtet over, at ingen andre har bemærket og tillagt større betydning. Fordi: I et samfund, som dette nye på den anden side af Atlanten, hvor arven ved lov fordeles ligeligt mellem de efterladte i modsætning til et samfund som det franske, hvor arven baseres på »le doit de primogéniture«, førstefødselsretten, sker der ved hvert generationsskifte, hvad Tocqueville kalder en sand revolution, der spreder familier og velstand, hvorimod systemet med arveret til den førstefødte virkede til at samle familier og samle velstand. Under den ligelige arv forholder de arvende sig uomgængeligt anderledes til slægten, ejendommen og sig selv, pointerer Tocqueville. Måske kan de blive lige så velhavende som deres far, men rigdommen må da antage en anden art, hvor kun en del af den er den faste ejendom, resten af en anden om hurtigere omsættelig art. »Les conséquences politiques d’un pareil état social sont faciles à déduire«[24], fortsætter Tocqueville, og disse politiske konsekvenser angiver han at være, at også en politisk lighed nødvendigvis må indfinde sig i dette unge land, hvor alle er så ligestillede. I denne passage går mere eller mindre en lige linie eller parallel til F.A. Hayeks (1899-1992) forklaring i sin The Road to Serfdom fra 1944 på, at økonomisk frihed nok er mulig uden politisk frihed, mens politisk frihed ikke er mulig uden økonomisk frihed, fri økonomisk aktivitet. [25] Dette var en pointe, Hayek i øvrigt gentog i to interview bragt i den chilenske avis El Mercurio 12. og 19. april 1981. Og således fortsætter Tocqueville kapitel efter kapitel med i utrolig prægnante skudsmål af amerikanerne at fremstille, hvordan livet i Amerika foregår. Beskrivelser som her små 200 år senere må siges at stå til troende. Bl.a. i kapitlet »Du goût du bien-être matériel en Amérique« i bind II’s anden del om amerikanernes smag for vellyst og komfort, der gennemsyrer alle amerikanske sjæle, at Le soin de satisfaire les moindres besoins du corps et de pourvoir aux petites commodités de la vie y préoccupe universellement les esprits.[26]fordi de fattige ønsker at opnå det, og de rige frygter at miste det, i det samfund, hvor den økonomiske mobilitet – i modsætning til de europæiske samfund – er meget stor. Dette en pointe, der sådan set udspringer at den første, om arveloven. I tredie binds anden dels kapitel XX, »Comment l’aristocratie pourrait sortir de l’industrie« en forudsigelse af, at der vil komme et industri-aristokrati bygget på masseproduktion og et stort menneskeligt skel mellem industri-baroner og samlebåndsarbejdere, og at denne stigende arbejdsdeling vil virke til at uddybe skellet, og det er et forhold, en udvikling, Tocqueville advarer mod i de skarpeste vendinger. Denne forudsigelse sådan set med udspring i ovennævnte arvelov, og dens tendens til at få industrisektoren til at vokse. I det foregående kapitel XIX er behandlet amerikanernes tilbøjelighed til at søge væk fra landbrug og mod industriel produktion. Også i et kapitel om de tre racers forhold og indbyrdes forhold »Quelques considérations sur l’état actuel et l’avenir probable des trois races qui habitent le territoire des Étas-Unis« er Tocqueville vældig skarp, og forudser for indianernes vedkommende, at uanset om de vil tilpasse sig eller ikke tilpasse sig, vil de stort set gå til grunde som folk. For negernes vedkommende, at det er utilgiveligt, at slaveriet overhovedet blev indført, at slaveriet VIL komme til ophør inden længe, at det er umuligt at forestille sig, at negerne og de hvide vil komme til at blande blod, og at forløbet bliver relativt uskønt uanset, hvilken retning, det tager. I virkeligheden blev forløbet dog nok faktisk lidt mindre dramatisk, end Tocqueville faktisk forudser, men dog vældig konfliktfyldt. I forhold til den moralske kristendoms plads i det politiske liv, undervurderer Tocqueville nok i nogen grad de kræfter, der i den forbindelse blev sluppet løs mod slutningen af Det Tyvende Århundrede, og har ligefrem et helt kapitel, »Comment, aux États-Unis, la religion sait se servir des instincts démocratiques«, om, hvordan religionen underordner sig demokratiet. Imidlertid er den analysestrategi, Tocqueville præsenterer i kapitlet, overbevisende, bl.a. om, hvordan man i et samfund med stor politisk frihed er tilbøjelige til at have en meget fast religiøs tro – hvilket evt. kan siges at være relevant for USA’s vedkommende – og vise versa. Sandsynligvis på grund af den relative monetære sundhed og ro under Tocquevilles rejse i 1831 – det var under præsident Andrew Jackson (1767-1845) [27], der var gået til valg på løfter om et sundt pengesystem – er der kun en kursorisk behandling af dette område fra Tocquevilles side. Med henblik på den senere behandling af pengeforholdene under Salvador Allendes præsidentperiode, samt af indførelsen af det monetaristiske pengesystem og liberaliseringen af økonomien under Pinochet, kunne det naturligvis have været interessant at høre Tocqueville i pengespørgsmål, men han virker faktisk nærmest ignorant på det felt, og har kun hån til overs for Jackson. [28] Få årtier før (i forbindelse med krigen 1812-1814 mod Storbritannien) og efter (i forbindelse med borgerkrigen 1861-65) skete der gevaldige inflationer, der havde store konsekvenser som ’ulighedsgeneratorer’. Efter citat af een af mange rammende passager af Tocqueville, om den folkesjæl, samfundsopbygningen i »det nye England« nødvendigvis måtte afføde (og faktisk viste sig at afføde), skriver redaktøren bag den til dansk oversatte og noget reducerede version fra 1978, Lighed og frihed, Poul A. Jørgensen, om første gang, han blev præsenteret for teksten: Jeg læste det stykke flere gange, og jeg husker, hvilket enormt indtryk det gjorde på mig. Hvem var den mand, som for næsten 150 år siden med så detaljeret og sviende nøjagtighed kunne beskrive det samfund, vi lever i? Hvorfra havde han den nøgle, hvormed han kunne lukke ikke alene fremtidens dør op, men nedskrive følelser og tanker hos utallige mennesker, som skulle komme til at leve i et samfund, hvis dunkle omrids kun var at ane på hans tid?