Pinochet-sagen i London, 1998-2000

Den suverænitet, som er en stats ret, har ikke på nuværende tidspunkt en absolut karakter, end ikke for så vidt angår statens indre anliggender, og det skyldes den internationale atmosfære, der råder i verden. Da superstater og internationale organisationer dukkede op, blev statens råderum mere og mere begrænset i kraft af de aftaler og traktater, der vedgås på den internationale scene. Talrige forpligtelser og begrænsninger, som stater indgår med hinanden og med internationale organisationer, har stillet dem praktisk taget uden suverænitet.[1]

Således skrev 52-årige oberst Augusto Pinochet i sin bog Geopolitica i 1968 på et tidspunkt hvor han dels var højtstående stabsofficer i 2. division af hæren i Santiago, dels underviser på stabsofficersskolen, Academia de Guerra, dels altså forfatter til denne bog. Han gjorde sig i 1968 med sikkerhed ikke nogen tanker om, at disse kendsgerninger, han her ridsede op, 30 år senere skulle få kontant relevans for ham selv personligt.

Brudstykker fra sådanne »aftaler og traktater«, der i 1998 fik afgørende betydning for hans personlige skæbne, da han blev tilbageholdt i London, er gengivet nedenfor:

A) I Den europæiske konvention om udlevering af 1957 står bl.a., i Artikel 2, Stykke 1:  

Udlevering skal ske med hensyn til forbrydelser, der efter loven i det udleveringsanmodende land og det udleveringsanmodede land, er strafbare med frihedsberøvelse i op til et år eller mere.

Spanien ratificerede konventionen i 1982; UK i 1991.  

B) I Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser, som er underskrevet af i praksis alle verdens lande, står bl.a., i Artikel 29:  

En diplomatisk repræsentants person er ukrænkelig. Han skal ikke kunne underkastes nogen form for anholdelse eller tilbageholdelse. Modtagerstaten skal behandle ham med skyldig respekt og skal træffe enhver rimelig forholdsregel for at forhindre ethvert angreb på hans person, frihed og værdighed.

Wienerkonventionen blev ratificeret af UK i 1987, af Spanien i 1988 og af Chile i 1990.  

C) I UK’s State Immunity Act 1978 (Lov Om Staters Immunitet af 1978) af 20. juli 1978 står bl.a., i Sektion 1, stykke 1:  

En stat har immunitet over for Det Forenede Kongeriges jurisdiktion bortset fra som foreskrevet i de følgende dele af denne lov.

I Sektion 14, stykke 1 præciseres:  

De immuniteter og privilegier, der tildeles med denne del af denne lov, gælder for enhver stat eller Commonwealth-stat anden end Det Forenede Kongedømme; og henvisning til en stat inkluderer –
a) monarken eller andet statsoverhoved i denne stat i hans offentlige funktion;
b) denne stats regering; og
c) enhver afdeling af denne regering,
men ikke til hvilken som helst enhed som er udskilt fra de udøvende dele af statens regering og i stand til at sagsøge eller blive sagsøgt.    

  Ligeledes vil den spanske jurisdiktion være gældende for handlinger begåede af spaniere eller udlændinge uden for det nationale territorium, til retsforfølgelse ifølge den spanske straffelov, hvilket gælder nogle af de nedenstående forbrydelser:

a) Folkedrab.

b) Terrorisme.

c) Pirateri og illegal kapring af fly.

d) Falskmøntneri af fremmed valuta.

[...]

E) I UK Criminal Justice Act 1988, der trådte i kraft 29. september 1988, hedder det i Sektion 134 om tortur i stykke 1:  

En offentlig embedsmand, eller en person der handler i en offentlig funktion, begår uanset sin nationalitet forbrydelsen tortur, hvis han i UK eller andetsteds forsætligt påfører svær smerte eller lidelse på en anden i udøvelsen af påstået udførelse af sin officielle pligt.

F) I FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der blev åbnet for ratificering på FN’s generalforsamling i 1984 og ratificeret af Spanien 21. oktober 1987, af Chile 30. september 1988 og af UK 8. december 1988, står bl.a., i Artikel 6, stykke 1:  

Enhver deltagende stat, på hvis territorium, der befinder sig en person, der påstås at have begået en forbrydelse som nævnt i artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige foranstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse, når den, efter en undersøgelse af tilgængelige oplysninger, finder, at omstændighederne berettiger hertil. Forvaring og andre retsmidler skal foretages som foreskrevet i statens lovgivning, men må kun fortsættes så længe, det er nødvendigt for at muliggøre iværksættelse af strafferetlig retsforfølgning eller udleveringsprocedure.

G) I UK Extradition Act 1989, (Det Forenede Kongedømmes Udleveringslov af 1989) en lov fra 27. juli 1989 angående udlevering fra UK, står bl.a., i Del 1, Sektion 2, stykke 1:  

I denne lov, bortset fra i Scheduele 1, betyder »extradition crime« – a) en handling i et fremmed land, et Commonwealth-land eller en koloni, som, hvis den foregik i Det Forenede Kongedømme, ville være en forbrydelse, der kunne straffes med fængsel i 12 måneder eller mere, og som, hvordan det end er beskrevet i det fremmede land, Commonwealth-land eller koloni, er tilsvarende strafbart under gældende lov;

I Del 3, Sektion 7, Stykke 1 hedder det bl.a.:  

I henhold til bestemmelserne i denne lov med hensyn til foreløbige arrestordrer, skal en person ikke behandles under denne lov på nær efter ordre fra Indenrigsministeriet (i denne lov henvist til som en »autorisation til at fortsætte«) udstedt i efterfølgelse af en anmodning (i denne lov henvist til som en »udleveringsanmodning«) ifølge denne lov om overgivelsen af en person til indenrigsministeren – af – i) en instans i et fremmed land som for indenrigsministeren synes at have den funktion at udfærdige udleveringsanmodninger i dette fremmede land [...] og en udleveringsanmodning kan gøre ved facsimilietransmission og en autorisation til at fortsætte kan gives uden at vente på originalen.

Disse uddrag fra forskellige, i flere tilfælde indbyrdes direkte modstridende paragraffer er blot små bidder fra blot nogle af de love, traktater og konventioner, der i 16½ måneder var i spil i eet af Det Tyvende Århundredes mest skelsættende begivenheder inden for den internationale ret, nemlig mens Chiles Augusto Pinochet blev tilbageholdt i UK efter en udleveringsanmodning fra Spanien, på anklagerne om nogle af de tusindvis af tilfælde af mord og tortur, der var sket i Pinochets regeringstid.

Imidlertid var sagen – skønt som angivet juridisk set kompliceret nok – ikke alene juridisk i sin karakter. Som UK’s indenrigsminister, Jack Straw (f. 1946), skrev ved sagens afslutning, så var hans »rolle under Det Forenede Kongedømmes Udleveringslov af 1989 er en kvasi-juridisk een«,[2] d.v.s. halvt juridisk, halvt politisk.

Hvad Jack Straw her pegede på, var, at en udlevering i sidste instans var indenrigsministerens beslutning uanset retslige afgørelser. Det er yderligere gældende, at der i internationale sager som denne mod Pinochet om tortur ikke eksisterer en konsekvent retsforfølgelse, som det kendes fra eksempelvis hjemlig straffelov, hvor alle kendte lovovertrædelser konsekvent prøves i retten.

Som eksempler på dette forhold kan nævnes, at imens Pinochet var tilbageholdt i London, var i august 1999 en af Iraks Saddam Husseins topfolk, Izzat Ibrahim al-Duri (f. 1942), i Wien for at blive behandlet for leukæmi. Han formodes at have spillet en hovedrolle i et giftgasangreb i 1988 på civile med 5000 døde som følge. Der blev taget retslige skridt imod ham under dette ophold i Østrig, men regeringen lod ham forlade landet.[3] Ligeledes under Pinochets husarrest undlod Italien i november 1998 at udlevere den kurdiske PKK-leder Abdullah Öcalan (f. 1948) på tyrkisk anmodning.[4] Sådanne dispositioner fra staters side kan skyldes ønsket om at bevare gode forhold landes regeringer imellem, og kan også ske på baggrund af iagttagelse af opinion eller folkestemning.

Endnu en perspektivering af disse forhold kunne fremføres i et citat af Lord Browne-Wilkinson (f. 1930), der ved afsigelsen i den sidste af House of Lords’s retsbehandlinger i udleveringssagen, d. 24. marts 1999, i et indledende indlæg til sine seks meddommere, udtalte:  

I 1998 kom senator Pinochet til UK for at få lægelig behandling. Retssystemet i Spanien søgte ham udleveret for at han kunne blive stillet for retten i Spanien for en lang række sigtelser. Nogle af disse sigtelser havde forbindelse til Spanien. Men de fleste af sigtelserne havde ingen forbindelse til Spanien. Baggrunden for sagen er, at blandt de, der har venstreorienterede politiske holdninger, betragtes senator Pinochet som en ærkedjævel; blandt de, der har højreorienterede overbevisninger, betragtes han som Chiles frelser. Det kan vel tænkes, at retssagen mod senator Pinochet i Spanien for forseelser, der alle er i forbindelse med den chilenske stat og som i de fleste tilfælde skete i Chile, ikke er beregnede til at opnå den højest mulige grad af retfærdighed. Men jeg kan ikke understrege stærkt nok, at dette ikke er Deres Nåders anliggende. Skønt andre ser vor opgave som værende at vælge mellem de to holdninger på baggrund af personlige præferencer eller politisk holdning, så er det en fuldstændig misforståelse. Vor opgave er at afgøre to juridiske spørgsmål: Er der nogle forbrydelser, der kvalificerer til udlevering, og er senator Pinochet i så fald immun over for retsforfølgelse for disse forbrydelser.[5]

Dette – på nær de sidste, retoriske spørgsmål – gentog byretsdommer Roland David Bartle i et direkte citat d. 8. oktober 1999 for indledningsvis at fastslå præmisserne for juridisk stringens også i sin dom angående udleveringsspørgsmålet i Bow Street Magistates’ Court i det indre London.

Til yderligere illustration af det politiske aspekt kan nævnes en episode fra Danmark, som den 11. marts 1995 havde Cubas Fidel Castro (f. 1926) på besøg i København, hvor han i Falkoner Centeret på Frederiksberg blevet tiljublet af cirka 3.000 danske fans. I Berlingske Tidendes artikel dagen efter, berettedes det bl.a.:  

Da den cubanske legende endelig blev præsenteret og skred ind på scenen, ville bifaldet ingen ende tage. Tre minutter og seksten sekunder gik der med piften, hujen og råbene »Fidel« og »Cuba si, Yankees no«, før ordet blev givet til jublens centrum, Fidel Castro.[6]

Ifølge Human Right Watch’s 1998-rapport om Cuba[7] var der på det tidspunkt, i 1995, over 800 politiske fanger i Cuba, der holdtes under forhold og behandledes på en måde, så det vurderedes som tortur og en overtrædelse af den torturkonvention, Cuba selv havde ratificeret i 1995. En organisation som Free Society Project, Inc. og deres Cuba Archive,[8] har over 8000 dokumenterede dræbte under den cubanske kommunisme – et tal som ikke skal forstås som en sandhedskommissions endelige opgørelse, men blot som antallet af denne organisations dokumenterede døde. Af de 8000 drab er cirka halvdelen, over 4000, deciderede henrettelser.

Ikke desto mindre synes det med henvisning til bl.a. mødet i Falkoner Centeret i 1995 usandsynligt, at det i en tænkt, lignende situation ville have været politisk opportunt for en regering i et land som Danmark eller UK at tilbageholde en Fidel Castro med henblik på udlevering til retsforfølgelse.

Faktisk: Som Pinochet blev arresteret fredag d. 16. oktober 1998 i London, var der ibero-amerikansk topmøde i Porto i Portugal i weekenden den 17.-18. oktober. Topmødet har været afholdt hvert år siden 1991 med i 1998 21 deltagende lande (Andorra er senere kommet med). I alle disse år havde topmøderne een altoverskyggende superstjerne, El Comandante, Cubas leder Fidel Castro, der efter topmødet i 1998 i øvrigt fortsatte til møder i Spanien med bl.a. kong Juan Carlos (f. 1938) og premierminister José Maria Aznar (f. 1952).

At det af alle lande skulle være fra Spanien, initiativet kom til det store retsopgør med Pinochet, vil for nogle være bemærkelsesværdigt eller måske snarere indlysende ved sammenholdelse med andre retslige forhold, som i det mindste måske er pudsige, men som der udtrykkelig ikke herfra skal påstås at være påvist en rød tråd i.

Men det skal alligevel nævnes, at Spanien udmærker sig ved selv ikke at have haft et retsopgør efter en blodig borgerkrig, 1936-39, og sine efterfølgende over 30 år med et militærdiktatur under Francisco Franco (1882-1975). På ti-års-dagen for Pinochets anholdelse i London, som skete efter en arrestationsanmodning, som var afsendt fra spanske Baltasar Garzón (f. 1955) i Madrid d. 14. oktober 1998, anmodede samme Garzón d. 16. oktober 2008 om en undersøgelse af »forbrydelser mod menneskeheden« i sit eget land, bl.a. 114.266 menneskers forsvinden, men måtte i november 2008 lade sagen falde, da man i det spanske retssystem betvivlede Garzóns jurisdiktion over op til 70 år gamle sager, som i øvrigt var omfattet af en amnesti fra 1977.

For det andet kan nævnes, at spansk ret i 2008 tildelte menneskeaber – gorillaer, chimpanser og orangutanger – juridiske rettigheder til dels på lige fod med mennesker. Bemærkelsesværdigt som det i sig selv kan synes, var det for mange endnu mere bemærkelsesværdigt, at det skulle ske i det land, hvor hvert år titusindvis af tyre dræbes under tyrefægtning i de spanske corridas under stor kritik fra dyreværnsaktivister m.fl. Sluttelig skal nævnes, at Spanien i forbindelse med retslige skridt mod Pinochet var bemærkelsesværdig ved i Madrid at have retsinstansen Audiencia Nacional, der har jurisdiktion over hele Spanien, og som i forbindelse med helt særlige forbrydelser som bl.a. folkedrab og tortur i 1996 påberåbte sig universel jurisdiktion, og i 1990’erne udpegede de to jurister Baltasar Garzón (f. 1955) og Manuel García Castellón (f. 1952) til at forfølge forbrydelser af denne art begået under det argentinske militærdiktatur, 1976-1983, samt Operación Condor for Garzóns vedkommende; i Chile for Castellóns vedkommende.

