|
Indholdsfortegnelse:
Forside Udskriftsvenligt:
Tæller: |
Barndommen
(Billedmontage fra det gamle Valparaíso kan ses nederst på siden.)
Godt 200 år efter bretton’en Guillermos ankomst til Chile, og som den 8. generation af Pinochet’er i landet, fødtes d. 25. november 1915 et drengebarn cirka et år efter forældrenes bryllup som den første af en børneflok på fire, to drenge og to piger. Drengen blev senere navngivet Augusto José Ramón Pinochet Ugarte (1915-2006), og han skulle senere gøre Pinochet-navnet kendt over hele verden. Der er ikke spor i vejen med Valparaíso på nuværende tidspunkt. [1]Således skrev englænderen W. H. Koebel (1872-1923) i 1913, dels som en kommentar til Valparaísos tilstand efter (endnu) et jordskælv – det store jordskælv i august 1906, kraftigere end det berømte i San Francisco i USA fire måneder tidligere. Dels må det læses som en typisk britisk understatement om forfatterens indtryk af byen i det hele taget. Koebels bog var på sin tid nærmest en rejsefører, men nu et rigt historisk dokument om Valparaíso og Chile på den tid, hvor Pinochet blev født. Valparaíso er for Sydamerika, hvad Liverpool er for England, skriver Koebel videre, men med den forskel, at mens Liverpool blot var centrum for handel og skibsfart, så berømmer han Valparaíso for tillige at have en enestående liflighed og charme, med klippernes tilstedeværelse overalt i byen, de med blomster og palmer tilplantede plaza’er o.s.v. En dansker, Poul »Pablo« Schouboe (1874-1941), skriver i sin bog, »Chile«, fra 1927, om indsejlingen til Valparaíso, på baggrund af rejser til Chile fra 1906 og efterfølgende: Forude lettede store Maageflokke. Skrigende kredsede de om Skibet, der nu drejede ind i den aabne Bugt.Også i en amerikansk bog, der er samtidig med Koebels, har man blik for Sydamerikas skønhed. Således skrives der i bogen South American Life fra 1912: De er os overlegne i een henseende. Uden tvivl er sansen for skønhed, påskønnelsen af det kunstneriske, langt mere højtudviklet hos sydamerikanerne end hos os. Det er svært at finde grimhed af videre udbredelse i deres lande.[2]Af Koebel i 1913 fremhæves, jfr. om de ovenfor nævnte indvandrerkulturer, især det britiske islæt i Valparaíso, samt at chilenerne i det hele taget også godt selv er klar over lighederne. Således skriver han efter en længere passus om, hvordan han tit faktisk forveksler indfødte gennem flere generationer og endda med direkte og ubrudt blodbane til Den Iberiske Halvø med englændere: Går man dem på klingen, er de nødt til at indrømme, at de er Sydamerikas englændere.[3]Bl.a. beskrives det også, at mens der ikke var noget britisk brandkorps i Santiago, så var der hele to sådanne i Valparaíso. Det nævnes eksempelvis også, at flere gader er opkaldte efter briter, bl.a. Calle Cochrane efter den skotske admiral jarl Thomas Alexander Cochrane (1775-1860), der havde udmærket sig under napoleonskrigene, og siden gjorde tjeneste i Chiles, Brasiliens og Grækenlands flåder, og i hvert fald for Chiles flådes vedkommende fik en formativ rolle, og gav den et britisk præg, der eksisterer den dag i dag, à la den formative rolle, preusseren Emil Körner (1846-1920) senere, i slutningen af Det Nittende Århundrede, fik for den chilenske hær, med det preussiske præg, det har givet. Koebel angiver således, hvordan gadebilledet præges af søofficerer og kadetter af underlig britisk fremtoning og hæren i uniformer af tysk mønster. [4]Angående forholdet mellem hæren og flåden på den ene side, og de styrende klasser eller grupper på den anden – og de anføres i South American Life korrekt som landejendomsbesidderne og handelshusene (sammensat af noget der ifølge bogen ligner 100, måske 300, familier) samt kirken – hedder det, at disse klasser udover bl.a. at have sikret sig kontrollen med og indtægterne fra bl.a. salpeterminerne også har bemægtiget sig hæren og flåden som et domæne for karrieremulighed på en sådan måde, at der forklarende afsluttes: Det kan næsten siges, at hæren og