Indholdsfortegnelse:

Forside

Prolog

Pinochet-slægten

Barndommen

...

Ecuador, 1956-59

...

Attentatet, 1987

...

London, 1998-2000

...

...

Taler m.m.

Kompendium

CIA-dokumenter

Om biografier

Anmeldelser

Kolofon



Tæller:



Attentatet, september 1986


(En video samt interview med Pinochet kan ses nederst på siden.)



14. december 1983 så man for første gang noget til den venstre-radikale gruppe Frente Patriótico Manuel Rodriguez, FPMR, som i en periode fungerede som en militant gren af det chilenske kommunistparti, Partido Comunista de Chile, PCCh. Det var med en bombning af elnettet, der gav strømsvigt mere eller mindre på nationalt plan.

Los frentistas havde opkaldt deres organisation efter frihedshelten, juristen og guerillakrigeren Manuel Rodríguez (1785-1818), der var en berømt skikkelse i Chiles frihedskamp fra spansk kolonisering, og bl.a. er blevet et idol for guerillakamp ved efter sigende at have været en mester i forklædning som munk, tjener, bonde og kvinde. Han afbilledes altid jagende af sted på en hest iklædt en kappe. Det billede er i Chile et selvforklarende, mytologisk ikon, der er lige så genkendeligt som Chaplin med sin hat og stok, Elvis med pandehåret og Che Guevara med baskerhuen.

FPMR var opbygget fuldstændig som en gængs militær organisation, med en direktion bestående af tolv comandantes, hvoraf dog 5 var comandantes superiores. Under disse comandantes var der kaptajner og løjtnanter, der var jefes de grandes zonas, og folk havde erfaring inden for væbnet konflikt fra sådan noget som El Salvador og i Nicaragua mod Anastasio Somozas (1925-1980) styre dér. De var overvejende trænede på Cuba.[1]

AF PCCh var 1986 blevet udpeget til at være el año decisivo, »det afgørende år«. Man havde en plan, som var i tre etaper. Man skulle 1) optrappe den politisk-sociale agitation, 2) dræbe Pinochet og 3) umiddelbart derefter iværksætte en væbnet, folkelig opstand for at bringe det militære regime til ophør. De to sidste etaper skulle løbe af stablen i september 1986.[2]

Våben til dette kom ind i landet fra maj til august 1986 i byen Carrizal Bajo ved kysten i den nordlige del af landet, en 500-600 kilometer nord for Santiago i regionen Atacama, III Región. Området egnede sig bl.a. ved at have et antal gamle, forladte miner, som kunne bruges som depoter.

Til formålet oprettede man bl.a. i 1985 to virksomheder til at dække over aktiviteterne, Cultivos Marinos Chungungo Limitada, en virksomhed til dyrkning af østers, og Productos del Mar, en virksomhed inden for tang.[3] Således havde man alt, hvad man havde brug for til indsmugling af våbnene, fiskerbåde, som man kunne sejle våbnene fra de cubanske fragtskibe ind til kysten i, varevogne, med ærinder til bl.a. Santiago o.s.v.

Våbnene kom med skib fra Cuba – eet af dem skal have heddet Río Najasa,[4] og der var tale om tre – nogle stedet berettes dog om hele seks – sendinger.[5] En fiskekutter, Chompalhue blev brugt til at skibe ihvertfald den første sending ind til kysten d. 23. maj.[6] En anden kutter var Astrid Sue, som blev brugt til den tredje sending.[7] Derfra blev våbnene transporteret væk og distribueret til mange små lagre, hvoraf eet først blevet fundet i marts 2002 i Malloco i den sydvestlige udkant af Santiago og bl.a. bestod af 104 M16-rifler, 33 andre automatrifler, fire sovjetiske panserværnsraketter, 400 tændsatser samt 15.000 patroner.[8]

I alt formodes der at være tale om cirka 80 tons våben, der blev skibet ind fra Cuba; beretningerne er ret enslydende angående dette. 53 tons blev opsnappet af sikkerhedstjenesten CNI, Centro Nacional de Información. Det skete den 6. august 1986 i en storstilet aktion med fly, helikoptere m.v.[9] En snes frentistas blev anholdt. I alt var der tale om bl.a. 3115 M16-rifler, 114 sovjetiske RPG-7-panserværnsraketter, 167 nordamerikanske LOW-panserværnsraketter, 2000 håndgranater og 2 mill. skarpe skud.[10] I øvrigt siges det, at det var takket være USA’s efterretningsvæsener – ikke CNI – at operationerne blev afsløret.[11]

Den chilenske jurist og historiker, Gonzalo Vial (1930-2009), der var undervisningsminister i militærstyret fra december 1978 til december 1979, skriver i sin biografi om Pinochet som kommentar til dette:
Ifølge regeringen blev der i hele 1986 opsnappet våben for ikke under 10 millioner USD. [...] CIA’s engagement imod Allende blegner i sammenligning.[12]
Pinochets egen redegørelse for våbensmuglingerne i hans selvbiografi er i kapitlet, der hedder Desde Cuba Con Amor – altså en overskrivning fra den filmglade diktators hånd af Ian Fleming- og James Bond-titlen From Russia With Love. Her står at hovedparten at våbnene, ammunitionen og sprængstofferne stammede fra Rusland og Bulgarien.[13] For så vidt som de over 3000 M16-rifler, at de kunne spores tilbage til at være efterladte våben fra Vietnam i begyndelsen af 70’erne.[14] At bl.a. disse våben kunne tage turen fra Vietnam til Chile over det tidsspænd, står hos Pinochet som et bevis på samarbejdet i den verdensomspændende kommunisme, idet det var en organisation og infrastruktur, der langt overstiger, hvad det chilenske kommunistparti selv ville have kunnet mønstre. I øvrigt retter han til næste kapitel De Russia Con Rencor, »Fra Rusland med foragt« ordet »Rusland« til »Sovjetunionen«, og gør selv opmærksom på det, idet han tydeligt skriver, at han nærer den største beundring for det russiske folk og dets kultur, og at det ikke kan stilles til ansvar for de »sovjetiske perversiteter«.[15]