Pinochet havde rejst til bl.a. Kina og Malaysia, og havde et antal gange i 1990’erne besøgt det UK, han som chilener og porteño som beskrevet i kapitel om hans barndom naturligt følte en tilknytning og kærlighed til. Disse britiske besøg skete i følge diverse kilder i både 1991, 1992, 1994, 1995, 1996 og 1997,[9] og var af en varighed på sådan noget som seks, otte, fjorten og syvogtyve dage.[10] Ved flere af besøgene tog han en kop te med La dama de hierro, »Jern-Lady’en«, Margaret Thatcher (f. 1925).[11] Desuden nød han sådan noget som at købe slips i Londons mondæne forretninger, og var efter sigende en utrættelig gæst i byens boghandler.[12]

Han tog den 21. eller 22. september i 1998 afsted med sit følge mod, hvad sydamerikanerne kalder El Viejo Mundo, »Den Gamle Verden«, med kommercielle fly, og turen gik fra Santiago via Buenos Aires og Frankfurt til London, hvilket var en rejse på 26 timer.[13] Der var flere ærinder på programmet, bl.a. at gøre et interview til The New Yorker færdig med journalisten Jon Lee Anderson (f. 1957), som var påbegyndt hjemme i Chile. (Anderson var I øvrigt året før i forbindelse med arbejdet med en 800-siders biografi om Che Guevara medvirkende til at lokalisere dennes jordiske rester i Bolivia.) Desuden var der planlagt et besøg hos den tidligere statslige våben- og ammunitionsvirksomhed Royal Ordnance, en operation for diskusprolaps i lænden, som angivelig ingen militære læger i Chile turde udføre af frygt for, hvad en eventuelt mislykket operation af den tidligere diktator ville betyde for deres karriere samt et besøg i Frankrig, der dog ikke blev til noget, da Pinochet blev erklæret persona non grata.[14]

Ved ankomsten til London tjekkede han efter et kort ophold i lufthavnens VIP-lounge ind på det femstjernede hotel Intercontinental i den fashionable gade Park Lane under navnet »Francisco Ugarte«, men måtte snart skære i de planlagte aktiviteter, da diskusprolapsen gav store smerter. Dog fik han besøgt voksmuseet Madame Tussauds, hvor han til Vladimir Lenins (1870-1924) voksfigur sagde: »Du tog fejl, hr!«[15]

Den 8. oktober blev han indlagt på The Clinic for at blive opereret i ryggen dagen efter.[16]

Blandt andre Amnesty International havde hver gang, Pinochet havde besøgt UK, forsøgt at få ham tilbageholdt, men uden resultat. I maj 1997 blev den unge Labour-leder Tony Blair (f. 1953) UK’s premierminister efter 18 års konservativt styre, og det åbnede nye og bedre muligheder for tiltag som Amnesty’s. Blandt andet fremføres i bogen The Pinochet Effect, at en anderledes stemt UK-regering f.eks. kunne have forhalet behandlingen af udleveringsanmodningen til efter kontorernes åbningstider fredag d. 16., hvorved Pinochet med sikkerhed ville have været fløjet hjem inden mandag morgen.[17] Dette understreger igen det ovenfor anførte forhold, at der i en sag som denne ikke er tale om en parallel til en almindelig straffesag, hvor et politi eller andet håndhævelsesapparat i store træk konsekvent håndhæver lovene og retsforfølger i alle sager.

Den spanske jurist Juan Garcés (f. 1944) havde arbejdet med Salvador Allende som politisk rådgiver i hele dennes regeringstid, og havde været med i præsidentpaladset La Moneda i de sidste timer dér den 11. september 1973, og havde angivelig at Allende fået at vide, at han skulle redde sig selv for at kunne »fortælle historien«. Efter kuppet tog han tilbage til Spanien, og det var ham, der i 1996 under den såkaldte »accion popular« – som er det fænomen, at enhver spanier kan starte en sag af offentlig interesse ved Audiencia Nacional, f.eks. i sager om folkedrab, tortur og organiseret kriminalitet – tog initiativ til retsforfølgelse af Pinochet. I henhold til tidligere nævnte arbejdsdeling skulle det egentlig sortere under Manuel García Castellón, men af den ene og den anden årsag, endte det med at blive kollegaen Baltasar Garzóns sag. Blandt andet var Garzón i sit arbejde med Operacion Condor kommet langt in på forhold angående Pinochet. En anden sag var, at den flamboyante Garzón, der havde brunt bælte i karate, var kender af fine vine og elskede tango og tyrefægtning angivelig ville befinde sig bedre med at være i mediernes søgelys i en højprofileret sag.[18]

 I øvrigt satte den offentlige anklager ved Audiencia Nacional, Eduardo Fungairiño (f. 1946) – der i øvrigt led af tetraparese efter en ulykke i 1965 og var kørestolsbruger – spørgsmålstegn ved sin egen retsinstans’s jurisdiktion i sagen, men denne blev dog bekræftet i Madrid d. 5. november 1998.[19] Fungairiño havde så tidligt som i 1997 været på banen – i den chilenske avis El Mercurio – med den holdning, at militærdiktaturets forbrydelser ikke kunne føre til rettergang i Spanien, bl.a. da han ikke mente, der var tale om folkedrab, og da han ikke mente, forbrydelser begået mod spaniere i udlandet lå under Spaniens jurisdiktion.[20]

Dette indvarslede et gennemgående træk i hele forløbet om Pinochets udlevering: Selv i de rent juridiske forhold var der sjældent entydighed i afgørelser m.v. og f.eks. heller ikke enstemmighed i de to egentlige afgørelser i House of Lords (Pinochet I og Pinochet III), der skulle følge. I øvrigt bidrog det til anerkendelsen af Audiencia Nacional’s jurisdiktion, at en generalauditør i den chilenske hær, Fernando Torres Silva, der bl.a. havde været en af Pinochets førende juridiske rådgivere under militærstyret, d. 3. oktober afgav forklaring til García Castellón i Madrid. Dette for at bevidne, at Pinochet og militærstyrets folk i det hele taget ikke havde været kriminelle, men havde fulgt den gældende lov. Imidlertid kom det til at virke som en anerkendelse af Audiencia Nacional’s jurisdiktion, hvilket var en strategisk fejl, Torres Silva senere erkendte at have begået.[21]

Hvorom alting er, var der heftig aktivitet i Spanien i begyndelsen af ugen, der endte med Pinochets anholdelse fredag. Castellón, Garzón og andre samlede materiale med henblik på at få de britiske myndigheder til at tilbageholde Pinochet for afhøring. Onsdag d.14. oktober modtog Scotland Yard anmodningen om afhøring fra Spanien, og nu blev der hektisk aktivitet i London, hvor politiet konfererede med forskellige ministerier om Pinochets immunitet, om hvorvidt hans besøg var officielt eller privat, om at Udenrigsministeriet havde godkendt, at Pinochets følge var bevæbnet o.s.v. Anmodningen om tilbageholdelse henviste meget kortfattet til aktiviteter under Operación Condor fra 1975-1983, der, som det hed i anmodningen, »kunne udgøre forbrydelserne folkedrab, terrorisme og tortur.«

Fredag eftermiddag – angivelig stort set på vej ud ad døren for at tage på weekend – modtog Baltasar Garzón en fax fra London, at man ikke havde beføjelser til at tilbageholde Pinochet i landet, og at man for øvrigt regnede med, han ville tage tilbage til Chile næste dag.[22]

I endnu en juridisk spidsfindighed tog Garzón derfor – hvad i bogen The Pinochet Effect kaldes »en dristig beslutning udi ukendt terræn«, det skridt at faxe en decideret international arrestordre til London fredag d. 16. Denne arrestordre nævnte i brede vendinger indledningsvis, at der fra 1973 i Chile og fra 1976 i Argentina var militærregimer, der begik kriminelle handlinger »under dække af den mest grusomme, ideologiske undertrykkelse mod borgere og beboere i disse lande«.[23] Der henvistes til Rettig-rapportens dokumentation af drab og tortureringer, Operación Condor blev nævnt og også sikkerhedstjenesten DINA. Kun een konkret sag blev nævnt, nemlig kidnapningen i 1976 i Chile af en Edgardo Enríquez Espinosa, der blev ført til lejrene El Olimpo, Campo de Mayo og Escuela Mecánica de la Armada i Argentina, og som siden har været forsvundet.

I arrestordren henvistes kun til hjemlig, spansk lov, først og fremmest paragraf 607 i den spanske Código Penal angående folkedrab. Desuden Ley Orgánica del Poder Judicial og Ley de Enjuiciamiento Criminal angående spansk, universel jurisdiktion i sådanne sager.

Arrestordren blev godkendt i Bow Street Courts i det indre London lige inden folk ellers tog hjem på weekend. Dommer Nicholas Evans tjekkede med Home Office, Indenrigsministeriet, der fortalte, at Pinochet ikke havde nogen diplomatisk immunitet. Evans udstedte arrestordren fra sit hjem senere på aftenen med hjemmel i The Extradition Act 1989, sektion 8, stk. 1 (b), der siger, at en arrestordre kan udstedes stort set umiddelbart af enhver byretsdommer, metropolitan magistrate.

Klokken 23.25[24] ankom Scotland Yard-folk til det meget velrenommerede hospital The Clinic, der blev etableret i 1932, og er beliggende i gaden Devonshire Place tæt ved Regent Park og Madame Tussauds. Her lå Pinochet efter sin rygoperation der. Angivelig blev våbnene ligefrem trukket af Pinochets to chilenske vagter h.h.v. Scotland Yard-folkene. Da en halvsovende Pinochet fik at vide, at Garzón stod bag arrestationen, udbrød han noget i stil med: »Den kommunist!«[25]

I Chile blev nyheden om Pinochets arrestation modtaget med voldsomme reaktioner. Bl.a. gik familiemedlemmer til de mange tusinde desaparecidos i gaderne med billeder af deres afdøde slægtninge og kæmpekoncerter blev hurtigt arrangeret, hvor musikerne var nogle af de, der i sin tid var blevet forfulgt, forbudt og landsforvist under militærregimet.[26] På tilhængersiden blev der demonstreret uden for den britiske og den spanske ambassade. Christian Labbé, en pro-Pinochet-borgmester i den rige bydel Providencia, sørgede for, at der ikke blev kørt dagrenovation væk fra den spanske ambassade. Cristina Girardi, en borgmester i Cerro Navia, som er en fattig bydel i hovedstaden, kørte selv med sin kommunes renovationsvogne ud og fjernede affaldet. »Hvis I er villige til at fjerne vort affald [Pinochet], så tager vi jeres med glæde«, sagde hun til spanierne, mens pressens kameraer rullede.[27]

Fra det officielle Chiles side var reaktionen at kræve Pinochet løsladt omgående, med begrundelsen at tilbageholdelsen af ham var en krænkelse af Chiles suverænitet. Chiles præsident, kristen-demokraten Eduardo Frei Ruiz-Tagle (f. 1942), var i spidsen for den centrum-venstre-koalition, Concertación, der har været regeringsbærende siden militærstyrets ophør i 1990. Han var den anden præsident siden demokratiets genindførelse. Frei var som alle andre regeringschefer i den ibero-amerikanske verden til topmøde i Porto, da Pinochet blev anholdt, og hans umiddelbare reaktion var at udtrykke undren over Spaniens iver med hensyn til andres fortid, når man ikke selv havde haft et opgør efter borgerkrigen og Franco-æraen.[28] Det var også reaktionen fra udenrigsminister José Miguel Insulzas (f. 1943) fra Salvador Allendes Partido Socialista. Insulza havde i sin tid arbejdet i udenrigsministeriet i Allendes regering, og siden levet i eksil under militærdiktaturet.[29]

I øvrigt var Freis far, Eduardo Frei Montalva (1911-1982) præsident fra 1964-1970, og døde efter alt at dømme af forgiftning af de chilenske sikkerhedsstyrker under en banal hospitalsindlæggelse i 1982, på et tidspunkt, hvor han var kritiker af og i opposition til militærstyret.[30]

Var reaktionerne på nyheden om Pinochets arrestation i lande som Chile og Storbritannien blandede, var de i Danmark i praksis udelt positive. Som typisk eksempel havde Politikens leder søndag d. 18. således overskriften »Hurra for Chile«, og det hed bl.a.:  

Nu må også Danmark støtte de spanske dommere for fuld kraft og bruge sagen som bidrag til at skabe en international retsorden mod diktatorers beskidte krige imod egne og andre landes borgere. Men også som bidrag til det opgør med fortiden, som Chile må igennem, hvis det demokrati, der er stækket af Pinochets love, skal udvikle sig til reelt demokrati. Et af ofrenes stemme fra den første bølge af Pinochet-mord bør vi lytte med sjælen til igen: den chilenske protestsanger Victor Jaras stemme.[31]

På det rent juridiske plan opstod der problemer omkring den spanske anmodning om arrestation af 16. oktober. Dokumentet nævnte som ovenfor anført i ret overordnede træk tortur, forsvundne personer, »fysisk eliminering« m.m., men dette i perioden 1976-1983, altså flere år før Spanien, UK og Chile havde ratificeret FN’s torturkonvention (hhv. i 1987 og for Chiles vedkommende i 1988.) Dertil kun det tidligere nævnte konkrete tilfælde, nemlig en Edgardo Enríquez Espinosas forsvinden. Et mord uden for UK begået af en person, der ikke er statsborger i UK, er ikke strafbart i UK, og kvalificerede ikke til udlevering.[32] Det sidste punkt blev fremført af Pinochets team af advokater i et brev til indenrigsminister Jack Straw dateret d. 21. oktober 1998, og hvorfor man opfordrede til at frigive Pinochet. Ellers ville man søge om løsladelse i henhold til habeas corpus, at det altså havde været en ulovlig tilbageholdelse.

Disse problemer førte til, at en ny anmodning om arrestation blev skrevet d. 22. oktober i Spanien, og følgende en ny, håndskreven arrestordre i London samme dag. Nu nævntes, at Pinochet  

 i perioden 1. januar 1988 til december 1992 som »embedsmand med vilje påførte andre svær smerte og lidelse i udøvelsen af påstået officiel tjeneste.

Desuden at han  

2) mellem 1. januar 1988 og 31. december 1992 »som embedsmand sammensværgede sig med andre, ukendte personer om med vilje at påføre andre svær smerte eller lidelse i udførelsen af påståede officielle pligter.« Desuden at han

3) i perioden 1. januar 1982 til 31. januar 1992 tilbageholdt personer (gidsler) for at få dem til, eller holde dem fra, at udføre visse ting, og at true med at dræbe, skade eller fortsætte med at tilbageholde gidslerne.

4) mellem 1. januar 1982 og 31. januar 1992 sammensværgede sig med andre, ukendte personer om at tilbageholde andre personer (gidslerne) og for at få disse personer til at gøre eller afstå fra at gøre visse ting, truede med at dræbe, skade eller fortsætte med at tilbageholde gidslerne.

Desuden at han  

mellem januar 1976 og december 1992 sammensværgede sig med andre, ukendte personer om at begå mord i et land, der har underskrevet konventionen.