[29]Det, Tocqueville bedrev, var praxeologi. For at sige det ved Poul A. Jørgensen: Hans metode er den at isolere en enkelt årsagsfaktor og derefter studere dens virkninger, men som forsker i det fremtidige er han klar over, at han må operere med sandsynligheder, ikke med vished. Han må arbejde med tendenser og tilbøjeligheder, ikke med nødvendigheder.[30]Dette kunne lige så godt have været en Mises-discipels redegørelse for den praxeologiske arbejdsproces. Tocqueville gjorde altså – i 1830’erne – hvad Mises over hundrede år senere antydede som fremtidigt arbejde, og mere omfattende, og med større conduite, end Hoppe i sin Democracy – The God that Failed. I Tocquevilles analyser behandler han ikke alene forhold som arvelovgivning, retssystem m.m. og angiver konsekvenserne i strikst økonomisk henseende, men udfolder forholdenes videre indflydelse på relationer mellem mennesker, mentalitet m.v. Dette er den ’nøgle’ til Tocquevilles berømte værk, Poul A. Jørgensen spørger til i sin indledning. OM MOTOREN I HISTORIENS GANG Tocqueville kunne allerede i 1830’erne i kapitlet »De quelques tendances particulières aux historiens dans les siècles démocratiques«[31] om historikere i demokratiske tider berette om, at moderne historikere var tilbøjelige til at deducere deciderede historiske systemer ud af begivenheder og ophæve dem til lov. Han udfolder synspunktet med den forklaring, at i de demokratiske samfund, hvor alle er lige, tillægger historikerne ikke enkeltindivider nogen fremstående betydning, men forklarer selv de allermindste begivenheder med store, generelle årsager. Omvendt at historikerne i aristokratiske tider tillægger herskernes handlinger samt de mindste små detaljer stor betydning, mens de større strukturer helt overses. Videre hedder det, at i de demokratiske samfund er de betydende faktorer så mange og så svære at få øje på, at det hele opfattes som ude af menneskers kontrol, som at der er en højere magt, der styrer. Tocqueville bemærker, at han selv er af den opfattelse, at begge arter af faktorer altid er og har været betydende; både enkeltpersoners handlinger og de små begivenheder og faktorer på den ene side, og de store, generelle strukturer, geografiske forhold, raceegenskaber m.v. på den anden. Han tilføjer, at han tillægger de generelle strukturer større betydning i et demokrati, og de specielle større i et aristokrati, da der jo vitterlig i sidstnævnte er tale om samfund, hvor eneherskere har stor uindskrænket magt. Dette vil man så eventuelt kunne mene er relevant i forbindelse med en biografi af en enerådende diktator. Specifikt om de typiske historikere i demokratiske tider skriver Tocqueville, at det følgelig ikke er nok for dem at vise, hvordan det gik i den-og-den situation, det-og-det forløb, men også at vise, at det ikke kunne have gået anderledes. [32] Sluttelig hedder det advarende, at når denne anskuelse trænger videre fra historikerne til deres læsere, så vil det – da altså individets magtesløshed er fastslået – medføre en fatalistisk apati i befolkningen, der vil standse al bevægelse, og »reducere de kristne til tyrkere« – ovennævnte Muhammeds følgere: on peut prévoir qu’elle paralyserait bientôt le mouvement des sociétés nouvelles et réduirait les chrétiens en Turcs.[33]Man kan sige, at det Tocqueville her beskriver, dels at udviklingen står uden for enkeltpersoners magt styret af deres frie viljer, dels at tingene ikke kan eller kunne forløbe anderledes, end de nu faktisk gør eller gjorde, faktisk i nogen grad er en opsummering af det progressive credo, som det optræder i både politik og historieskrivning, for så vidt som man ville kunne formulere dette credo nogenlunde som, at historien 1) forløber lineært, eendimensionalt, 2) går i retning mod forbedring, 3) har et mål og 4) udvikler sig efter en plan. Imidlertid har det jo tit vist sig, at de førende fortalere for progressivitet og for historiens uafvendelige, etsporede udvikling har været de mest aktivistiske. Således Mises om marxister: The best illustration is provided by Marxism. It teaches perfect foreordination, yet still aims to inflame people with revolutionary spirit. What is the use of revolutionary action if events must inevitably turn out according to a preordained plan, whatever men may do? Why are the Marxians so busy organizing socialist parties and sabotaging the operation of the market economy if socialism is bound to come anyway with the inexorability of a law of nature? [34]Richard Nixon var helt på linie med Tocqueville, idet han i sin Leaders fra 1982 påpegede, at: between the determinist and the ”great man” approaches to the study of history, the truth probably is that each is partially right and neither is wholly right. [35]Nixons