Indholdsfortegnelse:

Forside

Prolog

Pinochet-slægten

Barndommen

...

Ecuador, 1956-59

...

Attentatet, 1987

...

London, 1998-2000

...

...

Taler m.m.

Kompendium

CIA-dokumenter

Om biografier

Anmeldelser

Kolofon



Tæller:



Diverse taler o.lign.

Samling af Augusto Pinochets taler, meddelelser o.s.v.



      Chacarillas-talen, 9. juli 1977

Tale af Augusto Pinochet i Cerro Chacarillas, Santiago, i anledning af Ungdomsdagen, 9. juli 1977




I dag fejrer vi Ungdommens Dag (El Día de la Juventud), som blev indstiftet på dette sted for to år siden, og vi vender tilbage til stedet med fornyet håb for Chiles fremtid.

Jeg kommer på invitation fra Ungdomsbevægelsen for National Enhed (Frente Juvenil de Unidad Nacional), der på denne aften samtidig fejrer to-året for sin stiftelse, som en selvstændig bevægelse, der er ansvarlig over for den chilenske ungdom, som ønsker at knytte sit virke til forsvaret og den historiske formidling af 11. September, og sammenstille det med det uforlignelige eksempel på patriotisme som de 77 unge heltes offer i La Concepción er.

Som gammel soldat fyldes mit hjerte med dybe følelser over Luis Cruz Martínez's enorme mod og de 76 andre unge chileneres mod, da de, ved hans side, helt alene på peruviansk jord, på formidabel vis ved tabet af deres liv viste, at vort fædreland og de faste åndelige værdier står over ethvert personligt offer, som fædrelandets forsvar måtte kræve.

Som præsident for republikken er mit sind fuld af berettiget håb ved at tænke på, at nutidens unge har opdaget dette stempel af evighed og de fordringer, der binder de kommende generationer til det blod, som vore martyrer udgød med tanke på Chiles storslåede fremtid.

Som I meget passende har angivet i valget af motto, så døde de, fordi de drømte om et frit, samlet, storslået og suverænt fædreland.

At overføre dette ideal til videst mulige udfoldelse, er, og vil være, jeres opgave.

At løfte den arv hver dag, at fortsætte den svære og uvægerlige opgave, som Gud og historien har placeret på vore skuldre.

Lige nu, efter tre års heroisk kamp mod den åbenbare trussel fra kommunistisk totalitarisme, kender det chilenske folk igen krigsråbet fra Slaget om Concepción: »Chilenere overgiver sig aldrig.«

Da vi hørte det angste råb fra vor befolkning, besluttede de væbnede styrker og ordensmagten at skride til handling den 11. september, og da blev vort land igen vædet at blodet fra mange af vore mænd, som fald i kamp for landets frihed.

At det blev på denne måde vidner om, at vor races temperament, og det stof, vi er gjort af, byder os at forsvare vort fædrelands værdighed og suverænitet, og at det er egenskaber, der ikke var og aldrig kan dø, fordi de er moralske værdier, det er tæt forbundne med selve chilenskheden.

I dag, står vi igen over for en ulige kamp, mod udenlandsk intervention af forskellig oprindelse og art, som til tider antager form af fjendtlig aggression, og til andre tider antager karakter af venlig pression.

I dette komplekse scenarium vil Chile fortsætte med den kløgt og forsigtighed, som traditionelt har karakteriseret vor udenrigspolitik, selv i meget vanskelige situationer.

Vort samarbejde med internationale organisationer og vor åbne og loyale dialog med de lande og regeringer, vi ellers er på god fod med, og de gode bestræbelser og den udstrakte gode vilje fra vor side, sættes således på spil.

Men vi vil ikke tillade, at denne attitude forveksles med svaghed eller tøven at de, der udefra forsøger at diktere, hvilken vej vi skal følge, da denne afgørelse er vor suveræne afgørelse.

Derfor sørgede jeg for nylig for, at vi afviste en udenlandsk kredit, som officielt skulle have været betinget af en fremmed regerings undersøgelse af vore forhold i forbindelse med emnet menneskerettigheder.

Jeg er helt sikker på, at hele nationen deler denne indstilling med mig, for hvis der er noget, der står klart for enhver chilener, så er det, at vort fædrelands værdighed hverken skal kompromitteres af eller pantsættes til nogen.

Imperialismen allerede overvundet
De, som udefra prøver at knække os med pres eller trusler, har forregnet sig, og vil blot se fremkomsten af et indre sammenhold, som altid vokser i modvind.

De, som for deres del indefra prøver at alliere sig med disse indstrømmende udenlandske kræfter, der prøver at genoplive en imperialisme, som vi mente, var drevet over i Vesten, de vil kun opnå at blive afsløret i deres utøjlede forehavende, og at blive udsat for det chilenske folks foragt.

De udenlandske forsøg på intervention er endnu mere uacceptable, for så vidt som man påberåber sig at være ude i et forsvar af menneskerettighederne.

Vor historie og vor mentalitet er dannet i respekt for menneskets værdighed.

Kun en nylig, bitter oplevelse, som var ved at føre os til borgerkrig, har fået os til at forstå, at menneskerettighederne ikke kan overleve under et politisk og juridisk regime, som åbner en flanke for marxistisk-leninistisk, ideologisk aggression, som i dag er i værk som sovjettisk imperialisme, eller som terroristisk omstyrtelse, som nedbryder de sociale konventioner til et komplet anarki.

Det er ufatteligt, at enhver begrænsning af folks rettigheder dømmes som overtrædelse af menneskerettighederne, mens den svage eller demagogiske attitude hos mange regeringer overfor terrorismen ikke fører til reaktioner, selv om sådan svaghed fører til en af de mest brutale former for overtrædelse af menneskerettighederne.

Det er muligt, at vort dybere og bredere fokus på dette emne kan være vanskeligt at forstå for de, der ikke har gennemlevet et drama som vort.

Jeg har til gengæld fra befolkningen og ungdommen i vort fædreland mødt forståelse for de ekstraordinære begrænsninger, der midlertidigt har været i visse rettigheder, for man har set nødvendigheden af at sikre vor nationale frigørelse, og for at udvide udbredelsen af fred og fremskridt i Chile nu og i fremtiden.

Ungdommen har været bemærkelsesværdig i sin forståelse for de historiske krav, vi står overfor, med henblik på at give liv til et nyt politisk regime.

Det er derfor, efter to år med Ungdomsbevægelsen, jeg føler en pligt til — i fuld respekt for bevægelsens uafhængighed og autonomi — at den siddende regering værdsætter de vigtige fremskridt, der er sket i bevægelsens mission mod at samle den chilenske ungdom i kurser om humanistiske, geografiske og økonomiske emner; med 11. september og den nye forfatningsmæssighed der udspringer fra denne dato.

Det er derfor at denne aften, som i forvejen bliver identificeret med ungdommen i vort land, er blevet valgt for offentligt at signalere de skridt, som vi vil tage for at få fremgang i den institutionelle proces i landet.

Intet synes mig mere passende, end at gøre dette ved en ungdomsbegivenhed, siden det bliver jer chilenske unge, der bliver ansvarlige for fortsættelsen at den opgave, og de mest direkte berørte af disse tiltag, der vil have betydning for hele landet.

Oven på den allerede kendte succes på det økonomiske plan, fremskridtene på det sociale område, og den lov og orden, som i dag giver vore landsmænd et roligt liv, har den offentlige opmærksomhed rettet sig mod vor forfatningsmæssige fremtid.

Den sunde iver hos ungdommen, samt i de øvrige samfundsgrupper, for en stedse større deltagelse, skal ses inden for disse rammer, i denne virkelighed.

For at få et passende blik på dette problem, er det nødvendigt endnu en gang at sige, at 11. september ikke bare betød omstyrtelsen af en ulovlig og uduelig regering, men repræsenterede afslutningen på en politisk-forfatningsmæssig tilstand, hvis rolle var udspillet, og det efterfølgende krav om at skabe en ny.

Der var derfor ikke blot tale om et genopbygningsarbejde, men om et skabende arbejde, som uden obstruktioner må tage afsæt i vor ægte og gode nationale tradition.

Vort demokrati
Dette viser vor pligt til at bevæge os mod et retssamfund, der harmoniserer fleksibiliteten i samfundsudviklingen med den faste juridiske objektivitet og upersonlige norm, der forpligter både regering og regerede.

I dette perspektiv ser vi klart, at vor pligt er at udforme et nyt demokrati, der skal være autoritært, beskyttet, integreret, moderne og med ægte social deltagelse, karakteriseret ved, at individet bedre forstår det, når det kaster sin egoisme, grådighed og egomani af sig.