flåden har det formål at beskæftige de hundrede familier. [5]De væbnede styrker og de velstillede klasser var pyt og pande gennem hele Chiles historie – de forudsatte hinanden, og sammen konstituerede og opretholdt de, hvad man kunne kalde »burgøjserstaten«. BR> Koebel gentager gang på gang sin beundring for den chilenske mentalitet, bl.a. en imponerende gæstfrihed, der rådede fra Nord til Syd, i mange forskellige iklædninger, hos høj som lav, og som springer i øjnene på mange måder men på intet tidspunkt stærkere end under jordbærhøsten. [6]Desuden nævnes den glade afslappethed og frimodighed i landet: Den almene chilener er en person med stærke nerver. [...] Vitterlig, livet for alle lag I Valparaíso synes usædvanlig muntert. [7]Pinochet beskriver i sine egne erindringer om sin barndom sine forældres ægteskab og familieliv som meget kærligt, harmonisk og kultiveret med klaverspil af moderen eller afspilning af grammofonplader med italienske Enrico Caruso (1873-1921) fra U.S.A. m.m. Familien hørte overvejende til det franske miljø i byen, men Pinochet fremhæver selv de gode forbindelser til det spanske miljø. Morfaderen var død, og mormoderen havde giftet sig igen med en franskmand, Francisco Valette (-), der var fra Tours i Frankrig, og som tog stedbørnebørnene til sig som sine egne. Han fortalte – på fransk – om bl.a. de europæiske krige og Napoleon Bonaparte (1769-1821), som Pinochet fortæller, han vidste mere om, end han gjorde om republikken Chiles befrier og første præsident, Bernardo O’Higgins (1778-1842). Da Pinochet var spæd, forsvandt denne abuelastro, »stedbedstefader«, simpelthen for at deltage i Første Verdenskrig på fransk side, efter at have orienteret stedsvigersønnen Pinochet Vera – men ikke sin kone! – om forehavendet. Han vendte hjem fra Europa i 1921, og blev først taget tilbage af sin kone efter at 5-6 år gamle Augustos forældre havde gjort deres for, at bedstemoderen skulle tage ham til nåde. De konflikter, der var i forbindelse med det, gjorde angivelig et voldsomt indtryk på drengen. I det hele taget beskriver Pinochet i sine erindringer sig selv som en følsom dreng, der var vandskræk, der uopmærksom spildte mælk ned i hovedet på folk fra balkonen i biografen m.m. Fra biografen er også en beskrivelse af den lille Augustos første besøg for at se stumfilm i en biograf, der senere blev revet ned og hvor blev bygget den nye biograf Cine Velarde i 1931, en bygning, der i dag huser Teatro Municipal de Valparaíso på Avenida Uruguay. Åbenbart en amerikansk western. En skydescene var voldsom. Værre blev det, da et damplokomotiv kørte ud af lærredet. Lille Augusto skreg så meget, at lyset blev tændt i salen, og moderen blev bedt om at følge ham ud af, hvad han selv ligefrem kalder esa sala de tortura, »dette torturkammer«.[8] Der er beskrivelsen af at være blevet sendt i skole allerede som fireårig af mormoderen, der havde ambitioner på drengens vegne, en skole, hvor lærerinden underviste de små fra sengen, og gav dem slik, hvilket fik den lille Augusto til at tænke på eventyret Hansel y Gretel, Hans og Grete, med heksen der fedede børnene op for at spise dem, så han grædende løb hjem til de overraskede og grinende forældre. Udover beskrivelsen af at lytte til franskmandens fortællinger fra Første Verdenskrig m.v., berettes også om at høre beretningerne fra en bror til en af moderens forældre, der havde været med i Chiles succesfulde Guerra del Pacifico, Salpeterkrigen (1879-83) mod Peru og Bolivia, hvorved også her ønsket om selv at blive soldat blev indpodet i den lille dreng. Hans beskrivelse af sit drengeliv som porteño (d.v.s. indbygger i Valparaíso; ordet kan anvendes både som navneord og adjektiv også om andet end personer, og betyder for alle i Chile uden videre forklaring, at omtalte person, teatergruppe e.a. er fra Valparaíso), i starten af 1920’erne er som sagt en beskrivelse af sig selv som en følsom dreng, og også hans beskrivelse af livet i byen som sådan dengang er ganske indfølt og