anvendelse af begrebet »determinist« skal her ikke forstår som determinisme i f.eks. marxistisk forstand, men som betegnelse for bevægelser, der synes at ske uanset store statslederes vilje. TANKEGODS For så vidt som de andre faktorer, der må anses at have betydning for historiens udvikling og kurs, vil der alligevel blive taget udgangspunkt i Harts bog om de 100 »store mænd«. I et kapitel med afsluttende bemærkninger fremfører han synspunktet, at politiske ledere tit synes at blive tillagt for stor betydning for så vidt angår verdens gang. Dette skyldes selvfølgelig til dels, skriver han selv, at megen historieskrivning – som stort set nærværende – netop ER politisk historie. I appendikset [36] opererer Hart med de syv kategorier af personer i sin top-100, der nedenfor er anført med antallet af personer i kategorierne skrevet i parentes: 1. Videnskabsfolk og opfindere (36) 2. Politiske og militære ledere (31) 3. Sekulære filosoffer (14) 4. Religiøse ledere (11) 5. Kunstnere og forfattere (5) 6. Opdagelsesrejsende (2) 7. Industribaroner (1) Blot tre af de syv kategorier, nemlig »Politiske og militære ledere«, »Opdagelsesrejsende« og »Industribaroner« kan siges ikke at rumme »producenter af tankegods«, men hvad man kunne kalde »praktiske udøvere«, og de beløber sig til i alt 34 personer, nemlig 31 politiske og militære ledere, to opdagelsesrejsende samt Henry Ford (1863-1947). De 66 resterende har grundlagt og formet religioner; grundlagt og formet politiske filosofier såsom parlamentarisme, marxisme og liberalisme; gjort videnskabelige opdagelser såsom vaccine eller stået for formuleringen af de mekaniske love; opfundet ny teknik som eksempelvis bogtrykkerkunsten; skrevet romaner og digte, der har været formative for menneskers tankeverden og opfattelse af tilværelsen i årtusinder efter, som f.eks. Harts nummer 98, Homer (ca. 800 f.Kr.), gjorde o.s.v. Disse frembringelser er af indlysende mægtig vægt for så vidt som det forløb, menneskehedens liv på Jorden har haft. I forholdet mellem politiske ledere på den ene side, og religiøse ledere og sekulære filosoffer på den anden, gør Hart opmærksom på, at de førstnævnte endda overvejende ligger placerede lavt på listen, og de sidstnævnte ligger højt placerede, således bl.a. i top-10: 1. Muhammed, 3. Jesus, 4. Buddha (ca. 560-480 f. Kr.), 5. Confucius (ca. 550-479 f. Kr.) og 6. Paulus (ca. 10 f.Kr.-64 e.Kr.). De højstplacerede politiske ledere er helt nede som nr. 17 og 18, nemlig hhv. Shih Huang Ti (259 f.Kr.-210 f.Kr.) og Gaius Octavius Augustus (63 f.Kr.-14 e.Kr.) Resten af top-10 er i øvrigt opfindere og videnskabsfolk, pånær nr. 9, Christoffer Columbus (1451-1506). The genuine history of mankind is the history of ideas. It is ideas that distinguish man from all other beings. Ideas engender social institutions, political changes, technological methods of production, and all that is called economic conditions.[37]Således skriver Mises i sin Theory and History fra 1957, og her vil »ideas« blive oversat til det allerede ovenfor anvendte ord »tankegods« i sin bredeste betydning, således altså at Harts videnskabsfolks, opfinderes, sekulære filosoffer og religiøse ledere ovenfor alle er producenter af tankegods, og det er også ment så bredt fra Mises’s side. Dette altså set som forskelligt fra eksempelvis kejserne Augustus og Bonaparte, der må siges langt overvejende af have været udøvende ledere, ikke tankemæssige ledere. Igen vil man kunne stille Karl Marx op imod dette. Bl.a. i Das Kapital et sted om, at ingen af Det Attende Århundredes opfindelser var nogen enkeltpersons fortjeneste.[38] Fra Marx’s side var altså de teknologiske fremskridt nærmest udtryk for en materialistisk determinisme, nogle ændringer i produktionsmidlerne, der var givne på forhånd. I øvrigt må det på dette sted præciseres, at tankegods ikke – som det måske kunne fremstå på dette tidspunkt i teksten – nødvendigvis er een mands, eller et afgrænset antal kendte mænds, værk. Tager man f.eks. kristendommen, som den tager sig ud i Danmark pr. 2007, så er den så at sige fremkommet i en genealogi, der bl.a. går via Harts nr. 15, Moses (ca. 13. årh. f.Kr.), Jesus, Paulus, cirka 250 deltagere i kirkemødet i Nikæa i år 325, Martin Luther (1483-1546), N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og mange, mange flere. Til yderligere belysning af spørgsmålet om, hvorvidt tankegods tegner udviklingen eller ej, vil et ekstremt tilfælde blive trukket frem, nemlig de såkaldte amish-samfund i USA, Canada og Mellemamerika. Der er flere fraktioner inden for denne kristne sekt, men mest kendt – og her interessant – er den gren, der har afskåret sig fra teknologiske fremskridt siden cirka Det Nittende Århundrede, og således den dag i dag kører i hestevogne, ikke biler, og for eksempel heller ikke anvender elektrisk lys eller tegner forsikring. Alt dette motiveret mere eller mindre alene i Det Ny Testamentes Romerbrev, kapitel 12, vers 2: Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.For disse få hundrede tusinder mennesker i amish-samfundene, må det siges, at religiøst og filosofisk tankegods overvejende har overtrumfet teknologisk udvikling, teknologisk tankegods. Hvis man skulle male pointen med en virkelig bred pensel altså, at hvad er så forskellen på amerikanske Microsoft-bestyrelsesformand Bill Gates (f. 1955), verdens p.t. (næst-?) rigeste mand, og selv den mest velhavende, jævnaldrende