Og som det sluttelig hed:  

Alt sammen indenfor den spanske stats jurisdiktion. [33]

Advokatfirmaet, der skulle repræsentere Pinochet, blev Kingsley Napley. Det er et højprofileret firma med domicil i det indre London, grundlagt i 1937. Den dag i dag profilerer firmaet sig stadig på sit arbejde med Pinochet, og således hedder det på firmaets hjemmeside i dag på en underside om eet af deres specialer, udleveringssager:  

Vi er internationalt anerkendte for kvaliteten af vort arbejde med udlevering. […] Vi repræsenterede senator Pinochet i udleveringssagen, der førte til banebrydende ny retspraksis.[34]

Svaret fra advokaterne i Kingsley Napley på den anden arrestordre – ligeledes dateret 22. oktober, men faktisk sendt til Crown Prosecution Service FØR denne anden arrestordre samme dag blev udstedt – indeholdt tre indvendinger.[35] Den første var, at det ikke var muligt at udstede en ny arrestordre, når den første – trods forlangende – ikke var trukket tilbage. Den anden indvending var, at hele proceduren omkring en arrestordre kun kunne køres een gang, hvis tidsforholdene skulle kunne overholdes med rimelighed, altså at den arresterede skulle kunne stilles for en dommer »så hurtigt som praktisk muligt«, som det hedder i UK Extradition Act 1989, Sektion 9. Den tredje var, at »Senator Pinochet er berettiget til immunitet fra arrestation. Vi har forklaret til indenrigsministeren, hvordan denne immunitet er opstået.« Man henviste her til et brev til indenrigsministeriet fra dagen før, d. 21. oktober,[36] hvori man havde bedt indenrigsministeren om at frigive Pinochet med henvisning til Extradiction Act 1989 og dens Sektion 8, stk. 4.

I øvrigt søgte i løbet af kort tid også Schweiz, Frankrig og Belgien om Pinochets udlevering, men det næste skridt i UK var, at The High Court of Justice for England and Wales skulle afgøre tage stilling til indsigelserne fra Pinochets advokaters side. Deres afgørelse kom allerede den 28. oktober.  The High Court, som er en slags højesteret i England og Wales, tager appelsager fra lavere retsinstanser, og skulle altså behandle indsigelserne fra Pinochets advokater angående de to arrestordrer og den manglende frigivelse fra indenrigsministerens side.

På dette tidspunkt i forløbet var det, at Baltasar Garzón bad USA om at offentliggøre dokumenter fra CIA, DIA, FBI m.v. i forbindelse med, hvad derfra kunne dokumenteres angående Operación Condor samt andet.[37] Man havde fra spansk side i næsten to år forsøgt at få adgang til disse efterretningsdokumenter, men statsapparatet under præsident Bill Clinton (f. 1946) vægrede sig ved det. Noget var endt med at blive offentliggjort, men det var meget, meget udvalgt, og åbenbarede ikke det store. I et indlæg til dette trykte avisen The New York Times d. 26. oktober 1998 et sådant deklassificeret dokument fra DIA – Defence Intelligence Agency – der var stort set fuldstændig overstreget. (Dokumentet kan ses gengivet her på sitet.) Enden på det blev det såkaldte Chile Declassification Project, som var offentliggørelsen af stadigvæk udvalgte og redigerede dokumenter fra USA’s efterretningstjenester dækkende perioden 1968-1991 i tre tempi i perioden juni 1999 til juni 2000.[38]

Retsbehandling i The High Court, 28/10 1998

Retsmøderne foregik i The Royal Courts of Justice beliggende på The Strand ved den nordlige bred af Themsen i London.

Mens et hold af advokater fra Kingsley Napley arbejdede bag kulisserne på Pinochets sag, var det sagførerne, det, der på engelsk hedder »barristers«, Clive Nicholls og Clare Montgomery, der decideret førte Pinochets sag ved retsmøderne. De var således ikke tilknyttet Kingsley Napley. Begge var QC, Queen’s Councel, nærmest en slags honorær titel for sagførere og advokater, der eksisterer eller har eksisteret i forskellige former i de forskellige Commonwealth-lande.

3 dommere kom den 28. oktober med deres afgørelse.[39] Det skete efter en række retsmøder, hvor Pinochets sagførere bl.a. havde fremført, at en konsekvens af den præcedens, der ville blive skabt ved en dom, om at Pinochet skulle udleveres til Spanien, kunne blive, at den britiske dronning en skønne dag kunne bliver »udleveret fra USA til Argentina for drab på argentinske statsborgere på Falklandsøerne eller til Irland på grund af drab på irske statsborgere i Gibraltar.«[40] Et fly fra det chilenske luftvåben, FACh, stod klar på RAF-luftbasen Brize Norton ikke langt fra Oxford for at kunne flyve Pinochet hjem til Chile.

Imidlertid: The Lord Chief Justice Bingham of Cornhill (f. 1933) kom med sin afgørelse først. Hans redegørelse for sin afgørelse var – som den slags er – meget grundig, og der blev taget stilling og afvejet i forhold til bl.a. Extradiction Act 1989 og Den europæiske konvention om udlevering af 1957. Han fremlagde i øvrigt, at der i en europæisk konvention fra 1990 var specificeret, at en varetægtsfængsling kan afsluttes efter 18 dage, hvis den anmodede stat ikke inden da har modtaget en decideret anmodning om udlevering, og at den ikke kan overskride 40 dages varighed, hvilket Lord Bingham altså gjorde opmærksom på. (18-dagestidsfristen blev rent faktisk overholdt i denne sag, da en endelig udleveringsanmodning underskrevet af Baltasar Garzón blev modtaget i London den 3. november.)

I forhold til spørgsmålet om de to arrestordrer var hans holdning, at det normalt var uønskeligt med sådan to samtidige. Imidlertid anførte han, at der i dette tilfælde var tale om forskellige anklager i de to arrestordrer, og at han således ikke var blevet overbevist af argumentet fra Kingsley Napley’s side.

I forhold til de fire første af de fem punkter i den anden arrestordre fra 22. oktober, refererede Lord Bingham til, at Pinochets sagfører, Clive Nicholls, selv havde erkendt, at der her var tale om anklager, der i det mindste af overordnet karakter kvalificerede til udlevering. I forhold til nogle andre indsigelser til disse fire punkter henviste Lord Bingham blot til, at det ville afhænge af de konkrete sager, der ville blive fremført til sin tid i en endelig arrestordre, om de kvalificerede til udlevering. I forhold til det sidste punkt om sammensværgelse om at begå mord, medgav Lord Bingham folkene fra Kingsley Napley, at dette punkt ikke kvalificerede til udlevering, bl.a. p.g.a. datoerne de implicerede lande havde ratificeret de relevante konventioner på. Imidlertid, som Lord Bingham bemærkede, ville det jo ikke hjælpe meget på det samlede resultat, hvis de fire øvrige punkter kvalificerede til udlevering.

I øvrigt understregede Lord Bingham, at han ikke forholdt sig til, om der var substans i anklagerne; kun om karakteren af anklagerne kvalificerede til udlevering.

I spørgsmålet om et tidligere statsoverhoveds immunitet var Lord Binghams konklusion, at Pinochet havde immunitet i henhold til UK’s State Immunity Act 1978, og hvilket jo så overtrumfede alle de ovenstående overvejelser i forhold til, om Pinochet kunne udleveres eller ej. Lord Bingham forholdt sig også til Nürnberg-processen 1945-46 og de internationale tribunaler i Jugoslavien og Rwanda i begyndelsen af 1990’erne, og det gjorde han således, at han understregede, at der her netop var tale om internationale tribunaler; ikke nationale domstole, hvorfor der ikke kunne sluttes, at man i London havde jurisdiktion over Pinochet. I øvrigt fremførte Lord Bingham, at de nævnte tortureringer, forsvindinger og mord ikke var påstået udført af Pinochet personligt, og at de i øvrigt var sket i udøvelsen af hans magt som statsoverhoved, hvilket var et afgørende punkt for ham.

Den anden dommer, Lord Collins erklærede sig i det store og hele enig, og tilføjede bl.a., at i spørgsmålet, om hvorvidt så grove gerninger, som der her relevante, overhovedet egentlig kunne siges at være begået i embeds medfør af et statsoverhoved – ja, at det var historien faktisk fyldt med eksempler på!

Den tredje dommer, Lord Richards, erklærede sig med sin eneste replik i domsafsigelsen enig med sine to kolleger med den lakoniske udtalelse: »Jeg er enig i begge vurderinger.«[41]

Således var der for så vidt afsagt dom ud fra to spørgsmål, nemlig for det første, at der principielt VAR talte om udleveringskvalificerende anklager, men for det andet at Pinochet som forhenværende statsoverhoved havde immunitet. Imidlertid sagde Lord Bingham i samme åndedrag, som han afsagde dommen, at spørgsmålet om et statsoverhoveds immunitet ville skulle behandles som appelsag i The House of Lords på grund af sagens offentlige og internationale interesse og betydning. Det blev derfor desuden besluttet, at Pinochet – som skulle forblive under arrest – ikke selv skulle betale sagsomkostningerne.

Dagen efter, 29. oktober, blev Pinochet overført fra The Clinic til at ligge i rekonvalescens på Grovelands Priory Hospital i den nordlige udkant af London, et hospital, der bl.a. var kendt for alkohol- og narkoafvænning af velhavere, såsom rockstjerner, og kort før Pinochets ophold bl.a. fodboldstjernen Paul Gascoigne (f. 1967).

30. oktober afgjordes det i Madrid, at man rent faktisk fra spansk side mente, man havde jurisdiktion til at retsforfølge Pinochet. Det afgjorde 11 dommere i Audiencia Nacional enstemmigt, og underkendte dermed anklagemyndighedens og Audiencia Nacional’s egen chefanklager, Eduardo Fungairiño’s, anmodning om at omstøde en tidligere afgørelse.[42] Hele det forløb kalder Gonzalo Vial i sin gennemgang af forholdene »la guerra Fungairiño/Garzón«, »krigen mellem Fungairiño og Garzón.«[43]

I UK oplevede man i forbindelse med dommen den pikante situation, at man havde Argentinas præsident, Carlos Menem (f. 1930) som det første argentinske statsoverhoved siden 1959 på besøg imens. Menem udtalte sin »'fuldstændige, entydige og absolutte støtte' til den chilenske regerings modstand mod, at den chilenske eks-diktator Augusto Pinochet sidder arresteret i Storbritannien«, som det hed i en artikel i dagbladet Aktuelt, hvor det samtidig blev ridset op, hvordan UK i 1977 havde mæglet mellem de to sydamerikanske lande i en tvist om Ildlandet, hvordan Chile under Pinochet i 1982 havde lagt flybaser til UK’s krig mod Argentina om Falklandsøerne, og hvordan de to nabolande i øvrigt i samme periode som disse episoder havde samarbejdet fint om forfølgelse af venstreorienterede aktivister under Operación Condor.[44]

I øvrigt fik arrestationen af Pinochet i London den direkte konsekvens, at chilenske flådeofficerer, der eller stod for at skulle rejse til Storbritannien for at se på et køb at tre fregatter til den chilenske flåde – en handel til 60 millioner pund – aflyste deres tur.[45]

Den engelske forfatterinde Fay Weldon (f. 1931) udtalte i forbindelse med udfald mod feminismen anno 1998 generelt og sin premierminister, Tony Blair, i særdeleshed, at Blair »præsenterede sig som en pige«, at Blair i forbindelse med Pinochet ved at »tilbageholde ham stik mod både international lov og sund fornuft« viste, at det i modsætning til tidligere tider nu gjaldt for politikere om »at man ikke bare skal regere, men også regere med de rette følelser - selv om resultatet er fuldkommen vanvittigt.« [46]

Danmarks udenrigsminister, den radikale Niels Helveg Petersen (f. 1939) udtalte, at den danske, socialdemokratisk-radikale regering i princippet var tilhænger af, at tidligere diktatorer blev stillet til ansvar, men at det skulle ske under hensyntagen til retssikkerheden.[47] Een af Helveg Petersens forgængere, venstremanden Uffe Elleman-Jensen (f. 1941), skrev i et længere indlæg i Berlingske Tidende – som sikkert noget nær den eneste dansker – imod en udlevering af Pinochet, og det alene ud fra overvejelser om, at det ville undergrave fremtidige bestræbelser på forsoning gennem sandheds- og forsoningsprocesser, og nævnte som eksempel på vellykket forsoning især Sydafrika, men også Chile, og så også hen mod en sådan på det tidspunkt opstartende proces i Bosnien.[48]  

Pinochet I – The House of Lords, 4-25/11 1998

Allerede den 4. november begyndte retsmøderne i den sag, der kaldes Pinochet I i det britiske parlaments overhus, House of Lords, som er UK’s øverste retsinstans. Det består af de såkaldte Law Lords, som er medlemmer af House of Lords, som har betydelig juridisk baggrund og erfaring. (I øvrigt er dette en betydelig funktion, House of Lords her har, men som man snart må give afkald på, idet lovgivning fra 2005 betyder, at UK fra engang i 2009 får en decideret højesteret. Dette for at få en skarpere adskillelse af udøvende, lovgivende og dømmende magt.)

I øvrigt skete der det, at man inddrog nogle organisationer som »plaintiffs«, »med-anklagere«. Der var her tale om Amnesty International; The Redress Trust, der er en organisation, der hjælper overlevende efter tortur (danske Inge Genefke (f. 1938) nævnes i forbindelse med undfangelsen af denne organisation); The Medical Foundation, der havde været med til at behandle torturofre fra Chile samt menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Ved retsmøderne skulle – med rettens egne ord – afgøres spørgsmålet om  

den rette fortolkning og det rette omfang af den immunitet, som et tidligere statsoverhoved har i forhold til arrestation og udleveringsforhandlinger i Det Forenede Kongedømme med hensyn til handlinger, mens han var statsoverhoved.[49]

Det blev således i denne retsbehandling forudsat, at der var tale om sager, der berettigede til udlevering, og det eneste spørgsmål til behandling var angående immuniteten.

Af uddrag fra retsmøderne[50] fremgår det, at fra statsanklagerens side blev der under retsmøderne bl.a. lagt vægt på, at der i en stribe nævnte retslige efterspil ikke havde været gjort nogen som helst immunitet gældende, når det kom til forbrydelser, der var omfattet af den internationale lov, krigsforbrydelser, bl.a. Blandt andet nævntes i denne forbindelse Nürnberg-processen, Tokyo-processen, Jugoslavien-tribunalet samt Rwanda-tribunalet. I øvrigt var – måske overraskende – et stort spørgsmål under retsmøderne, inden for hvilket tidsrum Pinochet overhovedet skulle betragtes som statsoverhoved i Chile.

Pinochets sagførere gjorde på den anden side bl.a. UK’s State Immunity Act 1978 gældende, og fremførte, at der ikke var noget som helst, der overtrumfede den absolutte immunitet, der her var fastslået. Man fremførte desuden, at man ikke fandt, at der var noget i den internationale ret, der etablerede nogen universel jurisdiktion.