Et demokrati er autoritært, når det råder over en retslig orden som sikrer borgernes rettigheder, en passende beskyttelse af de uafhængige domstole, og er udstyret med magt til at udøve disses afgørelser.

Det beskytter, så snart det skal, de fundamentale doktriner for staten Chile, og erstatter den klassisk liberale, naive og forsvarsløse stat, med en ny, der kombinerer friheden og menneskets værdighed med nationalitetens essentielle værdier.

Følgelig er ethvert angreb på disse principper, som er indeholdte i forfatningens punkter (Las Actas Constitucionales), at betragte som ulovlige gerninger og i strid med republikkens forfatningsmæssige regler.

Frihed og demokrati kan ikke overleve, hvis de ikke beskyttes mod dem, der søger at ødelægge dem.

Følgelig, så vidt som man må styrke de nationale mål og de permanente mål for nationen, således at man, udover de legitime forskelle i andre aspekter, i rækken af fremtidige regeringer vil have den kontinuitet, som har mangler hidtil.

Derfra kan der spredes et stærkt element af enhed i den store chilenske familie, som man har prøvet systematisk at opløse ved at indgyde en klassekamp, som ikke eksisterer, og som ikke bør eksistere.

Teknisk set betyder det, at så snart som den svimlende videnskabelige og teknologiske udvikling ikke kan ignoreres i den juridiske struktur, vil det på den anden side gøre det uundværligt, at de, der har kendskab til sagerne, får noget at skulle have sagt, når beslutningerne skal tages.

Kun det vil muliggøre at føre diskussionen i en passende grad og på det rette niveau, og at reducere den ideologiske debat til dens rette proportioner, at udnytte bidraget af de mest egnede, og at give systemet stabilitet.

Den sande samfundsmæssige deltagelse, der kun er virkelig frit i et samfund, der er baseret på princippet om understøttelse, giver og respekterer en reel autonomi i grupperingerne, der ligger mellem individet og staten, for at efterstræbe gruppernes egne og specifikke mål.

Dette princip er grundlaget for et priviligeret samfund med kreativ vitalitet, og ligeledes for en økonomisk frihed, der, inden for reglerne — som statsautoriteten fastsætter til almenvellets bedste — forhindrer at folket kvæles af den omnipotente stat.

Vi står over for en opgave, der på grund af dens natur og betydning, bør løses gradvist.

På denne måde bevæger vi os ligeligt væk fra to ekstremer: Væk fra stagnationen som før eller senere fører til voldelige sociale processer, og væk fra en opskruet udvikling, der ville føre en ødelæggelse af alle vore bestræbelser med sig, tilbagekomsten at den tidligere tilstand, dens samme mænd og laster og, meget hurtigt, et lignende eller værre kaos end det, vi gennemlevede under den marxistiske regering.

Etaperne
Den besluttede proces medfører tre etaper eller faser i stigende grad: En med restitution, en med transition, og en med normalitet eller konsolidering.

De nævnte etaper udskiller sig for så vide som de tilsvarende grader som de væbnede styrker og ordensmagten på den ene side, og de civile myndigheder på den anden, spiller under dem.

På samme vis er de udmærkede ved de forfatningsmæssige instrumenter, der til hver af dem skal skabes og anvendes.

I restitutionsfasen må den politiske magt indehaves af de væbnede styrker og ordensmagten, med bidrag af civilbefolkningen, men på den anden side, når vi kommer videre i forløbet, vil de mere almindelige aspekter blive delt med øvrigheden, der således vil gå fra meddelagtighed til deltagelse.

Endelig når vi til fasen af normalitet eller konsolidering, hvor magten direkte og grundlæggende bliver udøvet af befolkningen, mens det er overladt til de væbnede styrker og ordensmagten at opretholde af de grundliggende grundsten i institutionerne og den nationale sikkerhed i sin bredeste og afgørende, moderne betydning.

I dag befinder vi os i restitueringsfasen, men jeg vurderer, at de fremskridt, vi i enhver henseende gør, fører os til transitionsfasen.

Gennem den tid, der mangler i restitueringsfasen, er det nødvendigt, at vi dikterer de forfatningsmæssige bestemmelser (Las Actas Constitucionales) i hele spekteret af forfatningsmæssige forhold — også de, der endnu ikke er blevet overvejet — som også nogle overgangsbestemmelser, angående bl.a. sikkerhed, arbejde, social sikkerhed, uddannelse samt andre området, der vil blive studeret på tilsvarende måde.

På denne måde ophæves definitivt forfatningen fra 1925, der i virkeligheden allerede er død, men som dog juridisk stadig vil være i kraft i mindre udstrækning.

Samtidig, vil de forfatningsmæssige love (Las Actas Constitucionales) blive reviderede som allerede annonceret, på de områder, hvor det vil være tilrådeligt at komme med udvidelser, modifikationer og præciseringer.

Kulminationen af alle disse forberedende og varslende processer angående de forfatningsmæssige punkter, som løbende vil foregå fra nu af, forventes under alle omstændigheder at indtræffe inden 31. december 1980, siden overgangsetapen ikke skal begynde før det nævnte år, og være sammenfaldende med begyndelsen af disse loves fulde ikrafttrædelse.

Blandt de nævnte forfatningsmæssige punkter vil det punkt indtage en førende plads, der angiver udøvelsen og reguleringen af magten, og forandringen af den forfatningsgivende, lovgivende og udøvende magt.

For at vejlede Comisión de Kommissionen til Studier af den nye Forfatning (Estudios de la Nueva Constitución) vil præsidenten snart komme med visse grundlæggende retningslinier, så kommissionen kan gå i gang med at udfærdige et forfatningsudkast, som han senere vil fremlægge i Statsrådet (Consejo de Estado) før fremlæggelsen for juntaen.

De retningslinjer for den køreplan, som skal være styrende i transitionsfasen, er først og fremmest de følgende:

- Den forfatningsgivende magt må fortsat udøves af juntaen. Alligevel vil den normalt konsultere Statsrådet (Consejo de Estado).

- Den udøvende magt skal vedblive at udøves af præsidenten for juntaen som præsident for republikken og med de kompetencer, der eksisterer i dag.

- Den lovgivende magt skal, ifølge vort lands tradition, bestå af to dele: republikkens præsident samt et lovgivende kammer eller et kammer af repræsentanter, som præsidenten kan udnævne, uden at begrænse den lovgivende kompetence, som juntaen på dette stadium af transitionen vil have, med sin ekstraordinære status.

Disse instanser bør på den ene side forstå, at deres medlemmer hver især har retten til at fremsætte lovforslag, og på den anden side bør de have forståelsen for, at teksterne før fremsættelse gennemses af juntaen.

Angående det sidstnævnte: i tilfælde af, at det er den fremherskende holdning i juntaen, at et forslag strider mod den nationale sikkerhed, vil det ikke kunne vedtages.

Det drejer sig her om et absolut veto, beregnet til de tilfælde, hvor juntaen opponerer mod det ved et hvilket som helst af dets medlemmers foranledning, og er derved anderledes end præsidentens almindelige veto over for det lovgivende kammer.

Som fremlagt den 18. marts, bør det lovgivende kammer for sin del have en blandet sammensætning; en tredjedel af dets medlemmer skal bestå af folk at høj anseelse, som suppleres af dem selv eller ved præsidentiel udnævnelse. De sidste to tredjedele vil være repræsentanter for regioner eller grupper af regioner i forhold til deres indbyggertal.

Angående den ordinære lovgivning, bør systemet for forslagsstillelse af love overvejes ligesom muligheden for præsidentielt veto og andet, som kan gøre, at de demagogiske excesser, der kendetegnede den sidste periode med vort forrige parlament.

Særlig vigtigt er det at knytte faglige kommissioner til det lovgivende kammer, som de medvirker til at etablere, og som får stemmeret, disse personer, der er mest fagligt kvalificerede, og som er eksperter på de forskellige områder.

Etableringen af dette lovgivende kammer skulle kunne ske i året 1980, og for sin første periode, hvis varighed — givet at det ikke er muligt at afholde et valg — vil blive fire eller fem år, vil det blive udnævnt af juntaen.

Til gengæld vil de førnævnte regionale repræsentanter senere blive valgt ved direkte, folkelige valg, ifølge et system, der favoriserer valget af de mest kapable og som modvirker, at de politiske partier igen bliver til monopolistiske maskiner i den folkelige deltagelse.

Det vil sige, at konstitutionen af det lovgivende kammer i denne periode med to tredjedele af sine medlemmer valgt direkte og folkeligt, gerne skulle afspejle det rigtige kammer, der fra denne dato vil udøve hvervet som præsident for republikken for en periode på seks år.