med-amerikaner, der lever i amish-samfundene i Lancaster County, Philadelphia, og kører rundt i hestevogn, maler sit eget korn og læser Biblen ved tællepråsen? Jo, deres materielle og sociale forhold, men de forhold skyldes det religiøse og kulturelle tankegods, der er fundament for deres respektive tilværelser. I hvad man groft sagt kunne kalde Bill Gates’s kulturkreds er det vel så nærmest omvendt, at den teknologiske udvikling, udviklingen i produktionsformer o.s.v. overtrumfer det religiøse tankegods, ændrer moralen, omformer familiemønstre m.v., faktisk jfr. Marx/Engels. TILFÆLDETS MAGT Skulle man lave en liste som Harts, men som kun var en list over de personer, der var de 100 mest indflydelsesrige for Chiles historie, ville de to tyskere Frits Haber (1868-1934) og Carl Bosch (1874-1940) nok komme i top 10 eller tæt på. Sammen udviklede de en metode, Haber-Bosch-processen, til syntetisk fremstilling af ammoniak af luftens kvælstof. Haber fik Nobelprisen i kemi i 1918 for at have udtænkt en proces til at fremstille ammoniak syntetisk. (Han udviklede i øvrigt under Første Verdenskrig også giftgassen klor.) Carl Bosch fik samme pris i 1931 for at have udviklet den højtryksteknologi (det foregår ved omkring 300 atmosfæres tryk), der gjorde industriel fremstilling af ammoniakken mulig. Tyskland var nødt til at gøre brug af Haber-Bosch-processen under Første Verdenskrig, da man var afskåret fra chilesalpeteren, og skulle bruge kvælstofforbindelser til fremstilling af sprængstoffer til krigen. Efter krigen blev Haber-Bosch-processen brugt til at fremstille syntetisk gødning, og det blev et skud for boven for Chiles eksportindtægt, der var ensidigt baseret på chilesalpeteren, og for landets økonomi i det hele taget, og det var en hovedårsag til, at Chile oplevede flere miltærkup i løbet af 1920’erne og et semi-diktatorisk styre ved Carlos Ibáñez del Campo (1877-1960) fra 1927-31 fulgt af mere politisk uro og flere militære indgribener. I det, der her indtraf for Chile, var der flere faktorer, og flere kategorier af faktorer. Havde Haber og Bosch ikke opfundet metoden til at fremstille ammoniak syntetisk, havde andre med sikkerhed gjort det et eller andet stykke tid efter. At de var tyskere, og at deres land snart efter kom i krig, og at krigsmodstanderne havde muligheden for at afskære Tyskland fra chilesalpeteren må siges at være et tilfælde bestemt af geografiske, økonomiske samt andre faktorer. At syntetisk fremstilling af ammoniak før eller siden ville berøve Chile for sin på det tidspunkt stort set ene eksportindtægt, var uundgåeligt, og i sådan forstand vil en »deskriptiv« historieskrivning i lange passager kunne være sammenfaldende og enslydende med lange passager af f.eks. en »preskriptiv«, marxistisk historieskrivning. At finanskrisen i verden fra 1929 siden ændrede Chiles forhold fra slemt til værre må i hvert fald fra et chilensk synspunkt have været oplevet som et tilfælde, et sammentræf, medmindre man fra en marxistisk synsvinkel ville sige, at kapitalismen er bærer af kimen til sin egen undergang, og at denne slags begivenheder derfor er helt efter bogen, hvilket denne episode isoleret betragtet eventuelt kunne siges at bekræfte. Et bedre eksempel på tilfældets magt kan være i forbindelse med Chiles på salpeteren følgende eetbenede eksportgrundlag, nemlig kobberet, og markedsprisen på det. Chiles kobber blev afregnet og bliver stadig afregnet til priserne på London Metal Exchange, LME. I nogle afgørende år har priserne[39], her angivet i US dollars pr pund, været meget svingende: 1969 – 0,6629 USD/lb – indeks = 100 1970 – 0,6413 USD/lb – indeks = 97 1971 – 0,4926 USD/lb – indeks = 74 1972 – 0,4855 USD/lb – indeks = 73 1973 – 0,8077 USD/lb – indeks = 122 1974 – 0,9339 USD/lb – indeks = 141 1975 – 0,5599 USD/lb – indeks = 84 1976 – 0,6392 USD/lb – indeks = 96 Dette er enorme udsving i markedsprisen for en eksportvare, der i perioden udgjorde mellem 70 % og 80 % af landets eksportindtægt. [40] Forholdet mellem kobberpriserne i 1971-72 og 1974 er praktisk taget 1:2. At denne eksportindtægt i øvrigt var afhængig af et væld af faktorer er her ligegyldigt. Chiles andel af kobberproduktionen i anførte periode var mellem 9,8 % og 12,8 %, så landet var ikke dominerende på nogen måde på markedet. Ikke alene priserne, men også afsætningen var svingende og faldt f.eks. fra 1974 til 1975 på grund af konjunkturerne i verden. Uanset overvejelser om, hvorvidt man i Chile »burde« have satset på en mere sammensat eksport, så må man sige, at kobberpriserne har haft en stor indflydelse på Chiles forhold, på de skiftende regeringers økonomiske muligheder, deres handlekraft, legitimitet, popularitet m.v. Helt konkret altså, at var kobberpriserne i London ikke faldet til 74 % og 73 % af 1969-priserne i Salvador Allendes to fulde kalenderår som præsident, nemlig 1971 og 1972, så er det ikke urimeligt at antage, at visse sager var forløbet anderledes for hans regering. Og disse kobberpriser var altså spontant dannede på markedet, hvorfor altså rene tilfældigheder – i det omfang kobberpriserne i øvrigt antages at have haft indflydelse på situationerne i Chile – kan inddrages i viften af betydende faktorer for historiens gang. I forhold til geografi som faktor i historiens gang ville i øvrigt generelt kunne nævnes de forskellige landes forhold i den forbindelse, som ovenfor deres mineralforekomster, samt