På dette tidspunkt var der spændinger hjemme i Chile grundet sagen. Internt i den bredt sammensatte regeringskoalition var det spændinger mellem kristen-demokraterne og Allendes gamle socialistparti angående hvilke dagsordener, man havde. Det nationale sikkerhedsråd, Consejo de Seguridad Nacional, der var oprettet i overensstemmelse med 1989-forfatningen, trådte sammen, ligesom de væbnede styrker holdt møder på højeste plan om sagen. Udenrigsminister José Miguel Insulza hjemkaldte den chilenske ambassadør i Spanien til samtaler, men afviste dog, at man var på vej til at afbryde diplomatiske forbindelser med Spanien.[51]

Afgørelsen[52] fra de fem Law Lords kom den. 25. november, på Pinochets 83-års fødselsdag, og selve seancen, som den udfoldede sig, er blevet kaldt en juridisk pendant til en straffesparkskonkurrence i fodbold, blev lanceret som sådan med grafik på TV, og vil her bliver gengivet som sådan:

Lord Slynn of Hadley (f. 1930) kom med udgangspunkt i State Immunity Act 1978 til den konklusion, at Pinochet havde immunitet som tidligere statsoverhoved i forhold til anklagerne i den foreløbige arrestordre fra 22. oktober.  

1-0 til Pinochet.

Lord Lloyd of Berwick (f. 1929) argumenterede ud fra bl.a. dels international sædvaneret, dels ud fra State Immunity Act 1978, at Pinochet havde immunitet.  

2-0 til Pinochet.

Lord Nicholls of Birkenhead (f. 1933) mente, at tortur og gidseltagning ikke internationalt var anerkendt som noget, der bliver udøvet som officiel funktion, og derfor eliminerede det ikke tanken om et personligt ansvar, hvorfor immunitet ikke kunne gøres gældende.  

2-1 til Pinochet.

Lord Steyn (f. 1932), der i øvrigt er sydafrikansk født, argumenterede for, at de sager, Pinochet stod anklaget for, ikke var principielt anderledes end, hvis han havde stået anklaget for at have myrdet sin gartner, eller tortureret sine modstandere for sjov, så derfor kunne en immunitet ikke gøres gældende.  

Stillingen: 2-2

Alle tilstedeværende holdt på nuværende tidspunkt deres vejr, som den sidste Law Lord, Lord Hoffmann (f. 1934), ligeledes sydafrikaner, skulle afgive sin afgørelse.[53] Hoffmann lænede sig kortfattet op ad Lord Nicholls argumentation, og bakkede altså appellen op.  

Slutstilling: 2-3 imod Pinochet

Dermed havde den øverste retsinstans afgjort, at Pinochet ikke havde immunitet som tidligere statsoverhoved. I retssalen i det britiske parlament hørtes sagte gråd og glædessuk fra tilskuerpladserne; udenfor udbrød jubelscener. Limousinen, der skulle have kørt Pinochet til RAF-luftbasen Brize Norton vest for London, måtte køre tom væk. På luftbasen måtte den ventende Boeing 707 Aguila fra det chilenske luftvåben, FACh, lette uden sin general.[54]

»Det er glæde, en dårlig nyhed for diktatorer!«,[55] sagde, Lionel Jospin (f. 1937), premierminister i Frankrig, der siden 1986 og den dag i dag har Haitis »Bébé Doc«, Jean-Claude Duvalier (f. 1951) boende i uantastet uforstyrrethed, trods Duvalier og faderen – »Papa Doc«, François Duvaliers (1907-1971) – regime, der angivelig kostede titusindvis af dræbte og torturerede på den vestindiske ø. Tilsvarende havde man haft Den Centralafrikanske Republiks kejser, Jean-Bédel Bokassa (1921-1996) boende indtil sin død to år tidligere, uden at hans myrderier, tortur og angivelige kannibalisme havde givet årsag til løftede øjenbryn.

Uden for Grovelands Priory Hospital stod folk i The London Picket, optoget mod Pinochet, der fulgte ham hele forløbet igennem, og lyttede med på radioen, da dommen faldt, og også her udbrød der jubelscener, mens Pinochet inde på hospitalet fik dommen overleveret af en oversætter og grædende brød sammen.[56]

På Politikens satiriske bagsideindslag, At Tænke Sig – ATS, havde man dagen efter følgende indslag:  

UGENS BOG

A. Pinochet: 'Turen går til Spanien'[57]

(Det samme indslag blev i øvrigt gentaget i ATS hhv. d. 27/12 1998, 26/3 1999 og 26/12 1999.)

Også i den verdenspressen var det stor glæde. Overskrifter i de italienske aviser Il Manifesto og L'Unitá var »TAK!« og »I dag smiler Allendes folk«. I franske Liberation var overskriften spydigt: »Tillykke med fødselsdagen«.[58]

1. december flyttede Pinochet fra Grovelands Priory Hospital til et lejet hus i Wentworth Estate i Virginia Water, cirka 15 kilometer fra Heathrow lufthavn i udkanten af London-området. Det er eet af Englands og Europas mest eksklusive velhaverkvarterer med bl.a. gated areas – indhegnede beboelsesområder med portvagt – og som har eller har haft beboere såsom Sultanen af Brunei (f. 1946), musikeren Cliff Richard (f. 1940) og en stribe af verdens bedste og bedst indtjenende golfspillere – bl.a. danske Thomas Bjørn (f. 1971). Huset, som dannede rammen for Pinochets tilværelse det næste godt et år, var overvejende fyldt med sikkerhedsvagter, der overvågede ham døgnet rundt, og som han til enhver til skulle advisere fem minutter i forvejen, hvis han ønskede at gå ud i haven, bl.a. så området kunne afsøges med hunde. Alle biler til og fra ejendommen blev afsøgt for bomber.[59]

8. november udsendte Pinochet en pressemeddelelse, en meddelelse til det britiske folk, hvori der i meget følelsesladede vendinger fortælles som hans grådkvalte kones besked til ham om arrestationen, om kærligheden til briterne, om sansen for ære og mod samt hans frygt for en skueproces.

Labour-regeringen kunne have valgt et andet spor og lagt vægt på diplomatiske relationer, Chiles egen ret til evt. at retsforfølge og dømme Pinochet m.m., men bl.a. under indtryk af opinionen i UK og Europa valgte man at lade overhusets dom tale for sig selv, og den formelle autorisation til byretten i Bow Street om at lade den egentlige udleveringsbehandling pågå blev udstedt af Jack Straw d. 9. december med henvisning til UK Extradition Act 1989 og anklagerne mod Pinochet om tortur, planer om tortur, mordforsøg, planer om mord, gidseltagning og planer om gidseltagning.[60]

11. december var Pinochet derfor tvunget til at møde personligt frem i retsbygningen, man har i forbindelse med højsikkerhedsfængslet Belmarsh i den østlige udkant af London. Transporten fra Wentworth Estate til Belmarsh foregik under stort sikkerhedsopbud. Pinochet talte to gange i retten – først præsenterede han sig i nutid: »Jeg er Augusto Pinochet Ugarte. Jeg er øverstbefalende i de væbnede styrker, Capitán General, republikkens præsident og nu senator på livstid.« Anden gang lød det, at »Med al respekt, fru, jeg anerkender ingen jurisdiktion for nogen domstol uden for mit eget land til at dømme mig med hensyn til de løgne, som de herrer fra Spanien anklager mig for.«[61]  

Pinochet II, Lord Hoffmann – The House of Lords, 15/1 1999       

Få dage efter opstod der imidlertid en spidsfindighed i sagen. Efter dommen d. 25. november kom der på chilensk TV forlydender frem, om at Lord Hoffmanns kone, Lady Hoffmann, havde forbindelser til Amnesty International. Sagen viste sig i løbet af et par dage at være den, at hun siden 1977 havde arbejdet i Amnesty Internationals sekretariat, og aktuelt arbejdede i en medieafdeling. Hendes stilling var udelukkende administrativ.[62] 7. december fik Pinochets advokater på Kingsley Napley et anonymt tip per telefon om, at Lord Hoffmann selv sad på en post i en støtteorganisation til Amnesty, nemlig Amnesty International Charity Limited, AICL, en organisation, der blev etableret i 1986, og som Lord Hoffmann havde ledet og siddet i bestyrelsen for siden 1990. Lord Bingham, der havde optrådt i den ovenfor skildrede sagsbehandling i High Court, havde i 1997 kortvarigt været involveret i at rejse nogle penge til en bygning til Amnesty. Lord Hoffmann var i øvrigt ikke engang medlem af Amnesty. Dette blev alt sammen fremlagt af Amnesty-advokater i et brev til Pinochets advokater i Kingsley Napley d. 7. december.[63]

Pinochets advokater anmodede derfor om, at enten Lord Hoffmanns stemme ikke skulle tælle med i 3-2-afgørelsen af 25/11, eller at hele dommen skulle annulleres, da det kunne komme til fremstå som om, Lord Hoffmann var partisk, da Amnesty jo havde været medanklager i retsbehandlingen.

I øvrigt var det på dette tidspunkt en gruppe chilenere i London, der lavede demonstrationer i gaderne til fordel for Pinochet. Angivelig var mange af disse direkte blevet betalt for at tage af sted. De bar bannere med tekster som »Engelske pirater, giv os vor landsfader tilbage«, og råbte sloganer som »Lords, kommunistiske bøsserøve!«[64] I følge Gonzalo Vial (f. 1930), der var undervisningsminister under militærstyret og har biograferet Pinochet, var der blandt denne gruppe chilenere også efterladte efter dræbte på regeringsside under diktaturet samt sangerinden og politikeren Patricia Maldonado (f. 1950) og en stribe politikere.[65]

I Lord Browne-Wilkinsons (f. 1930) udredning i House of Lords d. 17. december – i den sag, der kaldes Pinochet II – kom det frem, at AICL i 1993 havde offentliggjort et materiale, der direkte omhandlede tortur m.v. i Chile.[66] Lord Browne-Wilkinson fremhævede som det springende punkt i denne retsbehandling det princip, at en mand ikke må være dommer i sin egen sag.[67] Med den omhu, der nu engang er i sådanne sager i House of Lords, henviste Lord Browne-Wilkinson i øvrigt til sager behandlede i House of Lords i bl.a. 1852 og 1866 for at finde præcedens for afgørelsen.

De fem Law Lords kom til den konklusion, at der skulle ses bort fra afgørelsen fra d. 25. november, og at helt nye Law Lords skulle udpeges til en helt ny sagsbehandling i House of Lords.

Det skal siges, at der i øvrigt er usikkerhed angående, hvem og hvor mange, der vidste besked om Lord Hoffmanns relation til Amnesty. Herunder om Pinochets advokater og sagførere vidste besked allerede inden retsmøderne; at de med andre ord spekulerede i at køre retssagen igennem og så få dommen omstødt efterfølgende, i fald den gik deres klient imod.[68]  

Pinochet III – The House of Lords, 4-25/11 1998

Retsmøderne i den nye sagsbehandling til det, der bliver kaldt Pinochet III, begyndte 18. januar 1999, og varede indtil 4. februar med 12 retsdage i alt. Helt usædvanligt var nu 7 Law Lords udpeget til at dømme i sagen. Igen demonstrerede tilhængere og modstandere af Pinochet uden for det britiske parlament, og igen havde det chilenske luftvåben et fly stående på RAF Brize Norton for at kunne hente ham hjem. De samme menneskerettighedsorganisationer etc. var med, men denne gang også repræsentanter for den chilenske stat, der argumenterede for Pinochets immunitet og Chiles ret til evt. selv at dømme ham.

Siden Pinochet I et år tidligere var der sket det, at der nu ikke kun var mere eller mindre i hast håndskrevne arrestordrer at forholde sig til, men en fuldt gennemarbejdet og detaljeret udleveringsanmodning af 3. november 1998, underskrevet af Baltasar Garzón.[69] Operación Condor – samarbejdet mellem sikkerhedstjenesterne i Chile, Argentina, Paraguay og Uruguay – var ret detaljeret beskrevet, og ligeledes oprettelsen af sikkerhedstjenesten DINA, Dirección de Inteligencia Nacional, i juni 1974, at denne organisation var hovedansvarlig for mord, forsvindinger og tortureringer i landet frem til dets opløsning i august 1977 og efterfølgelse af en ny organisation med samme arbejdsområde, CNI, Central Nacional de Informaciones, umiddelbart samtidig. CNI var ifølge udleveringsanmodningen ansvarlig for forfølgelsen af folk fra de to militante bevægelser MIR, Movimiento de Izquierda Revolucionaria, og FPMR, Frente Patriótica Manuel Rodríguez. Ligeledes var det beskrevet, at hovedparten af de 160 døde fra 1978 til diktaturets ophør i 1990 stod CNI bag.

En stribe konkrete tilfælde af bl.a. tortur var beskrevet, hvoraf et her skal gengives som repræsentativt for de titusindvis af torturtilfælde. Dog er dette ikke det mest bestialske, der er kendskab til:

Gladys Nelida Díaz Armijo blev d. 20. februar 1975 taget til torturcenteret Villa Grimaldi, som – som det hedder – cirka 3000 personer var igennem i disse år, og hvoraf de 800 ikke er set siden. Hun var på centeret i to år og tre måneder. De første tre måneder blev hun udsat for elektriske chok i seancer på 3-4-timer ad gangen.  De første tre dage fik hun hverken mad eller drikke. Hun fik brækket fire ribben af en karateekspert, fik sprængt en trommehinde og fik indre blødninger. Herefter blev hun hængt op i hænderne i halvanden dag og fik elektriske chok imens. Senere kom tre måneder, hvor hun fik indsprøjtet bl.a. den muskellammende gift, amazonindianerne bruger i giftpile, curare, og bedøvelsesmidlet pentotal i årerne i kombination med elektriske chok. Hun tabte i dette forløb 15 kilo. Medicinsk uddannet personale assisterede ved denne mishandling. I tre måneder fik hun een nats fuld søvn, og ellers højst to timers søvn. Hun fik ikke mulighed for personlig hygiejne; heller ikke i forbindelse med sin menstruation.[70]

For så vidt som Pinochet i f.eks. interviewet i The New Yorker havde udtrykt sin beundring for britisk civilisation, herunder britisk retskultur, må denne beundring siges at være berettiget. Transskriptioner fra retsmøderne bærer udover vidnesbyrd om de strengt retslige forhold i den konkrete sag også vidnesbyrd om den kultur, der råder i de højeste juridiske kredse i London.

