Indholdsfortegnelse:

Forside

Prolog

Pinochet-slægten

Barndommen

...

Ecuador, 1956-59

...

Attentatet, 1987

...

London, 1998-2000

...

...

Taler m.m.

Kompendium

CIA-dokumenter

Om biografier

Anmeldelser

Kolofon



Tæller:



Ecuador, 1956-1959


(Video fra Quito kan ses nederst på siden.)



Ved begravelsesceremonien for Augusto Pinochet på Escuela Militar del Libertador Bernardo O'Higgins i Santiago den 12. december 2006 sagde øverstbefalende i hæren, general Óscar Izurieta Ferrer, i sin tale om Pinochets år som udstationeret i Ecuador:
I 1956 blev han, sammen med andre udmærkede officerer, udnævnt til at udføre tjeneste som underviser på militærakademiet i Ecuador, en tjeneste, der strakte sig til 1959, og hvorunder han deltog i reorganiseringen af dette institut for højere studier.

Denne etape af hans professionelle og private liv, langt væk fra fædrelandet, mindedes han i sine erindringer med en særlig nostalgi, idet han skrev: »Ecuador betød for mig personligt, ved siden af fødslen af to af mine børn, en periode med intense studier og hårdt arbejde i næsten fire år, en tid, der tillod mig indgående at komme til at kende indbyggerne i dette kære broderland.«
Om årene i Ecuadors hovedstad, Quito, skriver jurist, historiker og i et års tid fra 1978 til 1979 undervisningsminister under Pinochet, Gonzalo Vial (1930-2009) i sin Pinochet-biografi fra 2002 sin version af Pinochets liv i Quito, med dens »intense sociale liv«:
Når hun huskede tilbage var fru Lucía imidlertid forarget over de Quito’ske kvinder: Om dagen – sagde hun senere – fik den rigtig med slør og kirkegang; om aftenen flirtede de skamløst med andre folks ægtemænd.

Måske afspejlede disse erindringer en smule jalousi, for major Pinochet faldt i god jord hos det kvindelige køn, og hans hustru rejste kun to gange, for at tage til Chile, hvor hun fødte Marco Antonio (1958) og Jacqueline María (1959), som blev født 48 timer efter at hendes far vendte tilbage til vort land efter at have afsluttet missionen i Ecuador.[1]
Vials fremlægning er i det mindste fjernelse af noget af sløret lagt over den sande historie, men: I 2009 udkom bogen La Familia – Historia Privada De Los Pinochet skrevet af de to chilenske journalister Claudia Farfán og Fernando Vega. I den bog er situationen, hvor Izurieta Ferrer fremsiger den ovenfor citerede del af sin tale ved Pinochets begravelse, beskrevet:
De fem børn foretrak ikke at se på deres mor. Alle holdt et stift blik på podiet, hvorfra hærchefen holdt sin tale.
[ ...]
Det var meget usandsynligt, at militærmandens tale ikke havde kaldt det spøgelse frem, der var Lucía Hiriarts minde om den smukke kvinde, der næsten havde fået Pinochet til at bryde sit ægteskab. Den hemmelige kærlighed, der var opstået i Quito i 1957, havde trukket et dybt spor i hendes liv, som hun altid mindedes om, når nogen nævnte Ecuador.[2]
Rygterne om det, der her tales om, kørte i årtier i Chile som en såkaldt »offentlig hemmelighed«, men først i Claudia Farfán og Fernando Vega’s glimrende bog afdækkes fuldtonet begivenhederne fra disse år, og det hedder således yderligere i et af bogens afsnit, El Pinochet seductor, »Forføreren Pinochet«, bl.a.:
Men det varede ikke længe efter Pinochets indskrivning på Universidad de Quito i oktober 1956, før han indledte mere en eet elskovsforhold til smukke kvinder fra nogle af de mest velhavende familier i Ecuador.[3]
Om detaljerne i disse mere private og intime forhold senere i dette kapitel.