deres klima, deres muligheder for afgrøder, og disses svingende betydning fra århundrede til århundrede, det være sig bomuld, kaffe, hvede eller gummitræer. Mht. beliggenhed alene, kan man overveje betydningen af Storbritanniens beliggenhed som ørige under Anden Verdenskrig, og den betydning det havde både i begyndelsen og slutningen af krigen. Og man kunne overveje Cubas beliggenhed som ø, i forbindelse med landets mulighed for at holde grænsen lukket for udvandring i årtier efter det marxistiske regimes indstiftelse i 1959 – dette stillet op over for eventuelt Chiles muligheder for at opretholde helt eller delvis samme praksis, om man forestiller sig, det eventuelt havde været aktuelt efter 1973, hvis UP-regeringen havde kunnet blive ved magten. Med hensyn til spørgsmålet om rene tilfældigheder, ville man til eksempel kunne gøre sig tankeeksperimenter i forbindelse med den episode d. 30. marts 1981, hvor Ronald Reagan (1911-2004) overlevede et attentatforsøg uden for Washington Hilton kun godt to måneder efter sin tiltræden som præsident i USA. En kugle gik ind i hans bryst, punkterede venstre lunge og stoppede få centimeter fra hans hjerte. Om ikke ligefrem udfaldet af Den Kolde Krig var blevet anderledes, så var nok forløbet blevet det, hvis Reagan var død den dag, og måske i højere grad i forbindelse med hans betydning for den økonomiske politik i landet med hans såkaldte »Reaganomics«, synes det overmåde vanskeligt at forestille sig en solid argumentation for, at tingene ikke var gået betydelig anderledes, hvis Reagan var faldet fra den dag. Den anden mand, der jfr. Engels ville have »filled the place«, var Reagans vicepræsident, George H. W. Bush (f. 1924), der havde kaldt Reagans økonomiske linie for »voodoo economics« indtil få måneder før attentatet. EN SMULE HISTORIOGRAFI Jeg betvivler ikke på nogen måde, at historie handler om fortiden, men det er mig om at gøre at slå fast, at den ikke handler om den fortidige virkelighed. [...] Men historien bliver aldrig en rekonstruktion af fortiden.[41]Således skriver Mørch i efterskriftet, »En slags varedeklaration«, til de 25 biografier, der fremstår som små 500 sider solid, konventionel historieskrivning om de 25 statsministre og deres konkrete, virkelige, gerninger, hvad de rent faktuelt gjorde i handel og vandel. Faktisk må man sige, at hvis de 25 biografier hhv. denne »varedeklaration« var blevet anonymiserede og lanceret hver for sig, ville næppe een sjæl på jorden gætte på, at de var skrevet af den samme person. Mørchs ikke nemt udgrundelige varedeklaration kan dog ikke med retfærdighed vulgariseres til et postmodernistisk synspunkt. Blot må man sige, at hans historiemanifest synes at have vægt på narration, på »fortællingen«, som der f.eks. også her efter årtusindeskiftet er kommet et nyt begreb ind i dansk politik, nemlig »den store socialdemokratiske fortælling«[42], og at selve atomet i det historiske objekt ligger et led længere ude end selve de konkrete politiske handlinger fra Socialdemokratiets side, sådan at fortællingen eller fortællingerne om dem bliver selve atomet i det historiske stof. Således også i bogens indledning, hvor det hedder, at det, der interesserer Mørch er: hvilket image 24 af de 25 statsministre har opbygget, og hvordan det har virket. [...] ikke hvordan de 25 ’virkelig’ har været.Igen, må man sige, er objektet en afledning et led længere ude at de oprindelige begivenheder, hvilket imidlertid giver sine egne selvmodsigelser, idet Mørch som tidligere nævnt profilerer historikerne fra journalisterne ved »den betragtende, kritiske distance«[43]. Hvorom alting er, følger derpå små 500 sider med tekst, der umisforståeligt må opfattes som – eller i det mindste til forveksling kan opfattes som – udsagn om, hvordan de 25 virkelig var. I en mere udførlig, meget personlig, næsten psykologiserende karakteristik af J.0. Krag (1914-1978), gengives i øvrigt på over en side i bogen uddrag fra en nekrolog, der ironisk nok er skrevet af en af Mørchs kære journalister, Bent Hansen, og ligefrem i sin tid trykt i en avis, Aktuelt.[44] »I FORSVAR FOR HISTORIEN« Den britiske historiker Richard J. Evans (f. 1947) har i sin In Defence of History[45] fra 1999 gjort status over erkendelsesmæssige, filosofiske og epistemologiske overvejelser bag den nuværende og de seneste årtiers historieskrivning i stort set den engelsksprogede verden. Han angiver tre hovedlinier.[46] Det første hovedspor er repræsenteret ved briten Edward Hallett Carr (1892–1982) og hans bog What Is History? fra 1961. I Evans’s gengivelse er synspunktet fra Carr, at historieskrivningen ikke simplistisk skal ses som fremlæggelsen af objektive fakta, men som produkter af de skrivendes egen tid, deres ideologier og personligheder. Det andet hovedspor er repræsenteret ved tyskfødte Sir Geoffrey Elton (1921–1994) og hans The Practice of History fra 1967, hvori ifølge Evans forfægtes den indstilling, at historieskrivning er en søgen efter objektive fakta om fortiden. Bestræbelser som Elton ifølge Evans optimistisk bekendtgør, »more often than not meet with success.« Hvis om man så må sige Carr’s råd til sine læsere således er, at undersøge historikeren, før man læser hans »facts«, så er Eltons tilsvarende råd, at undersøge historikerens dokumentation. Det tredje hovedspor er kommet efter de tos bøger i 1960’erne – postmodernismen, en bredere strømning i den vestlige verden, men med udspring i lingvistiske overvejelser. Her er spørgsmålet i Evans’s formulering ikke mere »What Is History?