I Pinochets egen bog er gjort rede for, hvordan hele foretagendet overordnet set var styret fra Havanna i Cuba af en sovjetisk-cubansk generalstab.[16]

En del af forberedelserne bestod i en infiltrering af hæren. I en artikel i La Nación af journalist m.v. Miguel Paz den 17. december 2006 – ugen efter Pinochets død, beskrives, hvordan en af los rodriguistas - Rodrigo Rodríguez Otero, »Jorge« – arbejdede med forberedelserne til attentatet.[17] Rodrigo var efter militærkuppet flygtet til Cuba i 1975, hvor familien boede tæt på det cubanske kommunistpartis hovedkvarter. Han læste til ingeniør ved Universidad de La Habana.

Af FPMR blev nedsat en gruppe, der skulle finde efterretninger om Pinochet og finde den bedste måde at udføre attentatet på. Rodrigo, der var 23 år gammel, blev medlem af denne gruppe. Til at begynde med gik de på biblioteket Biblioteca Nacional i Santiago og støvsugede alle aviser i arkivet for information om Pinochets færden, gøren og laden. Desuden meldte han sig ind i et træningscenter i byen, hvor mange officerer i hæren og kadetter fra Escuela Militar kom. Han faldt i snak med dem og vandt deres tillid.[18] Det kom så vidt, at han også blev medlem af en faldskærmsklub med dem. På den måde fik han en masse brugbare informationer til brug for planlægningen af attentatet.

Resultatet blev, at man foreslog at lave et attentat over samme model som det succesfulde attentat mod Franco-styrets regeringschef Luis Carrero Blanco (1904-1973) i Spanien i 1973 udført af den baskiske separatistbevægelse ETA, hvor man havde nedgravet en stor mængde sprængstof under en vej, som ved sprængningen sendte Carrero Blancos bil hen over en 5-6 etager høj bygning. Los frentistas købte et hus i Vizcachas ved vejen langs floden Maipo mellem Santiago og Pinochets weekend-residens i El Melocotón, og gravede en 18 meter lang tunnel ud til under vejen, for at anbringe sprængstof dér, og så bortsprænge el Tirano – Tyrannen – når han kørte forbi. Efter CNI-aktionen d. 6. august gik man dog dagen efter bort fra den plan.[19] Det var bl.a. ud fra overvejelser om den store hastighed, præsidentens konvoj kørte med.

Den nye plan gik ud på at angribe kortegen i et bagholdsangreb med skydevåben, panserværnsraketter og håndgranater.

Leder af denne operation blev José Valenzuela Levi (1958-1987). Han var født i Santiago men vokset op i USA med sin mor. Tilbage i Chile havde han gået på gymnasiet på det eksklusive, engelsksprogede gymnasium Nido de Aguilas. I forbindelse med kuppet i Chile i 1973 flygtede han med sin familie til Østtyskland, hvor han fik militærtræning, ligesom også i Bulgarien og senere på Cuba. I 1982 kom han til Nicaragua for at kæmpe på sandinisternes side dér. Levi blev dræbt i CNI-aktionen Operación Albania sammen med 11 andre rodriguistas i juni 1987.

Der findes beretninger om forberedelserne til aktionen på en »uofficiel historie om FPMR« skrevet som en blog på internettet, Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, der er skrevet anonymt, men kort sagt uden tvivl rummer et væld af sande oplysninger og beretninger om FPMR’s virke.[20] Ifølge denne blog blev de, der skulle deltage i aktionen, trænet fysisk i Santiagos Parque O'Higgins – Santiagos svar på New Yorks Central Park – i månedsvis, for at være fysisk klar til dagen. Dette endda samtidig med, at hæren forberedte sig på den årlige parade i parken den 19. september, til minde om Chiles uafhængighedserklæring 18. september 1810. For træningen stod »Ramiro«, Mauricio Hernández Norambuena (f. 1958), der senere – i 2001 – deltog i en 53 dage lang kidnapning af den brasilianske reklamemand Washington Olivetto (f. 1952) og nu sidder til afsoning af 30 års fængsel i Brasiliens mest sikre fængsel, Penitenciária Federal de Catanduvas, der er lavet efter Supermax-standarden.