Samtidig med ovenstående, som medfører skridtet fra overgangsfasen til konsolideringsfasen, sker godkendelsen og offentliggørelsen af den nye forfatning (Constitución Política del Estado) i sin helhed, som suspenderer Las Actas Constitucionales, De Forfatningsmæssige Love, som den bygger på erfaringerne fra.

Overgangsetapen tjener da til at færdiggøre de endelige studier, der skal ligge til grund for vor grundlov.

Ved fremlæggelsen af disse planer for landet, tror regeringen på, at den fuldstændiggør sin mission, nemlig at fastlægge de nødvendige linjer for vor forfatningsmæssige udvikling, under hvilken det også bliver nødvendigt at intensivere udfoldelsen og den juridiske implementering af den samfundsmæssige deltagelse, af fagforenings- eller arbejdsmæssig karakter, i studentersammenhæng, faglig sammenhæng, i naboskab eller under andre udtryk for samfundsvirke i det hele taget.

Chilenske unge:
Muligheden for at denne plan skal kunne udføres er afhængig af, at landet fortsat viser de positive tegn, som har gjort det muligt at kommer her til, hvor vi er nu.

For det kræver det patriotiske sind af alle i befolkningen, og helt særligt den ædelmodige idealisme hos den ungdom, der skal lyse vejen op på vor vej ind i fremtiden.

Jeg ignorerer ikke de mange forhindringer, der vil rejse sig, grådighed og egoisme, der på tusinde måder vil forsøge at hindre vor vej frem, og få os tilbage til slaveriets tusmørke.

Men jeg er sikker på, at lyset for enden af vor vej vil være stærkere og klarere, og over alt tror jeg fuldt og fast på Gud, på det chilenske folk, og på vore væbnede styrker og ordensmagt, som med patriotisme leder nationens skæbne.

Mine elskede unge: Chiles fremtid tilhører jer, på hvis storhed vi arbejder.




Discurso de Chacarillas

Dette TV-klip lagt ud på Youtube viser nogle optagelser fra aftenen i Cerro de Chacarillas:





      Aftrædelsestale, 10. marts 1998

Tale af Augusto Pinochet ved sin afgang som øverstkommanderende i hæren, Santiago, 10. marts 1998




Mine damer og herrer:
Jeg vil indlede denne tale med en tak for Deres tilstedeværelse ved denne militære ceremoni, denne sidste, som afslutter min militære karriere, som har strakt sig over 65 år, hvor jeg har tjent med stor hengivenhed og kærlighed for derigennem at tjene mit fædreland, hvilket har været min ene rettesnor i mit daglige liv, og med dybfølt glæde min eksistensberettigelse.

Som jeg står på denne tribune og udfører overdragelsen, som den er angivet i forfatningen, af kommandoen over den militære institution til den nye øverstkommanderende udpeget af Hans Excellence, præsidenten for republikken, gør jeg det med ophøjet ro, som det sømmer sig for soldat, og med stoltheden over at overdrage en hær af høj professionel kvalitet.

Da jeg skrev mine erindringer udtrykte jeg allerede for nogle år siden: »Da jeg kom ind som kadet på Escuela Militar, denne gamle bygning på Calle Blanco, hvor der skabes følelser af kærlighed til fædrelandet, gennem udførelsen af pligter og den hårde disciplin, var det et af de lykkeligste tidspunkter i mit liv.«

Jeg husker også, at denne begyndelse på instituttet for uddannelse af soldater var en af de første dage i marts 1933, og at det var »opnåelsen af min drøm«.

Det var ved et guddommeligt forsyn, at dette entusiastiske kald blev udfoldet meget mere omfattende, end det under normale omstændigheder ville være blevet, og hele vejen igennem blottet for personlige bagtanker.

Gennem disse år har jeg gået på pligtens og disciplinens smalle sti, og i denne samme måned, marts, i dag, efter 65 års tjeneste, hvor jeg må forlade den aktive tjeneste som soldat, føler jeg en hvisken fra hjertets dyb: »Tak, fædreland, jeg har været din soldat!«

Det gør mig glad, for jeg endte ved den øverste kommando over min institution efter at have gennemført hver enkelt af den militære karrieres etaper og med glæde have taget hver udkommandering, og udført hver tildelt opgave, hvad enten taktisk, operativ eller akademisk, med alt den energi, som jeg var i stand til.

Således kan jeg i samme åndedrag højtideligt erklære, at i min sjæl er med fornyet kraft fortsat de samme idealer og forhåbninger som var i mig denne dag for lang tid siden, da jeg kom ind på Escuela Militar.

Som jeg overdrager kommandoen over Hæren, kan jeg ikke undlade at tænke tilbage på alle de intense og lange år, som jeg helligede tjenesten af den, og derigennem fædrelandet. Billederne og oplevelserne, der ryger gennem mine tanker og mit hjerte, er mange – navne og mænd, succeser og frustrationer, eufori delt med uforglemmelige kammerater og øjeblikke af den ensomhed, der følger med en øverstbefalendes uigenkaldelige beslutninger.

I alle disse 65 år har jeg ikke haft anden iver, der har motiveret mig så stærkt i mit professionelle liv, som mit kald til at tjene fædrelandets store mål og interesser.

Langs de samme linier kan jeg sætte min lid til, at Hæren uvægerligt har været til disposition for nationens højeste interesser, og at dens virke har været bundet til landets skæbne, ikke i et fatalistisk forhold, men som et virke i tråd med statens grundlæggende formål.

Mine damer og herrer:
Det ligger ikke til mig at skue tilbage, for det er at hænge fast i fortiden og ikke bevæge sig fremad med verden; imidlertid vil jeg gerne sige er par ord om et fortidigt kapitel i nationens erindring.

Chile kan bryste sig af en lang, stolt tradition som demokrati, enestående på kontinentet, og dets væbnede styrker har bidraget effektivt til dets dannelse og forsvar.

ikke desto mindre indtraf der i vor fortid en tilstand af offentlig konflikt, der blev mere og mere omfattende, presserende og ukontrollabel. En konflikt, der kom til at berøre selve fædrelandets eksistens som fri nation og suveræn stat.

Mulighederne for Chiles selvdestruktion var indlysende!

De patriotiske pligter gik forud for enhver anden overvejelse!

De væbnede styrker, beregnede til at sikre og forsvare landets opretholdelse, måtte træde i karakter under sådanne omstændigheder.

Hæren og de andre værn tog ledelsen af staten på sig, og de gennemførte genskabelsen af den ødelagte institutionalitet og den sociale, politiske og økonomiske genopbyggelse af landet.

Et nøgternt studie af den epokes realiteter vil vise, at hvis det ikke havde lykkedes for De Væbnede Styrker i denne ekstraordinære situation, var landet blevet kastet ud i total opløsning. Et bærende element i udførelsen af denne store opgave, var tildelingen af en stærkere regeringsevne hos den civile øvrighed, som det blev fastslået i forfatningen.

Således kunne det chilenske demokrati genoptage sin bane.

På sin side kunne de væbnede institutioner så sige: »Mission fuldført!«

Mine damer og herrer:
Omstændighederne ved begyndelsen og afslutningen på min tid som øverstbefalende for Hæren er meget forskellige, som også Hærens institutionelle rolle ved begyndelsen af 70’erne i sammenligning med ved afslutningen af 90’erne er det.

Den uro, der karakteriserede perioden op til og under min tiltræden som hærchef, var virkelig ikke de mest favorable til at udføre den modernisering af Hæren, som var hårdt tiltrængt. Man var optaget med den nationale genopbygning og to store internationale kriser, som strakte sig over årtier, og som måtte klares ved nødløsninger grundet den økonomiske krise, som lå over landet.

Under denne sårbarhed fandt Hæren med initiativ og store ofre fra personellet styrken til at overkomme svære situationer, der syntes uløselige.

Ved flere lejligheder har jeg talt om de vilkår, som prægede dette første årti af min tid som øverstbefalende. I dag vil jeg blot understrege, at historisk set bliver hære oftere vurderet for de slag, de har vundet, end for de, de har afværget.

Skæbnen prøvede os i denne alvorlige situation, hvis forløb endnu ikke er fuldstændig afdækket, og udsatte med en brutal, hidtil uset realitet soldaterne for en konflikt, som af soldaterne, marinerne og flyverne, sammen med vore landsmænds solidaritet og oprigtighed, krævede en værdig og ansvarlig indstilling, hvor idealerne i spil ikke for nogen pris kunne sættes over styr.

For en øverstbefalende er de pressede situationer de, der viser hans enheders sande styrke. Styrken dengang, som det var tilfældet historisk og det vil blive i fremtiden, var ikke kanonerne eller kampvognene.

Det føltes aldrig mere stolt at lede Chiles Hær end i de perioder, hvor vi påtog os så forskellige og varierende kriser, og hvor vi forlod os på værdien af vore mænd og kvinder.