Dialogen, der gengives nedenfor, giver indtryk at en dybt professionel, men også meget direkte og uhøjtidelig – også uhøjtidelig over for dem selv – og frimodig mentalitet hos de implicerede Lords og barristers. Eksemplerne er udelukkende medtaget her, for at demonstrere dette. Således f.eks. Lord Browne-Wilkinson som svar til, at en Mr. Alun Jones på vegne af Spanien kom med en længere udredning af, at ingen kan undskylde sin tortur, om man så derved havde afsløret en terrorists bombe, eller om man i det mindste havde hjulpet UK i krigen Falklandskrigen:  

Mr. Jones, vil De være så venlig at prøve at holde det dér ude? Vi står vitterlig over for et ikke særlig rendyrket og ret kompliceret juridisk spørgsmål, det er bare det. Jeg har skam taget til mig, hvad De lige har sagt. Vi beskæftiger os ikke med politik; vi beskæftiger os med jura.[71]

I en udveksling, hvor professor Christopher Greenwood (f. 1955) stillede spørgsmålstegn ved, om måske ikke monarkers, men så i hvert fald statsoverhoveders absolutte immunitet havde været uklar siden begyndelsen af Det Tyvende Århundrede, svarede Lord Browne-Wilkinson:

Jeg frygtede, at dette skulle ske, professor Greenwood, men på eet eller andet tidspunkt – og jeg siger bestemt ikke, at det skal være nu – bliver De nødt til at fortælle mig, hvornår ting bliver del af international lov, og hvornår ikke. Det er et spørgsmål, jeg aldrig har forstået siden jeg gik på Oxford, men denne sag vil, så vidt jeg kan se, mere og mere vedrøre det spørgsmål.[72]

Clare Montgomery senere i en udveksling med Lord Browne-Wilkinson angående et spørgsmål, om hvad der falder ind under aktiviteter i statens regi:

Clare Montgomery: »Med al respekt: Jeg er uenig, Deres Nåde.«

Lord Browne-Wilkinson: »Se, det er det, jeg har brug for.«[73]

Som et yderligere eksempel til illustration af dette miljøs måde at tale på, kommer her indledningen til et indlæg fra Clare Montgomery:

Må jeg resumere inden jeg – uden tvivl til Deres Nåders lettelse – sætter mig ned?[74]

David Lloyd-Jones, der optrådte som »amicus curiae« (latin: »ven af retten«), altså som rådgiver for de syv Law Lords, på et tidspunkt:

Må jeg lige komme kort ind på ekstraterritorialitet?[75]

Hvorom alting er, kom de syv Law Lords med deres domme d. 24. marts. Indledningsvis kom deres formand, Lord Browne-Wilkinson, med en fremlæggelse af, hvad der var sagens præmisser.[76]

Lord Browne-Wilkinson konstaterede kort, at Spanien altså påberåbte sig jurisdiktion over alle fremførte sager. Men at et spørgsmål altså var angående, at for at en udlevering skulle kunne ske, skulle en påstået forbrydelse være strafbar i både det anmodende og det anmodede land – det er det, der kaldes princippet om »dobbelt strafbarhed«. Lord Browne-Wilkinson anførte, at tortur begået uden for UK’s grænser ikke var blevet strafbart under UK-lovgivning før d. 29. september 1988 ved ikrafttrædelsen af UK Criminal Justice Act 1988.

Et andet spørgsmål, Lord Browne-Wilkinson rejste, var, om det i forhold til dobbelt strafbarhed var datoen for de begåede forbrydelser eller datoen for udleveringen, der skulle ligge efter lovens gyldighedsdato.

Endelig var der jo altså spørgsmålet om Pinochet i det hele taget havde immunitet som tidligere statsoverhoved for de angivne forbrydelser, hvilket i givet fald ville overtrumfe ovenstående overvejelser.

For at sige det klart ved Browne-Wilkinson selv altså:  

Vor opgave er at afgøre to juridiske spørgsmål: Er der nogle forbrydelser, der kvalificerer til udlevering, og er senator Pinochet i så fald immun over for retsforfølgelse for disse forbrydelser.

Efterfølgende meddelte som den første af de 7 Lords Lord Browne-Wilkinson – der i en britisk avis op til sagen blev kaldt »human, liberal og charmerende«[77] – selv sit resultat. I forhold til mord og planer om mord vurderede han, at Pinochet havde immunitet som tidligere statsoverhoved. I forhold til tortur og planer om tortur, at Pinochet ikke havde immunitet for forhold begået efter 8. december 1988, hvor UK som det sidste af de tre involverede lande ratificerede FN’s torturkonvention. Altså grønt lys for udlevering.

Lord Goff of Chieveley (f. 1926) kom til den konklusion, at hovedparten af sagerne ikke kunne »overleve« kravet om dobbelt strafbarhed, og at for så vidt som de resterende sager angik, så var det efter hans mening sådan, at hvis de 116 lande, der havde underskrevet torturkonventionen, havde vidst, at de dermed afskrev sig deres statsoverhoveders immunitet, så ville de ikke have skrevet under på den.  

Af disse grunde er jeg af den mening, at de foreslåede konsekvenser må afvises, ikke bare som værende i modstrid med principper og autoritet, men også i modstrid med almindelig sund fornuft.[78]

Lord Goff of Chieveley afviste altså appellen og afviste en udlevering af Pinochet.

Lord Hope of Craighead (f. 1938) meddelte, at hovedparten af sagerne ikke ville kunne føre til udlevering, uanset om man var tidligere statsoverhoved eller ej, og at Pinochet havde immunitet i forhold til tortursager fra før 8. december 1988. Han indskærpede med adresse til til sin tid en magistrate, byretsdommer, at hele sagen fra nu af var anderledes end første gang der dér blev afgjort i spørgsmålet om udlevering, at kun forhold efter 8. december 1988 kunne komme i betragtning. Den samme formaning gjaldt indenrigsministeren. Imidlertid altså at Pinochet for så vidt kunne udleveres i forhold til sager begået efter 8. december 1988.

Lord Hutton (f. 1932) tilkendegav, at man kunne igangsætte en udleveringsbehandling for tortur og planer om tortur efter 29. september 1988, hvor UK Criminal Justice Act 1988 var trådt i kraft. Den samme formaning til indenrigsministeren som ovenfor blev udtalt. Hans argumentation angående et statsoverhoveds immunitet var i øvrigt en afvisning af, at immunitet skulle gælde i forbindelse med tortur, da tortur i henhold til konventionerne i bund og grund jo per definition begås af stater – privatpersoners eventuelle mishandling og lemlæstelse og påføring af smerte på hinanden er ganske simpelt ikke tortur for så vidt som konventionerne angår.

Lord Saville of Newdigate (f. 1936) refererede til sin »noble og lærde ven«[79] Lord Browne-Wilkinson og do. Lord Hope of Craighead, for så vidt angår, at alle tre involverede lande per 8. december 1988 havde vedgået torturkonventionen, hvorfor der kunne udleveres for tortur og planer om tortur efter denne dato. Hans kommentar til og vurdering af Lord Goff of Chieveleys betragtning, om at de 116 lande ikke ville have underskrevet torturkonventionen, hvis de havde vidst, at de dermed frasagde sig immunitet for deres tidligere statsoverhoveder var som følger:  

Hvis der var stater, der stillet over for universel fordømmelse af tortur ønskede at bibeholde sådan immunitet, så er det måske ikke overraskende, at de ikke holdt mund med det.[80]

Lord Millett (f. 1932) trak – med sin jødiske baggrund måske ikke overraskende? – på præcedens fra både Nürnberg-tribunalet og sagen mod Adolf Eichmann i Israel i 1962. Hans udlægning blev, at der kunne udleveres på baggrund af alle forhold, men vidste jo godt, han var imod et flertal af Law Lords her. Han udtalte også sin formaning til indenrigsministeren »i lyset af de meget anderledes betingelser, der nu hersker.«

Lord Phillips of Worth Matravers (f. 1938), der lige var blevet udnævnt til Law Lord, fremlagde en overvejende sædvaneretslig argumentation, og mente ikke et statsoverhoved kunne have immunitet i denne slags sager, og mente derfor ganske simpelt, at der kunne udleveres under iagttagelse af dobbelt strafbarhed, idet han ikke her angav en præcis dato.

Dette blot kortfattede gengivelser af de 7 Law Lords’s udtalelser. Selv i de tilfælde, hvor de på bundlinien var enige, var deres veje dertil og dermed deres begrundelser i mange tilfælde ret forskellige, så i den forstand var det en grumset dom. Men som sådan var dommen i øvrigt klar nok, at der kunne iværksættes en udleveringsbehandling af Pinochet for så vidt som tortur og planer om tortur begået fra 8/12 1988 og derefter angik – ikke forhold før den tid, og ikke f.eks. angående sager om mord og planer om mord. Dette betød imidlertid, at den eneste sigtelse for tortur, var tilfældet med den 17-årige Marcos Quezada Yañez, om hvilket tilfælde det i sandheds- forsoningskommissionens rapport fra 1991, den såkaldte »Rettig-rapport« i sin engelsksprogede udgave fra 1993 (United States Institute of Peace) lød:  

Den 24. juni 1989 arresterede politiet Marcos Quezada Yañez, 17, en studerende, som var aktiv i PPD, Partido por la Democracia, »Parti for demokrati«, på gaden i Curacautín, og tog ham med til centeret. Nogle få timer senere døde han som resultat af »stød, formodentlig fra et elektrisk stød«, ifølge den retsmedicinske rapport. Idet man taget de indsamlede beviser i agt, er Kommissionen kommet til den overbevisning, at Marcos Quezada ikke begik selvmord – og således afviser den officielle rapport – men at han døde som resultat af tortur påført ham af regeringsfolk i overtrædelse af hans menneskerettigheder. [81]

UK’s tidligere premierminister, Margaret Thatcher, besøgte dagen efter dommen Pinochet i hans lejede hus i Virginia Water under fuld pressedækning. Thatchers hilsen til Pinochet lød:  

Vi skylder Dem så meget for Deres hjælp under Falklandskrigen. Og vi er også særdeles klar over, at De bragte demokrati til Chile.[82]

Andre sværvægtere på den politiske scene, der talte for Pinochets løsladelse på dette tidspunkt var den tidligere konservative Chancellor of the Exchequer, finansminister, Norman Lamont (f. 1942) og USA’s tidligere præsident George Bush (f. 1924) og tidligere udenrigsminister Henry Kissinger (f. 1923).[83]

På dette tidspunkt i Pinochet-sagaen, var interessen i hvert fald i Danmark dalet, hvilket afspejlede sig i dagspressens dækning. Borte var stort set fuldstændig diverse opinionsindlæg, og nyhedsdækningen var i en afdæmpet tone, idet der f.eks. typisk for denne stemning i Information blev skrevet om en »Ulden Pinochet-dom«.[84]

Det næste skridt på vejen til en udlevering var, at indenrigsminister Jack Straw gav grønt lys for videre tiltag, og det gjorde han den 14. april 1999.[85] Dagen efter, d. 15., fremlagde han – ekstraordinært, i lyset af sagens betydning – sine overvejelser angående at lade udleveringsproceduren gå sin gang.[86] Han understregede, at han havde set på sagen med helt friske øjne i forhold til november/december 1998 og set bort fra de tidligere afgørelser. Han understregede ligeledes, at han ikke anså sagen for politisk motiveret og at han anså sagen for at være indledt i en interesse for retfærdighed, at han ikke mente, sagerne var for gamle, at han ikke mente, der var diplomatiske begrundelser for at løslade Pinochet eller nationale interesser på spil, der kunne begrunde en løsladelse, og sluttelig, at han ikke mente – som Pinochets sagførere ellers havde fremført – at der var hensyn til Pinochets alder og helbred at tage.

Søndag d. 18. april 1999 blev i Sunday Telegraph bragt en artikel med interview af Pinochet. Dette interview, samt et i New Statesman d. 26. juli, blev senere en faktor på den måde, at Pinochet ifølge intervieweren fremstod mentalt og kognitivt i glimrende form, hvilket fik hans rådgivere til at forbyde ham at give flere interview til pressen, da man nu spillede helbredskortet. Derefter optrådte han kun i rullestol.[87] I disse to interview står blandt andet at læse om Pinochets 100 mavebøjninger hver morgen, om den strukturerede hverdag konstant omgivet af politifolk i det lille hus i Wentworth Estate i Virginia Water, om hvordan Pinochet lærte sig at bruge internettet til at læse bl.a. de chilenske avisers hjemmesider og om hans smag for lejede videofilm, bl.a. katastrofefilm såsom de samtidige Titanic og Deep Impact samt film med action-stjernen Jean-Claude van Damme (f. 1960), hvilket i avisartiklerne mere eller mindre rammende sammenstilles med hans diktatoriske virke.

Fra maj måned 1999 og frem til forløbets afslutning var Pinochet til lægelige behandlinger og undersøgelser i stort antal. Her nævnes bl.a.: Den 19. maj på Princess Margaret Hospital i Windsor, vest for London og tæt på sit logi i Virginia Water for smerter i maveregionen. Den 26. maj til undersøgelse for sit syn. 2. juli fik han – han havde pacemaker – foretaget en elektrokardiografisk undersøgelse. 13. september fik han foretaget en hjerneskanning på Wexham Park Hospital, også beliggende vest for London, i Slough. 23. september var han igen på Princess Margaret Hospital for neurologiske undersøgelser.[88]  

Bow Street Magistrate’s Court – 27/9-30/9 1999

27. september 1999 begyndte retsmøderne i Londons Bow Street Magistrate’s Court angående, hvad egentlig fra begyndelsen af, næsten et år tidligere, havde været sagens kerne, en udlevering til Spanien på baggrund af specifikke sager. Der var fire retsdage frem til 30. september.

Nogle dage før disse retsmøder var der imidlertid i Madrid den 24. september 1999 for anden gang behandling i Audiencia Nacional af appel fra den offentlige anklager om at suspendere anmodningen til UK om en udlevering af Pinochet. Appellen blev imidlertid afvist, som det som ovenfor nævnt også var sket i november året før.[89]

Imens var der hver lørdag demonstrationer, The London Picket, foran ejendommen i Virginia Water, hvor Pinochet sad i husarrest, og ifølge bestyrelsesformand i Amnesty International i UK, Andy McEntee, slog eet banner hovedet på sømmet: »Der er 35 anklager til Pinochets udlevering og tusinde af grunde til, at han skal for retten.«[90]

29. september døde i øvrigt det sidste øvrigt tilbageværende juntamedlem, luftvåbenets Gustavo Leigh Guzmán (1920-1999) på luftvåbenets hospital i Santiago. Han var tidligt kommet i opposition til Pinochet, men havde ikke desto mindre protesteret mod hans tilbageholdelse i London i 1998. Leigh var i 1990 udsat for et attentat fra den militante gruppe FPMR, Frente Patriótico Manuel Rodríguez, der var udsprunget fra det chilenske kommunistpartis officielt militære organisation. Ved attentatet blev han ramt at fem kugler, men mistede blot et øje. Leigh havde indledningsvis været meget hård i kampen mod de venstreorienterede elementer i Chile, og slået hårdt ned på dem. Blandt andet havde han stået for en hård kurs over for bl.a. luftvåbensgeneral Alberto Bachelet (1922-1974), der havde været imod kuppet mod Allendes Unidad Popular-regering, og som døde i et torturfængsel i luftvåbenets regi i 1974. Hans datter, Michelle Bachelet (f. 1951) – ligeledes udsat for tortur i 1975 – blev senere Chiles præsident fra 2006 i spidsen for centrum-venstre-koalitionen Concertación.