«, men »Is It Possible to Do History at All?«, når nu sproget ikke peger ud over sig selv. Det postmodernistiske postulat er jo, at der ingen adskillelse er mellem de såkaldte signifiant’er og signifié’er, altså det »betydende« og det »betydede«, hvor altså det første betegner lyden, der kommer ud af munden på et menneske, når det siger ordet »Pinochet«, eller selve ordet, bogstaverne, som de står inden for gåseøjnene, og hvor det andet betegner selve det konkrete og unikke, cirka 37 grader varme eksemplar af arten homo sapiens, der blev født i Valparaíso 1915 og døde i Santiago i 2006. Den postmodernistiske sproglige iagttagelse og analyse er af absolut betydelig karakter i forbindelse med ord som »sodomist«, »heks«, »racist«, »tyskerpige« og »bøssekarl«, men må for de fleste mennesker – højt- såvel som lavtuddannede og på tværs af kulturer ikke have den store relevans og gyldighed for så vidt som eksempelvis en sætning som »Eiffeltårnet er 300 meter højt« angår. Søren Mørchs position må blandt disse tre placeres et sted mellem Carr og postmodernismen, når han f.eks. skriver: Formålet med historisk videnskab er at skaffe orden på opfattelsen af fortiden – ikke på fortiden.[47]Imidlertid lever historikere ikke i en glasklokke med en særegen mulighed for virkelighedssans, så alt det ovenstående må ses som postulater om mennesker i det hele taget og deres mulighed for kognition og for at forholde sig til virkeligheden. Så man kan forestille sig, at disse historikere var blevet indkaldt som »eksperter i virkelighedsopfattelse og realitetssans« under retssagen mod Augusto Pinochet under hans tilbageholdelse i London for drab og tortur i 1998-2000 på spansk foranledning. Elton må formodes i denne tænkte situation at ville have sagt, at dommerne, en evt. jury og for så vidt også Mørchs kære journalister skulle koncentrere sig om bevismaterialet først og fremmest. Carr må – idet man om nødvendigt fastholdt ham på, at sådant et anklageskrift er en tekst, der ligger en historieskrivning snublende nær – tænkes at ville have sagt, at man skulle undersøge anklager og forsvarers personligheder, motiver, kulturelle baggrund m.v. nøje, da anklageskrift, forsvarsprocedure m.m. var produkter heraf, udtryk herfor. Evt. polemisk (evt. ikke polemisk?) kan man tænke sig Søren Mørch sige, at »Formålet med retssagen her er at skaffe orden på opfattelsen at disse drab og tortureringer – ikke på drabene og tortureringerne.« Hvad en postmodernist ville have sagt, skal der ikke her gættes på. Til yderligere, mere skematisk, anskuelse af spørgsmålene vil her blive opstillet en liste af udsagn, der vedrører Chile og dets historie: 1. Planeten Jorden er omtrent rund med en ækvatorradius på 6378 km og en polradius på 6357 km. 2. Der er en sydlig og en nordlig halvkugle på denne planet, Jorden. 3. På den sydlige ligger Chile. 4. Chile er en stat, en republik, grundlagt i år 1810 efter Kristi fødsel. 5. Chile har væbnede styrker, der et antal gange har taget eller taget del i den politiske magt i landet. 6. Ved det seneste af sådanne magtovertagelser blev en vis Augusto José Ramon Pinochet Ugarte (1915-2006) landets politiske leder, og fungerede som sådan i 16½ år. 7. Chile bærer præg af sin koloni-fortid. 8. Igen og igen har man set, at reaktionære, imperialistiske og fascistiske kræfter knægter folket og de progressive kræfter med brutal magtanvendelse. 9. I sidste ende vinder fremskridtet dog altid, og ved sin død var den heteroseksuelle burgøjser Pinochet fuldstændig miskrediteret, og Chile således atter på vej opad. 10. Pinochet danser dagen lang cueca med et kuglelyn, der har haft hængerkort siden 37. februar 2073. Kun de mest fundamentalistiske postmoderne relativister kan vel konkret tænkes at ville benægte, at udsagn 1 rent faktisk er et stykke signifiant, der peger på en helt konkret signifié, planeten Jorden i Solsystemet. Ved Immanuel Kant ville Geoffrey Elton flyve til Chile, klappe på jordsmonnet, og ostensivt udsige: »Dette er planeten Jorden!« og »Dette er Chile!« o.s.v. angående punkt 1-3. Efter alt at dømme ville han kunne få Carr og Mørch til at samtykke. Til punkt 4 ville Elton igen ved Kant stipulativt sige: »En republik er en stat hvis overhoved, etc.« Carr og Mørch ville her så småt begynde at komme med mellemregninger og indvendinger mod en FOR naiv opfattelse af foretagendet. Postmodernisten ville så sige, at »Okay, her har vi et glimrende eksempel på de fremtalte ting!« Under punkterne 6, 7, 8 og 9 ville Elton, Carr og Mørch i stigende grad skulle bruge tid på at komme til forlig om, hvad »heteroseksuel«, »fascistisk« og »progressiv« egentlig betyder (og det kan i høj grad tænkes, at de aldrig kom til enighed), og de ville være uenige om, hvorvidt udsagnene pegede på fortiden eller opfattelsen af fortiden, subsidiært udsagnenes forfatters indre liv og kulturelle forudsætninger i forbindelse med at skrive udsagnene. Alle pånær postmodernisten ville rimeligvis kategorisere udsagn 10 som en klokkeklar absurditet, men hvad ville postmodernisten egentlig sige til denne sætning? Når det postmodernistisk påstås, at sproget kun peger på sig selv, og ikke på nogen signifié’er, så må der i øvrigt også spørges, om sproget overhovedet peger særlig præcist på sig selv, altså om eksempelvis ordene »reaktionært« og »racistisk« eller for den sags skyld »liberalistisk« peger særligt præcist på nogen forestilling om menneskelige egenskaber, eller nogen særligt præcis placering i et landskab af andre nærliggende ord og begreber i den menneskelige bevidsthed. Tog man f.eks. og slog de tre ord op i leksika fra forskellige årtier de sidste hundrede år, ville man se betydelige forskelle i tillæggelsen af betydning, men unge mennesker, der læser forskellige tekster fra forskellige årtier i perioden, vil efter alt at dømme (omtrent) have nutidens opfattelse af ordene. SPECIELT OM AT SKRIVE OM CHILENSKE FORHOLD Jeg prøvede at skrive dengang, og jeg syntes, at den største vanskelighed – bortset fra den der bestod i at finde ud af, hvad man virkelig følte, i stedet for hvad folk mente, at man burde føle, og hvad man var blevet opdraget til at føle – lå i at nedskrive det, der virkelig var sket.[48]Disse overvejelser og kvaler hos Hemingway om problemerne ved at skrive om tyrefægtning i hans indledning til bogen Death In The Afternoon (Dansk: Døden kommer om eftermiddagen) kan – mutatis mutandis – gøres til den historikers, der vil skrive om Chile i de år, der involverer Augusto Pinochet. På grund af den umådelige brutalitet, der udøvedes under hans styre, og fordi verden politisk og militært på det tidspunkt var delt i øst og vest under Den Kolde Krig, og den vestlige verden igen var splittet ideologisk mellem hhv. marxisme, hhv. borgerlighed og markedsøkonomi, blev det politiske populistisk-marxistiske projekt i Chile fra 1970 til 1973 under Salvador Allende og dets endeligt ved det militære kup i september 1973 objekt for ideologiske brydninger i den vestlige verden. Dette har betydet, at behandlingen af Chiles forhold i den periode i meget udstrakt grad har været holdningspræget snarere end beskrivende og altid med en klar anti- eller sympati i forhold til enten Allende-styret eller Pinochet-regimet. I dansk og europæisk behandling af begivenhederne stort set altid med sympatien for Allende og antipatien for Pinochet. I bl.a. USA og Chile kan sympatien ligge begge steder, men under alle omstændigheder er det et udtalt problem for så vidt som man bygger sin tilegnelse af forløbet på, hvad man kunne kalde sekundærlitteratur, at man skal navigere i et sandt minefelt af, hvad bedst kan betegnes som holdningsmateriale. Således ser eksempelvis stort set al litteratur bort fra østblokkens økonomiske støtte til venstrefløjen i chilensk politik i valgene op til Allendes valgsejr i 1970, men nævner i øvrigt korrekt CIA’s m.fl.’s støtte til højrefløjen i Chile, ligesom man må søge til stort set eenøjet pro-Pinochet-litteratur for at få oplysninger om østblokkens træning og bevæbning af venstrefløjsaktivister i Chile. Disse bare tilfældige eksempler. Et helt andet spørgsmål er jo så, om f.eks. disse kampagnetilskud overhovedet havde afgørende indflydelse på chilenske valgresultater og chilenske forhold, og et tredje spørgsmål er, om der var noget usædvanligt ved disse tilskud, der gør dem værd at fremhæve som specielle begivenheder, eller om der også er eksempler – f.eks. fra Danmark – på, at partier her modtog økonomisk tilskud fra udenlandsk side. Behandlingen af begivenhederne i Chile synes tit at have været en holdningsmæssig, moralsk, ikke klassisk faktuel behandling. En moralsk behandling at et så omfattende, langstrakt og komplekst forløb som det chilenske fører til flere problemer udover de førnævnte faktuelle. Bl.a. inden for moralens egne snævre cirkler. Dette kommer bl.a. til udtryk i talrige referencer til den chilenske digter, politiker og diplomat Pablo Neruda (1904-1973), hvoraf kan fremdrages lederen af Rehabliterings- og Forskningscenteret for Torturofre i København siden 1982, Inge Genefke (f. 1938), der i bogen Torturen i verden skriver om opstarten af torturcenteret: Vi ønskede alle sammen at få så meget som muligt at vide om, hvad tortur gør ved mennesket både fysisk og psykisk.Niece til Salvador Allende, den verdensberømte forfatterinde Isabel Allende (f. 1942), skriver i sin bog Mit opdigtede land: I sin glødende poesi beskriver Neruda landet således:Dette altså helt klart som et moralsk modsvar til tortur og drab under Pinochet, og altså udsagt ved Pablo Neruda, idet man vel ser bort fra, at Neruda var den mest forhærdede besynger af stalinismen og Josef Stalin (1879-1953), Sovjetunionens leder fra 1922 til sin død i 1953, med millioner af drab på samvittigheden. Neruda selv var kraftigt involveret i et mislykket attentatforsøg i Mexico på Stalins rival Lev Trotski (1877-1940) i 1940, nogle måneder før det lykkedes for andre at dræbe ham med en isøkse. Ved Stalins død i 1953 skrev Neruda sin Ode til Stalin bl.a. om Stalin som »den højlyse dag« og vers som »Stalinister, lad os bære dette prædikat med stolthed« o.s.v., og til sin død fortsatte sin heltedyrkelse af Stalin – hvis dødsstatistik tælles i enheder à 10 millioner – længe efter at selv Kreml havde taget afstand fra visse begivenheder. Argumentationen skal ikke føres videre her. Overhovedet. At Pinochet bliver fordømt er der titusinder af grunde til, chilenere, med afrevne negle, lemlæstede kønsdele og det, der er langt grusommere, men fordømmelser, moral, personlig heltedyrkelse, politiske idiosynkrasier m.v. falder uden for genrekonventionerne for denne biografi. Historiefaget ses ikke grundlæggende som en moralsk eller politisk institution. Historiefaget