Tiden efter, 80’erne, kunne have været mere gunstig i forhold til at fuldføre vore institutionelle projekter, men omkostningerne derved var for store i forhold til mere overordnede, presserende behov, hvis ikke Hæren skulle påføre statskassen en stor gæld. Stillet over for denne udfordring, viste de menneskelige ressourcer sig igen i stand til at overvinde de materielle mangler.

Jeg kan med fuld ret sige, at ligesom landet var i stand til at overvinde den økonomiske krise, der rystede verden, med opfindsomhed og offervilje fra ledere, fagfolk, erhvervsfolk og arbejdere, var soldaterne i stand til at udvikle en teknologisk kapacitet, der gjorde Hæren i stand til at holde sit forældede og slidte materiel operationelt, så det var kapabelt til nationens beskyttelse.

Dette tillod de presserende udførelser af flere programmer, såsom grundlæggelsen og fortsættelsen af den nationale våbenindustri, som garanterer forsyningen af lette våben, en forøgelse indenfor antiluftskyts og antipanservåben, og en vedligeholdelse og reparation af det pansrede materiel samt artilleriet.

Sideløbende hermed tog den militære regering de midler i brug, som situationen krævede for at fastholde den økonomiske model og de sociale reformer.

To årtier, med sine internationale, nationale og institutionelle realiteter, der sammen skabte de mest nævneværdige farer for karakteristikken af en hær, der havde ansvar for udvikling og fred: Dens tilknytning til de traditionelle værdier, dens identificering med de permanente interesser, dens bidrag til udviklingen og dens optimistiske vision for fremtiden.

90’erne bragte, sammen med indledningen på den fuldstændige institutionalisering, udbyttet af økonomisk kur og fornyelse fra et langsigtet og hårdt arbejde, der gav forhold, der muliggjorde vor moderniseringsopgave.

Der skete fremskridt i træningen, uddannelsen og perfektioneringen af personellet, så man nåede et niveau, der er anerkendt som sammenligneligt med det hos hære i den mere udviklede del af verden.

Den hær, jeg overdrager i dag er i mange aspekter ret forskellig fra den, jeg modtog i 1973, men har samtidig bevaret de egenskaber, som gør den enestående i en amerikansk sammenhæng.

Jeg er bevidst om, at en hyppig udlægning tillægger min ledelse et brud med den normale kommandovej i forhold til de mænd og den institution, jeg ledede.

Men der har været tale om en samling omkring fælles værdier. Uden en fælles opfattelse af tingene kan ingen leder få sine underordnede med sig. Det er ikke ham, der legemliggør institutionen, det er de fælles værdier, der udspringer af korpsånden. Dette er konstanten i vor hærs historie.

Det er således ikke bare våben og ressourcer, jeg nu overdrager til min efterfølger. Det er en harmonisk sammenhængende enhed, der tager ansvar. Fælles om en ånd og om idealer, bevidst om sin historiske og fremtidige rolle. Med ansvar for fædrelandets fælles skæbne med bundetheden til kultur og traditioner, respektfulde over for den forfatning, som dens mænd var med til at forme, og med forsvaret af den nationale suverænitet, som man har aflagt ed på.

Når jeg overdrager kommandoen af Chiles Hær til hr. generalløjtnant Ricardo Izurieta Caffarena, lægger jeg i hans hænder, sjæl og hjerte een af de institutioner, der har betydet mest i nationens liv.

Når en chilensk general stiger til en så høj position, deler han ikke kun sin hærs historie, men dens værdier og agtpågivenheden for den med sine mænd. Det må han gøre over for dem, som Hæren over for fædrelandet. Derfor er det, at general Izurieta, sammen med overtagelsen af kommandoen, påtager sig den ærede mission, det er, at fortsætte institutionens ulastelige kurs, der, som det er sket i fortiden, og vil strække sig langt videre end vore liv.

Soldaterne i Chiles Hær skal huske, at de er arvtagere af en glorværdig fortid, vogtere af en lovende nutid og aktører i en fremtid, der skal skabes i overensstemmelse med nationens permanente værdier. De skal med stolthed pleje og fremdyrke bidrag til denne ubesejrede hær for udvikling og fred for nationen, og bekræfte denne forpligtelse på hver vagt i tjeneste, med den samme troskab og respekt som vi ærer og fastholder vore mest hellige traditioner, værdi, ære og loyalitet.

Mine damer og herrer:
Her under Den Chilenske Hærs faner, som repræsenterer det kæreste i mit liv, som de gjorde, da jeg aflagde min ed, vender jeg blikket mod Den Almægtige og takker for det enorme privilegium, det har været, at få lov til at udøve kommandoen over denne prægtige institution.

Min lange professionelle karriere og kommandoen over denne prægtige hær har givet mig mulighed som få til at bevidne de bemærkelsesværdige dyder, som karakteriserer den chilenske militærmand. Dyder, som gjorde uafhængigheden og de sejrrige kampe ved de historiske skilleveje mulige.

Jeg gentager min taknemmelighed for det loyale og selvopofrende samarbejde, jeg har modtaget fra så mange tjenestekammerater, der har givet deres bedste i udførelsen af de opgaver, de blev tildelt.

Jeg giver i dette øjeblik min dybtfølte hyldest til alle de, der ofrede deres liv i de mest afgørende tider, vi har gennemlevet.

Af samme grund udtrykker jeg dybt rørt min taknemmelighed til familierne til alle soldaterne i denne hær, som med deres forståelse og støtte også har deltaget i de ædle gerninger, der er blevet udført.

Med særlig betænksomhed udtrykker jeg også min anerkendelse af alle medlemmer af Flåden, Flyvevåbenet og Carabiñeros, som i tæt og loyalt samarbejde med den institution, som jeg har haft æren af at lede, vidste at udføre en ordre med stor generøsitet og effektivitet.

Til min kære hustru Lucía går mine hengivne følelser af kærlighed og taknemmelighed, fordi hun har været min uudtømmelige kilde til støtte og forståelse, og i disse 55 år sammen har jeg altid oplevet hende som den selvopofrende og til tider heroiske livsledsager med alle de prøvelser, det militære liv byder på. I hende har jeg set den sande tapre og selvopofrende kvinde bag en soldat.

Til mine børn siger jeg tak for den kærlighed, jeg altid har modtaget fra dem alle.

En anerkendelse til alle, der har stræbt efter et bedre Chile ud fra nationale, og ikke udenlandske, principper.

Til repræsentanterne fra regeringen og repræsentanterne fra de øvrige statsmagter, for at have forstået min håndtering at magten i en periode af usikkerhed og omskiftelser, med den storhed som de mænd havde, der satte det fælles bedste over alt andet.

Som jeg udtrykker min følelse af taknemmelighed til de, som har været med mig i den ene eller den anden form, så udstrækker jeg den også til alle de landsmænd, der tilbød deres støtte gennem alle årene og under meget forskellige omstændigheder. Deres anerkendelse vil være den største tilskyndelse til at fortsætte samarbejdet i offentlig tjeneste så længe Gud, Vor Herre, tillader mig det.




Afskedstale, 10. marts 1998

Dette TV-klip fra den nationale TV-station TVN, lagt ud på Youtube, viser Pinochet under sin aftrædelsestale, i den passage, hvor han følelsesladet omtaler sin kone, Lucía Hiriart Pinochet, med ordene: » ... i disse 55 år sammen har jeg altid oplevet hende som den selvopofrende og til tider heroiske livsledsager med alle de prøvelser, det militære liv byder på. I hende har jeg set den sande tapre og selvopofrende kvinde bag en soldat.«:





      Besked til briterne, London, 1998

Pressemeddelelse, 8. november, 1998:




Det var min kone, der forklarede mig, hvorfor jeg var blevet arresteret, som jeg lå i min hospitalsseng efter en operation. Hun var grådkvalt, som hun prøvede at tale. Jeg var såret og forvirret.

Jeg var kommet til Storbritannien som en særlig ambassadør for mit land, måske ikke specifikt som Udenrigsministeriets gæst, men med deres fulde kendskab og samarbejde. Det var ikke mit første besøg, for jeg er rejst til Storbritannien mange gange i embeds medfør. I fjor var jeg gæst hos Royal Ordnance, som først for nylig overgik fra statsligt til privat ejerskab. I år, som ved tidligere lejligheder, blev jeg formelt modtaget af repræsentanter fra den britiske regering i Heathrow Airport.

Jeg elsker altid at besøge Storbritannien. Venskabet mellem vore to lande er – selvfølgelig – et historisk eet, som går langt forud for min egen regeringstid. I 1818 opnåede vort land endelig sin frihed fra spansk koloniherredømme, til dels takket være den oplyste politik ført af Storbritanniens udenrigsminister, Lord Canning. Siden da har Chile været et tårn af stabilitet i Sydamerikas oprørte vande. Faktisk har Chile i det meste af sin historie været mest velstående nation, og til tider dets eneste demokrati.

