|
Indholdsfortegnelse:
Forside Tæller: |
CIA-dokumenter Diverse deklassificerede dokumenter fra USA's CIA (Central Intelligence Agency) og DIA (Defense Intelligence Agency) under projektet Chile Declassification Project, hvor efterretninger m.m. angående chilenske forhold og forhold vedrørende Pinochet blev offentliggjort.
Dokumenternes ofentliggørelse udspringer direkte af sagen mod Pinochet i London fra 1998 til 2000, hvor de spanske myndigheder udbad sig dokumentation fra USA i bevisførelsen mod Pinochet. Dette endte med en generel offentliggørelse af visse dokumenter under US-præsident Bill Clintons (f. 1946) regeringstid. De offentliggjorte dokumenter under Chile Declassification Projekt i det hele taget, og de af dem, der er gengivet her i særdeleshed, kan ikke ses som fuldstændige endsige repræsentative udsnit af, hvad der foreligger af dokumentation om sagforholdene fra US-side. Dokumenter, der enten i for høj grad vurderedes at løfte sløret for US-efterretningfetjenesternes arbejdsmetoder, eller på andre mådet kunne skade nationalte interesser, blev ikke deklassificeret. Af tilsvarende grunde er der nogle overstregninger i de offentliggjorte dokumenter. Disse overstregninger er gengivet i oversættelserne her på siden.
Dette er et telegram omhandlende en middag med Pinochet i 1971 på et tidspunkt, hvor han var øverstbefalende ved hærens garnison i hovedstaden, Santiago. Det rummer en vurdering af Pinochets politiske standpunkter og hans tilbøjelighed til kup mod Allende-regeringen. Det blev deklassificeret i juli 2000. FORTROLIGT TELEGRAM 1. Ved en middag d. 5. august undgik general Augusto Pinochet Ugarte at komme med politiske kommentarer, der kunne afsløre hans indre tanker. Dette er fuldstændig i overensstemmelse med det kendte mønster: han er forsigtig og tavs om politiske emner. Ikke desto mindre istemte han kone kommentarer fra andre gæster om, at regeringen var ude på dybt vand med sin nuværende kurs. Desuden er han tæt på Luis Molina Urete-familien, som hans søn har giftet sig ind i. (Pinochet-søn gift med datter af Molina.) Molina er medlem af PN (Partido Nacional), og fortalte privat, at hvis regeringen fortsætter den nuværende kurs, vil han evt. prøve at presse Pinochet til et kup. Skønt kommentaren var egennyttig, er det usandsynligt, at han ville være kommet med den, hvis han følte, Pinochet var regeringen fuldstændig loyal. 2. Pinochet ankom sent, og havde været på tomandshånd med Allende tidligere. I løbet af aftenen blev han kaldt til telefonen et halvt dusin gange for at få sidste nyt om situationen i byen, status på PDC’s (kristen-demokraternes) møde i indre by etc. Det var helt klart, at som »jefe de la plaza« er han ikke bare en kransekagefigur. Pinochet syntes at være en mild, venlig, smalsporet militærmand, som var fuldstændig opslugt at sit nye ansvar for sikkerhed, offentlig orden og politiske begivenheder, og som åbenlyst nød at føle sig betydningsfuld. 3. 4. I den forbindelse antager ikke Pinochet for at være pro-PDC eller i lommen på PDC. Ifølge , vurderer Comite Revolucionario ham til at være en person, som kunne udskadeliggøres af grupper med planer om et kup, men som ikke selv ville føre an i noget kup. 6.
Dette telegram er på baggrund at en samtale med Pinochet i september 1972, og bærer vidnesbyrd om Pinochets loyalitet over for Unidad Popular-regringen og Salvador Allende, om hærens stilling i det hele taget og han egen samt hærens forhold til U.S.A.'s hær. Dokumentet blev deklassificeret 11. juni 1999. 27 SEPT 72 1. gav det følgende indtryk: Situationen er meget dårlig med Allende ude af stand til at opretholde kontrollen med den siddende regering. Ingen kupplaner på bedding, men alle tror, et kupforsøg kan udvikle sig hvornår det skal være. Unge officerer er særligt utilfredse med forsvarskommandoens følgagtighed i forbindelse med Allendes politikker. 2. Pinochet, hidtil den strikse konstitutionalist, indrømmede modstræbende, at han nu gør sig overvejelser: At Allende må tvinges til at træde tilbage eller må sættes ude af spillet (»de eneste alternativer«). Pinochet (som er Prats mand) vurderer Prats til at være den førende kandidat til at lede en ny regering, men indrømmer, at hvis et kup ledes af yngre officerer (meget lidt sandsynligt), vil Prats ikke have en chance, fordi han er for tæt identificeret med Allende. 3. Allende fortsætter med at lægge pres på forsvarskommandoen for at købe sovjettisk, militært materiel, men højtstående officerer afslår med succes. Hæren vil ikke have en ny vifte af materiel eller tilstedeværelsen af sovjettiske rådgivere eller teknikere. Man kunne måske acceptere antiluftskyts-våben eller almindeligt logistisk udstyr. Pinochet var i Panama før han kom til Mexico for at forhandle køb af kampvogne af U.S.A.’s regering. Han følte sig meget godt behandlet, og tog afsted med den overbevisning, at U.S.A. alligevel vil levere kampvogne. (Mens han var i Panama, snakkede med flere US Army-officerer, som han kendte fra sin tid på School of Americas, og han fik at vide, at U.S.A. vil støtte et kup mod Allende »med de nødvendige midler« når tiden er inde.)