Den snes aktivister, der skulle udføre attentatet, fik først få dage før at vide, hvad det helt præcist var, de havde trænet til, hvilken mission, de skulle udføre. Således blev f.eks. Víctor Díaz Caro, »Alonso« (f. 1958) spurgt af »Ramiro« den 28. august i Santiagos metro, hvad han ville sige til at være med i en aktion med »95 % chance for ikke at slippe væk i live.« Dette beskriver Victor Díaz Caro i en længere tekst – Relato de nu combatiente – om sin deltagelse i attentatet, på FPMR’s officielle hjemmeside.[21]

Oprindelig var attentatet planlagt til at skulle ske søndag d. 31. august 1986, men grupperne ventede forgæves. Samme dag døde nemlig Chiles tidligere præsident fra 1958-1964, Jorge Alessandri Rodríguez (1896-1986) i Santiago, hvorfor Pinochet tog fra El Melocotón dertil tidligere på dagen. Jorge Alessandri var i øvrigt var søn af Arturo Alessandri Palma (1868-1950), der var landets præsident i to-tre perioder i 1920’erne og 1930’erne, idet han nemlig i september 1924 gik af p.g.a. en militær magtovertagelse, der på sin side tidligt i 1925 førte til et andet militærstyre, der igen på sin side genindsatte Alessandri i marts 1925.

Derfor blev en ny dato sat, nemlig søndagen efter, den 7. september 1986, som derfor endte med at blive den endelige dag for udførelsen af Operación Siglo XX, »Operation Det Tyvende Århundrede«. Stedet var som hele tiden planlagt et sted, der hedder El Mirador, som ligger cirka halvvejs på den 50-60 kilometer lange vej mellem El Melocotón og Santiago.

I forbindelse med ejendommen i El Melocotón kan i øvrigt følgende siges:

Et væld af forklaringer på Pinochets formue og over 100 hemmelige konti i udenlandske banker har der været. Narkohandel, returkommissioner fra internationale våbenhandler, 9 tons guld i depot i den britiske bank HSBC’s filial i Hong Kong og en række andet, der langt fra alt sammen har vist sit faktuelt rigtigt. I en bog om Pinochet-familien, La familia – Historia Privada de los Pinochet, der udkom i 2009, er der stort set kun fokus på ejendomshandler som kilde til formuen. Nogle af dem suspekte. I bogens kapitel om dette, Pasión Inmobiliaria, »Passion for ejendomme«, står:
... den mest skandaløse af familiens ejendomshandler var købet af El Melocotón. I 1981 erhvervede Pinochet sig hemmeligt grunden. Som republikkens præsident udstedte han et dekret, at Ministeriet for Offentlige Arbejder skulle købe grundene ved foden af bjergene ved Cajón de Maipo, og seks måneder senere udstedtes et tilsvarende dokument, at ministeriet skulle sælge disse grunde til en tiendedel af den oprindelige købssum.[22]
Videre står der, at de oprindelige ejere af de ni grunde blev tvunget til at sælge, inden det kom til direkte ekspropriation. Der opførtes på cirka seks måneder et stort hus på grunden. Huset indeholdt, som de fleste af Pinochets, et privat bibliotek – han var meget belæst, og havde store samlinger af bøger og købte bl.a. altid bøger med hjem fra sine ture i 1990’erne til London.

En juridisk ekspert vurderede ifølge bogen i 2002 ejendommen til at være 654 millioner pesos værd, hvilket med den tids vekslekurs svarede til cirka 7 millioner danske kroner.[23]

Vial oplyser i øvrigt i sin Pinochet-biografi, at FPMR allerede inden dette attentat mod Pinochet, fra januar samme år havde 3 dræbte og 79 sårede på samvittigheden.[24]

Det er berettet, hvordan de los rodriguistas med spænding og dog frisk dødsforagt lige op til aktionen fordrev tiden med en bordtennisturnering, musik og genhør med Salvador Allendes sidste, radiotransmitterede tale fra 11. september 1973. En passage fra denne afskedstale, der citeres flere steder, er:
Jeg har tro på Chile og dets skæbne. Andre mænd vil overvinde denne bitre og mørke stund, hvor forræderi gør sit for at sejre. [25]
De 19 frentistas var delt ind i fire grupper.

En gruppe havde som opgave med en Peugeot stationcar med campingvogn bagpå at køre ind foran kortegen, så den stoppede.  Denne gruppe kaldtes Contención y Choque, »Spærring og chok«. Med i denne gruppe var tidligere omtalte »Jorge«.

Der var to grupper til selve beskydningen af bilerne, Grupo de Asalto No 1 og Grupo de Asalto No 2. I sidstnævnte gruppe var tidligere omtalte »Ramiro« med og desuden »Rodrigo«, som ikke figurerer i Pinochets bog. Der står da også i den uofficielle FPMR-blog, at han ganske enkelt aldrig blev identificeret.

Den sidste gruppe, Grupo de Retaguardia skulle bl.a. ved hjælp af en Toyota Hilux spærre kortegen af bagtil, så bilerne i kortegen ikke kunne flygte den vej.

De fire grupper omtales også nogle steder som Grupo 501, Grupo 502, Grupo 503, og Grupo 504. De var bevæbnede med maskingeværer, panserværnsraketter og håndgranater.

Gonzalo Vial – som den eneste faghistoriker, der har behandlet attentatet – angiver, at Pinochet sad i den bagerste af de to pansrede Mercedes Benz’er i kortegen af to motorcyklister og fem biler.[26] Pinochet selv og alle andre har ham i den forreste.[27] I sig selv med al rimelighed en ubetydelig trivialitet, men dog i det mindste en tydelig uoverensstemmelse, der gør det til et klassisk skoleeksempel inden for historisk metode, og det skal derfor nævnes her. Pinochet var jo tilstede og aktør i episoden, o.s.v., o.s.v.