Vi står i gæld til folket i Storbritannien for meget af den stabilitet og velstand, vi har oplevet. De stærke bånd har bragt tusinder af britiske nybyggere, handelsfolk, ingeniører og intellektuelle til vort land. Mange af mine nærmeste chilenske venner bærer de samme navne, som folk i London, Manchester eller Edinburgh bærer, og de fortsætter med at konsolidere forholdet mellem vore to lande.

Jeg hylder sansen for ære og mod

Det venskab har stået for tidens tand. Da argentinske styrker besatte Falklandsøerne i 1982 beordrede jeg min regering til at stille bistand til rådighed for vor ven og allierede inden for rammerne af vor neutralitet. Jeg betragtede det som et spørgsmål om Chiles nationale ære. I dag, hvor jeg er under arrest i dette land, hylder jeg alle i landet, der har givet deres støtte, særlig Margaret Thatcher, hvis ord har bevæget mig umådeligt. Jeg er bedrøvet over, at oplevelsen med denne arrestation har svækket min tro på Storbritannien. Tidligere har jeg aldrig tvivlet på, at Storbritannien var et land, hvor folk kunne bevæge sig frit rundt. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive offer for et falsk forsøg fra fremmede anklagere på at dømme mig for uvederhæftige anklager.

Næsten en hel generation er gået siden de smertefulde begivenheder i 1973. Og det er generationernes gang, som bringer forsoning og sårenes heling med sig, som det har været tilfældet i Europa siden Anden Verdenskrig. Det er måske ikke noget bedre tidspunkt at mindes dette på, end i den uge, hvor vi husker tilbage på tab i forgangne krige og alliancerne etablerede siden da.

I dag forstår vi, at forsoning er essentiel for fred. Det er den lære, vi har lært fra to verdenskrige og fra de talrige andre konflikter i dette århundrede.

Chile har fortjent de samme rettigheder som alle andre lande

Vi anerkender den forsoning, der er kommet i Nordirland og i Sydafrika. For nylig har ærkebiskop Tutu’s Sandheds- og Forsoningskommision dokumenteret fejl på begge sider af konflikten, men det er klart, at forsoning blev betragtet som fundamental for fremtidig harmoni og fred i landet. Der er få lande, der ikke har noget fra deres fortid at fortryde.

Ved at udfordre Chiles forsoning, ignorere Spanien sin egen fortid. Spanien nægter og den vej, landet selv fulgte. Spanien har lagt Franco-årene bag sig uden at begive sig ind på hævntogter. Det er fordi, det spanske folk var fast besluttet på at forsone sig med fortiden, på trods af borgerkrigens ødelæggelser. Hvorfor ønsker de nu at tvinge os til at gøre noget andet? I alle disse sager, efter stor smerte, er der truffet kloge beslutninger om ikke at rode i fortiden. Når gamle sår åbnes, bringer det forhold op, om hvilke de sande fakta for længst er blevet glemt, og det er formålsløst.

Chile fortjener de samme rettigheder som alle andre lande. Men i ugerne siden min arrestation har vi kun set en parodi på sandheden. Lad os kigge tilbage på det kaos, der rådede i Sydamerika i de tidlige 1970’ere. Den dyrekøbte frihed, der var blevet vundet fra koloniherredømme, blev knust af Sovjet-inspirerede og -finansierede militære og politiske styrker. Deres intention var helt klart at berøve folk deres demokratiske frihed.

Som historien har vist, var det, hvad der skete i Sovjetunionen og på Cuba, og hvad som fortsætter med at ske i andre dele af verden.

I Chile valgte parlamentet d. 20. oktober 1970 Salvador Allende som præsident. Det gjorde de, fordi ingen af de tre kandidater var i stand til at opnå majoritet, og til gengæld afgav Allende løfte om at ville overholde Chiles forfatning.

Næsten tre år senere var Chile lammet. Der var hyperinflation og knaphed på mad, medicin og basale fornødenheder. Lov og orden var brudt sammen, som væbnede paramilitære grupper dræbte, voldtog og ranede forgodtbefindende.

Det var afgørende at marxismen blev besejret

Under Allendes regime var omkring 14000 udenlandske agitatorer flyttet til Chile. De indbefattede cubanske DGI-agenter, der stod for reorganisering af regimets sikkerhedstjenester, og sovjetiske, tjekkiske og nordkoreanske militære instruktører. Det var klart for os alle, at en opstand var under planlægning, finansieret af Sovjetunionen, og at revolutionære militære brigader blev organiseret til at tage sig at den chilenske hær.

Senere reflekterede Regis Debray, en prominent fransk socialist og ven af Fidel Castro og Che Guevara og en beundrer af Salvador Allende: »Vi vidste alle, at det kun var et taktisk spørgsmål om at vinde tid til at organisere sig, for at arrangere og koordinere de militære grupper i partierne, der dannede Folkefronts-regeringen. Det var et kapløb mod tiden.«

Som krisen forværredes blev vort land og forfatningen sønderrevet, dømte højesteret, at Allende havde bemægtiget sig statsmagten.

Begge parlamentets kamre stemte imod Allende og hans forsøg på at »indstifte et totalitært system, for omgåelse og overtrædelse af borgerrettighederne.« Parlamentet appellerede til Chiles væbnede styrker om at »sætte en omgående stopper« for den systematiske overtrædelse af loven, og at sikre »den forfatningsmæssige orden i vort land.«

Folket var overbevist om, at for Chiles overlevelse og opretholdelsen af frihed i Sydamerika i det hele taget var det bydende nødvendigt at marxismen blev besejret og Allendes regering fjernes.

Jeg elsker det chilenske folk

Jeg har levet med min samvittighed og mine egne erindringer i over et kvart århundrede siden begivenhederne i 1973. Jeg ønsker, tingene kunne have været anderledes. Jeg ønsker, at Allende havde forladt posten på sine egne betingelser med de garantier for sin sikkerhed, jeg havde tilbudt ham. I sidste ende valgte Allende ikke at følge den vej. I stedet valgte han selvmord.

Disse er ikke nemme refleksioner for mig. Men jeg har fred med mig selv, med det chilenske folk og med, hvad det skete. Det står helt klart for mig, at Chiles tilbagevenden til ægte demokrati, og der fra til den sande frihed, som alle mennesker har krav på, ikke kunne have været opnået uden at den marxistiske regering var blevet fjernet.

Jeg elsker mit land. Jeg elsker det chilenske folk. Jeg er stolt af, at Chile nu er et land, hvor folk er frie til at tale, frie til at rejse og frie til at tilstræbe deres politiske og religiøse ståsteder. Vi mistede alle disse ting en kort overgang i begyndelsen af 1970’erne. Ja, det tog tid at få dem tilbage. Men jeg ser det som min største bedrift, at disse friheder faktisk vendte tilbage.

I min regeringstid organiserede vi i 1980 en folkeafstemning, som genindførte en demokratisk forfatning. Under den forfatning valgte folket i 1988 ikke at vælge mig til endnu en periode som præsident. Jeg accepterede folkets vilje, og trådte tilbage efter at have fået 43 % at stemmerne.

Den samme forfatning har sikret den fredelige overgang til regeringerne under mine to efterfølgere, Patricio Aylwin og Eduardo Frei. Denne proces er en realitet, og den skades af tiltagene imod mig. I Chile, såvel som nogetsteds, er hævn forsoningens fjende.

En skueproces i Spanien, et fremmed land, er ikke retfærdighed. Det er så afgjort ikke britisk retfærdighed. Mine landsmænd er kommet til rette med vor fortid. De er mine sande dommere. Det er grunden til, at jeg vil kæmpe mod denne udleveringsanmodning med hele min ånd, støttet af præsidenten og regeringen i mit land.

Om Gud vil, skal jeg da vende tilbage til Chile med min familie, hvor jeg håber at tilbringe de sidste år at mit liv i fred.



      Besked fra Pinochet. London, dec. 1998

Fra sin husarrest i London sendte Pinochet i december 1998 denne besked hjem til Chile:




Jeg er blevet nægtet at kunne tage hjem til mit hjemland, og nu hvor jeg gennemlever den hårdeste og mest uretfærdige tid i mit liv, vil jeg gerne sige tak til mine landsmænd for alle de tilkendegivelser om støtte og omsorg, som jeg har fået, og uden hvilke disse tider med prøvelser og ensomhed ville være ulige meget mere triste for min familie og mig. Min taknemmelighed vil jeg gerne udtrykke med nogle refleksioner, jeg har på sinde i disse hårde dage, og som kan hjælpe med at afdække sandheden og retfærdigheden om den historie, der dømmes om.