Det tjenestelige indhold i tiden i Ecuador var, at Pinochet som den yngste af fem chilenske officerer blev udstationeret i hovedstaden Quito for der i næsten fire år at undervise på og udvikle landets stabsofficersskole, Academia de Guerra del Ecuador, som i dag hedder Academia de Guerra de la Fuerza Terrestre Ecuatoriana. Ecuadors stabsofficersskole er en meget ung institution, der først blev besluttet oprettet i 1900, og først senere i begyndelsen af det tyvende århundrede egentlig kom i drift, så man forstår behovet for en gruppe chilenske officerer til at give stedet et løft med den preussiske tradition og skoling, de havde med sig. I øvrigt var der også en chilensk mission af sted på samme vis i 1969.[4]

Som på alle sydamerikanske institutioners hjemmesider er der også på Academia de Guerra’s hjemmesiden langt fremme tilgængeligt en gennemgang af institutionens historie. Her undlader man ikke i år 2009 at vise sin taknemmelighed for især Pinochets bidrag til skolen.
I 1956, for anden gang med den værdifulde rådgivningsindsats fra en delegation fra det chilenske militær, åbnede skolen sine klasseværelser i bygningerne på Instituto Nacional Mejía, og blandt de udvalgte undervisere står tilstedeværelsen af professor i militær geografi, major Augusto Pinochet, eks-statsoverhoved i Republikken Chile, frem. Efter dette står Academia de Guerra afgjort styrket på trods af skolens nomadiske tilværelse rundt omkring i Quito …[5]
Tidligere i samme historiske gennemgang undlader man heller ikke at nævne bidraget til skolen fra Benito Mussolini’s (1883-1945) Italien.

Præsident i Ecuador i 1956 var José María Velasco Ibarra (1893-1979). Det var under hans tredje af fem perioder som præsident i landet, og den eneste, hvor han sad tiden ude og ikke blev afsat af de væbnede styrker. Selv stod han også på et tidspunkt for et forsøg på en militær magtovertagelse, der dog mislykkedes.

Ecuador og Chile har et skæbnefællesskab i kraft af historiske spændinger mellem sig og Peru, der ligger imellem de to lande og adskiller dem med cirka 2000 kilometer. Chile og Peru (Peru sammen med Bolivia) udkæmpede fra 1879 til 1883 den såkaldte Guerra del Pacífico, Salpeterkrigen, om Atacamaørkenen, som Chile vandt. Under Anden Verdenskrig – i 1941 – var Peru og Ecuador med små, dårligt udrustede styrker i væbnet konflikt om territorielle krav i grænseområdet. Der blev mæglet udefra, men der opstod mindre træfninger igen i 1981 og 1995 i denne grænsekonflikt. Der var på et tidspunkt undersøgelser i gang på formodningen om at Chile illegalt havde leveret våben til Ecuador i forbindelse med træfningerne i 1995, og at Pinochet havde været varemægler i den forbindelse. Undersøgelsen blev lukket. Det formodes, at dele af Pinochets formue, der blev afsløret efter årtusindskiftet, stammede fra returkommission fra denne og andre våbenhandler.[6]

Alle fire nævnte lande erklærede selvstændighed fra spansk kolonistyre mellem 1809 og 1821.

Således lå der også med udsendelsen af Pinochet og de andre officerer et element af forbrødring på diplomatisk niveau mellem Chile og Ecuador og de to landes præsidenter – Chiles var på dette tidspunkt Carlos Ibañez del Campo (1877-1960).[7] Ibañez var denne gang demokratisk valgt som præsident i perioden 1952-1958 i modsætning til i 1927-1931, hvor han havde taget magten ved en form for militær paladsrevolution, og siden regerede ved dekret.

Den 12. april sejlede Pinochet-familien sammen med af andre officerer med familier med det italienske skib Marco Polo. Man gjorde stop i den peruvianske havneby Callao, der er hovedstaden Limas havneby. Der var tid under opholdet til at besøge Lima. Derfra gik turen til den ecuadorianske ø Puná, hvorfra turen gik videre på skibet Rosita til Ecuadors største by og vigtigste havneby, Guayaquil ved floden Guaya’s udmunding. Man opholdt sig i to dage i Guayaquil, og boede på Hotel Metropolitano, om hvilket der et sted på internettet står, at en professor Albert B. Franklin fra Harvard University i sin tid udtalte følgende:
Hotel Metropolitano i Guayaquil er et af de reneste, mest komfortable og moderne hoteller i hele Amerika.

Guayaquil er Ecuadors største by, og har i dag 2 millioner indbyggere. Byen er landets vigtigste mht. bl.a. industri og som største havneby. Byen har tropisk klima, nærmest med to årstider, der er mere eller mindre varme og fugtige.

I 1956 har der boet knap en halv million mennesker i byen. Hele landet har i samme periode haft en forholdsmæssigt næsten tilsvarende befolkningstilvækst, nemlig fra små 4 millioner indbyggere til i 2009 små 15 millioner, altså også omtrent en firedobling.