Dette er en note om træfninger m.m. mellem regeringstyrker og MIR (Movimiento de Izquierda Revolucionaria) i Chile, som om er blevet deklassificeret 11. juni 1999. STAFF NOTES: Latinamerikanske trends Chile: MIR på tilbagetog Den militære regering fastholder overtaget i dens kampagne mod den ekstremistiske bevægelse MIR. Stadig på flade fødder efter Miguel Enriquez’s død sidste måned er MIR blevet tildelt adskillige yderligere slag af regeringens sikkerhedsstyrker. Claudio Rodriquez, gruppens viceefterretningschef, blev dræbt lørdag efter at han smed en granat mod agenter, der forsøgte at arrestere ham. En anden formodet MIR-leder, Felipe Flores, blev fanget efter et anden væbnet sammenstød samme dag. Mandag arresterede regeringen Laura Allende de Pascal. Senora Pascal, den afdøde præsidents søster og mor til den flygtede MIR-leder Andres Pascal Allende, havde ikke tidligere været eftersøgt af sikkerheds styrkerne og havde ikke skjult sig. synes imidlertid at understøtte regeringens påstand om, at hun var involveret i MIR-aktiviteter. Særligt ivrige sikkerhedsagenter – måske medlemmer af DINA – kan have været ansvarlige for et bestialsk stykke psykologisk krigsførelse mod MIR tidlig søndag morgen. Liget at et ungt, kvindeligt MIR-medlem var smidt ind i den italienske ambassades beboelsesområde, hvor næsten 300 venstreorienterede, mange MIR-medlemmer inkluderet, havde søgt asyl. Den nuværende omgang succes for regeringen er delvis et resultat af et bankrøveri, der fandt sted tidlige i oktober, men som MIR ironisk nok muligvis ikke er ansvarlige for. Begivenheden, der førte til Enriquez’s død, begyndte, da sikkerhedsagenter på jagt efter bankrøverne genkendte en anden MIR-leder i en passerende bil. Dokumenter, der blev fundet på Enriquez, har givet betydelige spor til forskellige MIR-medlemmer og aktioner. Det er tegn på, at Enriquez havde besluttet sig for at iværksætte en MIR-offensiv, men DINA-leder Oberst José Contreras's fortalte højtstående regeringsembedsmænd, at Enriquez ikke var indblandet i bankrøveriet. Regeringen påstod imidlertid officielt, at 15 millioner escudos, der blev fundet i huset, hvor han døde, var udbytte fra røveriet, og beskyldte senere et formodet MIR-fragment, VAR, for røveriet. Carabinero’er og agenter fra Afdelingen for Efterforskning tror ikke, VAR nogensinde har været i forbindelse med MIR. Politiet har arresteret VAR-leder Nelson Aramburu og reddet 28 af de 37 millioner stjålne escudos fra hans moders hus. De mener, at VAR ikke er andet end een ud af et antal små bander, der foregiver politiske motiver for deres forbrydelser, da Allende var ved magten. Om VAR var en reel MIR-fraktion eller ej, står usikkert. Det er dog indlysende, at MIR er i defensiven, og at sikkerhedsstyrkerne har gode mentale profiler af de eftersøgte. Claudio Rodriguez mødte sig endeligt da han blev genkendt at en agent uden for tjenesten, mens begge var på indkøb i et supermarked i et middelklasse-beboelsesområde.