Landet ved godt, at jeg aldrig søgte magten. Derfor overdrev jeg den aldrig, mens jeg havde den, og da tiden kom til at overdrage den i følge vor forfatning, gjorde jeg det loyalt. Ingen historiker, selv ikke den mest enøjede og mindst objektive, kan hverken nu eller senere i god tro påstå, at mine offentlige handlinger blev begåede ud fra en personlig ambition eller andet motiv andet end Chiles bedste. Tværtimod har jeg altid følt, det var mit kald at tjene fædrelandet, og den følelse har siden drengeårene og gennem min militære karriere banket i mit bryst. Jeg har altid vidst, at den ed, jeg aflagde over for Gud og vort flag som ung mand, skulle efterleves. Netop gennem den solide moralske dannelse, lærer vi soldater at udholde enhver smerte og uerstattelige tab, en krig fremkalder. Derfor har jeg som leder af landet været utrættelig og ubøjelig i min stræben efter at undgå væbnede konflikter, for til enhver tid at søge fred for Chile selvom der har hængt allehånde trusler over os.

Stående ved den skillevej, som Unidad Popular-regeringen dramatisk havde stillet os ved, undlod jeg til det sidste at skride til handling, uanset at befolkningen bankede på dørene til kasernerne for at bede om vor intervention. Jeg håbede, ikke at frygt, men af et inderligt håb, at den ekstreme situation af konstitutionel krise, som blev rapporteret af højesteret, deputerkammeret samt andre af vore institutioner, kunne løses fredeligt. Ingen ved bedre end en soldat, hvor ukontrollerbare væbnede konflikter er, når de ikke kæmpes mod regulære hære. Men det var ikke muligt at undgå det, og i sidste ende var vi nødt til at overtage styringen af landet hine historiske 11. september, men ikke uden at lægge vor missions succes i hænderne på Gud og Vor Frue af Karmelbjerget, som er værge for vore væbnede styrker og dronning af Chile. Jeg har altid haft og vil altid have en følelse af taknemmelighed i mit hjerte over for denne generation af soldater, marinere, flyvere og carabiñeros, som deltog denne patriotiske dag og led så mange ofre.

Angående denne dåd, vil jeg komme med en refleksion. De væbnede styrker og ordensmagten ødelagde ikke et eksemplarisk demokrati, forstyrrede ikke en udvikling mod udvikling og velstand eller et forbillede for frihed eller retfærdighed. Alle disse ting var ødelagt, og landets væbnede mænd trådte ind som moralske reserver i et land under opløsning i hænderne på dem, der ville have landet ind under den sovjetiske paraply.

Jeg tror fuldt og fast på landets enhed. Hele mit virke i størstedelen af mit liv har ikke tjent andet formål end at skabe samling af chilenerne på vej mod deres fælles skæbne. Jeg er dybt overbevist om at lande, der ikke kender deres historiske mission, de er kaldede til, ikke har nogen fremtid. Jeg er sikker på at de aldrig har forstået eller kommer til at forstå disse udfordringer, de nationer, der glemmer eller ignorerer deres historie. At de folk, der let bliver forledt af forkyndelse af had, hævn og splittelse, aldrig bliver lykkelige eller får en god fremtid.

Jeg er en mand, der tilhører en bestemt, historisk tid og nogle konkrete omstændigheder. Det århundrede, der snart slutter, kan meget vel blive omtalt som eet af de mest grusomme, menneskeheden har kendt. To forfærdelige verdenskrige og en ideologisk krig, der underlagde sig og prægede mere end halvdelen af menneskeheden med to absolut modstridende visioner. Dilemmaet var mellem den vestlige, kristne opfattelse af den menneskelige værdighed og respekten for de grundlæggende værdier i vor civilisation på den ene side, og på den anden side den materialistiske, ateistiske opfattelse af mennesket og samfundet med dens ubarmhjertige undertrykkelse af menneskers friheder og rettigheder.

I løbet af dette århundrede kom det til forsøget på udryddelsen af en hel nation under påskud af påståede etniske idealer.

Kommunismen, for sin del, er ægte antireligiøs, og den kostede menneskeheden millioner af liv i hele Europa, og yderligere timillionvis af børn, kvinder og mænd i diverse asiatiske lande. Også i Amerika såede marxismen død og ødelæggelse. Ikke bare med sine revolutionære forsøg, men med dens universelle forkyndelse af had og klassekamp og eksport af guerillakrig og terrorisme. For dette gigantiske folkedrab, for disse mest brutale og oppressive systemer, det værste, der hændte menneskeheden, har ingen fået retfærdighed, og får det sikkert aldrig. Tværtimod – de, der forårsagede disse onder, som intervenerede i vore lande med sovjetiske våben og finansiering, som fremmede og prædikede den uhyggelige, marxistiske ideologi i vore befolkninger, står i dag som mine dommere.

Alt det, jeg gjorde som soldat og statsleder, gjorde jeg med tanke på chilenernes frihed og velstand og på den nationale enhed, der var de overordnede mål, da vi den. 11. september indsatte alle vore kræfter. Vi afgav nogle løfter. Vi gik i gang med at forvandle Chile til et samfund af frie og demokratiske borgere, hvor man respekterede retten til at udfolde deres initiativer, deres ret til at være herrer over egne skæbner og ikke være slaver af staten og endnu mindre slaver af andre nationer.

Vi satte os for at gøre Chile til en storslået nation, og vi er overbeviste om, at vi bidrog til det, uanset at nogle lande i verden ikke værdsætter eller forstår, at efter en fredelig overgang er vort land i dag et sandt demokratisk styre, hvor alle institutioner er fuldt funktionelle.

Tiderne ændrer sit imidlertid. Kommunismen kollapsede. Den ’virkelige socialisme’ blev afsløret, og menneskeheden kunne få kendskab til en historie om kriminalitet, uretfærdighed, udnyttelse af mennesker, fiaskoer og løgne som end ikke de argeste modstandere kunne forestille sig. I Chile, er udkommet af vor historie, at dette ukendte og fjerne land med held kunne overvinde den største prøvelse, det har stået over for i dette århundrede. I en sand heltedåd, som dets agenter aldrig vil kunne tilgive os, viste vi, at det var muligt at besejre ’det mægtige imperium af løgne og had’. Vi sikrede vor frihed og påbegyndte tidligt og visionært den vanskelige og besværlige vej mod national genopbygning og etableringen af et moderne, frit samfund. Over næsten to årtier, og takket være ofret fra et helt folk, der genvandt troen på sine idealer om fremskridt og retfærdighed, skabte man et helt andet land. Ingen kan i dag benægte, at 11. september åbnede veje for håb og muligheder for alle, hvilket kun vedkommer chilenerne at opretholde og gøre frugtbart med tiden.

Chile er i dag et land, der er forskelligt fra det, de unge i mange generationer stod ansigt til ansigt med, da det havde en mørk, pessimistisk og fejlslagen eksistens. Med vor regering begyndte de fattige og de forsømte at have en mulighed for fremgang. Vi vidste altid, at dette sociale område var vor primære moralske forpligtelse. I dag kan jeg ikke skjule den tilfredshed, det giver mig at vide, at de, der i fortiden ville have chilenerne til at være et fatalistisk og deprimeret taberfolk uden værdier, som der var tilløb til i begyndelsen af halvfjerdserne, tabte. Blindede af ideologi ønskede de at ødelægge vort land. Det kunne de ikke opnå. De regnede ikke med den åndelige kapital og den naturlige værdighed i et fredeligt og venligt folk, som ikke desto mindre aldrig har bøjet sig for nogen eller har ladet sig udsætte for noget.

Det ville være at begå en uret, hvis i disse linjer jeg ikke rettede en særlig anerkendelse til særligt vidnesbyrd om min store taknemmelighed til de, der deltog i forløbet omkring genopbygningen af landet; til den generation af soldater og civile, mænd og kvinder, som viede deres liv til tjeneste af landet, hvilket dagligt gav vidnesbyrd om deres troskab og patriotiske idealer; til Chiles ungdom, der har arvet et forstærket land med en storslået skæbne og det bør efterfølges af vilje og et sandt, patriotisk ansvar.

Jeg takker også de, der ikke var del af min regering, og skønt de var dens modstandere, i denne stund på trods af uoverensstemmelser har vidst at værne om landets værdighed og suverænitet.

Det er sandsynligt, at mange chilenere gennem Herrens uransagelige veje snart vil finde ud af sandheden om, hvad vort land har været igennem. Jeg fortæller dem, at intet kan forhindre, at en skønne dag i en måske ikke så fjern fremtid, kommer freden og den sunde fornuft til de sjæle, der stadig er forblændede at den passion, og med andre tiders klarsyn, når historien retfærdiggør vor fælles arbejde, og de vil anerkende værdien af og fortrinene ved det. På det tidspunkt er det sandsynligt, at jeg ikke er mere. Det vil dog være sejrens stund, når de idealer, der oplyser vore drømme, til sidst deles af alle chilenere.