På samme vis: Vial angiver Pinochets barnebarn, Rodrigo Pinochets (f. 1976) alder til ti år ved denne begivenhed; Pinochet ni år. Her er det således Vial, det har ret, da Rodrigo García Pinochet er født 7. januar 1976, og således mere end 10½ år gammel under attentatet. Rodrigo Pinochet er søn af Pinochets ældste barn, datteren Lucía Pinochet Hiriart (f. 1943), der per 2009 sidder i byrådet i velhaverbydelen Vitacura i Santiago. Rodrigo García Pinochet har i øvrigt skrevet et antal bøger om bl.a. politik, Riggs-sagen mod hans morfar og attentatet den 7. september 1986. I 2009 erklærede han sig som uafhængig kandidat til kongressen i den kreds, der består at de aller rigeste dele af Santiago.

I øvrigt gør Pinochet selv opmærksom på, at hans gengivelse af hændelsen støttes af udsagn fra el terrorista Juan Moreno Avila, »Sacha«, der som den første blev taget til fange et par uger efter attentatet.

Hvorom alting er, bestod kortegen, der lidt efter klokken seks om aftenen søndag kørte fra El Melocotón mod Santiago, af to carabiñeros på motorcykler forrest.

Som den forreste bil kørte dernæst en Chevrolet Opala med fire carabiñeros i.

Efter den kørte den grå, pansrede Mercedes Benz med chaufføren, korporal Oscar Carvajal Nuñez, kommandørkaptajn Pedro Arrieta Gurruchaga samt på bagsædet Pinochet og hans barnebarn Rodrigo.

Tredje bil i kortegen var en grå Ford LTD med civilklædte folk fra hæren.

Fjerde bil var en beige pansret Mercedes næsten identisk med den, Pinochet sad i. Også med mørke, skudsikre ruder. Bl.a. sad en læge, Domingo Videla Troncoso, i denne bil. Han er per 2009 læge på Hospital Militar de Santiago, hvor i øvrigt Pinochet døde i 2006. Hospitalet åbnede i 1996 for også at behandle civile uden tilknytning til hæren.

Den bagerste bil var endnu en Ford LTD med uniformerede soldater fra hæren i.

Denne rækkefølge blev i øvrigt ændret fra gang til gang, præsidentkortegen kørte.

Cirka kvart i syv kom kortegen til El Mirador, og Grupo 501 kørte deres Peugeot stationcar med campingvogn ud foran og spærrede vejen. Der blev åbnet ild mod de to motorcyklister uden at de dog blev ramt. Den ene kunne fortsætte; den anden kørte af vejen og blev lettere såret.

Opala’en blev straks ramt af en panserværnsraket, brød i brand og »eksploderede som i en film«.[28] I denne bil døde korporal Pablo Silva Pizarro. De tre andre blev hårdt såret.

Pinochets Mercedes blev ramt af 24 skud, kaliber 5,56 millimeter, 4 skud, kaliber 7,62 millimeter og tre nordamerikanske M-72 LAW-panserværnsraketter, der IKKE detonerede. Dette 66 mm antitank-våben kendtes i den danske hær under betegnelsen PNÆV (pansernærbekæmpelsesvåben), der nu er udfaset. Det er et engangsvåben med en samlet vægt på cirka 2½ kg. Nederst på denne side er der et videoklip, der viser affyring, anslag og virkning af et sådant våben, når det vel at mærke detonerer.

Den grå Ford LTD med de civilklædte soldater fra hæren blev ramt af 13 skud og brød i brand. I denne bil døde korporal Cardenio Hernández Cubillos og sergent Gerardo Rebolledo Cisterna.

Den anden pansrede Mercedes blev ramt af forskellige skud uden dog at tage væsentlig skade, og den kunne uden problemer køre videre.

Den bagerste Ford LTD blev ramt at 12 skud og en panserværnsraket. I denne bil døde korporal Roberto Rosales Martínez og sergent Miguel Guerroro Guzmán.

»Alonso« skriver i sin erindring om episoden på FPMR’s hjemmeside, at han og de andre rodriguistas var:

 ... krigere af folket, bevæbnede ikke bare med geværer, men også med den revolutionære bevidsthed ...[29]
Et meget godt vidnesbyrd om deres marxistisk-revolutionære tankegang.

De to Mercedes’er var i stand til at vende om, passere Grupo 504’s afspærring med en blå Toyota Hilux-mandskabsvogn og med høj hastighed køre de små 30 kilometer tilbage til El Melocotón.

Flere steder – også hos Pinochet – fremhæves den unge chauffør i Pinochets bil, korporal Oscar Carvajal Nuñez, for sin eminente kørsel væk fra stedet. Med blændende manøvrer, gode reflekser og koldblodighed fik han kørt uden om den spærrende Hilux op ad en skrænt. Den anden Mercedes fulgte samme vej.

Los rodriguistas forlod scenen i deres biler i høj fart mod Santiago og satte rotorblink på taget af bilerne, for derved at efterligne, sådan som CNI ofte kørte rundt, og korrekt forudsigeligt selv ville køre rundt i denne situation.[30]

Umiddelbart ved ankomsten til El Melocotón foretog Pinochet nogle telefonopkald til forskellige folk i de væbnede styrker for at sikre sig, at attentatet ikke var fra egne rækker. Santiago blev sat i belejringstilstand i tre måneder. En række personer, bl.a. en politisk leder som den senere demokratiske præsident fra 2000 til 2006, Ricardo Lagos (f. 1938), blev anholdt og tilbageholdt til afhøring en dags tid. En fremtrædende venstreorienteret journalist, José Carrasco Tapia (1943-1986), der var formand for det chilenske journalistforbund, blev myrdet natten mellem den 7. og 8. september. Også andre blev myrdet. José Carrasco var samtidig leder i MIR, Movimiento de Izquierda Revolucionaria, den militante, marxistiske organisation, som i de første år af militærstyret var den store, ledende militante organisation i kampen mod militærstyret.