De chilenske officersfamilier fløj fra Guayaquil til hovedstaden Quito, og nu begyndte flere i selskabet at få problemer med utilpashed på grund af højden: Quito, landets næststørste by og een af verdens højest beliggende hovedstæder, ligger cirka 2800 meter over havet. Byen ligger i øvrigt stort set lige på ækvator, som jo på spansk hedder ecuador – deraf landets navn. Klimaet er dog – p.g.a. beliggenheden højt oppe i bjergene – ikke tropisk. Månederne juni til september er ret tørre, mens januar til maj byder på en del regn. Gennemsnitstemperaturen i byen er omkring 15 grader Celsius året igennem. Byen er omgivet af en række vulkaner. Quito er som Pinochets fødeby Valparaíso’s gamle bydel udnævnt af FN som verdensarv.

I Quito blev familierne modtaget af Chiles ambassadør i landet, Cubillos, og hele staben på den chilenske ambassade. Pinochet-familien boede indledningsvis på Hotel Embajador i gaden Avenida Colón. Det hotel, der her skrives om, er efter alt at dømme det Hotel Ambassador, der i 2009 ligger på hjørnet af Avenida 9 de Octubre og Avenida Colón, og arkitektonisk set af en dansker vel ville blive omtalt som i »hacienda-stil«.[8]

I sin biografi gør Pinochet straks i kapitlet om tiden i Ecuador meget ud af at gøre rede for, at et betydeligt formål for ham med opholdet var opsparing. Han havde på forhånd orienteret sig grundigt dels om landet og byen angående sædvaner, mentalitet o.s.v., dels angående boligforholdene. Et møbleret hjem kostede mellem 1200 og 1300 US-dollars om måneden i leje, mens de umøblerede var nede i 600 dollars. Pinochet-familien fandt sig efter tre dages søgen et umøbleret hus med smuk udsigt fra toppen af en bakke til 400 dollars. »Som det ses, en temmelig stor besparelse«, er Pinochets regibemærkning.[9] Pinochet-familien havde – også for at spare penge – taget møbler med sig i et sparsomt omfang, og de blev transporteret med jernbane fra Guayaquil til Quito. Huset lå på adressen Calle Carrión nummer 445, og findes ikke mere. I bogen La familia skrives, at folk i kvarteret stadig husker den venlige major, der hilste hver morgen.[10]

Forfatterne til La familia har undersøgt betalingen af de chilenske officerer i sin tid. De fik af den ecuadorianske stat 400 dólares, US-dollars, eller hojas de lechuga, »salatblade«, som Pinochet kaldte dem i et interview i 1999.[11] til at dække udgifterne til rejsen og til at indrette sig i Quito. De fik månedligt 600 dollars, også af Ecuadors stat. De var fritaget for skat og fik gratis medicinsk behandling. De oppebar samtidig fortsat deres chilenske løn, betalt i pesos.[12]

I bogen La familia er redegørelsen for det opsparede følgende: I forbindelse med undersøgelser af Pinochets formue i årene efter årtusindskiftet fremførte Pinochets forsvar, at der i årene i Ecuador blev sparet 118.000 dollars op, og at disse penge siden ynglede og blev til 458.000 dollars i den nu hedengangne Riggs Bank, der havde hovedsæde i USA’s hovedstad Washington D.C., og som Pinochet havde hemmelige konti i; en skandale, der blev rullet op i 2004. Imidlertid er denne forklaring dog i modstrid med andre, tidligere udtalelser fra Pinochet selv, om at de opsparede penge fra Ecuador senere blev brugt til at købe et hus i gaden Laura de Noves i bydelen Las Condes i det nord-østlige hjørne af Santiago.[13]

I øvrigt videregives i bogen La familia flere vidnesbyrd, om at Pinochet vitterlig og hele livet igennem var meget sparsommelig, lige fra sine første dage som soldat, hvor han gik lange afstande til fods i stedet for at tage offentlige transportmidler, til sin tid som diktator, hvor han kunne opleves i præsidentpaladset La Moneda gå og slukke lyset efter folk, for at spare på strømmen, og kunne sende sine folk på indkøb i et særligt apotek i centrum af Santiago, hvor der var billigst.[14]

Pinochet skriver, at han som lærer i geografi ikke alene skulle kende landets geografi, men også skulle kunne omsætte dette kendskab til undervisning. Derfor indledte man med at gennemrejse hele landet.[15]

Det første mål var byen Loja, det ligger cirka 450 kilometer syd for Quito, og også over 2000 meter over havet midt i Andesbjergene, Los Andes, og tæt på grænsen til det nordlige Peru. Byen udmærker sig i øvrigt ved så tidligt som i 1890’erne at være blevet forsynet med elektricitet fra et vandkraftværk.