I dag føler jeg, at skæbnen igen har lagt det enorme ansvar på mine skuldre, som det er, at medvirke til at så kimen til fred, så fred og enhed kan råde i fædrelandet. Uanset den smerte og de sår, som jeg har i sjælen over de uretfærdige ydmygelser, som jeg har været udsat for og den harme, det vækker i mig, at se mit land krænket på sin suverænitet og uafhængighed og uden at blive respekteret som fortjent, konstaterer jeg, at jeg påtager mig dette nye kors at bære som ydmyg kristen og med en soldats sind under tjeneste af Chile og chilenerne. Der er intet jeg mere ønsker end at overvinde splittelserne og det sterile nag mellem os.

Ved mit livs afslutning, på trods af træthed og lidelse frembragt af så mange uretfærdigheder og misforståelser, ønsker jeg at sige, at selv når jeg må opleve stor modstand, vil jeg i min sjæl aldrig føle mig besejret. Intet kan knække mine overbevisninger eller min vilje til at tjene mit land, som jeg svor at ville gøre den dag, jeg blev optaget i Chiles hær. Mit inderligste ønske i denne stund er at sikre, at der ikke kommer flere ofre eller mere smerte forårsaget af fremmede ideologier i den chilenske familie. Jeg håber, at mit offer er det sidste. Jeg håber, at den smerte og den skade, jeg tildeles, kan tilfredsstille de altid umættelige følelser af hævn, og kan tjene de, der er forankrede i had, så de kan finde fred i sjælen. Jeg håber, at de kan holde op med at leve så sindsforvirret, og at der aldrig mere i vort land skal høres revolutionære de prædikener, der såede vold og splittelse blandt chilenerne.

De, som tror på tilgivelse og ægte forsoning, må fortsætte med at arbejde hårdt på at sikre fremtiden. Vi er ikke langt fra den dag, hvor en ny generation af landsmænd kan lægge øjnene på deres lands historie og opdage sandheden om den bedrift, som tillod opbygningen af et frit og værdigt chilensk samfund, der var bedre for alle, og ikke bare for een samfundsgruppe eller for eet parti, som vi var på nippet til at opleve.

Jeg har været genstand for en lusket og fej retslig og politisk rævekage, som ingen moralsk værdi har. Mens kommunismen på dette kontinent, og i særdeleshed i de lande, som nu fordømmer mig gennem falske retssager, har dræbt flere millioner i dette århundrede, jagter man mig for at have stoppet dette i Chile, og derved have frelst landet fra en ren borgerkrig. Dette betød 3000 tusinde døde, hvoraf næsten en tredjedel var uniformerede og civile, der blev ofre for ekstremistisk terrorisme.

Jeg er fejlagtigt stillet for retten i et antal europæiske lande, i en operation ledet af dem, der kalder sig mine fjender, uden den mindste mulighed for, at de, der fordømmer mig kan komme til at forstå vor historie og ånden i, hvad vi gjorde. Jeg er fuldstændig uskyldig i alle de forbrydelser og gerninger som man irrationelt beskylder mig for. Alligevel frygter jeg, at de, som kommer med beskyldningerne aldrig har været og aldrig bliver i stand til at erkende sandheden.

Stillet over for en sådan vanvittighed, og I betragtning af min lidelse og afmagt, ville jeg alligevel gerne komme med et par ord til mine landsmænd. Tab ikke modet, og overgiv jer aldrig til modgang og ulykke.

Jeg holder aldrig op med at kæmpe for Chiles storhed og magt. Jeg håber, vi snart overvinder den tilstand af afmagt, vort lille, fjerne land oplever, så aldrig mere chilenere, uanset deres forhold, skal opleve den nedværdigelse og ydmygelse, jeg nu oplever, præcis fordi vi i mangfoldigheden af nationer har styrken i, at de respekterer os. Jeg lader mig ikke slå ud af nogen. Det gør jeg ikke i denne vanskelige tid, og har aldrig gjort i hele mit liv, hvor jeg har oplevet andre prøvelser, og derfor vil jeg gerne udtrykke til mine uniformerede kammerater, i særdeleshed dem i hæren, tillid til dem og min dybe anerkendelse af deres måde at handle på i disse vanskelige tider.

Jeg har bevaret min tro på Gud og på de principper, der har styret mit liv. Jeg fastholder håbet, om at Gud i sin evindelige barmhjertighed for mine små lidelser også viser sin barmhjertighed for de, der døde uretfærdigt i disse konfliktfyldte år. De, som tror eller hævder, at smerten ved blodsudgydelserne i vort fædreland var ensidige, tager fejl. Vi har alle lidt ofre. Jeg ved, at lidelsen var særligt stor for de, som ikke fremprovokerede konfrontationen, de, som ikke søgte eller ønskede den og alligevel endte som dens ofre. Soldaten søger altid at beskytte sine landsmænd. Jeg har aldrig ønsket nogens død, og føler en dyb sorg for alle de chilenere, der mistede livet i de år.

Jeg har bedt Gud, om indtil det sidste øjeblik i mit liv at give mig tålmodighed og klarsyn til at forstå og acceptere det kors og den smerte inderst i sjælen, der skal være en god spire i den chilenske nations sjæl. Hvis med min lidelse, der kan sættes en stopper for det had, der er blevet plantet i vort land, vil jeg gerne sige, at jeg accepterer, hvad skæbnen byder mig med absolut tillid til, at Gud, i sin uendelige kærlighed, vidste at gøre dette offer til landets sejr for fred, og at chilenerne ved indgangen til det ny århundrede vil være et forenet og forsonet folk, som det altid drømte om at være.

Jeg elsker Chile over alt, og end ikke de mest smertelige omstændigheder, der måtte opstå, kan ændre, at jeg med al min sjæls kraft, på afstand, tusind og een gang gentager: Chile leve!



      Besked fra Pinochet. London, nov. 1999

I anledning af sin 84-års fødselsdag i november 1999 udsendte Pinochet denne besked hjem til Chile fra sin husarrest i London:




Da jeg i dag fylder 84 år, ønsker jeg på afstand at henvende mig til alle jer med en dybfølt hilsen og sammen med den en stor tak for den bekymring for og støtte til min person, hvilket har hjulpet til at højne min moral.

Alle de generøse udtryk for og udsagn om solidaritet, jeg har fået fra jer tilbage i fædrelandet gennem disse lange måneder i fangenskab, kære venner, fylder mig dag efter dag med styrke og med håb om en tilbagevenden til mit kære Chile.

Denne prøvelse, som Gud har udsat mig for, kan synes uretfærdig. Imidlertid accepterer jeg den i kraft af min tro, da jeg ved, det er hans vilje. Den bagvaskelse, jeg har været udsat for, vil jeg kun have prøvet i retfærdige retssale, for jeg er uskyldig og har ro i sjælen.

Lige siden den 16. oktober 1998, hvor jeg overraskende blev anholdt under rekonvalescens, og indtil i dag er jeg blevet vanæret og plaget af spanske retsinstanser i en kidnapning, der ikke synes at ville få ende. Hvorom alting er, er min indstilling uændret et troskab mod de grundprincipper, som tjeneste i Hæren – og dermed i sidste ende tjeneste for Chile – i 65 år indebærer at have.

I kærlige hilsener til så mange venner på denne for mig så vigtige dag, beder jeg den gode Gud om at overstrømme dem med lykke, og at jeg engang skal kunne se frihedens lys i vort elskede Chile for sammen med jer at kunne arbejde for dets storhed.

Chile leve!



      Besked fra Pinochet. Chile, sept. 2000

I anledning af dagen Día de la Unidad Nacional, »Dagen For National Enhed«, udsendte Pinochet i september 2000 denne meddelelse til det chilenske folk:




I dag ønsker jeg at udtrykke over for hver mand og kvinde i mit kære fædreland, at der i mit hjerte er et fast håb om, at vore splittelser og smerter er lagt bag os, og at vore blikke er rettede mod fremtiden, til gavn for fremtidige generationer.

Denne generøse indstilling kræves af os, der levede dengang!

Med overbevisningen om med fuld ydmyghed at have ønsket det bedste for mit fædreland, beder jeg Gud om at give mine landsmænd den nødvendige visdom til at lægge fortidens konflikter bag sig og bidrage til en fremtid med fred, enhed og fremskridt, og at sikre at det, der hidtil er opnået med store anstrengelser og store ofre, ikke sættes på spil, at det fastholdes og konsolideres med tiden.