Denne korte tekst om Pinochet er et fortroligt dokument fra 28. april 1976, som er blevet deklassificeret 11. juni 1999. Det rummer en karakteristik af Pinochet samt en vurdering af hans karakter. Augusto Pinochet Ugarte (Fonetisk: peenohCHAY) Præsident, øverstbefalende i hæren. Tituleres som: Hr. Præsident .. Hærchef siden august 1973, general Augusto Pinochet, 60, blev præsident efter at have ledet kuppet i september 1973 mod præsident (1970-1973) Salvador Allende. Pinochet er fuldstændig engageret i etableringen af en ny politisk og økonomisk orden helt fri for ethvert spor af marxisme. Som en mand kendt for sin hårdhed vil han ikke tolerere nogen som helst modstand mod regeringen. Han har modvilje mod politikere af alle overbevisninger, og har særlig antipati mod politikere fra det kristligt-demokratiske parti. For internationale kritikere er Pinochet personifikationen af det onde, de ser i Chile. Han går i forsvar over for kritik, men anerkender at der foregår menneskeretskrænkelser i landet, men han har været uvillig eller ude af stand til at få de krævede forbedringer udført. Præsidenten har været udtalt indigneret over for tiltag til at stoppe den militære hjælp til Chile, og har rettet sin vrede specielt mod Edward Kennedy, som har stået i spidsen for sådanne tiltag. Pinochet er ikke desto mindre virkelig populær i Chile. Hans hyppige ofentlige optrædener i landet har til tider givet ham en fremtoning som en græsrodspolitiker, og han har udtrykt ønske om en dag at blive folkevalgt præsident. Skønt udadtil barsk, stejl og disciplineret kan Pinochet være varm og faderlig. Han er ligefrem og stærk i sin optræden og er lejlighedsvis impulsiv i sine offentlige udtalelser. Han ryger ikke og drikker med måde. Han holder af at læse og skrive. Han har skrevet mindst tre bøger om geeografi, en af hvilke har været brugt som gymnasiebog. Han har besøgt De Forenede Stater mindst tre gange. Præsidenten er gift med den tidligere Lucía Hiriart og har fem børn og syv børnebørn. Han taler noget fransk og lidt engelsk.
Dette er et memorandum fra et møde mellem USA's udenrigsminister Henry Kissinger, Augusto Pinochet samt andre på Pinochets kontor i Santiago i forbindelse med en konference i OAS (Organization of American States) i Santiago i 1976. Det rummer vidnesbyrd om Pinochets og Kissingers sikkerhedspolitiske overvejelser og deres vurderinger af egne landes muligheder i den forbindelse. Dukumenter blev deklassificeret 20. omtober 1998. Udenrigsministeriet Dato: 8. juni 1976 Tid: 12.00 middag Sted: Santiago, Chile (Præsident Pinochets kontor) Emne: U.S.-chilenske forhold Deltagere: CHILE Augusto Pinochet, præsident Patricio Carvajal, udenrigsminister Manuel Trucco, ambassadør i Forenede Stater Ricardo Claro, OAS/GA-konferencekoordinator for den chilenske regering FORENEDE STATER Udenrigsministeren William D. Rogers, assisterende sekretær for interamerikanske forhold Anthony Hervas (tolk) Udenrigsministeren: Dette er en smuk bygning. Konferencen er velorganiseret. Skal de mødes med alle delegationer? Pinochet: Ja, To eller tre om dagen. Jeg vil gerne sige, at vi er taknemmelige for, at De er kommet til konferencen. Udenrigsministeren: Det er en ære. Jeg blev rørt over den folkelige modtagelse, da jeg ankom. Jeg har en stærk følelse af venskab i Chile. Pinochet: Dette er et land med varmhjertede mennesker, som elsker frihed. Dette er grunden til, at de ikke accepterede kommunismen, da kommunister forsøgte at tage magten i landet. Det er en længerevarende kamp, vi er en del af. Det er en forlængelse af den samme konflikt, som brød ud som Den Spanske Borgerkrig. Og vi bemærker det faktum, at skønt spanierne prøvede at stoppe kommunismen for 40 år siden, dukker den nu frem igen i Spanien. Udenrigsministeren: Vi havde den spanske konge på besøg for nylig, og jeg diskuterede netop dette emne med ham. Pinochet: Jeg har altid været imod kommunisme. Under Vietnamkrigen mødtes jeg med nogle at Deres militærfolk, og gjorde dem min antikommunisme klart, og fortalte dem, at jeg håbede, de kunne afstedkomme dens nederlag. Udenrigsministeren: I Vietnam besejrede vi os selv med vores indre splittelse. Det eksisterer en verdensomspændende propagandakampagne fra kommunisternes side. Pinochet: Chile lider under den propagandaindsats. Desværre har vi ikke de nødvendige millioner til modpropaganda. Udenrigsministeren: Jeg må sige, at Deres talsmand (Sergio Diez) var meget effektiv til at forklare Deres standpunkt under denne