I et deklassificeret efterretningsdokument fra november 1986, deklassificeret i juli 2000 fra Directorate of Intelligence, en paraplyorganisation for alle USA’s efterretningsvæsener, står om mordet på Carrasco, at:
Paramilitære styrker i forbindelse med de chilenske sikkerhe dstjenester er formodentlig ansvarlige for drabene.[31]
Men: I 2007 blev 14 tidligere agenter i sikkerhedstjenesten CNI dømt for disse mord 21 år tidligere.[32]

Desuden sørgede Pinochet for straks at optræde på det statslige, landsdækkende TVN, hvor han med sin venstre hånd indbundet efter nogle overfladiske sår efter glasskår, som var de eneste skader, han fik, udover også mindre sår på knæet. Klippet kan ses nederst på denne side. Med sin karakteristiske lyse, spæde stemme forklarede han fattet om attentatet og fremviste sin beskadigede Mercedes foran kameraet. Den 70-årige Pinochet fremstår fattet og meget lidt berørt af det skete. Bl.a. i psykolograpporten i forbindelse med hans tilbageholdelse i London fra 1998 til 2000 – den er gengivet her på sitet – er der refereret til, at denne mand vitterlig kunne kapere ekstreme stressbelastninger. Han fløj til Santiago med helikopter mandag morgen og mødte som sædvanlig til dagens dont i La Moneda i Santiago næste dag klokken 9, udvekslede formelle replikker med sin stabschef, og spurgte til HANS velbefindende. Dog skriver Vial, at Pinochet efterfølgende værdsatte familielivet og sine private stunder mere.[33]

FPMR’s ledelse så TV-udsendelsen med Pinochet fra et møde i Santiago-bydelen Las Condes. De fleste af dem var ikke på forhånd klar over, at aktionen overhovedet havde fundet sted eller for den sags skyld, at et attentat overhovedet skulle finde sted. Man havde holdt planlægningen hemmelig selv inden for sin egen organisation for at mindske risikoen for infiltration.[34]

Imens var Cubas leder, Fidel Castro, i Beograd i Jugoslavien, hvor han fik nyheden om det mislykkede attentat. Ifølge nære kilder skulle han i dagene efter have været:
... besat af tanken om at dræbe Pinochet. Han gentog det igen og igen uden ophold. Det var noget, der blev talt meget om i cubanske efterretningskredse.[35]
Pinochets umiddelbare kommentarer i selvbiografien til det mislykkede attentat er kommentarer som soldat. Bl.a. kommer han med nogle overvejelser angående terrænet. Han håner los frentistas for med over et års forberedelse og så overlegen ildkraft at have fejlet aktionens mål så klokkeklart. Desuden kommenterer han valget af nordamerikanske LAW-panserværnsraketter i stedet for sovjetiske RPG-7’ere.

Alt i alt, skriver Pinochet, burde ingen i kortegen have overlevet, men alt været udslettet. Han skriver, at »en términos tecnicos, frios y objectivos« – »i tekniske termer, koldt og objektivt«, bør det tilskrives skytternes uduelighed.[36] Bl.a. også, at de ikke prøvede at skyde på Mercedes’en forfra, hvor køler m.v. gør, at sådan en bil er svagest pansret dér.

Desuden angriber han igen sine modstandere i denne Guerra Irregular, »den irregulære krig«, som går som en rød tråd igennem hans selvbiografi, for at kæmpe fejgt. Dette åbenlyst uden at overveje sin egen organisations metoder i konflikten.

Om Valenzuela Levi og andre fra FPMR skriver han, at de havde »kapitalistisk smag, kommunistisk træning«, og at de ...
... intet havde at gøre med »folket« – den jævne befolkning – og dets bekymringer, dets behov, dets overbevisninger, dets glæder eller sorger. Ikke desto mindre var de parate til at dræbe i dette folks navn.[37]
Pinochet så på vej til El Melocotón i vinduet fra bilen angivelig Nuestra Señora del Perpetuo Socorro, »Vor Frue af den stedsevarende hjælp«, een af Jomfru Marias titler. Pinochet skriver, at han umiddelbart selv tilskrev det de stærke følelser efter at have overlevet, og især at barnebarnet var overlevet. Men, tilføjer han: Han blev understøttet i oplevelsen bagefter at andre, der havde oplevet det samme.[38]

Der står nu og siden dengang et mindesmærke ved vejkanten for de fem døde soldater på stedet, hvor attentatet fandt sted.