levende. Det er om livet på pladserne og avenida’erne i den liflige by, de varme forhold til barnepigerne, hvoraf een, María, under gåture med de små børn blev kurtiseret af og senere gift med en bestemt politibetjent, hvordan lavementer blev anvendt på børn som behandling for stort set alt, men vist nærmest fungerede som en slags afstraffelse, synet af mænd, der efter salpeterindustriens nedgang m.v. tiggede i gaderne, o.s.v. Sidstnævnte oplevelse gjorde stort indtryk på drengen, men der er ingen social indignation at spore, som heller ikke hos Koebel og heller ikke i den amerikanske bog, hvor det nøgternt hedder: Det nederste lag i Chile er langt fra civilisationens raffinementer. Dets laster og dyder er ligeligt stærke. Blandt dyderne er indfødt uafhængighed. Lasterne er grov, halv-bevidst rå magt, med ringe betvingelse af passionerne. [9]Koebel bemærker i sin 1913-beretning eftertrykkeligt hærens og flådens særlige status og deres karakteristika. Andetsteds har han en krads dog kærlig redegørelse for chilenerens sløsethed med især tid og aftaler: Alt i alt – skønt der er tallige og bemærkelsesværdige undtagelser – er punktlighed ikke en af de dyder, som han med nogen som helst form for retfærdighed kan bryste sig af. [10]Koebel gengiver ligefrem, at der findes to tidsopfattelser, en lokal, som er i overensstemmelse med det netop beskrevne, og på den anden side en Hora Inglesa, en »engelsk tid«, hvilket betyder punktlighed i europæisk forstand. Hos officererne fra Escuela Militar del Libertador Bernardo O'Higgins i Santiago, eller »The Prussian School« som Koebel omtaler den, rådede Hora Inglesa absolut. Militærfolkene beskrives som skarpe, intelligente og især flere gange »efficient«, effektive. Bare ved at anskue dem, står det briten klart, hvilken mentalitet, der er tale om: Honnøren og alle andre bevægelser af den slags bliver udført med en hastig skarphed, som knap kunne overgås selv i Potsdam. [11]Skolen fremstår i beskrivelsen nærmest som en by-i-byen med eget bageri etc., og med sanitære forhold, undervisningsfaciliteter og faciliteter i det hele taget, der overgår alt andet i byen. Kvinderne i Chile dengang og opfattelsen af dem er et kapitel for sig, og vil blive taget op her, da moderens og senere konens indflydelse på Pinochets livsforløb er anført af flere, bl.a. Gonzalo Vial.[12] Flere generationer senere end Koebels besøg skulle den verdensberømte chilenske forfatterinde Isabel Allende (f. 1942) i sin bog Paula skrive om opfattelsen af kvindernes rolle i Chile: Jeg ved ikke, hvem der har opfundet myten med det matriarkat, eller hvorfor den har overlevet i over hundrede år; måske har en gæst fra gamle dage, en dansk geograf eller en købmand fra Liverpool, der lagde vejen forbi vore kyster, lagt mærke til, at chilenske kvinder er stærkere og mere organiserede end de fleste mænd her, hvorpå han letsindigt har sluttet, de også bestemme, og da denne fejlagtigt antagelse var blevet gentaget tilstrækkelig mange gange, endte den med at blive til et dogme.[13]Koebels beskrivelse er ligeledes sammensat i dette spørgsmål. Dels bemærkes det sydlandske blod, og opfattelsen af kvinden som en fristerinde, der behørigt kurtiseres, og – vil man kunne sige – holdes i fristerindens rolle. Dels beskrives alligevel udførligt de chilenske kvinders frigørelsesgrad som kontinentets mest udbredte, og sammenlignelig med den i den angelsaksiske verden på den nordlige halvkugle. I en mere udførlig behandling af spørgsmålet burde også den Maria-dyrkelse, der er så udpræget i katolske samfund, indgå. Sikkert er det, at kvinderne set gennem en 60’er-feminist som Isabel Allendes øjne, i social-økonomisk henseende først og fremmest var deres mænds koner og deres børns mødre, men samtidig må det altså bemærkes, at der jo allerede i dette kapitel er skildret nogle stærke, kvindelige viljer, nogle handlekraftige damer, om ikke andet så dog inden for deres kvindelige domæne, som var væsensforskelligt og væsensforskelligt opfattet under La belle epoque, perioden i den vestlige verden fra 1870 til omkring Første Verdenskrig set i sammenligning med senere tiders. Et barn at den tid – danske Karen Blixen (1885-1962) – siger således i sin En Baaltale – med 14 Aars Forsinkelse: Mandens Tyngdepunkt, hans Væsens Gehalt, ligger i, hvad han i Livet udfører og udretter, Kvindens i, hvad hun er. Taler man med et Menneske om hans Forældre, vil han i Almindelighed meddele, hvd hans Fader har udrettet i Verden. »Min Fader byggede Storstrømsbroen, min Fader skrev den og den Bog, min Fader startede den og den store Forretning.