morgens session i generalforsamlingen. I De Forenede Stater, som De ved, er vi meget sympatisk indstillede over for, hvad De prøver at gøre her. Jeg mener, at den tidligere regering havde kurs mod kommunisme. Vi ønsker jeres regering det bedste. Samtidig står vi over for massive indenlandske problemer i alle dele af regeringen, særligt i kongressen, men også i selve regeringen, med hensyn til menneskerettigheder. Som De ved, diskuterer kongressen nu yderligere beskæring af hjælp til Chile. Vi er imod dette. Men i bund og grund ønsker vi ikke at intervenere i jeres indenlandske forhold. Vi kan ikke være særlig specifikke i vores forslag til, hvad I skal gøre. Men dette er et problem, som komplicerer vores forhold og bestræbelserne af de, som er venner med Chile. Jeg vil tale om menneskerettigheder i eftermiddag ved generalforsamlingen. Jeg udskød min udtalelse indtil jeg kunne tale med Dem. Jeg ønskede, at De kunne forstå min stilling. Vi ønsker at gøre noget gennem moralsk overtalelse, ikke juridiske sanktioner. Det er derfor, at vi er imod Kennedy-tilføjelsen. I min udtalelse vil jeg behandle menneskerettigheder overordnet og på globalt plan. Jeg vil i to sætninger henvise til OAS-rapporten fra OAS’s menneskerettighedskommision om Chile. Jeg vil sige, at menneskerettighedsspørgsmålet har forringet forholdet mellem USA og Chile. Dette er til dels på grund af kongressens tiltag. Jeg vil tilføje, at jeg håber I snart vil fjerne disse hindringer. Jeg vil også gøre opmærksom på Cuba-rapporten og hykleriet fra nogle af dem, der gør opmærksom på menneskerettigheder som et middel til at intervenere i regeringers handlinger. Jeg kan ikke gøre mindre uden at fremkalde en reaktion i USA, som ville føre til lovgivningsmæssige restriktioner. Talen er ikke rettet mod Chile. Jeg ønskede at fortælle Dem dette. Min vurdering er, at De er et offer for venstreorienterede grupper fra hele verden, og at Deres største synd var, at vælte en regering, der var på vej til at blive kommunistisk. Men vi har et praktisk problem, som vi må tage højde for, uden dog at tilføje pres, der krænker jeres værdighed, og som samtidig ikke medfører USA-lovgivning, som vil underminere vores forhold. Det ville være en stor hjælp, hvis I ville holde os orienterede om de tiltag, I gør på menneskerettighedsfronten. Intet at dette siges med intentionen om at underminerer jeres regering. Jeg ønsker at hjælpe, og jeg ønsker at opretholde muligheden for at kunne hjælpe. Hvis vi overvinder Kennedy-tilføjelsen – jeg ved ikke, om De lytter med på min telefon, men hvis De gør, så har de lige hørt mig udstede ordrer til Washington om at gøre en helhjertet indsats for dette – hvis vi overvinder den, vil vi levere F-5E’erne, som vi sagde, vi ville gøre. Vi tøvede lidt et stykke tid, for at undgå at levere yderligere skyts til vore modstandere. Pinochet: Vi vender skridt-for-skridt til en institutionalisering. Men vi angribes kontinuerligt af kristen-demokraterne. De har en betydelig stemme i Washington. Ikke over for folkene i Pentagon, men de kommer igennem til kongressen. Gabriel Valdez har adgang. Også Letelier. Udenrigsministeren: Jeg har ikke set en kristen-demokrat i årevis. Pinochet: Også Tomic, samt andre, jeg ikke kan huske lige nu. Letelier har adgang til kongressen. Vi ved, de spreder urigtige informationer. Ser De, vi har ingen regeringserfaring. Vi er bekymrede for vores image. Om få dage vil vi offentliggøre de forfatningsmæssige rammer for menneskerettigheder og også en ramme for statsrådet. Der er en række tiltag, vi vil gøre, for at nærme os institutionalisering. På det økonomiske område har vi betalt vores gæld efter genforhandlingen. Vi betaler 700 millioner dollars i gæld inklusive renter i år. Vi har lavet jordreformer. Og vi har tage andre forfatningsmæssig tiltag. Vi har løsladt de fleste tilbageholdte fanger. Der har været frigivet 60 mere for nylig. 