I den »uofficielle FPMR-historie« er der tid til selvransagelse, og der bores i årsagerne til, at attentatet mislykkede. Der skrives bl.a., at det var en fejl at lægge ud med at beskyde kortegen med M16’ere og siden panserværnsraketter – det skulle have været omvendt. Desuden fra flere sider en læsterlig kritik af at have anvendt de nordamerikanske LAW i stedet for de sovjetiske RPG-7’ere. Angivelig var det en sidsteøjebliksbeslutning ovenfra, og folkene, der skulle udføre attentatet var således ikke vante med disse 66 millimeter LAW – man havde trænet med RPG-7’erne. De nordamerikanske panserværnsraketter – skønt mere moderne – var bl.a. også mere krævende med hensyn til vedligeholdelse. Der rejses desuden spørgsmålet, om de blev affyret på for kort afstand, og derfor ikke nåede af afsikre inden de nåede Pinochets bil, og at det er grunden til, at de ikke detonerede.[39]

Juan Moreno Avila, »Sacha«, blev anholdt den 21. oktober. Det fremgår ikke, at han decideret skulle være blevet tortureret, men under alle omstændigheder blev fire andre frentistas umiddelbart efter anholdt i Parque O’Higgins, mens de motionstrænede, på baggrund af afhøringen af ham. Også andre anholdelser fulgte. Men mange af de direkte deltagende i attentatet samt i organisationen i baggrunden lykkedes det at komme ud af landet over grænsen til Argentina, omhyggelig klædt som frejdige studerende. Som for at vise sin dristige stil, lykkedes det »Rodrigo« at få en totalt uvidende carabiñero ved grænsen overtalt til at stille op til et fotografi sammen med Héctor Maturana Urzúa, »Javier«. Fotografiet er vist nederst her på siden. Los Rodriguistas blev distribueret rundt i de forskellige østbloklande, og mange var forbi Moskva, og endte f.eks. som deltagere i konflikten i Nicaragua.[40]

Fernando Torres Silva, generalauditør i den chilenske hær, tidligere general, og en nær juridisk rådgiver for Pinochet under militærstyret, stod for efterforskningen af attentatet som også af indsmuglingen af våbnene til Carrizal Bajo. Han gik også under betegnelsen el Fiscal de Hierro, »Jernanklageren«, og er senere blevet retsforfulgt for noget af sit brutale virke under Pinochet. Han udmærkede sig i øvrigt uheldigt ved i slutningen af 1990’erne at rejse til Madrid og tage et møde med den spanske dommer Manuel García Castellón (f. 1952) angående spanske retslige tiltag mod Pinochet. Dette kom utilsigtet fra Torres’s side til i sidste ende at stå som en anerkendelse af spansk jurisdiktion over Pinochet; en fejl han senere selv erkendte.

Angående CNI’s arbejde med efterforskning og i det hele taget høster de ikke megen ros fra Gonzalo Vial. Bl.a. skriver han:
CNI, for at sige sandheden, var en organisation kendetegnet ved terror og cirkus, af dårligdom og inkompetence. Dens »stærke mænd«, mellemlederne, levede et ekstravagant liv med alkohol og natteliv i restauranter og i Santiagos fester – mange af dem, ikke alle, gav det med prostitution og stoffer ...[41]
For så vidt som FPMR’s stilling på den militante venstrefløj, står i et deklassificeret CIA-dokument af 1. oktober 1986, deklassificeret i juli 2000 som en udlægger af sagen i London mod Pinochet, at læse, at FPMR uanset den manglende succes med attentatet:
... er rykket helt frem i forreste række blandt de radikale venstrebevægelser i Chile, hvilket vil forpligte MIR til at udføre sine egne angreb på folk i Chiles regering, for at genvinde sit ry som revolutionært parti.
[...]
MIR-generalsekretær Andrés Pascal Allende hælder nu til en fortsat militær indsats for at fjerne Pinochet fra magten. For at opnå dette mål har Pascal opfordret til – i den udstrækning det er muligt – at udvide koordineringen med FPMR i at få realiseret anti-regerings-operationer.[42]
Den her omtalte Pascal Allende (f. 1945) er Salvador Allendes nevø, søn af hans søster. Han var medstifter af MIR i 1965, og lever per 2009 i Cuba og arbejder vist på det statslige touristbureau i Havanna efter mange år der.

En stribe af aktivisterne blev fængslet og dømt til døden. Disse dødsdomme blev dog aldrig eksekverede. I fængslet i gaden General Mackenna i Santiago arbejdede 24 medlemmer af FPMR, PCCh og en kommunistisk ungdomsbevægelse i 18 måneder med at grave en tunnel ud af fængslet. I en velorganiseret indsats, der gik under navnet Operación Éxito, »Operation Udgang«, med masser af Georg Gearløs-opfindelser såsom en walkman til radiokommunikation i tunnellen, fik man gravet en tres meter lang tunnel under jorden, der førte ud af fængslet. Natten mellem den 29. og 30. januar 1990 var springturen en realitet. De 24, der havde arbejdet med tunnellen, krøb først ud. Derefter stod det andre fanger frit at følge trop. Det gjorde 25. At de i alt 49 undslupne fanger blev 9 fanget igen.[43]

I et CIA-dokument af 31. januar 1990, deklassificeret i juli 2000, står:
Flugten 30. januar 1990 fra fængslet hørende under Policía de Investigaciones de Chile af 49 fanger tilhørende FPMR, FPMR-fraktionen FPMR/D, det chilenske kommunistparti (PCCh) og MIR havde været planlagt i 6 måneder.
[...]
En af de mere prominente flygtede er FPMR/D-medlem Victor ((Diaz)) Caro, som deltog i attentatforsøget på Pinochet.[44]
Víctor Díaz Caro er den her i kapitlet tidligere omtalte »Alonso«.

Flugten skete 6 uger før Pinochet gik af som statsoverhoved, og Patricio Aylwin (f. 1918) tiltrådte som demokratisk præsident.