Det var 35 helt nye sigtelser, der dannede grundlag for behandlingen af spørgsmålet om udlevering. Det drejede sig om planer om tortur samt 34 konkrete tilfælde af tortur, som alt sammen Baltasar Garzón havde samlet sammen. Anklageren Alun Jones tilføjede yderligere detaljer til hver af de 34 sager. Angående planer om tortur fremførte han de 1198 tilfælde af desaparecidos, og argumenterede for, at det var en form for mental tortur af de efterladte.[91]

Forsvaret for Pinochet argumenterede bl.a. i et tilfælde, at der ikke kunne blive tale om en tortursag, da den torturerede var død så kort efter, og det derfor måtte være en mordsag, som altså ikke kvalificerede til udlevering. Dette var en argumentation, der spredte væmmelse i offentligheden.[92] Yderligere fremførtes, at der ikke var tilstrækkelig forbindelse til Pinochet i sagerne, og at der nu – p.g.a. at 8. december 1988 siden Pinochet III-afgørelsen nu var skæringsdatoen – ikke længere var spanske ofre, således af den spanske forbindelse til Pinochet var borte, og endelig protesterede man over, at nye sager var tilføjet efter indenrigsministerens beslutning af 14. april om at lade sagen fortsætte.[93]

Den 8. oktober fejede byretsdommer Ronald Bartle (f. 1929) – der tidligere havde stillet op til parlamentet for The Conservative party, Thatchers konservative parti, og var kendt som en konservativ nationalist[94] – alle forsvarets indsigelser af vejen, og åbnede for, at indenrigsminister Jack Straw kunne give det endelig ja til en udlevering til Spanien. Bartle indskærpede, at han alene havde skullet tage stilling til, om de konkrete sigtelser af karakter var dobbelt strafbare og ville kvalificere til udlevering i begge lande – ikke om der var substans i sigtelserne overhovedet. Til slut åbnede han for, at forhold angående planer om tortur fra før 8. december 1988 kunne inddrages, da planer for en forbrydelse er en stadigt fortsættende forbrydelse, idet han igen gjorde det tydeligt, at han ikke tog stilling til de konkrete sigtelser, men alene karakteren af dem.[95]

Pinochet var ikke selv tilstede ved domsafsigelsen, da det et par dage før blev meddelt, at han ikke kunne møde frem grundet helbredsproblemer. Angivelig havde han haft to mindre apoplektiske anfald, hhv. d. 9. september og 25. september.[96] Det blev sågar fortalt, at man på et tidspunkt havde tilkaldt en præst, for at give Pinochet den sidste olie.[97]

Margaret Thatcher sagde ved det konservative partis landsmøde i Blackpool samme uge i oktober, som byretsdommen faldt:  

I min levetid er alle problemer kommet fra det europæiske fastland, og alle løsninger er kommet fra engelsktalende lande rundt omkring i verden. Storbritannien har fortsat en vigtig rolle at spille i verden. Vi er helt klart det bedste land i Europa.[98]

Ved samme lejlighed beskrev hun Pinochet som »Storbritanniens eneste politiske fange«, og uddybede:  

Den samme regering, som lader gamle spioner, der forrådte Storbritannien til fordel for det kommunistiske Sovjetunionen, slippe for retsforfølgelse, forfølger den svagelige 83-årige Pinochet, som forhindrede kommunisterne i at overtage Chile. Den samme regering, som giver amnesti til terrorister og mordere i Nordirland, bryder en amnesti i Chile og bringer dets unge demokrati i fare," sagde Thatcher. "Udsigten til, at Pinochet kan få noget, der ligner, hvad vi i Storbritannien anser for en retfærdig retssag i en spansk ret, er minimal.[99]

Mandag d. 18. oktober tog Danmarks socialdemokratiske justitsminister, Frank Jensen (f. 1961) kontakt til Spanien i forbindelse med en herboende chileners tortursag fra Chile. Hans advokat, Bjørn Elmquist (f. 1938) var også advokat for 14 andre chilenere, og tillagde den danske tilstedeværelse i sagen stor betydning.[100]

22. oktober appellerede Pinochets advokater dommen. Dagen efter skrev entertaineren Lotte Heise (f. 1959) i sin klumme i BT under overskriften Snæversynet retfærdighed bl.a.:  

Men Salvador Allendes fald og død som demokratisk valgt præsident står for mange europæere som et skræmmende eksempel på hvor galt det kan gå, når CIA og nationale højrekræfter står sammen. Ligesom det blodige, umenneskelige styre, som Pinochet i høj grad var arkitekten bag, kun var muligt så længe, fordi kun få tog det alvorligt. Derfor er det vigtigt, at eks-diktatoren retsforfølges – uanset om han er en gammel svækling – for det har han ikke altid været.[101]

Lotte Heise var tidligere i sit liv aktiv i Danmarks Kommunistiske Parti, og flere har ironiseret over hendes iver efter opgør med sådan noget som de her nævnte »nationale højrekræfter«, samtidig med hendes manglende opgør med kommunismen og dens ikke ubetydelige bagkatalog inden for drab, tortur, håndtering af »demokratisk valgte præsidenter« m.v.[102]  

Helbred og diplomati

På dette tidspunkt var to afgørende faktorer, der til dels var kædet sammen, kommet til i spillet om Pinochet: Diplomati og Pinochets helbred. Dette nok fordi det nu syntes umuligt for Pinochet at vinde sin frihed i retssalene.

Der blev nu søgt en diplomatisk løsning på sagen. Kort efter dommen i Pinochet III var faldet, rejste Chiles udenrigsminister José Insulza til London og Madrid for at mødes med sine ministerkolleger dér. Også repræsentanter fra den chilenske hær rejste nu til både Madrid og London på diplomatiske missioner, og Spaniens premierminister José Maria Aznar er i denne fase citeret for at have sagt, han ikke at ønske udleveringen.[103]

I april udtalte den chilenske udenrigsminister Insulza, at man søgte mægling i sagen, og det var et spor hans efterfølger Valdés også fulgte.[104]

Der er beretninger om samtaler i Rio de Janeiro i juni 1999 mellem UK-udenrigsminister Robin Cook (1946-2005) og hans spanske kollega, Abel Matutes (f. 1941). »Jeg vil ikke lade ham dø i Storbritannien«, skulle Robin Cook have sagt. »Jeg vil ikke lade ham komme til Spanien«, skulle Matutes have repliceret.[105]

I august forhandlede Spaniens premierminister Aznar videre med den chilenske regering om at nedsætte et specielt panel bestående at tre dommere, een udvalgt af Spanien, een udvalgt af Chile og een udvalgt at begge lande, som skulle komme med en voldgiftsafgørelse. Dette blev dog ikke til noget, da forslaget blev mødt med bred modstand i Spanien.[106] I øvrigt var klangbunden i Spanien grumset, f.eks. derved, at socialistpartiets formand, tidligere premierminister Felipe González (f. 1942) var modstander af, at Spanien forsøgte at få Pinochet udleveret, og dette skyldtes efter sigende et fjendskab mellem González og Baltasar Garzón fra tidligere i 1990’erne, da de to sad i regering sammen.[107]

Ved FN’s generalforsamling i september 1999 i New York, mødtes Robin Cook over en kop te med Chiles nye udenrigsminister siden 22. juni, Juan Gabriel Valdés (f. 1947), i FN-bygningen. Dagsordenen var nu muligheden for en løsladelse af Pinochet på baggrund af helbredshensyn. Dette er rapporteret i adskillige samtidige avisartikler i både ind- og udland.[108]

I oktober henvendte den chilenske ambassade sig officielt til indenrigsministeriet og Jack Straw med det ærinde at få Pinochet løsladt på baggrund af hans forværrede helbred.[109]

Ved dette års ibero-amerikanske topmøde d. 15.-16. november 1999 – det niende i rækken – som blev afholdt i Havanna på Cuba, deltog ikke statslederne, men i stedet udenrigsministrene, fra Nicaragua, El Salvador og Costa Rica, da disse lande ikke havde fulde diplomatiske forbindelser til Cuba. Ligeledes deltog kun udenrigsministrene fra Argentina og Chile, ikke de afgående præsidenter Carlos Menem og Eduardo Frei. Dette var i protest mod Spaniens retslige tiltag mod hhv. tidligere militære topfolk under Argentinas militærdiktatur, 1976-1983, hhv. mod Pinochet.[110] »Dissidenterne, systemkritikerne og de eksilerede var gemt ad vejen«,[111] skrev dagbladet Information i forbindelse med dette møde, for det skulle også være et PR-fremstød for Fidel Castros Cuba i 40-året for revolutionen på den caribiske ø. I øvrigt lykkedes det faktisk nogle systemkritikere at mødes med ledere fra nogle af de deltagende lande. Chile forsøgte med anledning i Pinochet-sagen at få spørgsmålet om national suverænitet til diskussion på topmødet, men dette mislykkedes.[112]

9. december fik i øvrigt Juan Garcés, Salvador Allendes spanske, politiske rådgiver, der havde igangsat hele det retslige apparat mod Pinochet i Spanien tilbage i 1996, The Right Livelihood Award i Sverige. Det er en slags alternativ til Nobel-prisen, og uddeles dagen før Nobel-priserne, som uddeles d. 10. december, på datoen for Alfred Nobels (1833-1896) – og siden Augusto Pinochets! – død.

Hvorom alting er, var Pinochets helbredstilstand angiveligt og formodentligt rent faktisk for nedadgående, og under alle omstændigheder blev den nu en stor og afgørende faktor. Ovenfor er nogle af hans helbredsmæssige problemer og –undersøgelser nævnt. I løbet af efteråret 1999 satte tilmed angivelig en dybere depression og generelt lav moral ind.[113] Blandt andet nævnes eet sted, at en ensomhedsfølelse overmandede ham, samt det, pludselig at skulle tilbringe så megen tid sammen med sine kone, Lucía Hiriart, også var en stor belastning for den tidligere diktator![114] At helbredskortet ikke blev spillet før, end det gjorde, skyldtes efter alt at dømme hans egen modstand imod det, hans egen insisteren på at vinde slaget via hans påståede uskyld, og hans tanke om, at en løsladelse med baggrund i helbredsforhold ville være et halvt nederlag. Endelig lykkedes det dog hans rådgivere at få ham overtalt til at gennemgå en test på det offentlige Northwick Park Hospital i det nord-vestlige hjørne af London-området. Det skete d. 5. januar 2000. Pinochet indlod sig bl.a. på undersøgelsen mod at blive lovet diskretion, at rapporten om testresultaterne ikke ville blive offentliggjorte. Et større tovtrækkeri, om hvilke læger, der skulle forestå undersøgelsen og på hvilket sprog o.s.v. gik forud.

Rapporten blev straks sendt til Jack Straw, der tirsdag d. 11. januar i en pressemeddelelse meddelte, at han var »tilbøjelig til at mene, det ikke giver mening, at fortsætte udleveringsbehandlingen«, men at de involverede parter havde syv dage til at gøre indsigelser mod dette. Desuden, at Pinochet var blevet bedt om at acceptere, at rapporten kunne videregives til Spanien og de andre lande, men at han havde afslået dette.[115] Skønt det med rimelighed må siges, at sagen reelt var endeligt afgjort med denne pressemeddelelse, kom der flere tovtrækkerier efterfølgende.

Søndag den 16. januar var der valg i Chile, hvor den socialistiske kandidat i spidsen for Concertación, Ricardo Lagos (f. 1938) vandt snævert over højrekandidaten Joaquín Lavín (f. 1953) til indsættelse 11. marts. Lavín stillede op for partiet UDI, Unión Demócrata Independiente, som kan siges at være den partipolitiske gren eller udlægger af Pinochets styre. Lagos var den første præsidentkandidat fra Salvador Allendes socialistparti, Partodo Socialista, der stillede op til præsidentposten siden dengang, og man var i de europæiske socialdemokratiske partier berettiget usikre på, om Pinochets fortsatte tilbageholdelse i London ville kunne give Lavín sejren. Der var derfor af den grund en strategisk interesse i at give Pinochet fri, da det værst tænkelige for hans modstandere var, at han skulle gå hen og dø i London eller på andre måder skulle få mulighed for at blive martyr.[116]

Tirsdag d. 18. januar landede en Boeing 707 Aguila fra det chilenske flyvevåben på øgruppen Bermuda, den britiske koloni, for dér at afvente signalet til at hente den tidligere øverstbefalende hjem.[117] Operationen kaldtes militært Operación Retorno, »Operation Tilbagevenden«.

Baltasar Garzón udbad sig med det samme en kopi af helbredsrapporten, men i den forretningsgang, der nu var relevant, var det alene Spaniens regering, der skulle og kunne anmode om denne kopi, og det gjorde den ikke. 17. januar meddelte den spanske ambassadør indenrigsministeriet, at Spanien tog Jack Straws beslutning til efterretning.

Belgien havde sammen med Frankrig og Schweiz også anmodet om Pinochets udlevering, og herfra insisterede man, og anmodede d. 19. januar om at måtte foretage sin egen helbredsundersøgelse af Pinochet.[118] I bogen The Pinochet Effect luftes tanken, om at dette udspil fra den belgiske regering nok skal ses i et indenrigspolitisk lys, at den nye venstreorienterede regering hermed ville sætte sig selv i et progressivt lys; at det aldrig handlede om rent faktisk at få Pinochet udleveret, men blot om at sende signaler.[119]

Ikke desto mindre kom det til afgørelse i The High Court of Justice for England and Wales, der den 15. februar 2000 kom med sin kendelse angående hemmeligholdelse af helbredsrapporten.[120] Lige på og hårdt, i fuldstændig uprætentiøse vendinger, åbnede Lord Justice Simon Brown (f. 1937) ballet således:  

Det er seksten måneder siden senator Pinochet blev anholdt. Hvad skal der ske med ham nu? Skal han udleveres til Spanien for at komme for retten for de alvorlige forbrydelser, han er anklaget for? Eller skal han have lov til at vende tilbage til Chile? Mange mener lidenskabeligt det ene, mange det andet. Alle må imidlertid være enige om een ting: Det er på høje tid, at beslutningen bliver taget; senator Pinochet har tilbragt nok tid i dette land. Men beslutningen må – selvfølgelig – tages lovformeligt, og det er opgaven for os nu.[121]

De tre Lord Justices kom enstemmigt til den dom, at de fire lande, Spanien, Frankrig, Schweiz og Belgien skulle have lov til at se helbredsrapporten i fortrolighed, og indenrigsministeriet gav dem en uge til at komme med deres kommentarer.

Få dage efter kunne to spanske aviser gengive rapportens indhold. Det formodes, at den spanske regering var involveret i lækagen.[122] Også her spekuleres i, at lækagen var en strategisk manøvre fra en regering, for at give indenrigspolitisk ro i Spanien. Rapporten viste nemlig klart og utvetydigt, at Pinochet havde en stribe fysiske lidelser, ligesom han havde nogle skader på hjernen og nogle klare kognitive svagheder. De tre andre lande drog dog rapporten i tvivl, ville foretage deres egne undersøgelser, og henviste til, at helbredsforhold ikke kan forhindre udlevering.