11. september 1974 udfordrede jeg Sovjetunionen til at frigive deres fanger. Men de har ikke gjort det, mens vi kun har 400 tilbageholdte folk. Vi klarer os godt med hensyn til udenlandske relationer. I tilfældet med Bolivia har vi vist vores gode vilje. Det hele afhænger nu af Peru. Udenrigsministeren: Det er mit indtryk, at Peru ikke er særligt sympatisk indstillede. Pinochet: De har ret. Peru ønsker ikke at se det foreslåede forslag. Udenrigsministeren: Peru fortalte mig, at de ikke ville får en havn ud af det med det forslag. Pinochet: Peru opruster. Peru forsøger at købe et hangarskib af briterne for 160 millioner dollars. De får også bygget 4 torpedobåde i Europa. Peru tipper den militære balance i det sydlige Stillehav. De har 600 kampvogne fra Sovjetunionen. Vi gør, hvad vi kan, for at for at kunne opretholde os selv i tilfælde af en katastrofe. Udenrigsministeren: Hvad gør I? Pinochet: Vi modificerer gammelt materiel, reparerer skrottede enheder. Vi er et folk med energi. Vi har ingen indianere. Udenrigsministeren: Jeg udleder af det, at Chile i store træk vinder sine krige. Pinochet: Vi har aldrig tabt en krig. Vi er et stolt folk. På menneskerettighedsområdet gør vi fremskridt. Vi er nu nede på 400. Vi har løsladt flere. Og vi ændrer også nogle domme, så fangerne kan komme i betragtning til løsladelse. Udenrigsministeren: Hvis I kunne udføre løsladelserne i klumper, i stedet for som 20 à gangen, hvis I kunne have et større program af løsladelser, ville det være bedre for det psykologiske indtryk af løsladelserne. Det, jeg mener, er ikke, at I skulle forsinke løsladelserne. Men, for at vende tilbage til spørgsmålet om militær hjælp, så ved jeg vitterlig ikke, hvordan det kommer til at gå i senatet i morgen. Trucco: Buchanan-tilføjelsen er brugbar. Udenrigsministeren: Jeg gentager, at hvis versionen fra Repræsentanternes Hus kommer igennem, så vil vi sende de fly. Trucco: (Diskuterer de tekniske aspekter af 1975-, 1976- og 1977-lovgivningen.) Trucco: Problemet er nu senatet angående FY 1977-loven. Fraser har allerede fået til tillæg igennem i Repræsentanternes Hus. Udenrigsministeren: Det forstår jeg. Vi har vores standpunkt angående dette. Min udtalelse og fores standpunkt er designede til at tillade os at sige til kongressen, at vi er i samtale med den chilenske regering, og at kongressen derfor ikke behøver skride til handling. Vi havde valget, om jeg skulle komme eller ej. Vi mente, det var bedre for Chile, at jeg kom. Min udtalelse er ikke fjendtlig over for Chile. 95 procent af, hvad jeg siger, er gældende for alle regeringer på halvkuglen. Det ombefatter ting, Deres eget folk har sagt. Trucco: Det er rigtigt. Vi går stærkt ind for en styrkelse af OAS-kommisionen. Udenrigsministeren: Vi beder ikke OAS om at ratificere noget som helst. Jeg har talt med andre delegationer. Vi ønskede et resultat, der ikke er for pinligt for jer. Men som venner må jeg sige til jer, at vi står i en situation i USA, hvor vi må være i stand til at pege på ting i Chile, eller blive tromlet ned. Som det blev demonstreret med Angola, så er kongressen i en destruktiv tilstand. Vi var i en god position i Angola. Vi troede, Angola kunne blive Cubas Vietnam. Det ville være sket, hvis Cuba var begyndt at få 20 tab om ugen. Cuba kunne ikke have holdt til det ret længe. Vi havde styrkerne til det. Kongressen stoppede os. Men jeg er overbevist om, at regeringen – hvem der end bliver valgt – vil være stærkere efter valget. Pinochet: Hvordan ser USA på problemerne mellem Chile og Peru? Udenrigsministeren: (Efter en pause.) Vi vil helst ikke se en konflikt. Meget afhænger af, hvem der begynder. Pinochet: Spørgsmålet er i virkeligheden at undgå en begyndelse. Udenrigsministeren: Det amerikanske folk ville spørge, hvem der rykker ind på hvem. Pinochet: Men De ved, hvad der foregår her. De ser det med Deres satellitter. Udenrigsministeren: Tja, jeg kan forsikre Dem, at hvis I indtager Lima, så vil I have meget lidt US-støtte. Pinochet: Vi gjorde det engang, for hundrede år siden. Det ville være svært nu, med den nuværende magtbalance. Udenrigsministeren: Hvis Peru angreb, ville det være en alvorlig situation for et land med Sovjetisk materiel. Det ville være alvorligt. Vi ville helt klart være modstandere af det diplomatisk. Men udover det, afhænger det hele af omstændighederne. Det er ikke nemt at mobilisere støtte til militær USA-intervention nu om dage. Pinochet: Så vi må kæmpe med vore egne våben? Udenrigsministeren: Jeg skelner mellem ønsker og sandsynligheder. Det afhænger af, hvordan det sker. Hvis der er skinbarlig aggression, så betyder det større, general modstand. Pinochet: Forudsæt det værst tænkelige, det vil sige, at Chile er aggressor. Peru forsvarer sig, og angriber efterfølgende os. Hvad sker der så? Udenrigsministeren: Så enkelt er det ikke. Vi vil jo så vide, hvem der er aggressoren. Hvis I ikke er aggressoren, vil I have vores støtte. Men aggression løser ikke internationale konflikter. Den ene part kan iscenesætte et uheld. Men almindeligvis vil vi vide, hvem der var