I danske avisers dækning af attentatet umiddelbart efter, er César Bunster Ariztía (f. 1958) det store navn fra FPMR, og han var da også den umiddelbart mest eftersøgte i Fernando Torres Silva’s efterforskning.[45] César Bunster var søn af Álvaro Bunster, der havde været Chiles ambassadør i UK under Salvador Allendes Folkefronts-regering i begyndelsen af 1970’erne. César Bunster er uddannet sociolog fra universitetet i Birmingham i 1982. Han var den eneste, der i forberedelserne til attentatet optrådte under sit rigtige navn, og han stod for at leje en lejlighed og nogle at bilerne, bl.a. en Toyota Landcruiser, til brug i forbindelse med attentatet. Men han blev aldrig fanget, vist endda uden at forlade Chile i nævneværdigt omfang. Han tog sin halvbrors identitet, og levede derfor som Pablo Enrique Miriel Ariztía. Men da denne halvbroder døde i 2004 i Sverige, hvor han hele tiden havde levet, måtte César Bunster foretage et maskefald. Under halvbroderens identitet havde han levet i Chile som bl.a. en af landets førende oversættere mellem spansk og engelsk. Desuden som tolk; han fungerede bl.a. i 2000 paradoksalt som tolk for Lord Lamont (f. 1942), da denne var i Chile for at arbejde for Pinochets løsladelse fra sin tilbageholdelse i London. César Bunster stiller i 2009 op som kandidat til borgmesterposten i Puente Alto, en folkerig kommune lige øst for Santiago. Det sker for listen Juntos Podemos Más, som er en koalition af venstreorienterede partier, herunder PCCh.[46]

Fra stort set alle kanter vurderes det mislykkede attentat som et både taktisk og strategisk selvmål for FPMR og PCCh. Dels førte episoden til et brud mellem FPMR og PCCh. I et CIA-dokument af 22. juli 1987, deklassificeret i juli 2000, står, om en af deres informanter – hans navn er slettet i den offentliggjorte udgave:
Han forklarede det forværrede forhold mellem PCCh og FPMR med FPMR’s overbevisning, om at FPMR uforberedt blev presset ud i attentatforsøget mod præsident Augusto ((Pinochet)) Ugarte i september 1986.[47]
Dels førte det til, at PCCh fuldstændig blev afskåret fra deltagelse i den demokratiske opposition, herunder af kristendemokraterne, Partido Demócrata Cristiano, PDC.[48] En spansk, socialistisk forfatter, Pinochet citerer i sin biografi, skriver bl.a. om nøjagtig dette.[49] Der var i disse år tog tilløb til normaliserede politiske forhold i landet, og på vejen dertil var bl.a. et livtag med Pinochet om den præcise forfatningsmæssige linie i den forbindelse. I den forbindelse var enhver tilknytning til FPMR og PCCh fuldstændig uønsket for folk og organisationer, der alvorligt ment ville have indflydelse på og i forløbet.

Fra et deklassificeret memorandum fra Directorate of Intelligence fra august 1987, deklassificeret i juli 2000, står om de umiddelbare politiske reaktioner på det mislykkede kup året før:
Militæret og adskillige konservative grupper støttede hurtigt op om Pinochet, som svarede på attentatforsøget ved at genindføre belejringstilstanden og slå ned på den moderate opposition. Han gentog også sin faste beslutning om ikke at »ændre et ord« i forfatningen – inklusive den del at den, der tillader han at stille op til genvalg ved et pæsidentvalg.
[...]
... den moderate opposition er splittet angående, hvordan man skal reagere på Pinochets seneste initiativer, men har vundet større troværdighed siden den midtvejs i 1986 vedholdende tog afstand fra kommunistisk vold og nægtede at samarbejde med PCCh og andre yderligt venstreorienterede grupper om anti-regerings-aktiviteter. Kort sagt: det chilenske politiske scene er fortsat så indviklet som nogensinde, og politisk aktivitet vil blive optrappet som tiden nærmer sig – slutningen af 1988, senest – en endelig beslutning, om Pinochet bliver nomineret til præsidentvalget, eller om en anden model vil blive brugt til valget af det næste statsoverhoved.[50]
Om den større strategiske situation, som den vurderedes at have set ud fra Moskva og Havanna, skrives i en Intelligence Assessment – en »Efterretningsvurdering« – også fra Directorate of Intelligence måneden efter, i september 1987 under overskriften »Sovjetisk og cubansk støtte til chilensk opposition« bl.a.:
Både USSR, Cuba og deres allierede betragter Det Chilenske Kommunistparti (PCCh), i mange år det latinamerikanske kommunistparti tættest på Moskva, som det vigtigste chilenske venstreorienterede oppositionsparti. De søger at bringe partiet i position til at blive den dominerende gruppe i den efterfølgende regering.
[...]
USSR, Cuba og deres allierede har sammen og hver for sig leveret rådgivning, midler, træning og anden assistance ikke bare til PCCh, men også til diverse at PCCh’s terrorist-allierede, FPMR, MIR, Almeyda-fraktionen af det chilenske socialistparti.
[...]
Den sovjetiske og cubanske tilgang til revolutionen i Chile er forskellig. Moskvas vigtigste mål er at garantere, at PCCh en skønne dag vil regere i Chile – som den umiddelbare efterfølger efter Pinochet, hvis muligt. [...] Sovjetisk, akademisk litteratur gør det klart, at Moskva rent faktisk er modstandere af det radikale MIR, for MIR’s stræben efter politikker, der underminerede Salvador Allendes præsidentperiode.
[...]
I modsætning hertil er Havanna primært interesseret i at Pinochet fjernes fra magten, og samarbejder med en vifte af grupper for at opnå dette.[51]
Denne passus gengives her for dels at vise omfanget og karakteren af sovjetisk og cubansk engagement i Chile, del for at vise hvor urealistisk Moskvas og Havannas opfattelse af deres muligheder var, idet denne efterretningsrapports vurdering af Moskva og Havanna må vurderes at være nogenlunde nøgtern og omtrent præcis.