Hvorom alting er meddelte Jack Straw 2. marts 2000, at Pinochet kunne tage hjem til Chile, og et par timer efter lettede det chilenske luftvåbens Boeing 707 Aguila fra ikke RAF Brize Norton, hvor flyet havde ventet siden lørdag d. 29. januar,[123] men fra RAF Waddington et par hundrede kilometer nord for London. Flyet var lettet fra RAF Brize Norton tidligt om morgenen, timer før Jack Straws endelige meddelelse i House of Commons om Pinochets løsladelse, og lettede i silende regn med Pinochet og hans følge om bord ti minutter forsinket kl. 13.14 med kurs mod Chile.[124] Flyet var blevet specielt indrettet til denne mission med bl.a. komplet med hospitalsudstyr.[125] Forsinkelsen skyldtes, at Michael Caplan for Margaret Thatcher skulle nå at overrække Pinochet et sølvfad til minde om Sir Francis Drakes (1540-1596) sejr over La Armada Invencible, den »uovervindelige« spanske armada, i 1588 – et symbol på fælles sejr over spanierne.[126]

Flyet mellemlandede for optankning på den britiske luftbase Wideawake Airfield på øen Acensión i Sydatlanten tæt på Ækvator. Hos Gonzalo Vial berettes om, hvordan flykaptajnen på et tidspunkt meldte: »Jeg kan informere om, min general, at vi i netop dette øjeblik bevæger os ind på chilensk territorium. Velkommen til Chile!« Vial fortsætter: »Pinochets øjne var blanke, mens han omfavnede sin kone inderligt.«[127]

Om morgenen den 3. marts landede flyet i Chiles førende lufthavn, engang kaldet Aeropuerto de Pudahuel, siden 1980 ved dekret fra militærstyret kaldet Aeropuerto Internacional Comodoro Arturo Merino Benítez, opkaldt efter FACh’s grundlægger og første chef, Arturo Merino Benítez (1888-1970), der som værnschef havde interveneret i chilensk politik i forbindelse med Carlos Ibañez del Campos (1877-1960) første, semi-diktatoriske præsidentperiode fra 1927-1931.

På trods af aftale med den kommende præsident Ricardo Lagos om at der ingen decideret modtagelse skulle laves, blev Pinochet modtaget med rød løber og militærmusik med hærchef Ricardo Izurieta Caffarena (f. 1943) i spidsen. For at sætte en tyk streg under foragten for det internationale samfund, sin egen regering og andre, rejste helbredsløsladte Augusto Pinochet sig fra sin rullestol, straks den var hejst ned med liften, løftede sin stok, og gik rundt og hilste på den militære top. Den britiske formiddagspresse kaldet det med det samme »det største comeback siden Lazarus«, og Pinochets navn blev lavet om til Pino-Cheat, »Pino-Snyd« – alt sammen med hentydning til, at helbredsrapporten var udtryk for svindel.

Pinochet-sagen i perspektiv

Der er ingen tvivl om, at vor Capitán General – ud fra en politisk, administrativt og politisk betragtning – er ansvarlig for disse sager. Han var den øverste myndighed i landet, og havde absolut magt. Det er nødvendigt at tilføje, at de direkte udøvere af forbrydelserne var agenter for staten. og at medlemmerne af de nævnte sikkerhedstjenester – på nær de specifikke og enestående sager med Comando Conjunto og DICOMCAR – refererede til Pinochet.[128]

Det umiddelbart ovenstående er – som det også siges direkte – en klassisk historisk dom over Pinochet efter en opremsning af de mord, forsvindinger og tortureringer, der foregik i militærstyrets tid. Det er skrevet af Pinochets undervisningsminister i 1980'erne Gonzalo Vial, der ellers ikke kan siges at have et skarpt blik for diverse misgerninger under Pinochets styre. I sammenhæng med nærværende biografi skal denne passage tjene til demontration af, at Pinochet-sagen i London og en redegørelse her for den ikke har en moralsk, politisk eller historisk dom i fokus, men derimod en retslig een, og London-sagen og sagforholdene i den forbindelse er derfor i dette kapitel blevet behandlet som sådan.

De indenlandske love og de internationale konventioner og traktater, der lå til grund for det retslige forløb i Pinochet-sagen, havde eksisteret i årevis – mindst ti år – før denne sag. Det banebrydende var, at lovgrundlaget blev taget i anvendelse, at der overhovedet blev skabt en præcedens. Denne præcedens bestod i, at fremmede landes forhenværende ledere ikke længere var fredhellige for retsforfølgelse i udlandet, når det gjaldt folkedrab og tortur.

Udover et rent retsligt skred var det også tale om et mentalt skred, der skete i dette forløb i London. Således bl.a. i Chile, hvor der ved Pinochets tilbagevenden i marts 2000 allerede var adskillige retslige tiltag mod ham i gang. Dette havde ikke været tænkeligt 1½ år før. Alene her, på Chiles indre linier, viste Pinochet-sagen sin store betydning. For de eventuelt overlevende, der havde været i hænderne på de chilenske sikkerhedstjenester, og for de efterladte pårørende, åbnede sagen en mulighed for retfærdighed.

For bl.a. den europæiske offentlighed, var der andre dagsordener i spil, samt andre nok så vigtige aspekter at forholde sig til.

I februar-nummeret 2007 af AMNESTY, Amnesty Internationals medlemsblad i Danmark, var temaet »forbrydelse og straf« med underoverskriften Fik de hvad de fortjente? I artiklen om Pinochet og sagen i London mod ham, »Den immune«, nævnes Amnestys rolle i sagen, som det beklages, at han undslap dom i. I en anden artikel i bladet berøres i øvrigt alle de fejl, der blev begået i den kun til dels sammenlignelige retssag mod Iraks Saddam Hussein (1937-2006), der førte til hans henrettelse i december 2006, og den dobbeltmoral, der lå i, at landene bag retssagen tidligere havde stået bag Hussein som allierede.

I Amnestys USA-afdelings blad fra foråret 2006 skrev briten Philippe Sands (f. 1960) artiklen Globalizing Justice, hvori han problematiserer ikke Pinochet-sagen, som han selv deltog i på anklagende side, men andre til dels lignende sager, nemlig f.eks. sagerne mod Slobodan Milosevic og Saddam Hussein. Således skriver han indledningsvis:  

Imidlertid giver de globale regler nødvendige minimumsstandarter til at vurdere legitimiteten af internationale retssager og mekanismer til at stille stater til regnskab med.[129]

Ved et seminar ved University of East London onsdag d. 13. februar 2008 med titlen Ten years after Pinochet: The future of universal jurisdiction deltog to mænd, der små ti år tidligere havde været ledende aktører i dette historiske retsforløb, nemlig både Michael Caplan fra advokatfirmaet Kingsley Napley og Alun Jones, der havde fungeret som offentlig anklager. Michael Caplans indlæg til paneldebatten er tilgængeligt i skriftlig form på internettet.[130]

Han lagde ud med jovialt at erindre hint enkeltstående tilfælde i sit liv, hvor han en dag modtog flere telefonopkald end sin teenagedatter, nemlig den lørdag morgen, hvor han blev bedt om at repræsentere Augusto Pinochet i forbindelse med udleveringsanmodningen fra Spanien.

I fem punkter kastede han et kritisk lys på den såkaldte Pinochet-præcedens.

For det første medgav han, hvad sandt er, at Pinochet-sagen fik som konsekvens, at en række tidligere og siddende statsoverhoveder efterfølgende blev hjemme i deres »safe havens«, deres hellesteder, af berettiget frygt for som Pinochet at blive arresteret i udlandet. Men, spurgte Caplan  

 ... har det egentlig forhindret dem i den vestlige verden i at rejse? Mange ville ikke have problemer med at retsforfølge Robert Mugabe [f. 1924] på baggrund at forhold i Zimbabwe – men hvad med ledere i Den Russiske Føderation på baggrund af Tjetjenien?

For det andet nævnte han, at han huskede under Pinochet II [sic, Caplan må her have ment den såkaldte Pinochet III med domsafsigelse 24. marts 1999], i fjernsynet at have set bombetogter på Balkan udført af NATO-lande. »Nogen potentiel retsforfølgelse af vestlige ledere under dække af ”universel jurisdiktion”?«, spurgte Caplan, og tilføjede at der aldrig var nogen international autorisation til bombningerne og end ikke en efterfølgende international undersøgelse af hændelserne.

For det tredie nævnte han, at alle ad hoc-tribunaler altid har været sejrherrernes og altid har haft begrænset fokus og altid har været kontroversielle. »Nævn mit eet, der ikke har været sådan?«, spurgte Caplan. Han nævnte derefter problemer med tribunaler for Jugoslavien og Rwanda. Han problematiserede til sidst Nürnberg-tribunalet, og refererede til, at een af de Law Lords, der var dommer under Pinochet-forløbet, har kaldt Nürnberg en Kangaroo court, et engelsk udtryk, der betyder skinproces, og måske til dels peger på en kængurus hoppen rundt med sporadiske nedslag. (I øvrigt er der grund til at overveje, om det er Lord Steyn, Caplan henvisete til, og da fejlagtigt; Lord Steyn har omtalt retsforholdene på Guantanamo, hvor USA siden 2001 har tilbageholdt Taliban-mistænkte år efter år uden om gængse retsprincipper, på denne måde.)

For det fjerde problematiserede han, hvis det skulle gå hen og blive almindeligt, at nationale retter udråber sig selv til internationale politimænd, som i et andet eksempel end Spanien og Pinochet, han nævnte, hvor Belgien udråbte sig selv til at retsforfølge Israels Ariel Sharon (f. 1928) for krigsforbrydelser i Libanon i 1982. Han nævnte også Israels kidnapning i Argentina i 1960 af Adolf Eichmann (1906-1962). Caplan spurgte, om Israel eller for den sags skyld Vesttyskland kunne have overtrumfet Argentina, hvis Argentina havde insisteret på det.

For det femte stillede han sig undrende over for, at diverse sager under nationale retter til tider har fundet sted i andre lande, f.eks. da den skotske ret sad i Haag i 2000 i forbindelse med Lockerbie-sagen. Caplan: »Hvorfor, hvis det er et nationalt anliggende?«

Michael Caplans konklusion på de af ham påpegede problemer med Pinochet-præcedensen og de efterfølgende sager af samme karakter, var, at der burde lægges vægt på Den Internationale Straffedomstol, ICC (International Criminal Court). Denne domstol med hjemsted i Haag i Holland blev i FN-regi besluttet oprettet i Rom i 1998 af 120 lande. Syv lande stemte imod oprettelsen af ICC, nemlig Kina, Israel, Irak, Libyen, Qatar, Yemen og USA. Domstolen skulle i følge Rom-traktaten være i kraft, når 60 lande havde ratificeret, og der opnåedes i april 2002. Domstolens kompetence er bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. ICC er en permanent domstol, i modsætning til ad hoc-tribunalerne i Rwanda og Jugoslavien, hvilket er een af de kvaliteter, Caplan lagde vægt på. I øvrigt har blandt andet lande som USA, Kina, Indien, Indonesien og Tyrkiet per 2009 ikke ratificeret Rom-traktaten – de her nævnte frem lande repræsenterer knap halvdelen af verdens befolkning.

USA’s Henry Kissinger (f. 1923) er endnu mere skeptisk over for den Pinochet-præcedens, der skabtes i London fra 1998 til 2000. I en artikel fra 2001, The Pitfalls of Universal Jurisdiction,[131] i US-magasinet Foreign Affairs kom han med sin udlægning af først og fremmest denne Pinochet-præcedens. I artiklen skriver han, at Pinochet-præcedensen, hvis anvendt bogstaveligt og direkte, f.eks. ville tillade de to sider i konflikten mellem Israel og den arabiske verden at forfølge hinandens ledere verden om med arrestationsanmodninger, der skulle tages stilling til i tilfældige landes byretter. Alene elementet af tilfældighed i disse tilfælde, advarer Kissinger imod, idet han samtidig nævner, at han er klar over, at enhver udtrykt skepsis over for den måde, Pinochet-sagen blev håndteret på, er højst kontroversiel. Imidlertid understreger han det problematiske i, at Pinochet-præcedensen udstyrer enhver byretsdommer i verden med et våben til at retsforfølge hvem som helst med sin egen fortolkning af menneskeretsovertrædelser, og således overtrumfe f.eks. nationale bestræbelser på forsoning etc.:  

Skulle en hvilken som helst udenforstående gruppe, der er utilfreds med forsoningsprocessen – lad os sige i Sydafrika – være fritstillet til at udfordre dette lands egne eller tredielandes domstole?[132]

Kissingers skepsis over for Den Internationale Straffedomstol udspringer af hans benhårdt realistiske syn på, hvordan geopolitik foregår, og på, hvilke ting, der er i spil, og han skriver sarkastisk:  

Fortalerne for universel jurisdiktion argumenterer med, at staten er den grundlæggende årsag til krig og ikke kan tiltros at skaffe retfærdighed. Hvis lovgivning erstattede politik, ville fred og retfærdighed blive fremherskende.[133]

Han fremfører bl.a., at der i sådanne sager om krigsforbrydelser, folkedrab m.m. tit er meget mere grumsede og diffuse forhistorier og årsager til konflikter m.m., end det er tilfældet i hverdagens almindelige kriminalretssager.

Også i en bog som Universal Jurisdiction: National Courts and the Prosecution of Serious Crimes under International Law udtales af de forskellige bidragydere opfordring til besindighed, for ikke at sige skepsis, over for den jubel over denne Pinochet-præcedens. I en anmeldelse af bogen hedder det med udspring i bogen f.eks. om spørgsmålene angående de retslige forhold vedrørende Pinochet-sagen:  

 ... debatter om Pinochet-sagen har tit genereret mere ophidselse end kastet lys over disse spørgsmål, og tillagt universel jurisdiktion en meget større rolle, end det egentlig spillede i denne sag, og bidraget med tiltagende forvirring blandt politikere, offentligheden og selv juridiske aktører.[134]

I et indlæg af A. Hays-Butler i bogen gøres i øvrigt opmærksom på, at den universelle jurisdiktion slet ikke er så universel endda, med stater, der lægger begrænsninger på den universelle jurisdiktions udøvelse, f.eks. med krav om, at den anklagede skal være fysisk tilstede ved retsbehandlinger eller med krav om dobbelt strafbarhed.[135] Som beskrevet tidligere endte Pinochet-sagen da også med at være et spørgsmål om dobbelt strafbarhed i henhold til de involverede staters nationale lovgivninger snarere end om universel jurisdiktion.

En anden bidragyder, Stephen P. Marks, går så langt som til at skrive, at  

Pinochet-præcedensen fungerer slet ikke som en præcedens bortset fra rent metaforisk; hvert enkelt retssystem, hvor retssager sættes i værk, er forskellige.[136]

Denne her omtalte »metaforiske præcedens« er i virkeligheden nok, hvad kan siges at have været den virkelige betydning af, hvad der skete under Pinochet-sagen i London fra 1998 til 2000, og det varige mærke, sagen satte i omverdenen og for eftertiden.

I ovenstående gennemgang af sagsforløbet er en række dilemmaer, paradokser og selvmodsigelser i den først og fremmest europæiske – herunder danske – moral, retfærdighedsfølelse og juridiske logik demonstreret. Dette skyldes for en stor del, at sagen som tidligere påpeget teknisk set var halvt juridisk, halvt politisk, og at sagen i forbindelse med det politiske blandt europæerne var en anledning til kamp på identitet og selvforståelse mere end noget andet. Egentlige interessekonflikter var der jo ikke tale om for den europæiske offentlighed på dette tidspunkt i slutningen af 1990’erne, hvor den kolde krig var ovre.