aggressoren. Carvajal: I Bolivias tilfælde, hvis vi giver Bolivia noget territorium, vil boliviansk territorium være garanteret af de amerikanske stater. Udenrigsministeren: Jeg må støtte Bolivia i dets ønske om adgang til havet, men de la Flor er ikke glad for det. Carvajal: Hvis vi gav Bolivia noget territorium, og derefter tillod Peru at benytte havnen, ville Peru få alt, det behøvede. Udenrigsministeren: Det er min opfattelse, at Peru ikke vil acceptere. Pinochet: Jeg er meget bekymret for Peru-situationen. Omstændighederne kan eventuelt fremkalde aggression fra Perus side. Hvorfor køber de kampvogne? De har tungt artilleri, 155’ere. Peru hælder mere til Rusland end til USA. Rusland støtter deres folk 100 %. Vi er bag jer. I er lederen. Men I har et system, der straffer jeres venner. Udenrigsministeren: Der er sandhed i, hvad De siger. Det er underlige tider for USA. Pinochet: Vi løste problemet med de store multinationale virksomheder. Vi genforhandlede ekspropriationerne, og viste vor gode vilje ved promte at betale af på gælden. Udenrigsministeren: Det er uheldigt. Vi har været igennem Vietnam og Watergate. Vi må vente til efter valget. Vi bød styrtelsen af den kommunist-venlige regering her. Vi er ikke ude på at svække jeres situation. Angående udenlandsk aggression, ville det være alvorligt, hvis nogen blev angrebet. Det ville være en direkte trussel mod den inter-amerikanske system. Carvajal: Der er en stærk cubansk indflydelse i Peru. Det er mange cubanere der. Peruvianerne må presses. Og hvad sker der med de tusinder af cubanske soldater, som nu er i Afrika, når der ikke længere er brug for dem der. Udenrigsministeren: Hvis der var cubanske soldater med i et peruvianske angreb, så ville problemet være nemt. Vi vil ikke tillade en cubansk militær styrke på 5000 i Peru. Carvajal: De har nu et system, hvor peruvianerne kommer ind i grupper à 20, men hvor der peruvianske system kun registrerer 1. Udenrigsministeren: Cubanerne er ikke gode soldater. Carvajal: Men faren for et ansvarsløst angreb er der. Claro: Jeg har kilder i Peru. Der er en virkelig fare for, at cubanerne kunne flyve tropper ind i Peru. Udenrigsministeren: Det ville ændre situationen, og spørgsmålet ville da være nemt. Vi vil ikke tillade Cuba endnu et militært eventyr. En krig mellem Peru og Chile ville være en indviklet sag, men en krig mellem Cuba og Chile eller andre, ville vi ikke være ligeglade med. Claro: Deres rådgiver var hernede i 1974. De mente ikke, der var en cubansk trussel. Sovjetterne bruger Cuba til aggression, sagde jeg. Angola har siden været en bekræftelse af dette. Udenrigsministeren: Vi vil ikke tolerere endnu en cubansk militær manøvre. Efter valget vil vi have store problemer, hvis de ikke er ude af Angola. For det andet føler jeg endnu stærkere, at vi ikke kan acceptere sameksistens og ideologisk undergravning. Vi har nu betingelserne for en mere realistisk politik. Det ville hjælpe, hvis I havde nogle menneskerettighedsfremskridt, der kunne annonceres i klynger. Det mest vigtige er de forfatningsmæssige garantier. Det nøjagtige antal af fanger er underordnet. Habeas corpus er også vigtigt. Og hvis I kunne give os information på forhånd om jeres menneskerettighedsindsats, så kunne vi bruge det. For så vidt som kristen-demokraterne angår, så bruger vi ikke dem. Jeg har ikke mødt een siden 1969. Vi ønsker at fjerne våbnene fra vore fjenders hænder. Det er et særligt fænomen, at vi er specielt hårde over for vore venner. Jeg ønsker at se vore relationer og venskabet forbedres. Jeg opfordrede OAS til at afholde generalforsamlingen her. Jeg vidste, at det ville give Chile prestige. Der var derfor, jeg kom. Vi har forslag. Vi ønsker at hjælpe; ikke at undergrave. I gjorde Vesten en stor tjeneste ved at vælte Allende. Ellers ville Chile have fulgt i Cubas fodspor. Så ville der slet ikke have været nogen menneskerettigheder eller en menneskerettighedskommission. Trucco: Vi gav generalforsamlingen svar på nogle af udenrigsministerens forslag. Det, der kommer til at mangle, vil være vores forklaring på den kommende forfatning. Udenrigsministeren: Kan I komme med den, mens OAS er her? Pinochet: Vi har ønsket at undgå at gøre noget mens OAS er her, da det ville komme til at se ud som om, vi gjorde det for at lette OAS-presset. Vi kan måske gøre det om 30 dage. Udenrigsministeren: Hvis vi kan, er vi forberedte på at sige, at vi har det indtryk, at forfatningen er en hjælp. Pinochet: Jeg nævnte det i min indsættelsestale.