Afslutningsvis skriver i øvrigt Pinochet selv om hele sagen:
Vi var Gud taknemmelige over at være kommet ud af denne forræderiske forbrydelse med livet i behold. Historien skulle kort tid senere fælde sin dom over sovjetkommunismen, med Berlin-murens fald, der førte til, at man langt om længe strøg flaget med hammer og segl over kommunistpartiets bygning i Kreml.

Og stor var glæden, da nogle år senere krisen førte til Sovjetunionens sammenbrud.[52]



[1]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 535

[2]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 534-535

[3]  El “Año Decisivo”, La Nacion, 31. december 2006

[4]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 538

[5]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 538

[6]  El “Año Decisivo”, La Nacion, 31. december 2006

[7]  Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 56

[8]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 539

[9]  El “Año Decisivo”, La Nacion, 31. december 2006

[10]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 539

[11]  El “Año Decisivo”, La Nacion, 31. december 2006

[12]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 540

[13]  Pinochet, Augusto El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 53

[14]  Pinochet, Augusto El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 58

[15]  Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 63

[16]  Pinochet, Augusto El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 57 og 63

[17]  El “Año Decisivo”, La Nación, 31. december 2006

[18]  El hombre al que llamaban Tarzán, La Nación, 17. december 2006

[19]  El “Año Decisivo”, La Nación, 31. december 2006

[20]  Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009

[21]  Frente Patriótico Manuel Rodríguez – Relato de un combatiente, http://www.fpmr.org/ed2006i3.html, juli 2009

[22]  Farfán, Claudia og Vega, Fernando, La familia – Historia privada de los Pinochet, 2009, s. 143

[23]  Farfán, Claudia og Vega, Fernando, La familia – Historia privada de los Pinochet, 2009, s. 144

[24]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 542

[25]  Frente Patriótico Manuel Rodríguez – Relato de un combatiente, http://www.fpmr.org/ed2006i3.html, juli 2009

[26]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 542

[27]  Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 68+70

[28]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 543

[29]  Frente Patriótico Manuel Rodríguez – Relato de un combatiente, http://www.fpmr.org/ed2006i3.html, juli 2009

[30]  Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009

[31]  Chile Declassification Project, http://foia.state.gov, juli 2009

[32]  Condenan a 14 ex agentes de la CNI por crimen de José Carrasco Tapia, El Mercurio, 28/12 2007

[33]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 545

[34]  Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009

[35]  Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009

[36]  Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 71

[37]  Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 66

[38]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 544-545

[39]  Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009

[40]  Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009

[41]  Vial, Gonzalo, Pinochet. La Biografía. 2002, s. 548

[42]  Chile Declassification Project, http://foia.state.gov, juli 2009

[43]  Political Prisoners Tunnel to Freedom from Chile Jail, Los Angeles Times, 30/1 1990 og Historia No Oficial Del Frente Patriótico Manuel Rodríguez, http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009

[44]  Chile Declassification Project, http://foia.state.gov, juli 2009

[45]  Klapjagt i Chile, Politiken, 11. september 1986

[46]  César Bunster, el frentista del atentado a Pinochet, postula a alcalde de Puente Alto, El Mercurío, 31/7 2008 og http://historiafpmr.blogspot.com, juli 2009 og http://www.cesarbunster.cl/, juli 2009

[47]  Chile Declassification Project, http://foia.state.gov, juli 2009

[48]  El “Año Decisivo”, La Nación, 31. december 2006

[49]  Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 3, vol ii, s. 64

[50]  Chile Declassification Project, http://foia.state.gov, juli 2009

[51]  Chile Declassification Project, http://foia.state.gov, juli 2009

[52]  Pinochet, Augusto, El Camino Recorrido, t 3, vol ii 3, s. 74





Multimedia


Atentado al Presidente Pinochet

Dette udaterede TV-klip lagt ud på Youtube indeholder bl.a. omtale af indsmuglingen af våben til Carrizal Bajo, genskabelser af scener fra attantaten og fremvisning af præsidentkortegens biler efter attentatet:






TVN-udsendelsen, 7. september 1986

Dette TV-klip lagt ud på Youtube indeholder uddrag fra interviewet med Pinochet på det statslige, landsdækkende TVN om aftenen efter attentatet den 7. september 1986:






M-72 LAW, dansk: PNÆV

Dette videoklip lagt ud på Youtube viser affyring, anslag og virkning af en M-72 LAW, som var den våbentype, der fejlede afgørende i attentatet mod Pinochet:






»Det dristige billede af Maturana Urzúa«

La audaz foto de Maturana Urzúa – Dette er det i teksten omtalte billede, som »Rodrigo« tog af »Javier« sammen med en carabiñero lige før indrejsen til Argentina:


    Til forsiden af pinochet-biografi.excathedra.dk | © Asbjørn B. Christensen, 2009