« Og spørger man ham saa om hans Moder, svarer han: »Mor var saa yndig.«[14]Videre hedder at mandens værk ligger ude for ham selv, hvorimod: Kvindens Virke er at udvide hendes eget Væsen.[15]Om mange kvinder, Blixen havde kendt: der intet som helst Værk havde at fremvise, men som havde siddet inde med vældig Magt, udøvet afgørende Indflydelse og præget alle Forhold omkring sig.[16]Således også i efterspillet til at Augusto fire år gammel var ude for et uheld, hvor hans venstre knæ blev kørt over at en hestevogn med jernbeslåede hjul nær hjemmet ved Plaza O’Higgins. Som seksårig fik han smerter i knæet, og lægerne på bl.a. det tyske hospital i byen stillede diagnosen knogletuberkulose og anbefalede amputation. Men moderen, der havde store forhåbninger for sin førstefødte og dennes fremtidige militære karriere, afviste kendelsen. Nonneskole havde hun gået på siden hun var lille pige, og hun bad til Nuestra Señora del Perpetuo Socorro, »Vor Frue af den stedsevarende hjælp«, som det hedder på dansk, een af mange titler for Jomfru Maria, og aflagde løfte om at ville klæde sig i brunt i femten år, hvis benet blev reddet. En tysk læge var imidlertid sejlet til Buenos Aires, og tog på turné i det sydamerikanske, bl.a. med tog over Andesbjergene til Valparaíso, hvor Pinochets moder traf aftale med ham. Han bedømte, at der blot var tale om en vædskeansamling i knæet, og at kuren mod det slet og ret var solbade i to måneder. I den forbindelse kan man så alligevel tage tuberkulose ind i overvejelserne, for bare cirka 25 år tidligere havde dansk-færøske Niels Finsen (1860-1904) netop været hovedkraften i lanceringen af solbadning til kur mod dog især hudtuberkulose. Hvorom alting er, blev knæet godt igen, og sønnen kunne blive militærmand, som Doña Avelina ønskede det. HUN fremstår som viljen, vedholdenheden og drivkraften i kampen for sønnens førlighed og som den, der indgød de sociale ambitioner i drengen, bar ham frem og – med Blixens ord udøvede indflydelse og prægede forholdene omkring sig. I den henseende delte Pinochet skæbne med måske den største general i Det Tyvende Århundrede, Douglas MacArthur (1880-1964), hvis mor, »Pinky« (1852-1935), drev sønnen frem og plejede hans tidlige militære karriere.[17] Da Pinochet var ti år gammel, flyttede familien grundet moderens helbred ind i et hus, faderen havde sat i stand, og som blev navngivet Villa Avelina efter moderen, i Quillota, en mindre by cirka 30-40 kilometer nord-øst inde i landet, da lægen mente, det anderledes klima ville være godt for hendes tilstand. Efter to år dér flyttede man atter tilbage til Valparaíso, hvor Pinochet skulle gå i skole på den franske Sagrados Corazones de Los Padres Franceses, hvor han fik lærere og kammerater, som det i hans begravelsestale godt 80 år senere af øverstbefalende i hæren, Óscar Izurieta Ferrer (f. 1950), blev nævnt, han havde holdt kontakt til livet igennem. Den franske Padre Gildas var – dog med et glimt i øjet – specielt hård ved de elever, der var af tysk afstamning; »preusserne«, som han kaldte dem. I begyndelsen af skolegangen på Sagrados Corazones boede familien som nævnt stadig i Quillota, så Pinochet stod op kl. halv seks hver morgen og tog med tog ind til Valparaíso med sin far. Skikken med at stå tidligt op, fortæller Pinochet selv, blev grundlagt i den tid, og blev opretholdt livet ud. ******* [1] Koebel, W. H., Modern Chile, 1913, s. 26. |