Derfra gik turen cirka 150 kilometer tilbage nordpå til landets trediestørste by, Cuenca, med knap 500.000 indbyggere, der ligger omkring 2500 meter over havet. Byen har i dag otte universiteter. Det ældste, Universidad de Cuenca, blev grundlagt i 1867.

Videre til havnebyen Puerto Bolívar ved Golfo de Guayaquil, Guayaquilgolfen. Byen er opkaldt efter Simón Bolívar (1783-1830), der sammen med José de San Martín (1778-1850) var en af de helt store frihedshelte i de sydamerikanske koloniers løsrivelse fra Spanien. Det er af de største havne til udskibning af sydamerikanske bananer til Europa. Byen blev i øvrigt i 1941 under den føromtalte krig mellem Peru og Ecuador indtaget af peruvianske faldskærmstropper.   Den månedlange rundtur i Ecuador førte også til de skovdækkede områder øst for Andesbjergene, Amazonregnskoven.

De to børn, Lucía og María Verónica kom efter deres mors ønske på den katolske skole Sagrados Corazones de La Dolorosa. For 11 år gamle Augusto Osvaldo var Quito den fjerde by i hans liv, de første tre var Arica, Iquique og Chillán. Med hans sind var det ikke trygge kår.[16]

Undervisningen på officersskolen begyndte i oktober 1956. Pinochets fag var udover geografi geopolitik og efterretning. Pinochet anmærker i sin biografi den oberst, der ledede skolen, og som var modstandet af chilenernes tilstedeværelse, bl.a. fordi de ikke – som alternativt brasilianske officerer – var gratis. Pinochet refererer til to tilfælde af gnidninger, han havde med denne oberst, der var »temmelig hård«.[17]

Anderledes prises hans afløser, oberst López, der i Pinochets øjne havde en udmærket personlighed, en stor arbejdskapacitet og som evnede at skabe et harmonisk arbejdsklima.[18] Fra anden side bemærkes Pinochets egen arbejdssomhed, idet bl.a. en privatsekretær fra dagene i Ecuador har berettet, at arbejdsdagen begyndte klokken 7 om morgenen, og tit gik til et ukendt sluttidspunkt.[19]

Samtidig med sin dont på officersskolen læste Pinochet selv jura på Universidad de Quito. Det gik kun det første år for så vidt at passe det ind med sin egen undervisning, men ikke det andet år, og han måtte stoppe forehavendet, da professorerne på universitetet ikke længere ville tillade, at Pinochet kom en smule for sent til timerne, som i det første år.[20]

Det blev også til en tjenestelig tur til USA. Fem dage i Washington, D.C., hvor man bl.a. aflagde den chilenske og den ecuadorianske ambassadør besøg. Desuden fik Pinochet besøgt biblioteker og museer, en tilbøjelighed han også havde under rejser i 1990’erne efter sin tid som statsoverhoved. Det blev til en rundvisning i Pentágono – Pentagon. Derefter var man to dage i Nueva York – New York, hvor Pinochet bl.a. fik lejlighed til at gå i biografen, en af hans helt store passioner hele livet igennem. To andre store passioner var i øvrigt rejser og bøger. Pinochet beretter ganske afklædt, om oplevelsen af at drikke Cola og ikke at kunne sige andet på en restaurant end ordet »meat«, hvilket dog førte til kontakt med den eks-chilenske kok på restauranten.

 Senere kom man til det militære anlæg Fort Bliss, der strækker sig over både staterne New Mexico og Texas. Det ligger desuden ved El Paso/Ciudad Juárez, byerne på hhv. Texas- og Mexico-siden af grænsen mellem de to lande. Om forskellen på de to byer skriver Pinochet:
I El Paso kan man sætte pris på renlighed, orden og pleje i modsætning til snavsetheden, stanken og prostitutionen i Ciudad Juaréz.[21]
Fra El Paso tog gruppen over Dallas til Miami og videre tilbage til Ecuador.
I august [1957] blev mit fjerde barn født i Santiago de Chile. Vi kaldte ham Marco Antonio. Han kom til verden efter mange år uden familieforøgelse, så det var en stor gælde for os.
[...]
Vor tilværelse i Ecuador forløb uden noget nyt.[22]
Det sande forløb må antages at være ret præcist skildret i bogen La familia, der er refereret til ovenfor. Det forløb er fuldstændig anderledes end det, Pinochet præsenterer i det netop citerede – det var absolut ikke et forløb »uden noget nyt«. I det tidligere omtalte og citerede afsnit El Pinochet seductor, »Forføreren Pinochet«, berettes, at han havde bekendtskaber med noget så usædvanligt som fraskilte kvinder fra de højere lag i Quito, kvinder, der var radikalt anderledes end hans egen kone, Lucía, med hendes konservative og strengt religiøse sindelag.