Dette memorandum til Ronald Reagan er en kilde til reflektioner over USA's politik over for Chile. Det blev deklassificeret i september 1987. MEMORANDUM TIL: Præsidenten [Ronald Reagan] FRA: Alexander M. Haig, Jr. EMNE: Vore politik over for Chile. De spurgte til vores Chile-politik. Inden for de næste få dage planlægger jeg at hæve forbuddet mod Ex-Im Bank-financisering og at godkende Forsvarsministeriets invitationsliste til dette års UNITAS-flådeøvelse, som inkluderer Chile. Disse er de mest irriterende sider af vor nuværende politik i regeringens regi. Vi vil have en fuldstændig revision fra flere instanser om cirka en måned for at kunne beslutte videre justeringer. Vi ønsker at opretholde en passende balance i vore politikker over for Argentina og Chile. Begge lande er nu gennem lovgivning afskårede fra militært salg og militær træning, bortset fra under meget snævre rammer for undtagelser. Blandt de venligtsindede lande, der skuer mod USA for lederskab, er vore relationer til Chile i helt enestående grad hindrede af sanktioner fra Kongressen og regeringen. De fleste af dem blev sat i værk på grund af Pinochet-regimets undertrykkende politikker efter det havde styrtet Allende i 1973. Selvom der har været betydelige menneskerettighedsforbedringer i løbet af de sidste fire år, er U.S.-politikken strammet. Sidst i 1979 nægtede den chilenske højesteret en anmodning om udlevering af tre chilenske officerer i hæren, som var involverede i mordet i 1976 på Orlando Letelier og Ronni Moffit i Washington, D.C. Fordi den chilenske regering ikke havde efterforsket fuldstændigt eller anklaget de tre mænd, satte Carter-regeringen en række yderligere sanktioner i værk, mest betydelige af disse var suspenderingen af Ex-Im Bank-financiering samt at landet ikke blev intivetet med til UNITAS-øvelsen i 1980. Suspenderingen af Ex-Im Bank-financiering stiller U.S.-eksportører dårligere konkurrencemæssigt end andre industrialiserede lande. Grundet Chiles strategiske placering og flådetradition er det i vor interesse at opretholde militært samarbejde med henblik på forsvar på halvkuglen.
Denne korte biografiske tekst fra DIA er her med for meget konkret at illustrere mangelfuldheden i det materiale, der er offentliggjort under det Chile Declassification Projekt, hvorfra teksterne her på siden stammer. (U) Navn: General Augusto Pinochet Ugarte (pee-noh-CHET), den chilenske hær. (U) Stilling: Præsident og chef for den militære junta siden 12. september 1973, og øverstbefalende i hæren siden 24. august 1973.