er i sin kerne en faktuel institution, hvilket jo bl.a. afsløres i, at selv når historieskrivningen spændes for eksempelvis en politisk vogn, en nationalitetsopbyggende vogn, eller en moralsk vogn, så refereres jo til, og argumenteres jo med henvisning til, faktuelle begivenheder. Ellers kunne jo lige så godt skrives ren filosofi eller noget à la Ludvig Holbergs Moralske Tanker. Når historieskrivningen forsøges – tilstræbes – skrevet uden sigt på moral, indoktrinering, politik e.a., følger, at det fremmeste imperativ, der forpligter historikeren, er på det faktuelle, de faktuelle begivenheder og sammenhænge. DET er i sidste instans det lægeløfte, den ’hippokratiske ed’, historikere på tværs af tidsaldre, om man så må sige kan forpligte og tage hinanden i ed på, når de åbenlyst tidsbundne hensyn og mellemregninger – konsolideringen af kejseren som Guds stedfortræder; fremvisningen af historiens gang som Guds skaberværk; ønsket om at opbygge en national identitet; ønsket om at sandsynliggøre den materielle determinisme; tilbøjeligheden til at læse progressivitet ind i århundrederne; ønsket om at fremvise det repræsentative demokratis lyksaligheder; kvasi-religiøs respekt for Menneskerettighederne o.s.v. – blot står tilbage som parenteser i et længere forløb, som små kapitler i en mentalitetshistorie. Således skrev tyske Leopold von Rankes (1795-1886) i 1824 i forordet til værket Geschichten der romanischen und germanischen Völker von 1494 bis 1514: Man hat der Historie das Amt, die Vergangenheit zu richten, die Mitwelt zum Nutzen zukünftiger Jahre zu belehren, beigemessen: so hoher Aemter unterwindet sich gegenwärtiger Versuch nicht: er will blos zeigen, wie es eigentlich gewesen.»Wie es eigentlich gewesen« er sådan blevet en fast vending i historiefaget, og vel efterhånden i visse kredse i nogen grad ligefrem en stående vittighed, denne angiveligt arrogante påstand om at kunne rekonstruere det, der skete.[51] Som så ofte, når det drejer sig om den slags bevingede sentenser, skal den ses i sin helhed, der gør, at frasen i virkeligheden er et led i et noget anderledes udsagn. Det overhovedet mest dominerende i den fulde sætning er jo forsagelsen af at skulle dømme, gavne eller belære. Blot eksisterer intentionen, forsættet, om at ville vise, hvordan det egentlig var dengang. Eller man ville kunne skille denne sætning af Ranke i sine to faktiske dele, og så blive enige om, at dette »eigentlich gewesen« er en sag for sig, som man så altid kan tage i en diskussion for sig, med udgangspunkt i historicisme, hermeneutik, Annales-skolen eller hvad man ellers bekender sig til. Den verdensberømte passage af Ranke er en forsagelse først og fremmest. Det er i det mindste et radikalt andet forsæt af have, at afskære sig fra at ville dømme, gavne eller belære. Som et nyere eksempel på det modsatte kunne nævnes CEPOS-udgivelsen 20 begivenheder der skabte Danmark[52], som snarere end danmarkshistorie skrevet ud fra en liberalistisk filosofi, fremstår som liberalistisk ideologi skrevet med danmarkshistorien. Ja, eksemplerne er sådan set legio. Men lige meget hvilken historisk skole, hvilken dagsorden man i øvrigt – måske endda erklæret – har, så eksisterer der jo altid et postulat om begivenheder indtrufne i fortiden. AFSLUTTENDE De erkendelsesmæssige spørgsmål angående historieskrivning som sådan er i nogen grad diskuteret ovenfor. Selve atomerne i historieskrivningen er imidlertid beskrivelsen af de enkelte begivenheder i tilknytning til et givent emne. Det er i denne forbindelse sådan nogle data som, at en dreng blev født i Valparaíso d. 25. november 1915, at han blev optaget på Escuela Militar del Libertador Bernardo O'Higgins i marts 1933, at han deltog i et militærkup d. 11. september 1973 o.s.v. Biografien her vil kun i begrænset omfang have fokus på hans private og personlige liv. Det vil være en politisk biografi kun for så vidt som han havde politiske poster i 25 år, hvoraf de 16½ som sit lands politiske leder. Det vil være en skildring af et 91-årigt, professionelt liv i handel og vandel inklusive baggrunde, forhistorie og rødder. Samtidig er en sådan skildring i dette tilfælde en mulighed for at lægge et snit gennem et samfunds historie, et ganske særligt snit, der følger denne persons livsbane. Og dette snit vil også have udstikkere – udvalgte i henhold til forfatterens diskretion – i bredden, for at gengive den klangbund, begivenhederne foregik i. Og der ligger jo ikke en påstand om, at alt dermed er sagt og beskrevet, endsige sagt og beskrevet akkurat og korrekt. Som Ranke skriver i sin selvsamme legendariske, ovenfor citerede indledning, der har givet ham et ry af historisk absolutisme: Es umfaßt nur einen kleinen Theil der Geschichte dieser Nationen, den man wohl auch den Anfang der neueren nennen könnte; nur Geschichten, nicht die Geschichte;Altså: Ikke ’historien’ i absolut forstand, men ’historier’. Et ærligt forsøg kan man gøre, så godt man kan, idet han videre iagttager: ihre Welt war eine andere. [...] ich weiß, wie weit ich davon entfernt geblieben. Was ist zu sagen? Man bemüht sich, man strebt, am Ende hat man’s nicht erreicht.Altså: Det var en anden tid; den perfekte beskrivelse af den ... hvad kan man sige? Man gør sig møje, man bestræber sig; i sidste ende har man alligevel ikke opnået det! ******* [1] Debray, Regis, Samtaler med Allende – Socialisme i Chile, 1972, s. 81-82. |