Alene en lille sproglig detalje kan måske – uden at der dog skal gøres et for stort nummer ud af det – demonstrere, hvad der også var på spil her, nemlig i de tit anvendte vendinger »overgreb mod menneskerettighederne« og »krænkelse af menneskerettighederne« i forbindelse med de chilenske forhold. Således f.eks. i Politikens nekrolog over Pinochet, at » ... hans sidste leveår blev en løben spidsrod mellem anklager for overgreb mod menneskerettighederne og økonomiske forbrydelser.«[137] Skønt det jo med rette kan siges at pege på konkrete mishandlinger, kan man få det indtryk, at det til tider snarere pegede på menneskerettighederne per se, denne menneskerettighedstanke som princip, som abstrakt, ukonkret begreb, og at det var denne tanke, de talende/skrivende følte sig krænkede på vegne af, snarere end på vegne af de helt konkrete chilenere med deres grufulde død, deres døde pårørende, deres for andre mennesker ret beset ubegribelige pinsler og lidelser, deres lemlæstede kønsdele, amputerede sjæle etc.

Et generelt korstog for menneskerettigheder kan der heller ikke siges at have været tale om for de progressive europæere. Havde det været latinamerikaneres pinsler og død, der var ærindet, havde man ikke været kunne komme uden om forholdene på Cuba med sine indtil nu over 50 år med politisk undertrykkelse, drab i tusindvis m.v. Men det blev f.eks. i 1987 af ægteparret, de tidligere socialdemokratiske ministre Mogens Lykketoft (f. 1946) og Jytte Hilden (f. 1942) i kronikken »Samba-socialismen« i 1987 i Aktuelt kaldt en »charmerende samba-socialistisk variant på det sovjetkommunistiske systemgrundlag.«[138] I samme år i slutningen af 1970’erne, da Pinochets sikkerhedsstyrker spredte død og tusindvis og tortur i titusindvis, dræbtes anslået cirka en million mennesker i Cambodja – heraf bl.a. størstedelen af landets intellektuelle elite – dræbt ved det kommunistiske regimes hænder, og det afstedkom ikke større moralske kvababbelser i Europa i det hele taget eller f.eks. hos tidligere nævnte Lotte Heise.

De aspekter af Pinochet-sagen gav ikke noget nyt under solen. Det banebrydende ved Pinochet-sagen var det juridiske og mentale skred i verden, som blev afstedkommet af den begivenhed, det var, at en tidligere statsleder fradømtes sin immunitet som sådan i forhold til grusomheder begået i hans regeringstid. Således var der alene ved Pinochets hjemkomst til Chile d. 3. marts 2000 igangsat adskillige retslige tiltag mod ham i hjemlandet, og det havde der næppe været uden denne – metaforiske eller konkrete – historiske Pinochet-præcedens, der var blevet skabt.


*******

[1] Duke Journal of Comparative Law 10, no. 2, 2000, »The Law and Politics of the Pinochet Case«.
[T]his sovereign authority which is a State's own right, does not at present have an absolute character, not even in the internal order, due to the international atmosphere reigning in the world. When super-states and international organizations appeared, the field of action of the State's power became more and more limited, due to agreements and treaties that are subscribed in the international arena. Multiple obligations and restrictions that nations contracted with each other and with international organizations, have left them virtually without sovereign liberty.

[2] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 481.
My role in the extradition act 1989 is a quasi-judicial one.

[3] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 21.

[4] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 22.

[5] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 257-258.
In 1998 Senator Pinochet came to the United Kingdom for medical treatment. The judicial authorities in Spain sought to extradite him in order to stand trial in Spain on a large number of charges. Some of those e charges had links with Spain. But most of the charges had no connection with Spain. The background to the case is that to those of left-wing political convictions Senator Pinochet is seen as an arch-devil: to t hose of right-wing persuasions he is seen as the saviour of Chile. It may well be thought that the trial of Senator Pinochet in Spain for offences all of which related to the state of Chile and most of which occurred in Chile is not calculated to achieve the best justice. But I cannot emphasise too strongly that that is no concern of your Lordships. Although others perceive our task as being to choose between the two sides on the grounds of personal preference or political inclination, that is an entire misconception. Our job is to decide two questions of law: are there any extradition crimes and, if so, is Senator Pinochet immune from trial for committing those crimes.

[6] Berlingske Tidende, »Jubel i Castros fanklub«, 12/3 1995.

[7] Human Rights Watch Report 1998, URL: http://www.hrw.org/worldreport/Americas-03.htm

[8] Deaths Documented To Date, URL: http://cubaarchive.org/

[9] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s, 101 og Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 32 og Vial, Gonzalo, Pinochet - la biografia, 2002, s, 659.

[10] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 659.

[11] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 659.

[12] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 659.

[13] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 661.

[14] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 1.

[15] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 661.

[16] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 661.

[17] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 36.

[18] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 98.

[19] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 95-107.

[20] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 655.

[21] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 27.

[22] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 34-35.

[23] ... acontecimientos y actividades delictivas cometidas bajo el manto de la más feroz represión ideológica contra los ciudadanos y residentes de estas países.

[24] Dorffman, Ariel, Terroruddrivelse, 2003, s. 31.

[25] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 103 og Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 35.

[26] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s, 104.

[27] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s, 105.

[28 Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 37.

[29] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 106.

[30] La Nacion, »Frei dice que justicia aclarará muerte de su padre«, 22/1 2009.

[31] Politiken, »Hurra for Chile«, 18/10 1998.

[32] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 41-42.

[33] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 67-69.

[34] URL: www.kingsleynapley.co.uk, We are internationally recognised for the quality of our extradition work. [...] We represented Senator Pinochet in extradition proceedings which resulted in groundbreaking new law.

[35] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 65-66.

[36] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s, 63-64.

[37] Politiken, »Be’ om Pinochet-dokumenter«, 25/10 1998.

[38] Kornbluh, Peter, The Pinochet File, 2003, s. 477-481.

[39] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s.71-93.

[40] Ritzaus Bureau, »Pinochets advokater kæmper for frigivelse«, 26/10 1998.

[41] I agree with both judgements.

[42] Politiken, »Nederlag og sejr til eksdiktator Pinochet«, 31/10 1998 og Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s.95-96

[43] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 676.

[44] Aktuelt, »Trekantsdrama«, 27/10 1998.

[45] Ritzaus Bureau, »Mulig afgørelse af Pinochet-sag tirsdag - fregatkøb udsat«, 27/10 1998.

[46] Weekendavisen, »Tony Blair er en pige«, 30/10 1998.

[47] Ritzaus Bureau, »Helveg: Diktatorer skal stilles til ansvar«, 30/10 1998.

[48] Berlingske Tidende, »Straf eller forsoning«, 27/10 1998.

[49] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 109.
the proper interpretation and scope of the immunity enjoyed by a former head of state from arrest and extradition proceedings in the United Kingdom in respect of acts committed while he was head of state.

[50] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 109-126.

[51] Berlingske Tidende, »Chile truer med modtræk i Pinochet-sag«, 12/11 1998.

[52] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 127-180.

[53] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 110.

[54] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 110.

[55] C’est une joie, c’est une mauvaise nouvelle pour les dictateurs!

[56] Aktuelt, »BØddelen græd«, 27/11 1998.

[57] Politiken, »ATS - At Tænke Sig«, 26/11 1998.

[58] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 669.

[59] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 674.

[60] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 20002, s, 181.

[61] Vial, Gonzalo, Pinochet: La Biografía, 2002, s. 670-671.
»Soy Augusto Pinochet Ugarte. Fui comandante en jefe de las Fuerzas Armadas, Capitán General, Presidente de la República y ahora senador vitalicio.« og »Con el respeto debido, señoría, no reconozco la jurisdicción de ningún tribunal, excepto en mi país, para que me juzgue de todas las mentiras de que me acusan los señores de España.«

[62] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 192.

[63] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 193.

[64] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 112-113.
»Inglesas piratas, devuelvan nos el tata« og »Lores, comunistas homosexuales«

[65] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s, 664.

[66] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s.195.

[67] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 197.
The fundamental principle is that a man may not be a judge in his own cause.

[68] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 12.

[69] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 203-210.

[70] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s, 208-209.

[71] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s, 220.
Mr. Jones, try and keep that stuff out, will you. We really are facing a a not very pure and rather difficult point of law, that is all. I have very well taken what you have just said. We are not concerned with policy; we are concerned with law.

[72] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 223.
I was afraid that this was going to happen, Professor Greenwood, but at some stage, and I am not suggesting at all that it whould be now, you are going to have to tell me when things do become part of international law and when the do not. It is a point I have never understood since I was at Oxford, but this case is going to turn, as far as I can see, more and more on that point.

[73] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 231.
I respectfully disagre, my Lord.
Now that is what I need.

[74] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 236.
May I summarize before finally, no doubt to your Lordships’ relief, sitting down?

[75] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 240.
Could I just deal with extraterritoriality briefly?

[76] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 255-273.

[77 The Independent, »Pinochet aimed for 'reign of terror'«, 19/1 1999.
Regarded as humane, liberal and charming.

[78 Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 290.
For these reasons I am of the opinion that the proposed implication must be rejected not only as contrary to principle and authority, but also as contrary to common sense.

[79] ... my noble and learned friend.

[80] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s, 336.
If there were states that wished to preserve such immunity in the face of universal condemnation of official torture, it is perhaps not surprising that they kept quiet about it.

[81] URL: http://www.usip.org/, The United States Institute of Peace.
On June 24, 1989, police arrested Marcos QUEZADA YAÑEZ, 17, a student who was active in the Pro-Democracy party (PPD), on the street in Curacautín, and took him to the checkpoint. A few hours later he died as a result of "shock, probably from an electric current," according to the autopsy report. Taking into account the evidence gathered, the Commission has come to the conviction that Marcos Quezada did not commit suicide--and hence it rejects the official report--but that he died as a result of torture applied by government agents in violation of his human rights.

[82] Ekstrabladet, »Rigtige venner«, 27/3 1999.

[83] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 15.

[84] Information, »Ulden Pinochet-dom«, 25/3 1999.

[85] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 373.

[86] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 375-381.

[87] Kornbluh, Peter, The Pinochet File, 2003, s. 469.

[88] The Independent, »How the Pinochet affair has unfolded«, 2/3 2000.

[89] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 383-396.

[90 Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s, 115-116.

[91] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s, 16.

[92] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 115.

[93] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 17.

[94] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 16.

[95] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 397-403.

[96] The Independent, »How the Pinochet affair has unfolded«, 2/3 2000.

[97] The Guardian, »The long road from Surrey to Santiago«, 3/3 2000.

[98] Politiken, »Thatcher langer ud«, 7/10 1999.

[99] Jyllandsposten, »Thatcher: Pinochet kidnappet«, 8/10 1999.

[100] BT, »Elmquist: Tortur af værste kategori«, 29/10 1999.

[101] BT, »Snæversynet retfærdighed«, 23/10 1999.

[102] F.eks.: Jyllandsposten, »Kommunismens brutalitet«, 13/1 2009.

[103] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 59.

[104] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 59-60.

[105] The Guardian, »The long road from Surrey to Santiago«, 3/3 2000.

[106] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 119.

[107] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 118.

[108] Bl.a.: Berlingske Tidende, »Britisk velvilje over for Pinochet«, 25/9 1999.

[109] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 18.

[110] Jyllandsposten, »Opsang til Fidel Castro«, 17/11 1999.

[111] Information, »Huller i Castros potemkin-kulisser«, 19/11 1999.

[112] Politiken, »Topmøde med torne«, 12/11 1999.

[113] Burbach, Roger, The Pinochet Affair, 2003, s. 120.

[114] The Guardian, »The long road from Surrey to Santiago«, 3/3 2000.

[115] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 411-412.

[116] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 64.

[117] The Independent, »BMA wants release of Pinochet diagnosis«, 22/1 2000.

[118] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 62.

[119] Roht-Arriaza, Naomi, The Pinochet Effect, 2005, s, 62.

[120] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s, 417-445.

[121] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s, 417-418.
It is sixteen months since Senator Pinochet was arrested. What should happen to him now? Should he be extradited to Spain to stand trial for the grave crimes of which he is accused? Or should he be allowed to return home to Chile? Many passionately hold one view, many the other. All, however, would surely agree upon one thing. It is high time the decision was taken: Senator Pinochet has spent quite long enough in this country. But the decision must, of course, be taken lawfully, and that is the issue now before us.

[122] Brody, Reed og Rather, Michael, red., The Pinochet Papers, 2000, s. 20.

[123] The Independent, »Pinochet's getaway plane is waiting on tarmacs«, 31/1 2000.

[124] The Independent, »The Flight of Pinochet«, 3/3 2000.

[125] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s. 685.

[126] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s. 686.

[127] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s. 686.

[128] Vial, Gonzalo, Pinochet – La Biografía, 2002, s. 694-695.
No cabe duda que José - desde un ángulo político, administrativo e histórico - responde por este conjunto de hechos. Ya que él era la suprema autoridad del país, y una autoridad de poderes omnímodos. A lo cual es menester añadir que los ejecutores inmediatos de los crímenes fueron agantes del Estado, y comúnmente miembros de las agencias de seguridad citadas las cuales - salvo los casos específicos y exclusivos del Comando Conjunto y la DICOMCAR - dependían de Pinochet.

[129] Amnesty International USA, forår 2006.
However, the global rules providenecessary minimum standards for judging the legitimacy of international actions and mechanisms to hold states accountable.

[130] URL: http://www.uel.ac.uk/chrc/documents/PINOCHET-MCaplan13.2.08.pdf

[131] Foreign Affairs, »the Pitfalls of Universal Jurisdiction«, July/August 2001.

[132] Foreign Affairs, »the Pitfalls of Universal Jurisdiction«, July/August 2001.
Should any outside group dissatisfied with the reconciliation procedures of, say, South Africa be free to challenge them in their own national courts or those of third countries?

[133] Foreign Affairs, »the Pitfalls of Universal Jurisdiction«, July/August 2001.
The advocates of universal jurisdiction argue that the state is the basic cause of war and cannot be trusted to deliver justice. If law replaced politics, peace and justice would prevail.

[134] Human Rights Quarterly, Maj 2005, s. 729-735.
... debates around the Pinochet case often generated more heat than light around these questions, attributing a much greater role to universal jurisdiction than it actually played in this case, and contributting to mounting confusion among politicians, publics and even legal actors.

[135] Macedo, Stephen, red., Universal Jurisdiction, 2006, s, 68.

[136] Macedo, Stephen, red., Universal Jurisdiction, 2006, s, 164.

[137] Politiken, »Nekrolog: Diktatorens sidste rejse«, 11/12 2006.

[138] Aktuelt, »Samba-socialismen«, 14/2 1987.

---

Multimedia

Til toppen af siden

Pinochet lander i Santiago, 3. marts 2000
Dette er et TV-klip lagt ud på Youtube, som er fra transmissionen på den nationale TV-station TVN fra, da Pinochet ankom til lufthavnen i Santiago efter sine 16 måneder i London.