Den første var Mercedes Calisto, en smuk kvinde med en stærk karakter, der gik under kælenavnet »Meche« og var blevet skilt i 1954. Angivelig troede Mercedes helt til sin død i 2003, at hun var den eneste ekstra kvinde i Pinochets liv i Ecuador. Hendes kælenavn for ham var »Papucho«. De to mødtes to gange i Quito løbet af 1990’erne, i 1992 og igen i 1997, denne gang ved et selskab i hende og hendes daværende mand, Luis Robles Plaza’s, hjem.[23] Robles Plaza var i øvrigt borgmester i tidligere nævnte by Guayaquil i slutningen af 1950’erne og besatte senere forskellige ministerposter i Ecuador. I 1987 kørte en sag mod ham i forbindelse med tortur, summariske henrettelser og forsvindinger.

Det er også skildringer af mandage i en villa i byen, hvor chilenerne mødtes med smukke lokale kvinder. En af chilenerne beretter:
Vi mødtes på mandage. Alle ankom omkring middag og blev der indtil efter otte om aftenen. Vi fik god vin, vi lyttede til musik og dansede meget. Een af de mest entusiastiske var Pinochet.[24]
En anden kvinde, han mødte dér, var af en familie, der havde sin rigdom fra forhandlingen af entreprenørmaskiner etc. fra US-firmaet Caterpillar i Ecuador. Det var den smukke og udadvendte kvinde ved navn Leonor Rosales.[25]

Den helt store affære var imidlertid med en smuk pianistinde af libanesisk afstamning og med grønne øjne, Piedad Noé, der var fraskilt mor til to drenge. Deres forhold blev indledt midt i 1957, og der var gensidig tiltrækning ved første blik, så det blev til en heftig affære. Doña Lucía tog derfor tilbage til Chile og fødte sønnen Marco Antonio dér. Få uger efter fødslen tog hun i august 1957 tilbage til Quito for at redde sit ægteskab. I januar 1959 måtte hun dog tage tilbage til Chile med sine børn igen, da affæren – trods Pinochets løfter om det modsatte – fortsatte. Her fødte hun parrets femte og sidste barn, Jacqueline, og boede hos sine forældre. Udadtil var forklaringen, at klimaet og højderne i Quito ikke passede hende godt, at hun hellere ville føde hos chilenske læger, og at det passede dårligt for børnene, at skoleåret begyndte og sluttede på andre tider i Ecuador.[26]

Som en konsekvens af, hvad Pinochet viste i Ecuador, sørgede Lucía Hiriart efterfølgende så vidt muligt for, at holde tiltrækkende kvinder væk fra sin mand, således at stab, personlige oppassere o.lign. så vidt muligt var mandlige.[27]

I øvrigt var der nogen kontakt mellem Piedad Noé og Pinochet siden hen, bl.a. et møde i juni 1983 i forbindelse med, at hun var på rejse i Chile, men i øvrigt helt frem til hendes død i begyndelsen af 1990’erne i USA, hvor hun var gift en anden gang, med en diplomat fra USA.[28]