Chile leve!



      Erklæring fra Pinochet, august 2005

I forbindelse med konen, Lucia Hiriart, og sønnen Marco Antonios anholdelse som medskyldige i bedrageri i forbindelse med den såkaldte Riggs-sag udsendte Pinochet følgende:




10. august 2005

Stillet over for de beskyldninger, som min hustru, min søn Marco Antonio og de førende militære samarbejdspartnere i min regering er udsat for, erklærer jeg:

1 – Jeg påtager mig det fulde ansvar for de sager, som hr. minister Muñoz undersøger, og dementerer enhver deltagelse i dem af min hustru, mine børn og mine nærmeste samarbejdspartnere.

2 – Hvis nogen ønsker at fængsle nogen, for at kunne dømme en del af Chiles historie, så kan de fængsle mig og ikke uskyldige personer.

3 – Jeg gentager, at jeg aldrig har bedraget staten eller opnået ulovligt provenu ved udøvelsen af de hverv, jeg varetog. Jeg overlod – af hensyn til forsigtighed og fordi det ellers ville være blevet objekt for forfølgelse og politiske chikanerier – til udenlandske foretagender at forvalte min opsparing. Hvis der har været skattemæssige krav, har mine rådgivere sørget for betalingen af dem.

Augusto Pinochet Ugarte



      Politisk testaments, Santiago, 2006

MEDDELELSE TIL MINE LANDSMÆND
TIL OFFENTLIGGØRELSE EFTER MIN DØD


Chilenere, uden undtagelse:

    Mange gange har jeg udtrykt mine tanker til jer i løbet af mit offentlige liv. Særligt husker jeg mine meddelelser under min tilfangetagelse i London.
    Nu har jeg gjort mig umage for at nedfælde de følgende tanker, der udspringer af mine inderste tanker og overbevisninger.
    Jeg ønsker at tage afsked med jer med megen hengivenhed. Jeg forstår, at dette vil synes uforståeligt for mange, men det oprigtigt.
    I mit hjerte er der ingen plads til had. Jeg har levet mange år, og kender til både kærlighed og smerte.
    Jeg valgte den militære vej at kærlighed til fædrelandet. En kærlighed, jeg har opretholdt uændret siden den første dag på militærskolen, og nu, da jeg forlader denne verden, fylder denne følelse min sjæl fuldstændigt.
    Jeg elsker fædrelandet; jeg elsker jer alle.
    Ud af kærlighed kan der gøres mange gode og dårlige ting. Rigtige og fejlagtige.
   Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle optræde i mit lands historiebøger, men sådan gik det nu.
    Undertegnedes offentlige liv ændrede sig fra at være i overensstemmelse med talemåden »I Chile sker der aldrig noget« til oplevelsen af dramatiske begivenheder.
    Jeg ønsker ikke at gå ind i en større analyse, som passende kan gøres af historikere, men gør det alligevel, ud fra et fagligt og menneskeligt udgangspunkt, for det er på den måde, jeg er interesseret i at meddele mig til jer.
    Jeg, som soldat, opfattede den stigende alvorlige og komplekse situation, der optrådte ved indgangen til 70’erne.
    Ingen kan benægte, at verden gik ind i en global konfrontation, ideologisk og militær, som blev kaldt »Den kolde krig«.
    Hver dag eskalerede konflikten, »krigen« skærpedes og blev mere kompleks, især set fra en militær betragters synspunkt.
    Antallet af områder, der blev berørt af denne krig, steg dag for dag, og endte med næsten at omfatte alle dele af det offentlige og private liv.
    Det voksede og pressede ikke mindre tragisk end krig den almindelige mand, eller dig eller mig, med en forværring, så dilemmaet udbredte sig til hele det internationale samfund som en total krig uden skånsel.
    En militærmand kunne ikke trække sig tilbage i dette scenarium, for det var meget dystert, og man måtte være forberedt på det bedste og det værste, et nøglepunkt i en professionel strategi.
    Chile begyndte af brænde, og var spærret inde uden flugtveje, og stod efter min mening med tre muligheder. (Dette skriver jeg, for at de unge mennesker, født efter krisen, kan forstå det.)
         -     En borgerkrig, uden skånsel, »fra gadehjørne til gadehjørne«,
                med tusinder og atter tusinder af døde.
         -     Etableringen af et såkaldt proletariatets diktatur,
                ideologisk, marxistisk-leninistisk, med det totale
                tab af politisk frihed og af retsstaten; og
         -     En fælles reaktion fra civile og militærfolk
                for at udelukke de to ovennævnte muligheder.
    Ingen taler jo om, at et overvældende flertal af befolkningen hældte til dette sidste alternativ.
    Chilenere, venner uden undtagelse.
    En krig, mod udlandet såvel som en borgerkrig, er gruelig. Det værste der kan ske for et samfund. En krig må undgås, når det er muligt.
    De voksne, der levede under tiden for den militære oprørserklæring, kan give klart vidnesbyrd om, at den eneste realistiske mulighed var denne sidste.
    Det var nødvendigt at handle effektivt for at dække sig fra alle vinkler, fordi regeringspartierne eksplicit vedholdt, at den væbnede vej var den eneste måde at opnå magten på, både på kort op på langt sigt.
    Jeg tror aldrig faren for en borgerkrig har været så iøjnefaldende i vort land eller i nogen anden del af verden.
    Hvis man dertil føjer den endeløse række af godkendelser af handlinger og retorik, der bekræftede disse hensigter, bliver den militære intervention nemmere at forklare.
    Det var derfor nødvendigt at handle med største fasthed og vedholdenhed for at undgå enhver udbredelse af den varslede konfrontation.
    Hvis det ikke var blevet udført således, var den militære aktion endt i fiasko, og det ville have fremkaldt mange smertefulde konsekvenser i befolkningen i mange år fremover.
    I 73, grundet de ovennævnte karakteristika hos modstanderne, var det afgørende at anvende diverse militære procedurer såsom midlertidig fængsling, tvungen eksil, og henrettelser ved standret.
    I mange tilfælde af døde og forsvundne lig er det meget muligt, at der aldrig har været viden om hvad og hvorfor det skete.
    I et talløst antal af mishandlinger er det ikke muligt at placere et ansvar, da der ikke var en institutionel plan for det. Alvorlige konflikter er sådan, og vil altid være sådan: Kilde til mishandlinger og gåen for vidt.
    Men hvorfor har så mange ikke kunnet eller villet forstå alvoren i truslen, når hele den nationale og internationale baggrund var vidnesbyrd om dens eksistens?
    I konfrontationerne i løbet af historien har tabet af liv og dehumaniseringerne været en del af deres definition.
    Ovenstående er ikke for at søge efter omstændigheder, der undskylder overdrivelserne, men for at huske deres uundgåelige tilstedeværelse.
    Jeg, som republikkens præsident og øverstbefalende i hæren, handlede, som man siger om mig, med fasthed, men med meget mere fleksibilitet, end man har givet mig anerkendelse for, hvorfor jeg altid talte om et »dictablanda«, et blødt diktatur.
    Medens den fanatiske og bevæbnede ideologi var en fare for stabiliteten, var det ikke muligt at strække våben.

    Alle Chilenere:
    Hvor ville jeg ønske, at den indgriben d. 11. september 1973 ikke havde været nødvendig!
    Hvor ville jeg ønske, at den marxistisk-leninistiske ideologi ikke var trængt ind i vort fædrelands liv!
    Hvor ville jeg ønske, at præsident Salvador Allende ikke havde fået det ønske ind i sin tankegang, om at transformere vort fædreland til endnu en brik på det diktatoriske marxistiske skakbræt!
    Krige bringer smerte ind, som er meget svær at hele.
    Venner og pårørende til vore døde landsmænd i den kainsmærkede konflikt vil altid have en sort erindring om det skete.
    Jeg går til messe og til alters. Jeg holder aldrig op med at tænke på de åbne sår.
    Hvor ville jeg gerne gå i gaderne, hilsende, trøstende, hjælpende ...
    Min skæbne er en slags landsforvisning og ensomhed, som jeg aldrig havde troet, eller ønsket, skulle ske.
    For at afslutte, vil jeg oprigtigt sige, at jeg er stolt af den enorme bedrift, det var, at forhindre marxismen-leninismen i at få den totale magt, og også af, at mit fædreland var »en storslået nation«, som det motto fra starten lød, der inspirerede juntaen. På det vil jeg uden vankelmod aldrig tvivle.
    I en gentagelse af oplevelsen, ville jeg dog have ønsket mig mere visdom.

[Underskrift]
AUGUSTO PINOCHET UGARTE
Capitán General
Eks-præsident for republikken
Eks-senator i republikken
Eks-øverstbefalende i hæren