Dette memorandum til Ronald Reagan er en kilde til dels CIA's vurdering af de faktiske udsigter til overgang til demokrati i Chile, dels til deres vurdering af Pinochets indstilling til denne overgang. MEMORANDUM TIL: Præsidenten [Ronald Reagan] FRA: George P. Schultz EMNE: U.S.-politik stræber mod fredelig overgang i Chile med bred, national konsensus Deres politik med at tilskynde fremvæksten af demokrati i Sydamerika under betingelser udarbejdet af folket og dets ledere i hvert enkelt land har fungeret, og vi ønsker, at det også skal lykkes i Chile. Det er så afgjort ikke US-politik at prøve at få Pinochet væltet, men der er tiltagende beviser for, at han er ved at blive en forhindring for en gradvis overgang i samklang med vore interesser til en folkevalgt, civil regering. I særdeleshed viser Pinochet tegn på at ønske at forblive ved magten efter 1989, når han nuværende periode udløber; han kom til magten i 1973. Vi har prøvet at overtale Pinochet til at tage konkrete skridt til at mildne politiske restriktioner og til at etablere en dialog med ikke-kommunistiske, demokratiske politiske grupper; vi har også opfordret de demokratiske partier til at bløde op på deres ubøjelige modstand mod Pinochet og 1980-forfatningen. Den katolske kirke og dens midtsøgende leder, kardinal Fresno, deler vores synspunkt, og har selv haft denne tilgang, som også UK og FRG. Disse fælles anstrengelser for at skabe større realisme blande de demokratiske partier er begyndt at give afkast. Kardinal Fresno har skabt bred tilslutning til et nyt og pragmatisk overgangsforslag fra en bred vifte af politiske grupper, deriblandt tidligere Pinochet-støtter og ikke-voldelige marxister. Både Pinochet og den voldelige marxistiske opposition har hidtil afvist at overveje nogen ændring i den nuværende situation, men den opbakning, Fresnos initiativ genererer, kunne give anledning til omtanke. Hvis Pinochet forbliver ubøjelig og blokerer for den nødvendige overgang, vil landet blive tiltagende polariseret. Denne politik vil kun gavne kommunisterne. Vi vil vedblive med at søge samarbejde, dialog og kompromis, men der er et tiltagende svælg mellem vore nationale interesser i en ordentlig og fredelig proces, og Pinochets tilsyneladende ønske om at klæbe til posten på ubestemt tid.
Denne rapport er en kilde til spørgsmålet, om hvor tæt valgresultatet d. 5. oktober 1988 egentlig var på at blive omstødt. LAND: Chile (CI) EMNE: Chilensk juntamøde på aftenen for folkeafstemningen ADVARSEL: Dette er en informationsrapport, ikke endeligt evaluerede efterretninger. RESUMÉ: Den chilenske præsident og forsvarschef, general Augusto Pinochet, var natten efter 5. oktober forberedt på at afvise resultatet af folkeafstemningen, og kun juntamedlemmers afslag på at støtte ham stoppede ham i det. TEXT: 1. Der er forlydender om, at medlemmerne af den chilenske junta, admiral Merino, general Matthei, general Stange og general Gordon havde været afskåret af regeringen tidligt på aftenen d. 5. oktober fra at modtage resultater fra den chilenske regerings officielle folkeafstemning via hærens kommunikationslinier. Fra dette tidspunkt indtil juntaens møde med general Pinochet kl. 0105 d. 6. oktober i La Moneda, var de nødt til at ty til NEJ-sidens resultater for yderligere information. Omkring midnat skulle admiral Merino til at gå i seng, men de andre juntamedlemmer insisterede på at mødes med Pinochet. General Mattheis udtalelse til pressen ved ankomsten til La Moneda, om at det det så ud til, at NEJ-siden havde vundet, var en bevidst udtalelse, der skulle indskrænke general Pinochets muligheder. Matthei fortalte at hans mission var at afmontere bomben, og at Matthei beskrev mødet som meget sejgt. Matthei havde forud haft mere generelle diskussioner med Stange om muligheden for, at Pinochet skulle forsøge at negligere et NEJ-resultat, men de havde ikke talt med Merino. 2. Under junta-mødet blev Pinochet beskrevet som meget vred og insisterende på, at juntaen skulle give ham ekstraordinære beføjelser til at imødegå krisen oven på valgnederlaget. Han havde forberedt et dokument, der autoriserede dette, klar til deres underskrift. Indenrigsministeren, Fernandez, var til stede og forsøgte at fastslå, at 43 % faktisk var en sejr, at synspunkt han senere trak i land offentligt. Pinochet talte om at bruge disse ekstraordinære beføjelser til at lade de væbnede styrker indtage hovedstaden. På dette tidspunkt stod Matthei frem og satte hælene i. Matthei fortalte Pinochet, at han under ingen omstændigheder ville tillade sådan noget. Pinochet bad igen om særlige beføjelser, og igen afslog Matthei og sagde, at Pinochet havde fået sin chance som officiel kandidat, men at han havde tabt. Pinochet vendte sig da til de andre, og udbad sig samme ønske, og blev afvist af Stange og Gordon. Spændingen i lokalet var på dette tidspunkt så høj, at brigadegeneral Sergio Valenzuela, regeringens generalsekretær, sank sammen i, hvad viste sig at være første trin af et hjerteanfald. På dette tidspunkt, uden junta-støtte til at afvise NEJ-sejren, var Pinochet uden andre alternativer end at acceptere NEJ-sejren. KOMMENTAR: Forskellige versioner af begivenhederne på valgnatten har været gengivet i pressen. |