Pinochet blev og fuldførte sin udstationering i Ecuador. I sidste ende besluttede han at vende tilbage til sin kone. Dels savnede han sine børn, dels valgte han den sikre vej i forhold til sin militære karriere. For kulturen omkring og forventningerne til officererne i den chilenske hær var, at de var gifte, forblev gifte og med den samme kvinde. Denne kultur er også beskrevet af den chilenske forfatterinde Isabel Allende i romanen Kærlighed og mørke – De amor y de sombra – om forlovelsen mellem officeren Gustavo Morante og Irene Beltrán:
Han nærede et dybt ønske om at kunne tilbyde Irene eget hus, moderne møbler, hårde hvidevarer, bil og en sikker indtægt. Det nyttede ikke noget, at hun ikke viste interesse for den slags ting, men tværtimod foreslog, at de i stedet for at gifte sig skulle leve sammen et stykke tid for at prøve at se, om summen af deres ligheder var større end summen af deres forskelligheder. Han havde ikke i sinde at eksperimentere, det kunne skade hans karriere. Velordnede familieforhold var vigtigt, når man skulle kvalificere sig til at blive forfremmet til major. Desuden blev ungkarle over en vis alder betragtet med mistænksomhed i de væbnede styrker.[29]
Igennem hele forløbet var Pinochets mor, doña Avelina sin søn en støtte og fortrolig. I øvrigt var forholdet mellem hende og hendes søns kone fra starten og alle årene igennem anstrengt.[30]

Sagen om Pinochets affære med Piedad og forældrenes adskillelse er bekræftet af Pinochets søn Augusto Osvaldo i interview til aviser.[31] For de tre ældste af børnene, der havde oplevet bruddet mellem forældrene, var episoden et stort tabu livet igennem.

Hvad derimod aldrig er blevet bekræftet, er rygterne om at en af Pinochets sidespring skulle have affødt en uægte søn i Quito. Flere har efterforsket rygtet, bl.a. satte Pinochet sin svoger, Sergio Hiriart til at efterforske det under hans ophold i tre år på ambassaden i Quito i 1970’erne, men intet kom der ud af det.[32]

Også den cubanske efterretningstjeneste efterforskede sagen i 1980’erne med håb om af kunne destabilisere Pinochet og hans militærstyre, hvis man kunne afsløre en så pikant skandale. Heller ikke de fandt kød på historien.

I juni 2009 var der ikke desto mindre en artikel i Quito-avisen El Comercio, hvor en kendt læge i byen, Fabián Guarderas, fortalte indgående som sit mangeårige venskab med Pinochets påstået eksisterende søn, »Juan«, som angivelig ønskede en DNA-test for at fastslå sit fædrene ophav.[33]

Udstationeringen i Ecuador ophørte planmæssigt i begyndelsen af oktober 1959, og et par uger efter påbegyndte Pinochet tjeneste i hærens 1. Division helt nordpå i Chile, hvor han flere gange gjorde tjeneste. Det var denne gang i byen Antofagasta, hvor han efter nogen tid fandt en bolig. I november fulgte familien efter. Lucía Hiriart var født og opvokset i byen, og havde barndomsvenner der. Børnene kom på en skole med piger og drenge blandede, Colegio de la Congregación Oblata.

Efter nogen tid, i 1960, blev Pinochet forfremmet til oberstløjtnant.[34]




[1] Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 95

[2] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 147

[3] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 197

[4] Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 94 

[5] Academia de Guerra del Ejército Ecuatoriano, Quito – Ecuador,

http://www.agft.mil.ec/QuienesSomos.html

[6] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 121

[7] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 188

[8] http://www.hotelenquito.com/

[9] Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 1, s. 156

[10] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 189

[11] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 120-121

[12] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 121

[13] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 120-121

[14] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 114-115

[15] Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 1, s. 156

[16] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 68

[17] Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 1, s. 156

[18] Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 1, s. 157

[19] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 195

[20] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 196

[21] Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 1, s. 159

[22] Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 1, s. 159

[23] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 197-199

[24] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 199

[25] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 200

[26] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 41-44 og 202-206

[27] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 95

[28] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 11-12 og 193 og 206

[29] Allende, Isabel, Kærlighed og mørke, 1997, s. 91

[30] Farfán, Claudia og Vega, Farnando, La Familia – Historia Privada De Los Pinochet, 2009, s. 12 og 23 og 126

[31] El hijo de Pinochet revela mas detalles,  http://ww1.elcomercio.com/noticiaEC.asp?id_noticia=288767&id_seccion=3, 6/7 2009

[32] El hijo de Pinochet revela más detalles,  http://ww1.elcomercio.com/noticiaEC.asp?id_noticia=288767&id_seccion=3, 6/7 2009

[33] El hijo quiteño de Pinochet quiere un ADN, http://ww1.elcomercio.com/noticiaEC.asp?id_noticia=287057&id_seccion=7, 28/6 2009

[34] Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 1, s. 161





Multimedia


Quito

Denne video lagt ud på Youtube er en officiel video fra touristbureauet i Quito til promovering af byen:



    Til forsiden af pinochet-biografi.excathedra.dk | © Asbjørn B. Christensen, 2009